1. Løkkegaard: Jeg holder ferie i agurketiden

    7. september 2010.

    Morten Løkkegaard holder ferie i agurketiden, og synes i øvrigt, at statistik er dovenskabsjournalistik. Læs V-politikerens svar på EU ZOOs undersøgelse af medietække over sommeren.

    EU ZOO undersøgte i sidste uge, hvor megen medieomtale, de 13 danske folkevalgte i EU-Parlamentet har høstet i den danske agurketid. Listen kan du se i sin fulde længde her.

    Morten Løkkegaard bryder sig ikke om kvantitativ statistikjournalistik.

    Morten Løkkegaard bryder sig ikke om kvantitativ statistikjournalistik.

    I bunden af listen lå blandt andet journalist og tidligere studievært Morten Løkkegaard. Selvom han kender spillereglerne i pressen, landede han på en tredjesidsteplads.

    EU ZOO spurgte ham hvorfor, da han besøgte en konference arrangeret af Europabevægelsen for at debattere EU i medierne.

    Når jeg har ferie, så holder jeg ferie. Det er så det, I har valgt at kalde agurketid, sagde Morten Løkkegaard.

    Han kritiserede også i meget kraftige vendinger den gren af journalistikken, hvor man laver undersøgelser baseret på optællinger – en metode, der var en del af den undersøgelse, EU ZOO præsenterede.

    Der er nogen, der prøver at tælle op og lave såkaldte undersøgelser på kvantitative data. Det så vi også med Jyllands-Postens fejlagtige historie. Nu ved jeg godt, at I (EU ZOO, red.) også har kigget på det kvalitativt, altså hvad mediedækningen faktisk handlede om, og det skal I ikke høre et ondt ord for. Men statistik, det er dovenskabsjournalistik. Bare op med stængerne og så trykke på computeren, i stedet for at lave noget selv, sagde Morten Løkkegaard.

    Den historie fra Jyllands-Posten, som Løkkegaard henviser til, kårede de mest dovne danske MEP’er. Her landede Bendt Bendsen (K), Jens Rohde (V) og Morten Løkkegaard i toppen – altså som dem, der deltager i færrest plenarmøder og skulle være mindst flittige. Alle tre politikere har anfægtet metoden, der ligger til grund for artiklen.

  2. 5

    Hvorfor gider medierne ikke EU?

    1. september 2010.

    Hvordan kan man mase EU ind i de danske medier?

    Det ældgamle spørgsmål bliver fredag genoplivet på en konference arrangeret af den danske Europabevægelse. En række danske EU-journalister fortæller, og tidligere formand for EU-Parlamentet (og tidligere studievært) Pat Cox kommer. Bagefter er der debat med blandt andre EU-parlamentariker for Venstre (også tidligere studievært) Morten Løkkegaard, der arbejder på at hjælpe en fælles EU-offentlighed på vej.

    EU ZOO er med på konferencen.

  3. 5

    Få medieliderlige MEP’er i sommervarmen

    29. august 2010.

    Hvilken dansk EU-politiker har smurt mediemøllen mest i agurketiden? EU ZOO kårer her sommerens mediedarling blandt de danske medlemmer af EU-Parlamentet.

    De 13 danskere figurerer med vidt forskellig hyppighed i medierne hen over agurketiden, således at topscoreren har 371 omtaler og taberen 18. Her er først et hint om vinderen:

    Dansk Folkeparti gør det hér hvert år i agurketiden. De kommer med en lang række udspil, og det er ganske genialt, fordi medierne ikke har ret meget at skrive om. Selvfølgelig er der Helle Thorning-Schmidt og Lene Espersen lige nu, men den politiske substans i sommerdebatten er ret begrænset. Man kan kun undre sig over, at de andre partier ikke i højere grad gør som Dansk Folkeparti.

