1. Rohde vil melde sig ind i kritikerklub

    27. maj 2009.
    Venstres spidskandidat vil gerne være med i en EU-kritisk kaffeklub i EU-Parlamentet, siger han.

    Venstres spidskandidat vil gerne være med i en EU-kritisk kaffeklub i EU-Parlamentet, siger han.

    Jens Rohde (V) vil være med i en EU-kritisk kaffeklub i EU-Parlamentet, der er stiftet af JuniBevægelsens Jens-Peter Bonde.

    Klubben, der hedder SOS Democracy, har blandt andet kæmpet hårdt for en folkeafstemning om Lissabon-traktaten.

    Det sagde Venstres spidskandidat i hvert fald, da han fik en åben invitation. Det var JuniBevægelsens spidskandidat, Hanne Dahl, der ved en debat på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole spurgte, om Jens Rohde ikke ville med i klubben. Hun forklarede, at gruppen arbejder for mere åbenhed og demokrati i EU, og at der ingen liberale medlemmer er lige nu.

    Jeg vil meget gerne tage imod invitationen. Hvis jeg kommer ind, vil jeg meget gerne være med i den, svarede Rohde.

    På EU ZOO undrer vi os over, om Jens Rohde ved, hvad SOS Democracy er. Traditionelt har det kun været EU-kritiske danskere, der har siddet i klubben, og den er stiftet af JuniBevægelsens mangeårige EU-politiker Jens-Peter Bonde. På det seneste har SOS Democracy blandt andet arbejdet stædigt for en folkeafstemning om Lissabon-traktaten i medlemmernes hjemlande. Regeringen er imod en folkeafstemning i Danmark.

    Ifølge opslagsværket EUABC har SOS Democracy to medformænd ud over Bonde selv: Den finske socialist Esko Seppänen og den britiske konservative Daniel Hannan. Begge er EU-kritiske, og sidstnævnte er blevet smidt ud af den konservative gruppe i parlamentet for at sammenligne EU-Parlamentets metoder til at kvæle kritik med de tyske i 1930′erne. Bonde er formentlig nu erstattet af Hanne Dahl i klubben.

    EU ZOO tager hatten af for Rohde, hvis han tør slutte sig til den EU-kritiske kaffeklub – altså hvis han er enig med dem.

  2. 8

    "Det er notorisk ikke rigtigt"

    26. maj 2009.

    Tirsdag kom valgets hidtil værste personangreb i EU-valgkampen. Den borgerlige blogger Jarl Cordua skrev på sin populære blog om en unavngiven kandidat, der skulle have ført sig frem på lidet flatterende vis. Ifølge en anonym kilde, som bloggeren brugte, skulle den kvindelige kandidat have pustet sig selv op over for en medarbejder på et bilværksted.

    Jarl Cordua havde givet så mange detaljer om den kvindelige EU-kandidat, at den socialdemokratiske blog www.dansk-politik.dk uden besvær kunne sætte navnet “Pernille Høxbro” på kandidaten.

    Men den konservative Pernille Høxbro afviser over for EU ZOO at have pustet sig selv op. Da EU ZOO ringer til hende tirsdag aften, har hun end ikke hørt om beskyldningerne.

    Det dér er notorisk ikke rigtigt. Meget kan man sige om mig som politiker, men jeg skal ikke beskyldes for at have overfuset nogen, siger Pernille Høxbro.

    Ifølge hende havde hun feber den mandag. Men hun havde ganske rigtigt været ude forbi SMC Biler på Amager, fordi hendes bil var gået i stykker, og havde ganske rigtigt brokket sig over problemer med en form for bilbestilling, der ikke havde virket. Men hun fik så tilbudt en lejebil, som hun takkede ja tak til. Hun gav godt nok servicemedarbejderen en brochure, som beskrevet af Jarl Cordua, men hun afviser at have pustet sig selv op for at overfuse servicemedarbejderen.

