1. 1

    EU ZOO anmelder: LinguaGO

    27. september 2009.

    LinguaGOEU-Kommissionen har lavet et computerspil, der skal lære europæerne de 23 EU-sprog. Spillet er ok, men ekstremt kortlivet, mener EU ZOO.

    Nogle gange modtager journalister i deres indbakke mails, der virker så fjollede, at man bliver nødt til at læse dem og undersøge sagen. Ofte kommer disse mails fra tosser med en sag, andre gange er det pressemeddelelser fra EU-Kommissionen. Denne gang reklamerer kommissionen for et sprogspil, LinguaGO, som de netop har udviklet.

    DGT’s crossword game has successfully been used in contacts with the public for several years. Now it will make the transition to electronic format as ‘LinguaGo’, skriver EU-Kommissionen.

    I spillet er du en lille gul stjerne, der samler gaver i en labyrint. Når du har samlet alle gaver, går du videre til et nyt niveau. Finessen er, at de fleste af labyrintens vægge er ord på et af de 23 EU-sprog, som du så skal gætte for at få ekstra point. Som i alle andre 2D-labyrint-spil er der også fjender, små blå edderkopper med appetit for EU-stjerner.

    På første niveau er det hverken interessant eller innovativt, men efterhånden bliver spillet mere kompliceret og sværere at gennemføre. Den sproglige udfordring bliver større, og derfor er spillet egentlig udmærket som tidsfordriv til et enkelt besøg eller to, især for børn. Men det simple gameplay og den ekstremt kedelige grafik gør spillet kortlivet.

    Som så mange andre propagandaspil på nettet, er LinguaGO lavet til, at én nørd kan sidde og lege. Men hvis Kommissionen ville forlænge spillets levetid, burde de have åbnet op for, at flere kan spille mod hinanden samtidig – eventuelt fra forskellige EU-lande og på forskellige sprog.

    Trods den sproglige udfordring er konceptet ikke underholdende nok til at slå de hundredvis af andre spil på nettet. Inden for samme genre bliver spillet snildt overgået af nørderne hos Nitrome eller Newgrounds. Og hvis du vil have simpel netunderholdning, anbefaler vi på EU ZOO-redaktionen til enhver tid multiplayer-spillet SlimeBall frem for LinguaGO, selvom de ikke kan siges at have ret meget med hinanden at gøre.