    Sådan sagde Tim Knudsen, professor ved Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet, til Kristeligt Dagblad i begyndelsen af måneden. Artiklen holder sig egentlig til den hjemlige politiske scene og nævner intet om EU. Det kunne den lige så godt have gjort.

    I hvert fald er Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt den ubetingede vinder blandt danske parlamentsmedlemmer, når det kommer til omtale i agurketiden. Hans navn er omtalt langt over dobbelt så mange gange som nærmeste konkurrent.

    Det viser den undersøgelse, som EU ZOO har lavet af, hvor ofte parlamentarikerne er omtalt. Forud for EP-valget sidste år lavede vi en oversigt over, hvem der fik mest omtale i sidste mandatperiode. Dengang kårede vi socialdemokraternes Dan Jørgensen til pressedarling.

    I den nye undersøgelse har vi søgt i mediernes database Infomedia fra 25. juni til 8. august. I denne periode holder skoler og andre institutioner sommerferie med lavvande i nyhedsstrømmen til følge. Undersøgelsen udspringer af, at parlamentarikerne fra tid til anden brokker sig over, at journalister skriver for lidt om EU-Parlamentet. Og det kan de måske have ret i. Da agurketiden indtraf, efterlyste professor i medieledelse ved CBS, Anker Brink Lund, netop en grundigere dækning af EU i en kronik i Berlingske Tidende:

    Journalistiske fordomme forhindrer, at den sæsonbetonede agurketid bruges på friske råvarer, bearbejdet med originale vinkler. Den redaktionelle EU-dækning kunne for eksempel fortjene en grundig sommerrengøring, sagde Anker Brink Lund.

    Messerschmidt om alt alle vegne

    Morten Messerchmidt (DF) har ikke haft brug for at betale sig til omtale hen over sommeren (foto: Jacob Christensen, Flickr)

    Morten Messerchmidt (DF) har ikke haft brug for at betale sig til omtale hen over sommeren (foto: Jacob Christensen, Flickr)

    Om det er pressen, parlamentarikerne eller begge parter, som kan oppe sig, må være op til en diskussion. Men én ting står helt klart med undersøgelsen: Morten Messerschmidt bader sig i opmærksomhed.

    Den yngre DF’er har kommenteret på alt fra sagen om Lene Espersens ferier over terrorlovgivning til SF’s udlændingepolitik, videre til overvågning af opkald, sms’er og internettrafik. For ikke at nævne spareplaner for det danske mindretal i Sydslesvig. Samt Tyskland, Frankrig og Storbritanniens ønske om at øge EU ‘s klimaambitioner. Alle er emner, som er nået vidt omkring i mange forskellige medier.

    Det gav også en hel del omtale, at Morten Messerschmidt i en analyse af Jyllands-Posten viste sig at være blandt de danske medlemmer, som er flittigst til at stille spørgsmål, deltage i møder, holde taler, have ordførerskaber og udvalgsposter. Og så var der også en del medier, som kastede sig over historien om, at DF’eren – ligesom socialdemokraternes Dan Jørgensen og de konservatives Bendt Bendtsen – er medlem af parlamentets ølklub, hvor de inviteres på øl betalt af sammenslutningen for europæiske bryggerier.

    Dansk Folkepartis andet medlem af EU-Parlamentet, Anna Rosbach Andersen, ligger i øvrigt også højt på listen. Hun indtager en sjetteplads med 94 omtaler.

    Borgerlige i top
    På andenpladsen figurerer Venstres Jens Rohde med 144 hits. Dem får han blandt andet for et krav om at se Helle Thornings kontoudtog i forbindelse med hendes mands skattesag. Og så for sammen med partifællen Morten Løkkegaard, de konservatives Bendt Bendtsen og SF’s Margrehe Auken at udgøre bundskraberne i Jyllands-Postens analyse af parlamentsmedlemmernes arbejdsindsats.

