1. 7

    Videbæk nedtoner kristent engagement

    4. maj 2009.

    Tove Videbæk fra De Konservative nedtoner på sin hjemmeside sin baggrund i det kristelige. Politikeren, der selv regner med at blive valgt til EU-Parlamentet, er kandidat for De Konservative og har tidligere mødt modstand hos sit nye parti, blandt andet fordi hun er imod fri abort.

    Tove Videbæk afviser selv bevidst at have nedtonet sit kristelige engagement. Det kunne ellers se ud som om, at hun har forsøgt at luge ud i ord, der rimer på Jesus.

    EU ZOO kiggede forbi hendes cv og profil på hendes egen hjemmeside, www.tovev.dk, og sammenholdt dem med oplysninger fra blandt andet Wikipedia. Her er nogle eksempler på to forskellige måder at sige det samme:

    Videbæk: 2 års højskoleophold
    Wikipedia: Tove Videbæk var på Mariager Højskole, der er Pinsevækkelsens bibelskole, 1966-68

    Videbæk: Tidl. Direktør (1995-98). I perioden 1986-1998 ansat på lokal-tv stationen KKR/TV i København som translatør, chefsekretær og tv-vært, de sidste 3 år som direktør for stationen med 18 ansatte og ca. 50 frivillige.
    Wikipedia: KKR/TV står for “Københavns Kristne Radio/TV”

    Videbæk: I denne periode fik stationen flere awards fra CEVMA (en europæisk medieorganisation).
    Wikipedia: CEVMA står for “Christian European Visual Media Association”

    Videbæk: Bestyrelsesmedlem i en række frivillige humanitære og medie-organisationer.
    Wikipedia: Bestyrelsesmedlem i for blandt andet Skandinavisk Børnemission,  KLF – Kirke og Medier og Ungdomsklubben Azusa, der drives af kristne.

    Videbæk: Tidl. ”Representative” og lobbyist (2005-08) i forhold til EU for en større europæisk organisation.
    Realiteten: Tove Videbæk var lobbyist for Den Europæiske Evangeliske Alliance. Organisationen er ikke registreret hos EU’s frivillige lobbyregister.

    Det skal siges, at Tove Videbæk under fanebladet Politiske tillidshverv ikke lægger skjul på, at hun har siddet i folketinget for Kristeligt Folkeparti.

    Og Tove Videbæk afviser selv bevidst at have nedtonet sit kristelige engagement i sin profil på hjemmesiden.

    Hvis jeg har gjort det, er det ikke bevidst. Et CV er konkrete fakta og har ikke noget med værdier at gøre, siger hun til EU ZOO.

    Hendes kandidatur har skabt modstand hos nogle konservative, netop på grund af hendes baggrund hos Kristeligt Folkeparti/Kristendemokraterne.

    Jeg er stadigvæk den samme. I en af mine brochurer står der også, at jeg vil kæmpe for de kristne værdier, og jeg tror, jeg er en af de eneste kandidater, der siger det, fastholder Tove Videbæk.

    Hun skilter dog ikke med sit kristelige engagement på sin hjemmeside eller i sin valgvideo. Til gengæld har hun ikke lagt skjul på sin baggrund i en biografi om hende, som skulle udkomme denne uge. Bogen hedder “En fighter”. Hun siger dog, at det ikke er blevet lettere at være aktiv i politik og kristen på samme “med al den tale om religion ud af det offentlige rum”.

    I store dele af Europa har de konservative partier en religiøs gren, så det er næsten kun i Skandinavien, at de konservative ikke samtidig er kristelige. Hvis De Konservative får to mandater, regner Tove Videbæk med at komme til Bruxelles sammen med spidskandidat Bendt Bendtsen. Samme analyse har Altinget.

    [youtube]EHSJtK0Wyps[/youtube]