1. Skal EU skabe fodlænker, åbne fængsler og samfundstjeneste?

    27. juli 2009.
    EU vil have indflydelse på, hvordan fanger skal afsone deres straf.

    EU vil have indflydelse på, hvordan fanger skal afsone deres straf.

    Der er tilsyneladende ingen grænse for, hvad EU-Kommissionen forsøger at få ind under den europæiske paraply. I kommissionens oplæg til Stockholmprogrammet – den kommende plan for EU’s udvikling inden for retspolitikken i årene 2010 til 2014 – vil EU være med til at bestemme, hvordan fanger skal afsone deres straf.

    Da fængsler alt for ofte er steder, hvor der foregår kriminalisering og radikalisering, bør der endelig indledes overvejelser om et fællesskabsprogram, der kan finansiere pilotforsøg i medlemsstaterne vedrørende alternativer til fængsling, skriver kommissionen.

    Tanken må være, at hvis EU skal kunne bestemme, hvad en borger kan blive straffet for, så skal EU også kunne sige noget om, hvordan borgeren udstår sin straf. Det er interessant, hvordan EU kommer til at bestemme mere og mere på retsområdet.