    Netop den tidligere konservative vicestatsminister indtager tredjepladsen. Det lyder jo umiddelbart flot at optræde i langt over 138 artikler, debatindlæg og så videre. Men Bendt Bendtsen vil nok se det som et problem, at ordet ”øl” indgår i 35 af dem. Fynboen er nemlig også medlem af ølklubben, som pressen beskæftigede sig kritisk med.

    Journalist i bunden
    I den nedre ende af skalaen ligger tre parlamentarikere, som har under 30 hits.

    Journalisten Morten Løkkegaard burde om nogen kende til mediedækningens spilleregler. Men han ender som den tredjesidste med 29 omtaler. Dem får han hovedsagelig for sit forslag om, at EU-maskineriet skal sikre pressedækning ved at oprette en journalistisk taskforce for skatteydernes penge.

    Socialdemokraternes Ole Christensen følger med 23 omtaler, mens Margrete Auken skraber bunden med kun 18 styks. Heraf er to læserbreve skrevet af de konservatives fødevareordfører, som langer ud efter SF’erens holdning til landbrugsstøtte.

    Om metoden:
    Vi har på mediernes database Infomedia søgt på: PARLAMENTARIKERENS NAVN eu parlament*

    Med stjernen efter ”parlament” får vi artikler med, hvor navnet optræder plus ordene EU og parlament, parlamentariker, parlamentarikeren, parlamentet og osv. Vi har søgt på alle danske medier og former for artikler, altså inklusive webmedier og debatindlæg.
    Ved Anne E. Jensen søgte vi under hendes fulde navn, eftersom en stikprøve viste, at en søgning med ”Anne Jensen” gav resultater, hvor parlamentarikeren ikke optrådte. Ved Anna Rosbach Andersen har vi søgt på navnet ”Anna Rosbach”, fordi en stikprøve viste, at hun somme tider kun nævnes ved de to første navne. Ved Margrete Auken har vi søgt på Margrete både med og uden h, da det viste sig, at hun flere gange fejlagtigt staves med h.

    EU ZOO har skimmet samtlige artikler for at undersøge, hvad parlamentarikerne kom i medierne for. I den forbindelse har vi frasorteret artikler, som ved en fejl var blevet fanget af søgningen.
    EU ZOO har ikke kunnet finde nogen eksakt betegnelse for, hvornår agurketiden ender og slutter. I Politikens Nudansk ordbog hedder det for eksempel blot: ”Agurketid en periode i løbet af sommeren hvor institutioner som fx Folketinget har ferie, og hvor aviserne derfor har sværere ved at finde nyheder at skrive om”. Vi har besluttet, at skolernes sommerferie fra slutningen af juni og frem til begyndelsen af august er et godt bud på en agurketid, og derfor har vi søgt i artikler fra fredag 25. juni til mandag 8. august.

    Her kan du se resultatet af undersøgelsen:

    graph

    (Opdatering 29. august klokken 21.35: Ved en fejl havde EU ZOO i første omgang kun tildelt Margrete Auken 5 omtaler, selv om hun havde 18. Vi beklager fejlen, som nu er rettet).

  4. 1

    Landbruget får ikke V-håndlanger i Bruxelles

    17. juni 2009.

    Rettet: Anne E. Jensen havde sat Økonomiudvalget som en ekstra prioritet, men sagt at hun ville fortsætte i Budgetudvalget og Transportudvalget. Niels Busk arbejdede mod importforbuddet af sælskind i Miljøudvalget.

    Når Venstre går efter udvalgsposter i EU-Parlamentet, er landbruget blevet hjemme i Danmark. Ingen af det liberale partis nye medlemmer går efter en plads i landbrugsudvalget. Der er ellers større magt i vente på EU’s største politikområde, når eller hvis Lissabontraktaten træder i kraft.

    I det gamle parlament sad landmanden Niels Busk (V) i Landbrugsudvalget.

