1. SF trækker kendiskortet

    12. maj 2009.

    SF har tænkt nyt i deres EU-kampagne. Skuespillerinde Mia Lyhne er trukket i en lidet flatterende forklædning som journalist og interviewer de to spidskandidater.

    Mia Lyhne, der blandt andet er kendt fra komedieserien Klovn, er klædt ud som journalisten Pia, der hverken har viden, timing eller finesse på sin side i sine interviews med Margrete Auken og Emilie Turunen.

    Ind imellem i det tåkrummende interview får kandidaterne naturligvis også liret deres mærkesager af.

    Se selv de fire klip (to gange interview og to gange refleksion) på SF’s hjemmeside her.

  2. Krisen giver ikke venstredrejning

    7. april 2009.

    Selv om Europa er røget ind i finanskrisen med borgerlige ved roret i EU-Parlamentet, så skal venstrefløjen ikke forvente at opleve en massiv vælgerflugt mod de røde partier, skriver EUobserver. Krisen fremmer ellers venstreorienterede mærkesager som øget kontrol med finansmarkederne og flere penge til offentlige projekter. Men ifølge en ny webtjeneste, der forsøger at forudsige resultatet af afstemningen ved EU-valget til juni, er det på venstrefløjen kun kommunistgruppen, der kan forvente en flot fremgang.

    PR-bureauet Burson-Marsteller står bag tjenesten. Men kan man stole på dets tal?

    Ifølge profetien skulle Kristendemokraterne få 3,1 procent af de danske stemmer. Det sker næppe, eftersom partiet ikke stiller op til valget. Derudover skulle Socialdemokraterne få fire medlemmer af parlamentet. Det er en optimistisk vurdering. Socialdemokraterne får højst sandsynligt tre mandater (23,1 procent), men kan også risikere blot to mandater.

    Margrete Auken fra SF skulle få en makker i parlamentet, så SF får to mandater (15,4 procent). Den vurdering lyder ganske fornuftig. Analysen spår ligeledes, at Dansk Folkeparti får et ekstra mandat. Det kan godt lade sig gøre.

    Det er også muligt, at tjenesten får ret i, at De Radikale og Folkebevægelsen mod EU ryger ud af parlamentet. Men intet er sikkert.

    Metoden er ganske interessant, fordi den også siger noget om, hvordan folk stemmer til et EU-valg. Forudsigelsen er ikke en normal meningsmåling, hvor et bureau typisk ville spørge 1000 vælgere, hvem de vil stemme på til EU-valget. Tjenesten selv beskriver desværre metoden på en klumset måde, men det lader til, at de bruger tal fra de seneste nationale meningsmålinger fra eksempelvis Gallup eller Rambøll og korrigerer dem efter, hvordan vælgerne typisk opfører sig ved et EU-valg. Tjenesten siger således, at mindre EU-kritiske partier står bedre ved EU-valg end forudset. Tjenesten tager dog ikke højde for persongalleriet, der ellers må siges at have stor betydning for en valgkamp, især når det gælder EU-valg.

  3. 11

    R: Valgforbund handler ikke om kærlighed

    2. april 2009.

    Hvis du stemmer på De Radikale ved EU-valget i juni, kan du ende med at stemme et EU-kritisk medlem af SF ind i EU-Parlamentet. Det er resultatet af det valgforbund, som De Radikale er i gang med at lave med Socialdemokraterne og SF.

    Men det er der ikke noget at gøre ved, og du er nok også ligeglad. Det er budskabet fra Søren Bald, landsformand for De Radikale.

    Da EU ZOO spørger ham, om valgforbund ikke handler om at gå sammen med et parti, man er enig med, svarer Søren Bald straks ”nej, nej, nej”. Et valgforbund skal udelukkende give De Radikale de bedste chancer for at få mandatet, forklarer han. Der er ikke nogen kærlighedsrelationer i et valgforbund, siger han.

    Hvis man har fine fornemmelser, skal man ikke lave valgforbund, siger Søren Bald til EU ZOO.

    Som EU ZOO skrev for nogle uger siden, så er det spøjst, at De Radikale sidder i den liberale gruppe i parlamentet sammen med Venstre, men alligevel går i valgforbund med en helt anden fløj i parlamentet, nemlig den røde blok. Det noterer journalisten og kommentatoren Niels Krause-Kjær nu også i en artikel i Ugebrevet Europa.

    Søren Bald mener ikke, at den besynderlige konstellation er relevant for vælgeren.

    Det ville 85 procent af de radikale vælgere alligevel ikke hæfte sig ved, for det er noget kun journalister og analytikere går op i, fordi de behandler valgforbund som den hellige gral, siger Søren Bald.

    Hellig gral eller ej. I yderste konsekvens kan en radikal vælger sætte det afgørende kryds, der sender en socialdemokrat eller SF’er til Bruxelles. Og de har ofte nogle helt andre holdninger, når det drejer sig om EU. På denne nyhedsblog kan du eksempelvis følge den politiske kamp mellem den radikale Johannes Lebech og socialdemokraten Christel Schaldemose om patientrettigheder i EU.

    Valgforbund handler også om penge. Da kristendemokratiske stemmer under sidste valgkamp hjalp den daværende radikale Anders Samuelsen ind i parlamentet, fik kristendemokraterne deres betaling. Således fik Kristendemokraterne betalt rejser for deres medlemmer til Bruxelles, og derudover fik de ansat en studentermedhjælp – en såkaldt stagiere – på De Radikales regning.

    Søren Bald fortæller, at en lignende kompensation også er inde i billedet i valgforbundet med den røde blok, men kan ikke fortælle om detaljerne. Det drejer sig dog ikke om et fast beløb, men om mere ”smidige aftaler”.