1. 11

    Socialdemokratisk hykleri om nazi-tilråb

    24. november 2010.

    Den britiske EU-skeptiker Godfrey Bloom er i dag blevet smidt ud fra en debat i EU-Parlamentet, efter han afbrød socialdemokraten Martin Schulz midt i en tale med ordene “ein Reich, ein Führer”.

    Der opstod stor furore i parlamentet, blandt andet med højlydte protester fra Martin Schulz selv. Først forsøgte formanden for parlamentet, Jerzy Buzek, at fortsætte debatten, men efter fortsat råberi fra flere medlemmer bad han Godfrey Bloom om at undskylde sin udtalelse.

    Men Bloom nægtede at sluge sine ord og føjede i stedet til, at Martin Schulz er en “udemokratisk fascist”. Herpå blev han bedt om at forlade salen.

    Du kan se episoden på video her (OBS: ingen dansk oversættelse):

    Schulz: Du opfører dig som en fascist

    Mener Martin Schulz så, at man skal lade være med at kalde hinanden for fascister i EU-Parlamentet? Tilsyneladende ikke, for socialdemokraten Schulz har selv beskyldt andre parlamentarikere for fascistiske tendenser gentagne gange, også i plenarsalen – uden at blive smidt ud.

    Den 9. marts i år afbrød Martin Schulz selv et andet medlem af EU-Parlamentet ved at råbe “du opfører dig som en fascist”. Den hollandske politiker Daniël van der Stoep fra Geert Wilders’ højreorienterede PVV holdt en meget kritisk tale om EU-Kommissionens budget, da Schultz råbte fra sin plads forrest i salen. Du kan se det på video her:

    Også for to år siden sad fascist-kortet løst hos Martin Schulz. I forbindelse med folkeafstemningen om Lissabontraktaten i Irland sammenlignede Schulz i 2008 de irske nejsigere med fascister.

    “De kravler på trapperne – de ringer på dørene,” startede Schulz dystert og fortsatte:

    “Der er jo folk på højrefløjen, der taler dårligt om EU. De taler om frygt og sociale problemer. Det er altid det, der har skabt adgang for fascismen i Europa. Derfor må man tage denne bevægelse alvorligt.”

    Tilbage i 2006 trak Martin Schulz også trukket fascist-kortet. Dengang var det over for den den polske politiker Maciej Marian Giertych. Han forsvarede som et af EU-Parlamentets eneste medlemmer i en debat General Francos intentioner i Spanien, og til det svarede Schulz:

    “What we have just heard is Mr. Franco’s ghost. It was a fascist speech and such a statement has no place in the European Parliament.”

    Berlusconi-episoden

    Martin Schulz er samtidig kendt for at blive meget kraftigt oprørt, hvis andre trækker fascist-kortet imod ham. Et klassisk eksempel er den såkaldte ‘Berlusconi-episode’. Den italienske premierminister Silvio Berlusconi var netop tiltrådt i det roterende formandskab for Rådet og sagde i en tale:

    “Mister Schulz, I know a movie-producer in Italy, who is making a film about Nazi concentration-camps. I will suggest you to play the role of a Kapo. You are perfect!”

    En ‘kapo’ var en fange i en kz-lejr, der blev udnævnt til at holde øje med de andre fanger. Berlusconi hævdede efterfølgende, at hans kommentar var en ironisk reference til en tv-serie, men episoden førte til diplomatiske forviklinger mellem Tyskland og Italien.

    Messerschmidt udvandrede i protest

    I dag blev Godfrey Bloom så smidt ud af plenarsalen for at trække fascist-kortet. Et af de to danske medlemmer af EU-Parlamentet for Dansk Folkeparti, Morten Messerschmidt, udvandrede i øvrigt fra salen i protest. Han sidder i politisk gruppe med Blooms parti UKIP.

    Ifølge DR Nyheder mener Morten Messerschmidt, at udsmidningen af Godfrey Bloom er udtryk for forskelsbehandling af partierne.

  2. Sablerne rasler i Strasbourg

    14. juli 2009.

    I dag mødes de nye EU-folkevalgte for første gang i Strasbourg for at udnævne de næste fem års store kanoner, blandt andet deres formand. Sablerne rasler allerede i kampen om opmærksomhed.

    Den tyske socialdemokrat Jo Leinen er en dygtig politiker. Inden de folkevalgte mødes for første gang i Strasbourg, spåes han en toppost i spidsen for Miljøudvalget - og har været i pressen med en kontroversiel udmelding. (Foto: SPD)

    Den tyske socialdemokrat Jo Leinen er en dygtig politiker. Inden de folkevalgte mødes for første gang i Strasbourg, har han allerede både opnået en toppost og været i pressen med en kontroversiel udmelding. (Foto: SPD)

    Der er ingen grund til at bide negle, selvom både parlamentsformanden og udvalgsformændene bliver valgt de næste tre dage i den franske EU-stad. Alt er aftalt på forhånd.

