1. Bendtsen og kæmpelastbilerne vandt

    15. december 2010.
    Bendt Bendtsen

    Bendt Bendtsen mener, EU kan gavne både miljø og pengekasse ved at tillade kæmpelastbiler.

    Eks-minister Bendt Bendtsen (K) har netop vundet en sejr i EU-Parlamentet. I Strasbourg har de folkevalgte for en halv time siden godkendt hans betænkning om energi-effektivitet. Bendtsen-betænkningen kan få afgørende betydning for EU’s energipolitik, men er stort set blevet overset i dansk presse.

    EU ZOO har bedt forslagets bagmand Bendt Bendtsen og kritiker Margrete Auken (SF) forklare, hvad det hele handler om.

    Bendtsen-betænkningen indeholder flere kontroversielle punkter. Et af de mest kontroversielle er, at Bendtsen i betænkningen foreslår, at EU satser på ekstrastore lastbiler. Noget andet er, hvad man skal gøre ved såkaldt energi-fattigdom – når mennesker ikke har råd til ordentlig isolering af deres hus, eksempelvis.

    Stridighederne har flere danskere i front ud over Bendt Bendtsen. Britta Thomsen (S) har forhandlet om betænkningen på vegne af socialdemokraterne i EU-Parlamentet. Margrete Auken (SF) har desuden markeret sig som særdeles kritisk over for dele af forslaget.

    Bendtsen: Venstrefløjen gør energipolitik til socialpolitik

    EU ZOO synes, Bendtsen-betænkningen er vigtig, men indviklet. Derfor har vi bedt betænkningens fader, Bendt Bendtsen (K), forklare hvad det hele handler om, så vi alle kan forstå det.

    Hvad betyder betænkningen for en helt almindelig dansker?

    Initiativerne, der er listet i betænkningen, vil have store økonomiske konsekvenser, og være godt for innovationen og dermed skabe arbejdspladser. Både private varmeregning og samfundets samlede energiregning vil blive mindre. Det kommer bl.a. til at ske gennem skrappere krav til energiforbruget i produkter og bygninger, skriver Bendtsen i en mail og fortsætter:

    Hvad angår styringen af dette politikområde mangler der stadig koordinering. Her har den konservative gruppe foreslået en ambitiøs model, hvor Kommissionen gør mere ud af at overvåge medlemsstaternes indsats på området, og får beføjelse til at afvise de nationale handlingsplaner, hvis ikke de stemmer overens med den overordnede 20%-målsætning.

    Hvad har været det sværeste i processen? Hvor er det gået galt, og hvor er det lykkedes?

    Venstrefløjen har forsøgt at gøre energipolitik til socialpolitik. Det er lykkedes mig at inddæmme de mest vidtgående elementer af disse forslag, så vi f.eks. undgår en fælles EU-definition af energifattige. Omvendt er der kommet visse henvisninger til energifattigdom ind. Det er beklageligt, men der er kun tale om henvisninger, og ikke anbefalinger om konkrete tiltag.

    Margrete Auken

    SF: Kæmpelastbiler er “en skidt ide”

    Et af de interessante og kontroversielle elementer i betænkningen er som nævnt forslaget om at satse på modulvogntog. De ekstralange lastbiler er både blevet kaldt gigalinere og  ‘monstertrucks’. Pointen med modulvogntog er, at der skal færre biler på vejene, hvis bilerne er større og kan transportere mere. Det sparer både energi og forurening.

    Men den logik giver SF’s medlem af EU-Parlamentet og stedfortræder i parlamentets Miljøudvalg, Margrete Auken, ikke meget for.

    Det er simpelthen bare en skidt idé! Bendt Bendtsens påstand om, at gigalinerne giver mindre trafik på de overfyldte europæiske veje ignorerer det basale faktum, at billigere transport giver mere transport. Sådan virker markedet – det burde Bendt Bendtsen vide! Derudover underminerer de yderligere godstranporten på skinner, som tværtimod burde have haft kraftig og opfindsom støtte. Lobbyismen for gigalinerne har været effektiv: I Danmark har trafikministeren guflet hele chokoladekagen og kalder nu disse kæmpelastbiler for “økotransporter”, skriver Margrete Auken i en mail umiddelbart efter afstemningen.

    Margrete Auken mener, at Bendtsen-betænkningen som helhed er for svag.

    Bendt Bendtsens betænkning er alt for svag, hvis EU skal kunne leve op til de kraftige energibesparelser, som de videnskabelige CO2-reduktionsmål pålægger os. Det er imidlertid ikke kun for klimaets skyld, men også for at sikre os en stærk plads på verdensmarkedet, hvor Kina er ved at løbe med det hele. Særligt er det foruroligende, at betænkningen er meget svag på transportsektoren og energiforbruget i bygninger, som tegner sig for 40 % af EUs energiforbrug.

    Det er Bendt Bendtsen naturligvis uenig i. SF misforstår forslaget om modulvogntog, mener han.

    I Danmark har SF været med i første forlig om modulvogntogene, mens SF i Europa-Parlamentet taler imod. Det sker med begrundelser om, at det skulle lede til flere lastbiler på vejene og være hårdere for miljøet. Da to modulvogntog kan bære det samme gods som tre almindelige vogntog betyder modulvogntog færre lastbiler på vejene. Det er derfor svært at vide hvilken lommeregner, SF’erne bruger, siden de mener, at det skulle lede til flere lastbiler. Og netop fordi modulvogntog betyder færre lastbiler på vejene, betyder det også mindre CO2-udledning. Det anslås endda, at en udbredelse af modulvogntog til hele EU vil kunne skåne miljøet for ca. 5 mio. ton CO2 årligt, skriver Bendt Bendtsen til EU ZOO.

