1. 1

    Gigantisk forbrugerdirektiv skrumper

    29. januar 2011.

    For tre år siden så det ud til, at forbrugere over alt i Europa ville få samme rettigheder. Nu ser det ud til at… jah. Det er faktisk svært at svare på, hvordan det ser ud. Men noget tyder på, at de nationale grænser ikke bliver brudt ned i sådan en grad, som EU-Kommissionen gerne ville det.

    I 2008 lancerede Kommissionen store planer om totalharmonisering af forbrugerrettighederne inden for EU. Det skete med et forslag til et såkaldt maksimumdirektiv, som medlemslandene på ingen måde kan afvige – modsat et minimumsdirektiv, der blot sætter en nedre grænse for lovgivningen.

    Direktivet fastsætter altså reglerne for alle forbrugerrettigheder inden for EU, og omhandler dermed alt fra klagefrister over kontraktvilkår til regler for auktioner på internettet.

    Indholdet af det oprindelige direktiv er beskrevet meget udførligt her i en række artikler i magasinet Notat, der udgives af Oplysningsforbundet Demokrati i Europa.

    Den slags direktiver får ret omfattende indflydelse, og der blev da også dengang rynket på panden hos mange, da kommissionen lagde forslaget frem.

    Så sent som i sommers gik politikerne i Nordisk Råd sammen i fælles front mod forslaget. Dengang sagde medlem af Medborger- og Forbrugerudvalget Henrik Dam Kristensen (S):

    Vi frygter at forbrugerbeskyttelsen i Norden vil svækkes hvis de nordiske lande ikke går forrest når forbrugerdirektivet skal behandles. De nordiske lande skal sikre forbrugerbeskyttelsen og sørge for at det fortsat bliver muligt at have højere nationale standarder end det som er fastsat i EU-direktivet.

    Kommissær: “Vi har ikke brug for en kærlighedsaffære”

    Noget tyder på, at kommissæren på området, Viviane Reding, ved, at forbrugerdirektivet kan få en hård fødsel. For et år siden, tilbage i marts 2010, afsluttede hun en tale om direktivet ved selv at opsummere alle konflikterne med disse bevingede ord:

    Ladies and Gentlemen, Jacques Delors said with insight that nobody falls in love with the Single Market.

    Well, we don’t need a love affair, a rational calculation will do! The beauty of the Single Market is that by removing barriers we should not have to choose between business and consumer interests. We do not have to look at each measure and toss a coin to see who should benefit most. A well-crafted legislative text will work in the interests of both.

    Viviane Reding fra Luxembourg er kommissær for Retlige anliggender, grundlæggende rettigheder og EU-borgerskab. Foto: EU-Kommissionen.

    Rådet sletter udvalgte dele

    Nu er panderynkerne fra forslagets spæde begyndelse blevet til konkrete indvendinger i den politiske proces. Flere medlemslande har udtrykt så stor utilfredshed med dele af forslaget, at det belgiske formandskab kort før dets slutning besluttede helt at slette dele af forslaget. Læs mere i Rådets beslutningsdokument her.

    Det medførte følgende kommentar fra formanden for BEUC (European Consumer’s Organisation) Monique Goyens.

    If the EU seeks a single market for Europeans, a modern system of consumer rights should be its
    basis, thereby empowering consumers. Today is a missed opportunity. Legislators negotiated
    lengthily to give this law good value, but what has been put today before the Council represents a
    significant U-turn, siger hun i en pressemeddelelse.

    Du kan læse mere om forslaget i en udførlig artikel fra Euractiv.

    Alligevel roste Viviane Reding for nylig det belgiske formandskab for udfaldet. Nu venter hun, ligesom alle os andre, på at EU-Parlamentet stemmer om direktivet i marts 2011.

    Det kan blive en spændende affære. I hvert fald konkluderede EurActiv i sommers, at der er stor uenighed blandt MEP’erne.

  2. 11

    Socialdemokratisk hykleri om nazi-tilråb

    24. november 2010.

