1. Pressestøtte får blandet modtagelse

    27. maj 2009.

    Der var masser af pengehungrende unge journalistspirer til stede, men det var alligevel så som så med opbakningen til et nyt forslag om EU-støtte til pressen, da Medie- og Journalisthøjskolen onsdag holdt paneldebat i Århus.

    Venstres kandidat til EU-Parlamentet, Anne E. Jensen, foreslog tirsdag over for Journalisten.dk, at EU bruger 22 millioner kroner på at lave en fond, der støtter journalistisk samarbejde mellem medier fra mindst tre forskellige EU-lande. Målet er at skabe en fælleseuropæisk offentlighed.

    Venstres spidskandidat, Jens Rohde, syntes umiddelbart om initiativet.

    Det lyder som en sympatisk og fornuftig ting, hvis det bare ikke medfører som krav, at politikerne i sidste ende skal sidde med som redaktører, sagde Jens Rohde.

    Hanne Dahl, JuniBevægelsens spidskandidat, kalder forslaget for propaganda.

    Det lyder meget lokkende med de 22 millioner kroner, og det her er måske ikke så populært at sige på Journalisthøjskolen, men jeg kender dét der – og det er bare propagandapenge, sagde Hanne Dahl.

    Britta Thomsen, Socialdemokraternes nummer to, understregede, at samarbejde på tværs af EU’s grænser er positivt, også for pressen.

    Jeg vil meget gerne støtte det, sagde Britta Thomsen.

    Emilie Turunen, en af SF’s spidskandidater, var ikke afklaret, da hun ikke kendte forslaget ordentligt.

    Det lyder meget sympatisk, men jeg har ikke sat mig ind i det. Jeg tror ikke på en fælleseuropæisk offentlighed, vi skal have styrket de nationale (offentligheder, red.), sagde Turunen.

    Dansk Folkepartis nummer to, Kenneth Kristensen Berth, var direkte modstander:

    Vi skal have færre af denne her slags initiativer, slog han fast.

  2. Træt af den danske EU-debat? Søg væk!

    26. maj 2009.
    Johannes Lebech (R) tager toget rundt i Europa, men en rejse over internettet er også udmærket.

    Johannes Lebech (R) tager toget rundt i Europa, men en rejse over internettet er også udmærket.

    Når Bendtsen-bøder, tyrkertro og andre valgkampsemner bliver trættende, så kan det være befriende at søge væk en kort stund.

    Hvis du ikke ligesom den radikale Johannes Lebech har EU-midler at rejse rundt i Europa for, så kan EU ZOO varmt anbefale en artikelserie fra EUobserver. Nyhedssitets journalister tager løbende på webvandring rundt i Europa for at følge de forskellige valgkampe, og det er yderst interessant at læse om, hvad vores søsterfolk interesserer sig for.

    I den seneste vandring fortæller EUobserver om kirkens forsøg på at stække opbakningen til ekstreme højrefløjspartier. For eksempel har den østrigske kirke brokket sig over, at Haider-partiet FPÖ har brugt et kors i en demonstration mod et muslimsk center.

    I en tidligere vandring har hjemmesiden fokuseret på, hvordan Europas regeringspartier står for skud i valgkampen. Vi kommer blandt andet et smut forbi Polen, hvor et medlem af EU-Parlamentet, Krzysztof Holowczyc, får høvl for kun at møde op til 65 procent af parlamentssamlingerne.

    Du skal dog ikke regne med, at det er de største historier, som EUobserver lægger frem for dig. I den første artikel bragte hjemmesiden således et eksempel fra Danmark, hvor Britta Thomsen (S) foreslår gratis internet til borgerne i EU. Det er ikke ligefrem dét forslag, der har skabt mest debat i Danmark. De Radikales 10 superhospitaler eller eksempelvis Messerschmidts forsøg på at genoplive Metock ville være mere interessante at nævne.

  3. SF trækker kendiskortet

    12. maj 2009.