    Betænkningen fik i øvrigt stor støtte i udvalget, og Margrete Auken understreger, at der også er gode ting i teksten, der netop er blevet vedtaget.

    Hvad er det gode ved betænkningen?

    I forhold til hvad man kunne have frygtet fra den Konservative gruppe, er betænkningen rigtig god. Særligt er det godt at det på Plenar-samlingen i Strasbourg i dag snævert (336 mod 305) blev vedtaget at EU forpligter sig til et bindende mål om 20 % energi-effektivitet i 2020. Derfor støttede også den Grønne Gruppe og SF Bendt Bendtsens arbejde, skriver Margrete Auken.

    Det er vigtigt at understrege, at betænkningen er en ‘initiativ-betænkning’ og derfor ikke er bindende. Til gengæld kommer den formentlig til at spille en væsentlig rolle som pejlemærke for EU-Kommissionen, når de skal foreslå konkret lovgivning om energi-effektivitet til næste år.

    Du kan læse hele betænkningen her.

  2. 3

    EU's hemmelige maskinrum slår til igen

    6. oktober 2010.

    EU skal skære sit CO2-udslip med 30 procent i stedet for 20 i år 2020. Det kræver EU-Parlamentets Miljøudvalg. Ikke overraskende. Måske afgørende. Endnu et principielt slagsmål udspiller sig i EU’s hemmelige maskinrum.

    Her på EU ZOO har vi været ivrige efter at slå pressen i hovedet, når EU-Parlamentet er blevet overset. Derfor skal der falde ros til Jyllands-Posten for at skrive om et opgør blandt de folkevalgte, der kan vise sig at blive interessant.

    Med et snævert flertal har Miljøudvalget besluttet at kræve en mere ambitiøs klimapolitik.

    Dan Jørgensen (S) har formentlig spillet en væsentlig rolle i, at Jyllands-Posten har opdaget et principielt klimaslagsmål allerede i EU-Parlamentets udvalg.

    Dan Jørgensen (S) har formentlig spillet en væsentlig rolle i, at Jyllands-Posten har opdaget et principielt slagsmål om klima allerede i parlamentets udvalg.

    EU-Parlamentets udvalg er stedet, hvor de folkevalgte mødes og forhandler politikken på plads, diskuterer højlydt og slås for deres mærkesager – inden et forslag, en såkaldt betænkning, ligger klar. Det sker ikke i den store plenarsal i Strasbourg, hvorfra vi ellers altid ser tv-transmissioner og skåltaler.

    Der er 22 stående udvalg i parlamentet i alt, og de er en slags hemmelige maskinrum for politikudviklingen i EU. Ikke hemmelige i den forstand, at man ikke må vide noget om dem, men hemmelige i den forstand, at det er de færreste, der er opmærksomme på, hvor megen magt, de rutter med. Eller det vil sige, lobbyisterne og de politiske medarbejdere møder talstærkt op til udvalgsmøderne, har EU ZOO erfaret. Det skorter til gengæld på journalister.

    Det er i øvrigt ikke til at sige, om slaget om 20 eller 30 procent CO2-nedslag bliver en stor krig, et mindre slag eller ingenting.

    Men sagen er et kroneksempel på en konflikt mellem rød og blå, hvor et snævert flertal afgjorde første runde, og hvor lobbyister fra tungindustrien nu står på spring sammen med de europæiske konservative for at slå forslaget til stramningerne ihjel. Det kan godt blive spændende, og det er en god historie for pressen. Også selvom det “kun” foregår i et udvalg indtil nu.

    Væsentligheden bunder også i, at Miljøudvalget faktisk har megen reel magt. Deres anbefalinger går ofte igennem og bliver vedtaget af hele EU-Parlamentet, selvom Miljøudvalget generelt går ind for strammere regler end gennemsnittet.

    I denne sag er det dog også værd at bemærke, at det er et forslag til en initiativbetænkning. Det betyder, at den ikke er juridisk bindende, men en opfordring til EU-Kommissionen om at lave lovgivning på området.

    Der ligger mest magt i de udvalg, der arbejder med emner, som EU-Parlamentet har stor indflydelse på. Det gælder blandt andet miljø, hvorimod eksempelvis Udenrigsudvalget traditionelt har været mindre magtfulde – og derfor også mindre efterspurgt at sidde i.

    EU ZOO lavede en stor rundspørge til samtlige danske EU-kandidater ved valget i 2009, hvor vi undersøgte, hvilke udvalg, der var mest populære. Det viste sig klart og tydeligt, at forbrug og miljø som mærkesager lå i den absolutte top. De to udvalg, ‘Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse’ samt ‘Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed’ er både blandt de mest magtfulde og de mest profilerede. Derfor er de også værd at holde et vågent øje med.

  3. 1

    EU piller Le Pen fra

    30. april 2009.

    Den franske højrenationalist Jean-Marie Le Pen skal ikke have lov til at komme til orde, hvis det står til de mest magtfulde folkevalgte i EU.

    De to største politiske grupper i EU-Parlamentet, de konservative og socialisterne, har i dag torsdag besluttet at lave reglerne om. De har stillet et ændringsforslag til vedtægterne, der udelukkende handler om at fjerne taburetten under den gamle franskmand Le Pen.

    Som reglerne er nu, skal det ældste medlem af EU-Parlamentet lede de folkevalgte efter et valg, indtil de har valgt en formand. Men det er faldet mange for brystet, at det lader til at blive den franske højrepolitiker Le Pen, der får titlen efter valget til juni.

    De liberale er derimod stærke modstandere af at ændre reglerne, siger en kilde i parlamentet til EU ZOO.

    Hvad synes du?