    Der stod jeg og flyttede mit valgkampsmateriale over i lejebilen, og så sagde jeg til servicemedarbejderen, her kan du få en brochure, så du kan se, hvad jeg render og laver. Jeg har været kunde ude hos SMC biler i lang tid og har aldrig haft noget problem med dem.

    Hun fortsætter:

    Jeg sidder og gransker min hukommelse for, hvem der var til stede derude. For der var jo stort set ingen mennesker. Men der må have været nogen derude, som har villet opdigte en historie, som intet har med virkeligheden at gøre.

  3. 8

    EU-politikerne i dødskamp

    25. maj 2009.

    DR har i dag offentliggjort en meningsmåling, der sender De Radikale og JuniBevægelsen ud ved EU-valget. Målingen indleder den dødskamp, som med at stå mellem de to EU-kritiske bevægelser.

    Målingen er lavet af Capacent Epinion for DR, og den viser, at Folkebevægelsen får ét mandat, imens JuniBevægelsen får nul. De to bevægelser er i valgforbund med hinanden, og målingen tegner dermed arenaen for en kamp om den ene plads, de får tilsammen. Hvis en af bevægelserne ingen plads får, vil det formentlig betyde døden for den inden næste valg, da både penge, indflydelse og medieopmærksomhed er bundet op på mindst ét sæde i EU-Parlamentet.

    Det giver dog ingen mening at dømme nogen af bevægelserne ude endnu. Der er knap to uger til valget, og det er først de sidste to-tre uger, at de to EU-bevægelser rigtigt kommer til orde i den offentlige debat. Men dødskampen kan sagtens vente forude.

    I øvrigt vil EU ZOO også lige knytte en kommentar til De Radikales forudsete EU-exit. Det er på sin vis mere sandsynligt, at målingen holder stik her, fordi mange danskere stemmer det samme til EU-valg som til folketingsvalg, og De Radikale immervæk har haft længere tid til at føre valgkamp og blive hørt end bevægelserne.

    (Opdatering: Hør EU ZOOs Andreas Marckmann kommentere på den spritnye måling i radioen. Indslaget er lavet af Radionyhederne, der leverer nyheder til de kommercielle radiostationer, blandt andet Radio 100FM)

    EU ZOO vurderer, at De Radikales EU-stol er varm lige nu af to grunde:

    • Den gode gamle kendis-faktor. De Radikales spidskandidat Sofie Carsten Nielsen er bare ikke lige så kendt som mange af sine konkurrenter. Hun er ikke tidligere minister, ikke tidligere toppolitiker og ikke skandaleombrust. Til EU-valget stemmer danskerne traditionelt utrolig personfikseret, og der er det en ulempe, hvis man ikke er kendt.
    • Supereuropæer-kampagnen. De Radikale har valgt at føre en kampagne, der understreger EU som løsningen på langt de fleste problemer, blandt andet med sloganet “Ligestilling er udansk – så er det godt, vi har EU”. Kandidat nummer to, Johannes Lebech, rejser rundt i hele Europa for at vise, at De Radikale arbejder mere sammen med andre liberale end med andre danskere i EU. Men er danskerne supereuropæere nok til det?
  4. 5

    Ny videopropaganda fra EU

    23. maj 2009.

    EU-Parlamentet har kastet mere humoristisk propaganda på bordet for at få europæerne til stemmeurnerne. Se de tre videoer her.

    Som EU ZOO tidligere har fortalt, så er EU-Parlamentet i gang med den største EU-kampagne nogensinde for at få os til at tage valget seriøst og bruge vores stemme. Videoerne har allerede fået ret flotte seertal på YouTube, så måske er der en sofavælger eller to, der har kigget med.

    [youtube]tlP5ekdGwik[/youtube]

    [youtube]lOP6hbs9qwY[/youtube]

    [youtube]EBF0tgQGkbQ[/youtube]

  5. SF trækker kendiskortet

    12. maj 2009.