    Som vi tidligere har omtalt på EU ZOO, bliver det polske Jerzy Buzek, der kommer til at stå i spidsen for parlamentet de første to et halvt år. Bagefter overtager socialisterne de sidste to et halvt år af perioden, formentlig med deres formand Martin Schultz ved roret. De to store grupper har en tradition for at dele formandsstolen imellem sig.

    Udvalgsformændene bliver også valgt, og det er lidt mere spændende, men kun lidt. Der er allerede gisninger i luften for de fleste udvalg.

    • Den konservative italiener Mario Mauro, der også var på tale til parlamentets formandspost, står til at få tronen i Udenrigsudvalget. Det er et vigtigt udvalg, især hvis Lissabon-traktaten bliver vedtaget, fordi EU så får en stærkere og mere samlet international rolle. Mauro kommer formentlig til at flankere EU’s udenrigsminister fra tid til anden, og bliver således parlamentets repræsentant – foruden formand Buzek.
    • Den tyske socialdemokrat Jo Leinen kan blive årets overraskelse. Han er tidligere formand for Forfatningsudvalget, og han er en ombrust figur – nogle kalder ham en vigtig forkæmper for demokratiet, imens andre kalder ham det stik modsatte. Uanset hvad, har han spillet en vigtig rolle i parlamentet de sidste fem år, men nu siger rygterne, at han erstatter de institutionelle emner med formandsposten i Miljøudvalget. Det understreger blot, at udvalget er blevet mere magtfuldt, efterhånden som klimakrisen er blevet en overskrift i europæisk politik.
    • Alain Lamassoure er en anden af de vigtige MEPer. Den konservative franskmand er en af kræfterne bag Lissabon-traktaten, og han har lavet den omdiskuterede Lamassoure-betænkning om EU-budgettet. I den forbindelse kaldte han budgettet “indviklet” og “på grænsen til at være antidemokratisk”. Det får han lov at lave om på, da han formentlig bliver formand for Budgetudvalget.

    Du kan læse flere gisninger om formandsposterne rundt omkring på nettet, blandt andet her.

    Men der er en endnu vigtigere pointe med at tromme de folkevalgte sammen end at udnævne dem, der allerede er valgt til topposterne. Anne E. Jensen (V) skriver i sit nyhedsbrev om valget af formand og næstformand:

    Det foregår altid lidt primitivt ved, at vi krydser på en stemmeseddel og så står i kø til stemmeboksen, fordi vi skal skrive under på en liste inden kuverten med stemmesedlen afleveres. Den eneste fordel ved denne procedure er, at der er god tid til at lære de nye kolleger at kende, mens man står i kø.

    Og vi, vælgerne, kan også begynde at lære de folkevalgte at kende. En sidste ting ved den uge, der lige er gået og den uge, der kommer, er nemlig alle de sabler, der rasler. Overraskende mange kontroversielle udmeldinger vidner om, at parlamentarikerne har luret, at agurketiden er et godt tidspunkt at profilere sig over for journalister og kolleger – via pressen.

    De britiske nationalister fra BNP har meldt ud, at de mener, man skal sænke immigranters skibe, når de kommer sejlende over Middelhavet. Jerzy Buzek har meldt ud, at parlamentet skal være langsommere i sit arbejde. Og den tyske overraskelse Jo Leinen er kommet med den provokerende melding, at parlamentsformanden bliver valgt på en forkert måde – på trods af, at det altså er en tysk partifælle, der står til at få posten om to et halvt år.

    Du kan se hele seancen direkte på net-tv fra klokken 10 i dag tirsdag.

  3. 1

    Crazy prezydent Jerzy Buzek

    11. juli 2009.

    EU kører langsomt og tungt, lyder en alt for kendt kritik.

    Den kommende formand for EU-Parlamentet Jerzy Buzek er allerede kommet med to kontroversielle udmeldinger, inden han har taget plads på tronen.

    Den kommende formand for EU-Parlamentet Jerzy Buzek er allerede kommet med to kontroversielle udmeldinger, inden han har taget plads på tronen.

    Nu foreslår parlamentarikeren Jerzy Buzek, som står til at blive EU-Parlamentets næste formand, at trække det hele lidt mere i langdrag. Ifølge EUobserver.com ser den polske konservative helst, at der kommer færre 1. læsninger af lovtekster, fordi de mangler “den rette dialog”. Hans pointe er vel, at jo længere tid, det hele kører rundt i EU-karusellen, jo mere bliver det vendt og kigget igennem.

    Samtidig lover “prezydent” Buzek (polsk for formand/præsident), at han ikke vil ignorere de ellers tidligere meget ignorerede sorte får, EU-skeptikerne.

    Eurosceptics are very important to us because they pick up our failings, siger Jerzy Buzek ifølge EUobserver.com.

    Når man kigger på, hvor konservativ og kritikerfjendsk, den afgående præsident Hans-Gert Pöttering har været, så ser der ud til at være en mere ‘crazy prezydent’ på vej.