    Den britiske EU-skeptiker Godfrey Bloom er i dag blevet smidt ud fra en debat i EU-Parlamentet, efter han afbrød socialdemokraten Martin Schulz midt i en tale med ordene “ein Reich, ein Führer”.

    Der opstod stor furore i parlamentet, blandt andet med højlydte protester fra Martin Schulz selv. Først forsøgte formanden for parlamentet, Jerzy Buzek, at fortsætte debatten, men efter fortsat råberi fra flere medlemmer bad han Godfrey Bloom om at undskylde sin udtalelse.

    Men Bloom nægtede at sluge sine ord og føjede i stedet til, at Martin Schulz er en “udemokratisk fascist”. Herpå blev han bedt om at forlade salen.

    Du kan se episoden på video her (OBS: ingen dansk oversættelse):

    Schulz: Du opfører dig som en fascist

    Mener Martin Schulz så, at man skal lade være med at kalde hinanden for fascister i EU-Parlamentet? Tilsyneladende ikke, for socialdemokraten Schulz har selv beskyldt andre parlamentarikere for fascistiske tendenser gentagne gange, også i plenarsalen – uden at blive smidt ud.

    Den 9. marts i år afbrød Martin Schulz selv et andet medlem af EU-Parlamentet ved at råbe “du opfører dig som en fascist”. Den hollandske politiker Daniël van der Stoep fra Geert Wilders’ højreorienterede PVV holdt en meget kritisk tale om EU-Kommissionens budget, da Schultz råbte fra sin plads forrest i salen. Du kan se det på video her:

    Også for to år siden sad fascist-kortet løst hos Martin Schulz. I forbindelse med folkeafstemningen om Lissabontraktaten i Irland sammenlignede Schulz i 2008 de irske nejsigere med fascister.

    “De kravler på trapperne – de ringer på dørene,” startede Schulz dystert og fortsatte:

    “Der er jo folk på højrefløjen, der taler dårligt om EU. De taler om frygt og sociale problemer. Det er altid det, der har skabt adgang for fascismen i Europa. Derfor må man tage denne bevægelse alvorligt.”

    Tilbage i 2006 trak Martin Schulz også trukket fascist-kortet. Dengang var det over for den den polske politiker Maciej Marian Giertych. Han forsvarede som et af EU-Parlamentets eneste medlemmer i en debat General Francos intentioner i Spanien, og til det svarede Schulz:

    “What we have just heard is Mr. Franco’s ghost. It was a fascist speech and such a statement has no place in the European Parliament.”

    Berlusconi-episoden

    Martin Schulz er samtidig kendt for at blive meget kraftigt oprørt, hvis andre trækker fascist-kortet imod ham. Et klassisk eksempel er den såkaldte ‘Berlusconi-episode’. Den italienske premierminister Silvio Berlusconi var netop tiltrådt i det roterende formandskab for Rådet og sagde i en tale:

    “Mister Schulz, I know a movie-producer in Italy, who is making a film about Nazi concentration-camps. I will suggest you to play the role of a Kapo. You are perfect!”

    En ‘kapo’ var en fange i en kz-lejr, der blev udnævnt til at holde øje med de andre fanger. Berlusconi hævdede efterfølgende, at hans kommentar var en ironisk reference til en tv-serie, men episoden førte til diplomatiske forviklinger mellem Tyskland og Italien.

    Messerschmidt udvandrede i protest

    I dag blev Godfrey Bloom så smidt ud af plenarsalen for at trække fascist-kortet. Et af de to danske medlemmer af EU-Parlamentet for Dansk Folkeparti, Morten Messerschmidt, udvandrede i øvrigt fra salen i protest. Han sidder i politisk gruppe med Blooms parti UKIP.

    Ifølge DR Nyheder mener Morten Messerschmidt, at udsmidningen af Godfrey Bloom er udtryk for forskelsbehandling af partierne.

  3. 6

    Votewatch bruger misvisende tal

    18. oktober 2010.

    Den her historie handler om, at der ikke er nogen historie. Alligevel har vi valgt at fortælle den.

    EU ZOO så frem til at fortælle historien om, at de danske medlemmer i høj grad stemmer nationalistisk frem for ideologisk.