    SF har tænkt nyt i deres EU-kampagne. Skuespillerinde Mia Lyhne er trukket i en lidet flatterende forklædning som journalist og interviewer de to spidskandidater.

    Mia Lyhne, der blandt andet er kendt fra komedieserien Klovn, er klædt ud som journalisten Pia, der hverken har viden, timing eller finesse på sin side i sine interviews med Margrete Auken og Emilie Turunen.

    Ind imellem i det tåkrummende interview får kandidaterne naturligvis også liret deres mærkesager af.

    Se selv de fire klip (to gange interview og to gange refleksion) på SF’s hjemmeside her.

  4. Åbenheden fik en amputeret sejr

    7. maj 2009.
    Selvom sejren kun er halv, er timingen lige før valgkampen helt perfekt for Hanne Dahl (J).

    Selvom hendes åbenhedsejr kun er halv, er timingen lige før valgkampen formentlig noget, Hanne Dahl (J) jubler over.

    Hvad stemmer din EU-politiker på? Det kan du ikke bare finde ud af som almindelig borger. Men nu har EU-Parlamentet besluttet at lade de vigtigste afstemninger blive offentliggjort. Resten er stadig hemmeligt.

    Når en politiker stemmer i folketinget, så bliver det registreret, og alle danskere kan kigge politikerne over skulderen. Sådan er det ikke i EU-Parlamentet. Her bliver det ikke registeret, hvem der stemmer hvad, medmindre en gruppe medlemmer kræver det.

    Indtil nu. Hanne Dahl fra JuniBevægelsen har onsdag fået vedtaget et ændringsforslag, der tvinger EU til at registere afstemninger, når parlamentet mødes og stemmer sammen, såkaldt plenar.

    Men det er kun en halv sejr for åbenheden. Det gælder nemlig ikke de mange ændringsforslag, der plejer at regne ned over plenaren, men kun afstemningen om den endelige lovtekst. Og det gælder slet ikke udvalgsmøderne, som de folkevalgte bruger det meste af deres tid på.

    Jeg forstår ikke helt, at mine kolleger kan være imod at stå ved, hvad de stemmer til de enkelte ændringsforslag – eller i vores udvalg. Kan de virkelig være så bange for at stå ved, hvad de stemmer? skælder Hanne Dahl i en pressemeddelelse.

    Ikke desto mindre mener EU ZOO, at de nye regler er ret radikale. Lige nu registerer EU kun de afstemninger, en gruppe politikere går sammen om at kræve, og det er de færreste. Fra tid til anden sidder en assistent for en dansk EU-politiker, hvis han eller hun har en time til overs, og gennemgår stemmelisterne. Hvis en politisk modstander har trykket forkert eller stemt kontroversielt, så flyver der gerne en mail til en af EU-korrespondenterne.

    Nu bliver registreringen et endnu bedre værktøj for journalister, pressefolk og nysgerrige borgere, der sidder rundt omkring i Europa og gerne vil overvåge politikerne.

  5. 1

    Venstre bør gribe i egen barm

    27. april 2009.
    dsc_0554

    EU-landene samler et kæmpe presseopbud, når de forhandler indbyrdes. Det samme kan ikke siges om Anne E. Jensen og hendes kolleger i EU-Parlamentet. Foto: Filip Schwartz Kirkegaard

    Anne E. Jensen, Venstres gruppeformand i EU-Parlamentet, er ude i et fint, men meget sent opgør med pressen. I sit seneste nyhedsbrev kritiserer hun først pressen for overfladisk og kedelig dækning af valgkampen. Derefter kritiserer hun EU-Parlamentet for at have et indviklet system og fokusere på EU-propaganda.

    Megen informationspolitik i EU har som sit sigte at fortælle gode historier og få folk til at ”elske” EU, men indsatsen burde være koncentreret om at gøre det let for pressen og borgerne at få overblik over, hvad der sker, og kunne finde frem til dokumenterne.

