1. 8

    EU-politikerne i dødskamp

    25. maj 2009.

    DR har i dag offentliggjort en meningsmåling, der sender De Radikale og JuniBevægelsen ud ved EU-valget. Målingen indleder den dødskamp, som med at stå mellem de to EU-kritiske bevægelser.

    Målingen er lavet af Capacent Epinion for DR, og den viser, at Folkebevægelsen får ét mandat, imens JuniBevægelsen får nul. De to bevægelser er i valgforbund med hinanden, og målingen tegner dermed arenaen for en kamp om den ene plads, de får tilsammen. Hvis en af bevægelserne ingen plads får, vil det formentlig betyde døden for den inden næste valg, da både penge, indflydelse og medieopmærksomhed er bundet op på mindst ét sæde i EU-Parlamentet.

    Det giver dog ingen mening at dømme nogen af bevægelserne ude endnu. Der er knap to uger til valget, og det er først de sidste to-tre uger, at de to EU-bevægelser rigtigt kommer til orde i den offentlige debat. Men dødskampen kan sagtens vente forude.

    I øvrigt vil EU ZOO også lige knytte en kommentar til De Radikales forudsete EU-exit. Det er på sin vis mere sandsynligt, at målingen holder stik her, fordi mange danskere stemmer det samme til EU-valg som til folketingsvalg, og De Radikale immervæk har haft længere tid til at føre valgkamp og blive hørt end bevægelserne.

    (Opdatering: Hør EU ZOOs Andreas Marckmann kommentere på den spritnye måling i radioen. Indslaget er lavet af Radionyhederne, der leverer nyheder til de kommercielle radiostationer, blandt andet Radio 100FM)

    EU ZOO vurderer, at De Radikales EU-stol er varm lige nu af to grunde:

    • Den gode gamle kendis-faktor. De Radikales spidskandidat Sofie Carsten Nielsen er bare ikke lige så kendt som mange af sine konkurrenter. Hun er ikke tidligere minister, ikke tidligere toppolitiker og ikke skandaleombrust. Til EU-valget stemmer danskerne traditionelt utrolig personfikseret, og der er det en ulempe, hvis man ikke er kendt.
    • Supereuropæer-kampagnen. De Radikale har valgt at føre en kampagne, der understreger EU som løsningen på langt de fleste problemer, blandt andet med sloganet “Ligestilling er udansk – så er det godt, vi har EU”. Kandidat nummer to, Johannes Lebech, rejser rundt i hele Europa for at vise, at De Radikale arbejder mere sammen med andre liberale end med andre danskere i EU. Men er danskerne supereuropæere nok til det?
  2. Folkevalgte forsvarer åbenhed i EU

    11. marts 2009.

    Et principielt slag i den mangeårige krig om åbenhed i EU stod i EU-Parlamentet i dag. Og det endte meget spøjst.

    JuniBevægelsens Hanne Dahl er en af de parlamentarikere, der har slået EU over fingrene og krævet mere åbenhed (foto: JuniBevægelsen)

    JuniBevægelsens Hanne Dahl er en af de parlamentarikere, der har givet Kommissionen et rap over fingrene. (foto: JuniBevægelsen)

    EU vedtog i 2001 nogle nye regler for åbenhed, som af blandt andet journalister blev betragtet som helt nye skridt mod en åben og tilgængelig administration.

    Men det blev for meget åbenhed, både for EU-Kommissionen og Europas regeringer. Derfor kom der i 2008 et forslag til at ændre reglerne, så mange af de nye huller bliver lukket igen. Blandt andet skulle medlemsstaterne kunne nedlægge veto mod aktindsigt.

    Det nye forslag er mildest talt blevet haglet ned, blandt andet af organisationen Statewatch og den europæiske ombudsmand. Også Dansk Journalistforbund har været ude med riven.

    I dag tirsdag valgte EU-Parlamentet overordnet at slutte sig til kritikerne. De støttede den såkaldte Cashman-betænkning, der består af en ordentlig stak røde streger i Kommissionens forslag. Teksten er opkaldt efter briten Michael Cashman, som har stået for at skrive den kritik, parlamentarikerne i dag støttede op om.

    “I forhold til det forslag, Kommissionen var kommet med, så har Cashman gjort et godt stykke arbejde. Det vigtigste er, at der gælder de samme regler for åbenhed for alle tre EU-institutioner, selvom jeg godt kunne ønske mig større åbenhed,” siger Hanne Dahl, medlem af EU-Parlamentet for JuniBevægelsen, til EU ZOO.

    Parlamentarikerne piller blandt andet vetoretten ud af teksten, og giver Kommissionens embedsmænd mindre magt til at vurdere, hvad der er omfattet af aktindsigt.

    Til gengæld vedtog EU-Parlamentet også begrænsninger i åbenheden, blandt andet omkring deres egne udgifter, som den EU-kritiske journalist Bruno Waterfield skriver om på sin blog.

    Men hele sagen endte pudsigt: Da EU-Parlamentet i salen havde forholdt sig til alle ændringsforslag, og kritikken lå klar i rampen til at blive sendt tilbage til Kommissionen, valgte manden bag, Michael Cashman, at foreslå det helt omvendte: At betænkningen skulle tilbage til Retsudvalget til yderligere behandling. Det støttede parlamentarikerne. På den måde blev kritikken hørt af Kommissionen, men teksten blev aldrig endeligt godkendt.

    Parlamentarikernes bagtanke er benhård politik: De vil have så meget som muligt ud af deres kritik, fortæller flere af hinanden uafhængige kilder til EU ZOO.
    Og hvis de folkevalgte vil kæmpe for åbenheden, så er det smart at vente til sommer, hvor det svenske EU-formandskab træder til. De har nemlig meldt ud, at de har åbenhed som en mærkesag. Lige nu sidder Tjekkiet på formandsposten, og dem har parlamentarikerne åbenbart ikke stor tiltro til.