    SF har tænkt nyt i deres EU-kampagne. Skuespillerinde Mia Lyhne er trukket i en lidet flatterende forklædning som journalist og interviewer de to spidskandidater.

    Mia Lyhne, der blandt andet er kendt fra komedieserien Klovn, er klædt ud som journalisten Pia, der hverken har viden, timing eller finesse på sin side i sine interviews med Margrete Auken og Emilie Turunen.

    Ind imellem i det tåkrummende interview får kandidaterne naturligvis også liret deres mærkesager af.

    Se selv de fire klip (to gange interview og to gange refleksion) på SF’s hjemmeside her.

  6. Radikal på redningsaktion i Europa

    5. maj 2009.
    Tidligere kirkeminister Lebech tager meget utraditionelle metoder i brug for at redde De Radikale til EU-valget. Foto: Johannes Lebech

    Tidligere kirkeminister Lebech tager meget utraditionelle metoder i brug for at redde De Radikale til EU-valget. Foto: Johannes Lebech

    Det meste af valgkampen kommer til at foregå uden for Danmarks grænser, selvom alle stemmerne skal findes i Danmark. Det er den skøre strategi, som Johannes Lebech, nummer to hos De Radikale til EU-valget, præsenterer på en stor pressekonference i morgen, onsdag, erfarer EU ZOO.

    Tidligere kirkeminister, 60 år og medlem af EU-Parlamentet for De Radikale. Johannes Lebechs profil lyder ikke som typen, der kaster sig ud i skøre ting. Men det har han lige gjort.

    Imens alle andre danske EU-politikere fisker stemmer i Danmark frem til valget i juni, vil Lebech føre valgkamp i resten af Europa. Han vil skrive om, hvad han oplever på Facebook og på Twitter. Og det skøreste er, at han tror på, det kan skaffe flere stemmer end en valgkamp i Danmark.

    Det her kan blive min sidste valgkamp, så jeg tænkte, at det kunne være interessant at føre denne her ide ud i livet. Jeg vil vise danskerne, at det er et europæisk valg. Jeg sidder ikke i EU som dansker, men som liberal – og det er ikke danskere, men liberale fra hele Europa, jeg arbejder sammen med i parlamentet, siger Johannes Lebech til EU ZOO.

    I morgen tidlig afslører Lebech på en pressekonference, at han vil rejse Europa tyndt i sin valgkamp. De Radikale får problemer med at hente stemmer nok til at blive valgt overhovedet, så turen er også en slags redningsaktion.

    Lebech starter i Belgien, og så går turen blandt andet til England, Ungarn, Bulgarien, Rumænien, Sverige og Tyskland. Rejsen ender i Holstebro i Vestjylland, hvor han har sit bagland.

    Tror du ikke, der sidder nogle lokale græsrødder og bliver sure over at være blevet valgt fra?

    Nej, det tror jeg ikke. Jeg er forpligtet over for vestjyderne, der har stemt på mig, og jeg skal nok tage på gadevandringer og den slags. Det bliver ikke så meget, som jeg kunne have gjort, men der er andre kandidater, der nok skal gøre det. Jeg har valgt en anderledes valgkamp i stedet for.

    Han er nummer to på De Radikales liste. Hvis han var blevet i Danmark, havde han med al sandsynlighed måttet overlade sin plads i EU-Parlamentet til spidskandidaten Sofie Carsten Nielsen, vurderer EU ZOO. Hun får al tv-tiden og de vigtigste paneldebatter.

    Er det her ikke bare et forsøg på at vippe Sofie Carsten Nielsen af pinden og blive valgt i stedet for hende?

    Jeg fører ikke kun denne valgkamp af idealistiske årsager, men også for at gøre mine egne chancer større, det vil jeg slet ikke afvise. Men hvis det her får noget omtale og jeg kan hente nogle stemmer hjem, så gør jeg i hvert fald noget godt for partiet. Vi skal gøre et stort stykke arbejde i De Radikale, hvis vi overhovedet skal have nogen ind!

