1. Barroso står til drøje hug

    3. september 2009.

    Valget af en ny kommissionsformand i EU bliver en besværlig affære. Det indtryk får man af at læse en ny tale af den nuværende formand, Jose Manuel Barroso. Hans kritikere kræver nytænkning, og det leverer han ikke.

    EUobserver.com skriver i en nyhed, at Barroso under en tale i Barcelona i sidste uge løftede en flig af sløret for kommissionens næste politiske program – hvis Barroso bliver genvalgt til efteråret. I talen fortæller Barroso, at “lige nu, og i det næste stykke tid” sætter Europa sin lid til stimulanspakker – men det kan ikke blive ved, forklarer han. Bilen løber tør for brændstof, forstås. Så Barosso nævner en række forslag, der skal være en del af EU’s “exit strategi” – altså holde bilen i gang. Som en del af denne plan nævner Barrosso et friere verdensmarked, internetbredbånd til folket, forbedring af det frie marked, forsyningssikkerhed og indføre det klimavenlige samfund.

    Problemet her er, at disse “new sources of growth”, som Barroso kalder forslagene, efterhånden er gamle prioriteringer for kommissionen. Hvis Barroso anser disse forslag for at være en håndsrækning til de magtfulde kritikere i EU-Parlamentet, Socialisterne, De Grønne og dele af den liberale gruppe, får han problemer. Parlamentet står til midt i september at skulle stemme om, hvorvidt den konservative formand skal have lov at blive på posten.

    Kritikernes krav er blandt andet, at Barroso lancerer en mere social politik, skaber større åbenhed og udviser mere handlekraft. Den næststørste gruppe i parlamentet, Socialisterne, kræver eksempelvis en helt ny kriseplan, en Europæisk Beskæftigelsespagt og bedre rettigheder for kvinder. Men nogle kommentatorer ser kampen om Barroso i EU-Parlamentet som en del af et større spil om de magtfulde poster i EU, der skal besættes, hvis Lissabontraktaten bliver vedtaget. Lige meget hvad, så får modstanderne masser af ammunition, hvis Barroso ikke snart ryster posen.

  2. Stop Barroso, siger de

    20. juli 2009.

    Alt går galt, hvis EU-Kommissionens formand, Jose Manuel Barroso, får lov til at fortsætte i embedet, lyder det fra netaktivister.

    En af kampagnehjemmesiderne, www.anyonebutbarroso.eu, proklamerer endda, at det er lige meget hvem, der overtager – bare Barroso ikke får lov til at blive siddende som formand, når EU-Parlamentet til september skal stemme om den nye kommission.

    Barroso bliver højst sandsynligt genvalgt. Han har bred støtte blandt medlemslandene, og efter det sviende nederlag til socialisterne i PES ved EU-valget i sidste måned, får de røde og grønne svært ved at samle et flertal i parlamentet mod portugiseren. Det er værd at  bemærke, at PES ikke blankt afviser Barroso, så det ender nok med, at de bliver spist af med nogle indrømmelser.

    Trods de få chancer for at vælte Barroso, er det sundt og prisværdigt, at han får modstand og kritik. Men hvad går kritikken ud på?

    • Barroso er konservativ. PES – med Poul Nyrup Rasmussen (S) i spidsen – kritiserer Barroso for at være for passiv og økonomisk liberal. Hjemmesiden www.a-new-president.eu er eksponent for dette synspunkt. Den politiske gruppe De Grønne har  skitseret deres kritik, der minder om de rødes, på en overskuelig måde på hjemmesiden www.stop-barroso.eu.
    • En mere demokratisk union. Nogle debattører mener, at Barroso står for et elitært Europa, hvor tre gange nej til den nye traktat er blevet ignoreret (Frankrig 2005, Holland 2005, Irland 2008). Samtidig har EU-landene forsøgt at få parlamentet med på et hurtigt genvalg af Barroso, hvilket ville have indskrænket den demokratiske proces, lyder kritikken.

    Andre vil have åbenhed omkring valget af EU-formand af helt andre grunde. En flok jubeleuropæere kæmper via www.who-is-your-candidate.eu for, at de folkevalgte i EU-Parlamentet for fremtiden udpeger formanden for kommissionen, hvor det i dag primært er EU-landene i Rådet.

    Vi runder af med en af de Barroso-kritiske videoer, der cirkulerer for tiden. Advarsel: Plat.

    [youtube]attkfrszRbw[/youtube]

  3. 2

    DR glemmer parlamentet

    9. juli 2009.

    Det ligner et internationalt scoop fra DRs udlandsredaktion. Med overskriften “Barroso fortsætter som formand” har de i dag torsdag set længere frem i tiden end noget andet medie i verden.

    José Manuel Barroso er ganske rigtigt blevet genvalgt som formand af EU’s medlemslande, men DR har glemt en lille bagatel i EU-systemet: De folkevalgte i EU-Parlamentet! De skal også godkende en ny kommissionsformand, og det er først til september. Parlamentet er ikke nævnt med ét ord i artiklen hos DR Nyheder.