    De tre Venstre-politikere vil gerne sidde i følgende udvalg, ifølge Altinget.dk:

    Anne E. Jensen: Transportudvalget og Budgetudvalget. Hun havde i EU ZOOs rundspørge sagt, at hendes 1. prioritet var Budgetudvalget og Transportudvalget. Og derefter Udvalget for Økonomi og Valuta. Men det sidste ønske er ikke med i Altingets artikel.

    Morten Løkkegaard: Kulturudvalget og Indre Markedsudvalget. I EU ZOOs rundspørge havde han givet indre marked som 1. prioritet og derudover frabedt sig en andenprioritet.

    Jens Rohde: Udenrigsudvalget og Industriudvalget. Han svarede ikke på EU ZOOs rundspørge.

  5. 4

    Messerschmidt går imod DF's principprogram

    20. april 2009.
    Morten Løkkegaard (V) og Dan Jørgensen (S) vil debatten i EU til en kamp mellem rødt og blåt hold. Det protesterer Morten Messerschmidt (DF) over.

    Morten Løkkegaard (V) og Dan Jørgensen (S) vil gøre debatten i EU til en kamp mellem rødt og blåt hold. Det protesterer Morten Messerschmidt (DF) over.

    Det kan være svært at finde ud af, hvad Dansk Folkeparti helt præcist mener om EU.

    I en kronik i Berlingske Tidende sidste uge kritiserede EU-kandidaterne Dan Jørgensen (S) og Morten Løkkegaard (V) EU-kritikerne for at forvrænge emnerne i valgkampen. De to herrer frygter, at kritikerne vil spilde tid på at diskutere Lissabon-traktat og euroforbehold, selvom EU-Parlamentet ikke har magt til at ratificere traktaten eller fjerne euroforbeholdet. De to politikere kalder det ligefrem stemmespild at sætte kryds ved EU-skeptikerne.

    Den karikerede kritik fortjente et modsvar. Og det kom i dag fra Morten Messerschmidt, Dansk Folkepartis spidskandidat til EU-valget, i et læserbrev i Berlingske Tidende.

    Messerschmidt mener, kritikken er forfejlet:

    Hver gang vi andre spagfærdigt gør opmærksom på, at EU er gået for vidt, at EF-domstolen har fået for meget magt eller at vi ikke ønsker en traktat samt flere udvidelser – så får vi at vide, at vi er »EU-modstandere« eller hylder »komplotteorier«. Må vi være fri! Jeg er overbevist om, at EU er skabt ud fra de bedste intentioner, og jeg er tilhænger af store dele af det europæiske samarbejde.

    Hans svar er spøjst, eftersom Dansk Folkeparti i dets principprogram skriver, at partiet er modstander af EU:

    Dansk Folkeparti ønsker et venskabeligt og dynamisk samarbejde med alle demokratiske og frihedselskende nationer i verden, men vi vil ikke acceptere, at Danmark afgiver suverænitet. Heraf følger, at Dansk Folkeparti er modstander af Den Europæiske Union.

    Men ret skal være ret. Dansk Folkeparti bakker ofte op om den danske regerings forhandlingsstrategi i EU og er altså ofte med på at udvide og forny samarbejdet. Pia Kjærsgaard har også tidligere slået fast, at Dansk Folkeparti ikke på nuværende tidspunkt vil kræve, at Danmark melder sig ud af unionen. Dansk Folkeparti er gået med til at spille på den boldbane, som andre nu engang har kridtet op for dem. Men det er ærgeligt, at det er  svært at finde ud af, hvilke grundholdninger, Dansk Folkeparti har omkring den daglige EU-politik. Eksempelvis er der langt mellem pressemeddelelserne fra DF’s nuværende EU-parlamentariker, Mogens Camre. Derfor er det også ærgeligt, at Morten Messerschmidt i sit svar til de to kække Jørgensen og Løkkegaard ikke formår at definere, hvilke grundholdninger han har på de områder, hvor DF er positiv over for samarbejdet i Europa.