    Begge angreb er skarpt formuleret og fornuftige. Hun har fat i noget af det rigtige. Det er svært for journalister at følge det daglige arbejde i parlamentet. Men hvorfor kigger Anne E. Jensen ikke kritisk på sin egen tilgang til pressen? Hun er tidligere chefredaktør på Berlingske Tidende, og alligevel har hun været en af de mere passive EU-politikere, når det gælder pressekontakt, er EU ZOOs vurdering.
    Blandt andet fik Anne E. Jensen en niendeplads ud af fjorten i EU ZOOs undersøgelse af de folkevalgtes pressetække.

    Til Anne E. Jensens forsvar må siges, at hun skam har afsat tid, når en journalist har haft ringet. Og da hun primært har arbejdet med budget og transport, har hun ikke siddet med de mest sexede sager. Men hun har alligevel kunnet være mere udfarende over for pressen. Seneste eksempel er hendes transportbetænkning, der har stor betydning for fremtidens sci-fi-systemer i bilerne. Det er både cool og relevant. Fremtidens biler kan både redde menneskeliv og klima. Hvorfor har Anne E. Jensen så ikke skaffet sig mere omtale på sagen?

  6. 2

    Hvem skal jeg stemme på?

    26. april 2009.

    Er du et stort spørgsmålstegn, når det gælder, hvor du skal sætte krydset ved EU-valget den 7. juni? Du kan tage en genvej ved at gå forbi Altingets nye tjeneste, hvor du kan se, hvilken kandidat du er mest enig med på nogle områder.

    Du skal dog ikke kun hænge din hat på denne måling. Nogle af spørgsmålene er karikerede, og svarmulighederne er upræcise. Men sådan fungerer den slags test jo. Maskinen giver alligevel et vink om, hvor du hører til i det politiske spektrum.

    Prøv Altingets EU-tester

  7. 2

    Patientkrigen er på forsiden

    24. april 2009.
    Adgangen til behandling i Europa kom under kniven denne uge i EU-Parlamentet.

    Adgangen til behandling i Europa kom under kniven denne uge i EU-Parlamentet. (Foto: Remco Frank Ontwerp | www.remcofrankontwerp.nl)

    EU handler om mennesker. Det beviser patientkrigen i EU-Parlamentet, der har erobret spalteplads i flere af de største danske medier, efter den blev afgjort i går.

    Søren Koch er 66 år og maskinmester. Pensioneret, kræftsyg og skuffet over systemet.
    Hans historie blev fortalt i Berlingske Tidende i går. En stærk personlig fortælling om en mand, der bliver nødt til at betale flere hundrede tusinde kroner af egen lomme for at blive behandlet for sin sygdom i udlandet, fordi vi ikke tilbyder behandlingen i Danmark.

    I virkeligheden handler historien om patientkrigen i EU. Højrefløjen i parlamentet, de konservative og liberale, ønskede at gøre det let for patienter som Søren Koch at finde den bedste behandling i Europa. Socialdemokraterne og andre ønskede at lægge hindringer i vejen for at sikre de nationale behandlingssystemer og beskytte patienterne, lyder det.

    I går torsdag vedtog EU-Parlamentet højrefløjens version af direktivet, der støtter patienters mulighed for at rejse ud i Europa for at blive behandlet. Helt konkret mener parlamentet, at en patient skal kunne få behandling på et hospital i udlandet blot med en lokal læges anbefaling i hånden – altså uden godkendelse fra de nationale myndigheder.

    Patientkrigen er et glimrende eksempel på, at EU handler om mennesker. Almindelige mennesker, som sagtens kan komme i almindelige medier. Berlingske Tidende gav sagen heftig omtale i går. I dag er den på forsiden af Politiken. De fleste store aviser har skrevet om patientkrigen. Både radio og tv har også fulgt sagen.

    Hvis vi tager journalistbrillerne på et øjeblik, så er det ikke bare fremragende, at sagen kommer i medierne – det er også logisk: For en gangs skyld er der et emne, som åbenlyst påvirker utrolig mange danskeres hverdag. Det er ligetil at finde en case, altså en person, der kan fungere som eksempel på historien. Og der er markante politiske meninger både for og imod.

