1. 1

    Nu begynder spillet om EU’s største udgift

    26. november 2010.

    EU er landbrugsstøtte. Landbrugsstøtte er EU.

    Det er uomtvisteligt, at landbrugsstøtten er det punkt, som fylder og betyder allermest i EU. Over 410 milliarder kroner om året – svarende til mere end 40 procent af EU’s samlede budget.

    Nu har EU-kommissionen fremlagt et udkast til, hvordan EU’s landbrugsstøtte skal se ud fra 2013 og frem til 2020. Det rummer tre overordnede modeller for, hvordan EU kan reformere landbrugsstøtten.

    EU’s landbrugskommissær Dacian Cioloş er selv fra det nye EU-land Rumænien, hvor landmændene modtager meget mindre i støtte end deres kolleger i de oprindelige 12 lande i vest. Som det er i dag, får landmændene i de gamle EU-lande mere i støtte per hektar, fordi de har været medlem af unionen i flere år. Nyhedstjenesten Euractiv skriver, at udbetalingen af landbrugsstøtte varierer fra mere end 500 euro per hektar i Grækenland til mindre end 100 euro per hektar i Letland.

    Den rumænske kommissær mener, at den skæve fordeling rokker ved opbakningen til støtten.

    “The CAP has never been so close to a crisis of legitimacy as it is today,” siger han til Euractiv.

    Tre modeller

    Hans første to valgmuligheder byder derfor begge på en mere retfærdig fordeling af støtten, som EU-Kommissionen udtrykker det. Den første valgmulighed for en reform ændrer faktisk stort set ikke på systemet udover at skubbe lidt på guldbjerget, så det også står solidt plantet i øst.

    Den næste valgmulighed – nummer to – byder på et miks af reform og status quo. Der vil fortsat være direkte tilskud til landbrugene, men en del af støtten vil være øremærket til blandt andet grønne goder og smålandbrug. Model to vil ligge i forlængelse af minireformen “sundhedstjekket”, der for to år siden skubbede en del af landbrugsstøtten fra søjle et til søjle to. Pengeposen, som landmændene modtog blot for at eje en hektar land, blev altså ved minireformen en anelse mindre. Til gengæld fik de enkelte lande flere penge, som de indirekte kunne give til landmændene som støtte til udvikling af landdistrikterne.

    Den tredje model vil helt afskaffe de direkte tilskud til landmændene, hvor landmanden får en pose penge for en hektar, og i stedet udelukkende belønne landmænd for miljørigtige landbrug.

    I realiteten ved den rumænske kommissær udmærket, at hans modeller næppe får lov til at gå hele vejen gennem EU-systemet. Han har sået nogle frø, men i realiteten ved han ikke, hvad der kommer op af jorden.

    Danmark kæmper – ret alene

    Det sidste punkt har stor opmærksomhed hos de danske politikere, fordi Danmark gennem lang tid har været en af de største fortalere for at afskaffe landbrugsstøtten i modsætning til for eksempel Frankrig og Tyskland, der ønsker at bevare en meget stærk støtteordning.

    Danmarks fødevareminister, Henrik Høegh (V), har kritiseret kommissionens udspil for at være lidt et svagt svaj med karkluden fremfor en ordentlig forårsrengøring. Ministeren så gerne, at kommissionens forslag “indeholdt mere markedsorientering”.

    Men når det nu ikke var tilfældet, så må det tilsyneladende blive ved følgende, lader Henrik Høegh forstå i en pressemeddelelse:

    “Vores opgave bliver nu at sørge for, at der kommer nogle politiske tiltag ind i aftalen, der kan tage hånd om udfordringer indenfor miljø, klima og innovation frem for at bruge landbrugsbudgettet til ren indkomststøtte. Landmændene skal yde noget for landbrugsstøtten”.

    Danmarks fødevareminister, Henrik Høegh (V), kunne godt tænke sig, at EU-Kommissionen havde mere fokus på at afvikle landbrugsstøtten.

    Parlamentet: Tja, joh, bum bum

    Den danske regering og de danske EU-parlamentarikere kæmper en ensom kamp på den europæiske slagmark. I sommers lød det nærmest som om, parlamentarikerne havde opgivet al modstand mod landbrugsstøtten, da Ritzau spurgte til, hvordan det gik danskernes fælles front mod støtten. Konstateringen var, at de danske politikere må æde valgløfte.

    EU-Parlamentet skal også høres i sager om landbrugsstøtte, men det ser ikke ud til, at parlamentarikerne har voldsomme ændringsforslag.

    Indtil nu er der ingen store udfald mod kommissionens forslag fra de politiske grupper. De to største grupperinger, de konservative og socialdemokraterne, stiller sig begge umiddelbart positive over for forslaget. Og sådan er det mere eller mindre hele vejen rundt. Politikerne holder sig til at lægge mere eller mindre vægt på, at landbrugsstøtten udbetales, så den fremmer et grønt landbrug og beskæftigelsen, eller at kommissionen lægger flere detaljer frem.

    Du kan læse mere uddybende om holdningen hos de enkelte grupper under ’positions’ i bunden af denne artikel fra nyhedstjenesten Euroactiv.

    Danmark overtager formandskabet for EU i 2012, og her bliver forhandlingerne om landbrugsstøtten en af de helt store opgaver, eftersom den nye landbrugspolitik skal være på plads i 2013.

    Læs mere om EU’s landbrugsstøtte på EU-kommissionens temaside.