    Er det ikke et dyrt projekt at rejse Europa tyndt?

    Jo, det koster lidt. jeg prøver at gøre det billigere ved at køre meget med tog. Men det er en af de friheder, jeg har, at jeg kan føre det her ud i livet. Jeg har opsparet nogle midler, imens jeg har siddet i EU-Parlamentet – nogle rejsemidler og kontormidler, som alle medlemmer får udbetalt. Dem bruger jeg på valgkampen. Det er ikke partiet, der betaler.

    Kan du godt bruge EU-penge på det?

    Ja, der er meget vide rammer for, hvad jeg kan bruge de penge til, for eksempel kontormidlerne. Jeg kunne også have valgt at søge nogle oplysningsmidler fra EU, men det har jeg ikke gjort. På denne her måde har jeg mere frihed til at gøre det, jeg har lyst til.

    Lebechs skøre ide bliver offentliggjort til pressekonferencen i Strasbourg i morgen tidlig klokken 9.30.

  7. 19

    DR nytænker valget

    29. april 2009.

    ‘DR dropper EU-parlamentsvalg’. Med den overskrift skriver Mediawatch, at DR har ændret dækningen af valget.

    Ifølge Dagbladet Arbejderen vil DR afskaffe den traditionelle præsentation på en halv time af hver liste. I stedet får licensbetalerne to debatter, der hver varer 45 minutter.

    Har DR droppet valget? Ikke nødvendigvis, siger vi her på EU ZOO. DR har nytænkt dækningen.

    Fordelen er, at debatterne er skarpere og mere kontante. Der vil sikkert være en større underholdningsværdi, og kandidaterne kan ikke bare recitere et principprogram – de får modspil. Ulempen er naturligvis, at de meget komplicerede emner kan blive ofret på populismens alter.

  8. 1

    Skøre EU-pip på Twitter

    28. april 2009.

    Twitter-bølgen har ramt EU-valgkampen! Mange af EU-kandidaterne har efterhånden viet nogle minutter om dagen til den moderne miniblog-tjeneste Twitter, hvor de kan sende små “pip” ud i cyberspace.

    Twitter kan bruges til at sende mere eller mindre vigtige beskeder ud til folket. Foto: Twitter

    Twitter kan bruges til at sende mere eller mindre vigtige beskeder ud til folket. Foto: Twitter

    Blandt andre SF’s kandidat nummer to Emilie Turunen er meget aktiv. Dels fortæller hun om den mediedækning, hun får. Men hendes strategi er tilsyneladende også at inddrage læsere og potentielle vælgere meget direkte, og hun er den EU-politiker, der opfordrer mest til interaktion. Her er hendes seneste pip:

    skal blogge på jp.dk de sidste 3 uger af valgkampen – har I gode ideer til indhold?

    Også Det Radikale Venstres spidskandidat Sofie Carsten Nielsen bruger aktivt Twitter. Men det er tilsyneladende med en lidt anden strategi for øje. Sofie Carsten Nielsen bruger også Twitter til at nævne sin mediedækning. Men hun pipper også ærligt om sit arbejde og privatliv:

    Pjækker og ruller tur med den yngste.

    Forbereder flere dages tour til Fyn og Jylland med start i morgen tidlig. Min far er chauffør og babysitter.

    Det er især unge kandidater, der har kastet sig ud i at ‘twitte’. Derfor kan det undre, at ingen af de relativt unge spidskandidater fra de to største partier, Socialdemokraterne og Venstre, har kastet sig ud i pipkampen endnu.

    Til gengæld er alder ingen hindring for den tidligere kirkeminister, nuværende medlem af EU-Parlamentet for Det Radikale Venstre, Johannes Lebech. Faktisk er han vældig aktiv. Lebech bruger i høj grad sine pip ligesom statusopdateringerne på Facebook – til korte meldinger om, hvor han er, og hvor han er på vej hen:

    I toget i Jylland. Jeg nærmer mig den strækning, som jeg kørte hver dag fra 1964 til 1967. Hvor er jeg? Jeg skulle rejse efter en skole, …

    Ankommet til London. Tid til gåtur ad Oxford Street før dagens møder.