    I denne sag er de borgerlige jublende, socialdemokraterne stemte i protest hverken for eller imod, og eksempelvis JuniBevægelsen kalder resultatet ”katastrofalt”.

    Nu går patienkrigen videre i systemet og skal diskuteres blandt EU-landene i Rådet.

    Læs også: 1-0 til højrefløjen i patienkrigen.

  8. 6

    Pressen vil på støtten

    21. april 2009.
    EU ZOO interviewer Aidan White

    I et interview med EU ZOO kræver lederen af de europæiske journalister, at politikerne skal støtte pressen, lige som de har støttet bankerne.

    Journalistikken er en hjørnesten i det europæiske demokrati, men bliver fuldstændig overset af politikerne.
    Det er en fejl, og i stedet skal medierne have massiv statsstøtte for at komme helskindede igennem krisen, siger den internationale journalistchef i et provokerende interview med EU ZOO.

    “Det er simpelthen umuligt at tale om fremtiden for demokratiet i Europa uden at tale om fremtiden for de europæiske medier. Men der er stor mangel på respekt for det, den europæiske journalistik betyder for vores samfund,” siger Aidan White og former en jordklode med hænderne.

    Aidan White er generalsekretær i det internationale journalistforbund, IFJ. Han er en hyggelig gråhåret herre, men da EU ZOO møder ham tirsdag eftermiddag, skælder han ud. Han er frustreret over EU og politikerne, der i hans øjne ikke tager journalistikken seriøst. Tværtimod overser de medierne fuldstændig, når de kaster sig ud i milliardstore redningsplaner for banker og bilfabrikker. Ifølge Aidan White skal pressen også have massiv statsstøtte – for samfundets skyld.

    “Vi er nødt til at nytænke forholdet mellem de europæiske medier og staten. Hvis den private sektor ikke længere kan se et overskud i mediebranchen, hvorfor skal de så betale og støtte pluralistiske og publicistiske medier? Løsningen er mere statsstøtte,” siger han.

    Aidan White er fra det meget liberale Storbritannien, så det kommer ikke bag på ham, at de europæiske journalister bliver kritiseret for at kræve, at pressen kommer på støtten. Da EU ZOO møder ham i Danmark, spørger vi også kritisk ind til, om det er den uafhængige journalistik, der må lide for pengenes skyld.

    Frygter du ikke, at det går ud over mediernes uafhængighed, hvis de skal reddes med statsstøtte?

    “Det mest skrækindjagende, jeg kan forestille mig, er at staten styrer medierne. Det allermest skrækindjagende ville være, hvis EU-Kommissionen styrer medierne. Det må aldrig ske. Vores vigtigste hensyn midt i alt det her er, at statsstøtten ikke må have nogen som helst indflydelse på den uafhængige og kritiske journalistik.”

    EU-Kommissionen giver jo allerede penge til journalister, blandt andet ved at uddele priser. Men det er ofte med et politisk formål, for eksempel ved at belønne en journalist, der har fået sat en vigtig EU-historie på dagsordenen i sit hjemland. Tror du på, at der er penge at hente, uden at der stilles modkrav?

    “Det er helt klart en udfordring, men vi er i fuld gang. Jeg har allerede mødtes med de tre største grupper i EU-Parlamentet, og de er positive over for at gøre noget. I Danmark, såvel som alle andre vestlige demokratier, giver staten penge til museer, teatre, kunst og kultur. Det betyder ikke, at staten kræver, at kunsten tilgodeser statens interesser. Hvis vi kan støtte kulturen på den måde, bør vi i hvert fald også kunne redde journalistikken,” siger Aidan White.

    For at få politikerne til at gøre noget, har Aidan White og de europæiske journalister også sendt et brev ud til medlemmer af EU-Parlamentet, ifølge EU Observer. Og de er i gang med at arrangere en konference for at få emnet på dagsordenen i Bruxelles.

    EU ZOO fangede Aidan White, da han besøgte Danmark for at tale til Dansk Journalistforbunds delegeretmøde på Fyn.