1. 2

    Hanne Dahl henter hjælp hos sin frisør

    24. marts 2009.

    JuniBevægelsen tager hidtil usete metoder i brug for at bryde igennem hos pressen. Hanne Dahl henter forstærkning hos sin frisør!

    I dag, tirsdag, skulle EU-Parlamentet under plenarsamlingen i Strasbourg stemme om et EU-forslag om at få styr på sminken i unionen. Parlamentet og EU-landene i Rådet blev allerede i sidste uge enige om et kompromis, og parlamentet fik tilføjet flere stramninger. Eksempelvis skal de nye regler gøre det muligt at forbyde de små nanopartikler, som EU-Kommissionen anslår er i fem procent af skønhedsprodukterne på markedet. Samtidig fik parlamentet indført, at der skal være regler for urealistiske løfter om evig ungdom reklamer, der eksempelvis påstår, at en creme kan fjerne rynker.

    Det er en anelse skuffende, at den interessante historie ikke har fået mere dækning gennem processen. Ofte sker der det, at medierne først for alvor dækker en sag i EU’s folkevalgte forsamling, når et forslag bliver vedtaget på plenarsamlingen i Strasbourg. Og på det tidspunkt er alle partierne ofte enige om resultatet. Det vil sige, at ingen af vælgerne får at vide, hvad de forskellige grupper i parlamentet havde af forskellige holdninger til sagen. Socialdemokraterne, De Radikale og SF (i et nyhedsbrev) har sendt mere eller mindre enslydende pressemeddelelser ud. De handler alle om, at EU nu redder forbrugeren.

    Men en enkelt pressemeddelelse har et helt andet design. Det er JuniBevægelsen, der har har hentet hjælp hos en frisør.

    I den atypiske mail til pressen lægger Hanne Dahl ud med at forklare, at hun ikke bryder sig om, at den nye forordning ifølge hende giver fabrikanter mulighed for at bruge kræftfremkaldende CRM-stoffer. Hun har dog alligevel stemt for, fordi resten af reglerne er gode nok. Som krølle på pressemeddelelsen dukker så en noget forunderlig udtalelse op:

    Jeg er ikke selv den store kemiker, så jeg ved ikke, hvad der er godt eller skidt i vores produkter. Men det kan ikke være rigtigt, at der skal gambles med frisørers liv, fordi folk vil have rødt, gult eller blåt hår. Politikerne må sørge for at lave nogle ordentlige regler, der tænker på vores sundhed, siger frisør Henrik Brandt.

    Der står ikke noget i pressemeddelelsen om, hvem denne frisør er. Men JuniBevægelsen oplyser over for EU ZOO, at det er Hanne Dahls frisør, der er kaldt til forstærkning for at give historien et anderledes perspektiv.

    Sagen har for øvrigt fået god omtale. Både DR.dk, P1 Morgen, Politiken.dk og Berlingske.dk har omtalt betænkningen. Dog uden frisør.