    Det fremgår af hjemmesiden Votewatch.eu.

    Her indtager Danmark tredjepladsen i statistikken over lande, der stemmer efter nationalt tilhørsforhold fremfor ideologi. Kun overgået af Tjekkiet og Sverige.

    Tallene fra Votewatch viser, at de danske parlamentarikere i valgperioden 2004-2009 stemte nationalistisk i 513 ud af i alt 6.149 afstemninger.

    Hvem, hvad, hvor?

    Foto: Luis Argerich

    Foto: Luis Argerich

    Votewatch er en erklæret uafhængig institution, som drives af en række eksperter fra blandt andet London School of Economics and Political Science. Selv Dronning Margrethe og USA’s præsident John F. Kennedy har studeret ved det højtagtede universitet.

    På baggrund af oplysninger fra de europæiske institutioner fører Votewatch statistik over, hvordan parlamentarikerne stammer i EU-Parlamentet. En af de mange statistikker viser, hvor ofte parlamentarikerne fra et enkelt land har stemt nationalistisk i stedet for ideologisk. Og hvordan har Votewatch fundet frem til det? Jo, det har de gjort ved at tælle, hvor mange gange dette er sket:

    Alle partier fra et bestemt land har stemt ens. Og samtidig har mindst ét af partierne stemt anderledes end dets gruppe i EU-Parlamentet.

    Men…

    Det lyder jo alt sammen meget interessant. Men EU ZOO blev slemt skuffede, da vi nærstuderede tallene.

    Det er muligt at klikke sig ind på en liste med de afstemninger, som ifølge Votewatch er nationalistiske. Her kræver det kun få klik med musen, før den opmærksomme læser finder ud af, at de danske parlamentarikere slet ikke har stemt i samlet national flok, som det ifølge Votewatch skulle været tilfældet.

    Tværtimod. I de selv samme afstemninger stemmer nogle af de danske medlemmer for, mens andre stemmer imod. Se bare her, her og her for nogle få eksempler.

    Den er gal med metoden

    EU ZOO kontaktede folkene bag Votewatch, som forklarer, at de i perioden 2004-2009 kun medtæller partier med minimum fem MEP’er. Det betyder, at det for Danmarks vedkommende kun er socialdemokraterne, der danner baggrund for Danmarks tal.

    Konsekvensen er, at Danmark rangerer højt på listen alene på grund af metoden bag optællingen. Det indrømmer co-director Doru Frantescu i et skriftligt svar til EU ZOO.

    The logic says that the smaller the number of national parties, the higher the chances that a national allignment occurs.

    Votewatch trækker i land

    Votewatch henleder opmærksomheden til en note under tabellen, som gør opmærksom på, at nogle medlemsstater mangler i statistikken. Årsagen er, står der, at landene ikke har politiske grupper på minimum fem MEP’er.

    EU ZOO mener, at noten hverken forklarer eller  blotlægger den store usikkerhed i statistikken. Men Doru Frantescu fastholder, at den opmærksomme læser vil få øje på usikkerheden. Dog tilføjer han:

    However, we will see to make this even clearer, now that you rose the issue.

    Jamen, så gå dog uden om Votewatch?

    Nå, tænker du. De er godt nok mavesure hos EU ZOO. For enhver journalist må vel forvente at støde på fejl og mangler hos sine kilder, som fører til, at en historie falder. Det er vel hele idéen med research.

    Korrekt. Men det er vigtigt at fortælle, hvad medier og almindelige mennesker kan bruge som researchværktøjer.

    Jyllands-Posten benyttede sig for eksempel af Votewatch, da de 13. september i år kårede de flittigste danske europaparlamentarikere.

    EU ZOO er ikke stødt på mangler i de statistikker, som Jyllands-Posten brugte. Men dengang beklagede flere parlamentarikere sig over, at tallene var en ringe indikation af arbejdsindsatsen, som det da også fremgår af avisens egen artikel.

    Mod bedre tider

    I den nuværende valgperiode fra 2009-2014 benytter Votewatch en ny og bedre metode, fortæller Doro Frantescu. Der er da også en enorm forskel i de tal, som popper op i statistikken.