    EU ZOO vil gerne rose de kandidater, der har taget Twitter til sig. Det er af online-eksperter blevet kaldt lidt et nørdemedie, men vi lover at holde et vågent øje med de pippende politikere alligevel. De skøre twit kan vise sig at spille en rolle, når kandidaterne skal slås om de unge vælgere. I år er kandidaterne yngre end nogensinde, så de er flere om buddet.

    Du kan følge de danske EU-kandidater, der er på Twitter, hos tjenesten twittervalg.dk her.

    Der er også en europæisk twittersamler om EU-valget her.

  9. 12

    Socialdemokraterne overvurderer sig selv

    14. april 2009.
    Vogt dig for meningsmålinger. Denne gang er det Dan Jørgensen (S), der overvurderer sig selv. (foto: Socialdemokraterne)

    Vogt dig for meningsmålinger. Denne gang er det Dan Jørgensen (S), der overvurderer sig selv. (foto: Socialdemokraterne)

    De røde i parlamentet, Socialdemokraterne med den ukendte Dan Jørgensen i spidsen, sendte i dag, tirsdag, en jubelnote ud til pressen. Socialdemokraterne har med stor glæde læst resultatet af en meningsmåling fra Altinget.dk, der giver sosserne 26,4 procent af stemmerne til EU-valget i juni. Dermed står de til at bevare posten som det største danske parti i EU-Parlamentet.

    Men mon ikke vi skulle tage lidt af glæden fra dem. Disse meningsmålinger er dårlige forudsigelser, fordi vælgeren endnu ikke er afklaret omkring valget. Når vælgeren bliver ringet op og spurgt, hvor krydset skal sættes til sommer, vil vælgeren blot svare, som om det var et folketingsvalg. Lige nu har Socialdemokraterne medvind i landspolitik, ergo får de også et godt resultat i en meningsmåling for EU. Men EU-valget er altså ikke et folketingsvalg. Alt det fortæller både valgforskeren Søren Risbjerg Thomsen og predict09.eu om. Men Socialdemokraterne undlader belejligt at nævne det.

    Socialdemokraten Dan Jørgensen fortæller videre, at den flotte måling skyldes, at de står bedre i valgkampen, når det gælder to områder: Løsninger på finanskrisen og klimakampen.

    Det er sandt, at tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) har promoveret sig omkring stramninger af finansmarkedet, hvilket de røde nok kan få held til at fortælle under valgkampen.

    Hvem der vinder klimadagsordenen i valgkampen, er et mere åbent spørgsmål. Kan vælgerne kende forskel på de røde, de blå og bevægelserne? Både Venstre, Socialdemokraterne, Radikale, SF og JuniBevægelsen har forsøgt at profilere sig på klimaet via deres pladser i parlamentets miljøudvalg. Dan Jørgensen nævner i pressemeddelelsen, at Socialdemokraterne kan præsentere resultater. Det er der flere andre politikere, der kan – det vigtigste er at få ejerskab på enkeltsagerne i pressen. EU ZOO vurderer, at netop klima bliver en af valgkampens blodigste stolelege – for hvem får lov at blive verdens beskytter?

    Når det er sagt, så står Dan Jørgensen med et reelt forspring. Han er en af næstformændene i Miljøudvalget, han har haft dyrevelfærd som mærkesag lige siden, han blev valgt ind, og han har fået masser af presse på miljøsager, som han derfor i valgkampen kan have ejerskab på.

    Den seneste Eurobarometer (offentliggjort januar 2009) viser for øvrigt, at danskerne er nogle af de europæiske vælgere, der bekymrer sig mindst for finanskrisens følger. Til gengæld er danskerne blandt dem, der interesserer sig mest for klimakampen.