    I den foregående valgperiode nåede de fleste lande op på flere hundrede nationalistiske afstemninger. Selv om den nuværende valgperiode er langt fra færdig, så er tallet til sammenligning stadig ekstremt lavt.

    Det højeste tal for nationalistiske afstemninger er to. Og på nuværende tidspunkt er der allerede gennemført 976 afstemninger.

    EU ZOO anbefaler interesserede selv at kaste sig over Votewatch.eu og de lignende tjenester Itsyourparliament.eu og Hvemstemmerhvad.dk. I begge tilfælde er der masser af relevant materiale, som EU ZOO tidligere har brugt til blandt andet at bevise, hvordan Brian Mikkelsen (K) talte usandt. Men husk nu den kritiske sans i tal-junglen.

  4. 4

    Tjubang fra dag ét hos skeptikerne

    16. juli 2009.

    Der var engang 26 britiske konservative og 15 polske konservative. De ville arbejde sammen i EU. Men så kom en af briterne til at stjæle polakkernes toppost og kalde deres leder nazist, og så blev polakken sur, og så smed briterne rebellen ud. Der er allerede rod i det EU-skeptiske eventyr.

    Den britiske konservative Edward McMillan-Scott har kuppet sin politiske gruppe og har snuppet posten som næstformand i parlamentet for næsen af sin tidligere gruppefælle fra Polen.

    Den britiske konservative Edward McMillan-Scott har kuppet sin politiske gruppe og har snuppet posten som næstformand i parlamentet for næsen af sin tidligere gruppefælle fra Polen.

    Ja, det er næsten for skørt til at være sandt. Allerede på førstedagen i EU-Parlamentet var der en balstyrisk stemning i den nyfødte gruppe Europæiske Konservative og Reformister (ECR), der mestendels består af EU-kritiske konservative fra Storbritannien og Polen.

    Forud for det nye parlaments allerførste dag har de politiske grupper blandt andet forhandlet benhårdt om de 14 næstformandsposter i EU-Parlamentet. Alle større grupper plejer at have mindst én af de pladser, og ECR havde besluttet at indstille lederen af den polske delegation, Michal Kaminski.

    Men så gik det galt. Den britiske EU-veteran fra ECR, Edward McMillan-Scott, samlede 40 underskrifter og stillede også op. Det er en lovlig, men  utraditionel procedure. Det blev ikke mindre utraditionelt, da McMillan-Scott blev valgt. Det gjorde Michal Kaminski til gengæld ikke.

    De polske ECR-medlemmer er rasende. De britiske konservative er også rasende, og de smed øjeblikkeligt McMillan-Scott ud af partiet. For at dulme polakkernes vrede, valgte briterne desuden at overdrage formandsposten for ECR til Michal Kaminski.

    Her kunne farcen være endt. Edward McMillan-Scott har en lang karriere bag sig i EU-Parlamentet, og han havde på forhånd kritiseret, at de konservative briter forlod parlamentets største gruppe EPP for at oprette den mere EU-kritiske ECR. Derfor kunne han formentlig glide stille og roligt ind i EPP som uafhængigt medlem i løbet af nogle måneder.

    Men McMillan-Scott valgte at gå til modangreb på polakken. Til nyhedssitet theParliament.com sagde han onsdag, at han udelukkende stillede op for at undgå, at Kaminski fik en næstformandspost.

    He (McMillan-Scott, red.) said the Pole had been a member of the National Revival party in Poland for three years until 1991, a party he describes as “fascist and homophobic.”

    McMillan-Scott went on to say that the day after the group’s inaugural meeting on 24 June, he discovered that a Wikipedia entry “detailing Kaminski’s membership of the National Revival party had been removed.”

    The Briton said Kaminski “was widely known to have used anti-Semitic language” in the past.

    Det har fået Michal Kaminskis puls helt op i det røde felt. Den seneste nyhed i farcen er, at han truer McMillan-Scott med et sagsanlæg for “nazi-beskyldninger”.

    Indtil videre har gruppen ECR eksisteret officielt i tre dage.

  5. Britiske nationalister forvist fra Bruxelles-bar

    11. juli 2009.

    Apartheid er nået til Bruxelles, mener to nyvalgte nationalister fra Storbritannien. De og deres bodyguards er blevet smidt ud af en populær irsk pub lige foran EU-Parlamentet – fordi gæsterne går i protest, når de kommer.

    Den britiske nationalist Nick Griffin er knapt blevet valgt til EU-Parlamentet, før han er blevet bortvist fra to pubs i Bruxelles - fordi folk udvandrer, når han kommer.

    Den britiske nationalist Nick Griffin er knapt blevet valgt til EU-Parlamentet, før han er blevet bortvist fra to pubs i Bruxelles - fordi folk udvandrer, når han kommer.

    Det hævder de i hvert fald selv, de to EU-kritiske briter Andrew Brons og Nick Griffin fra British National Party (BNP). Sidstnævnte kunne torsdag fortælle til TheParliament.com, at de var blevet bedt om at forlade pubben O’Farrell’s, fordi 18 mennesker var gået, idet de to nationalister gjorde deres entré. Oven i hatten skulle de heller ikke vise sig på den populære fodboldbar Fatboys overfor, som har samme ejer.

    This is a form of apartheid, discrimination on the grounds of political belief and reflects the totalitarian mindset of some people here, siger Nick Griffin.

    Barens ejer afviser, at nationalisterne er blevet bortvist. I EU ZOOs øjne er det mest interessante ved hele affæren, at ejeren til gengæld kan fortælle, at han og hans kolleger i området har diskuteret, hvad de skulle gøre, når en BNPer kom på besøg. De er bange for at miste kunder, fordi gæsterne udvandrer. På Place Luxembourg, hvor O’Farrell’s og en række andre barer ligger, kommer så mange EU-positive politikere, bureaukrater og andet godtfolk, at udvandrings-teknikken rent faktisk kan presse værtshusene. Men fair eller ej, så er det ikke en effektiv måde at stække fjerene på yderligtgående kræfter.

  6. 3

    Italienske højrenationalister invaderer parlamentet

    28. marts 2009.

    En bunke usandsynligheder er stødt sammen sådan, at de italienske nationalister kan ende med at sætte sig på EU-Parlamentets største gruppe.

    For ét år siden havde ingen set det komme. Men nu er det en realitet: Den italienske højrefløj bliver en af de absolut mest magtfulde klynger i EU-Parlamentet efter valget i juni.

    Det skyldes en lang række heldige (eller uheldige) sammenfald. Først og fremmest har de to største fraktioner på den italienske højrefløj valgt at slå sig sammen. Det betyder, at de ekstreme højrenationalister i Alleanza Nazionale har slået sig sammen med højrepopulisten Silvio Berlusconis parti. Det nye parti hedder Il Popolo della Liberta – Frihedens Folk. Berlusconi kommer til at stå i spidsen. Den nye højreblok kan meget vel løbe med flertallet af de italienske stemmer til EU-valget.

    Il Popolo della Liberta står til at blive medlemmer af EU-Parlamentets største gruppe, den konservative EPP-ED. Lige nu er det de tyske kristendemokrater, der er størst i den konservative klub. Men de står til et dårligt valg, skriver EU Observer.

    Derudover har de britiske konservative, som også fylder meget i det konservative hierarki, meldt ud for nylig, at de forlader gruppen og stifter deres egen i parlamentet. Det gør de for at give mere plads til de EU-kritiske røster, der vokser blandt Storbritanniens borgerlige.

    Puslespillet stiller de italienske nationalister i en fremragende situation, formentlig som den største delegation i EPP-ED. Hvordan Berlusconi og hans nye partifæller vælger at forvalte den magt, vil tiden vise. Vil de gå efter formandsposten i gruppen? Og på længere sigt måske endda formandsposten i EU-Parlamentet?

    EU ZOO vil dog understrege, at hele parlamentets politik næppe kommer til at rykke sig mærkbart mod højre.