    Opinionsundersøgelsen er lavet af A&B Analyse. Se her hele resultatet (tilføjet klokken 13):

    Socialdemokraterne – 26.4 procent, 4 mandater
    Radikale – 3.9 procent, 0 mandater
    Konservative – 12,1 procent, 2 mandater
    SF – 17,4 procent, 3 mandater
    JuniBevægelsen – 2,2 procent, 0 mandater
    Folkebevægelsen mod EU – 4,0 procent, 0 mandater
    Dansk Folkeparti – 12 procent, 1 mandat
    Venstre – 22 procent, 3 mandater

    Hvis der ikke var valgforbund ville SF ikke få tre, men to mandater. Omvendt ville Dansk Folkeparti ikke få et, men to mandater.

  10. 7

    Libertas i frontalangreb på parlamentet

    24. marts 2009.
    Formanden for det EU-kritiske Libertas, Declan Ganley (foto: Flickr)

    Formanden for det EU-kritiske Libertas, Declan Ganley, har skudt sin ambitiøse kampagne i gang. Den minder om Obamas (foto: Libertas)

    EU-Parlamentet burde rydde op i EU-bureaukratiet i stedet for at købe en dyr kampagne for at forbedre sit ry og få europæerne til at stemme. Det mener det EU-kritiske parti Libertas. Frontalangrebet er et af de første skridt i Libertas’ forsøg på at starte en europæisk folkebevægelse efter Obamas eksempel, vurderer EU ZOO.

    Det hele startede med en selvkritisk kommentar fra EU-Parlamentets egne rækker.

    Forud for EU-valget den 7. juni har parlamentet hyret et tysk-baseret kampagneteam til at føre den største EU-valgkamp nogensinde. Målet er at overbevise europæerne om, at det er vigtigt at stemme. I dag tirsdag har kampagnechefen Lutz Meyer sagt til Financial Times, at parlamentet døjer med et dårligt ry for bureaukrati og forhalinger.

    Og her så den irske forretningsmand Declan Ganley og hans parti Libertas en chance for presseomtale. De har udsendt både en pressemeddelelse og et nyhedsbrev om emnet.

    It is ironic that the Parliament is spending €28,000,000 to tell people that their vote is important when it refuses to accept the vote of the people on the European Constitution and on the Lisbon Treaty. Brussels’ unelected bureaucrats throw taxpayers’ money around in the name of democracy, but they won’t listen to the democratic voice of those they serve, siger Declan Ganley.

    Libertas og Declan Ganley har fået æren for det overbevisende nej, som irerne leverede i folkeafstemningen om Lissabon-traktaten. Siden har Libertas åbnet et kontor i Bruxelles, og de har varslet en ambitiøs fælleseuropæisk kampagne.

    Dagens reaktion fra Libertas er interessant:

    Dels fordi Libertas med sit frontalangreb på EU-Parlamentets egen valgkampagne kaster sig frygtløst ud i et kontroversielt grænseland: Bør EU bruge penge på at få folk til at forstå, hvor vigtigt EU er? Andre kandidater til EU-valget har været tøvende med at kritisere beslutningen. Nu kan Libertas sætte sig på den kritik, der kan bruges som mærkesag i valgkampen.
    Og dels fordi det viser, hvordan Libertas vil føre sin valgkamp og skabe en folkelig bevægelse. Én ting er pressemeddelelsen, de har sendt ud. Men i nyhedsbrevet, der behandler samme emne, runder Libertas af med følgende meget direkte, virale opfordring:

    But, nothing is going to change without you. You have to be the change. And, to start real change, we need you to grow the Libertas movement.
    Please send this link: www.Libertas.eu onto at least 10 friends, colleagues, or family members and ask them to join you in standing up for change. Libertas & YOU changing Brussels together.

    Var der nogen, der sagde Obama?