Det er lidt sent at komme med et bud på valgets vindere og tabere. Det er jo gerne lige efter valget, alle står på spring for at udråbe dem. Men her kommer ranglisten, som EU ZOO ser den.

Vi har især kigget på partier og listers egne (og vores) forventninger forud for valget, og vi har brugt mandatfordelingen som pegepind.

Taberne først, vinderne til sidst:

1. Radikale. De havde højst sandsynligt håbet, at de kunne vinde nogle jubeleuropæere, der var utilfredse med Venstre og Konservatives gryende skeptiker-linje. Men de havde øjensynligt forregnet sig, og slogans som “Ligestilling er udansk – så er det godt, vi har EU” er prellet af på danskerne. Formentlig også fordi der ikke har været et kendt ansigt til at sige det.
2. JuniBevægelsen. De vidste godt, at valget ville blive vanskeligt. Med Jens-Peter Bondes afgang har de haft en udfordring foran sig i at vise danskerne, hvad Hanne Dahl står for. Men blandingen af EU-kritiske holdninger til åbenhed og bureaukrati og en venstreorienteret tilgang til miljø, energi og indvandring er ikke slået igennem – eller også har der været for mange om buddet.
3. Konservative. Det må være en stor skuffelse for partiet, at Bendt Bendtsen ikke kunne hive et ekstra mandat med til Bruxelles, uanset hvor mange skandaler, BT kunne grave frem.
4. Venstre. Partiet havde en stærk liste med bred appel, lige fra Morten Løkkegaard og Jens Rohdes kendis-faktor til Charlotte Antonsens solide EU-profil. De havde regnet med at få fire mandater, men fik kun tre, måske på grund af den interne uro, der fossede ud i pressen.
5. SF. Partiet hev et ekstra mandat hjem, hvilket naturligvis er lækkert, men i SF-kredse gik snakken om et tredje mandat. I forhold til den landspolitiske situation er det ikke overraskende, at de fik to pladser.
6. Folkebevægelsen mod EU. De fik deres mandat og vandt den dødskamp, der reelt stod mellem de to bevægelser. Folkebevægelsens Søren Søndergaard er nu den eneste, der viderefører den tværpolitiske EU-skepsis i den danske delegation.
7. Socialdemokraterne. De frygtede det værste, men fik kun en nedgang på ét mandat, så de nu har fire medlemmer. Det har ikke skortet på dystre forudsigelser i det politiske miljø, men et velsmurt kampagneapparat gav Dan Jørgensen masser af taletid. Historier om helikopterture og diætpenge fik ikke lov at eksplodere. At det er et valgforbund, der skaffede det sidste mandat, trækker dog lidt ned i Socialdemokraternes målscore.
8. Dansk Folkeparti. Morten Messerschimdt har med det ekstra mandat og det flotte personlige stemmetal fået sig en fjer i hatten, og det giver ekstra point, at de andre partier har været hårde i deres kritik af ham. Med valgresultatet har han også gennemført et generationsskifte i DF med stor succes, som sagtens kunne være endt problematisk. Pressen er eksempelvis ikke gået kritisk til Mogens Camres arbejdsindsats de seneste fem år, og med Messerschmidt ved roret får DF en stærk og velformuleret stemme, der kan slå igennem i de danske medier.

Da vi ikke regner med, at Liberal Alliance har haft nogle klare forventninger til valget, har vi ikke sat dem på listen. Men de fik da noget taletid.

Bookmakerne satser på Jens Rohde, Venstres spidskandidat ved EU-valget, som den største stemmesluger.

Det skriver dr.dk i dag, mandag.

Dermed vurderer oddssætterne hos Unibet den tidligere politiske ordfører og radiodirektør til at få flere personlige stemmer end de tidligere ministre, Bendt Bendtsen (K) og Johannes Lebech (R). Også de EU-kritiske Morten Messerschmidt (DF) og Søren Søndergaard (Folkebevægelsen) må se sig slået. Selv medieansigtet Morten Løkkegaard (V) er henvist til en andenplads efter Rohde. Og i oddssætternes øjne er Søvndal-effekten ikke nok til at sikre Margrete Auken (SF) flest personlige stemmer.

Alt dette giver fin mening. Men hvorfor er det lige, at Socialdemokraternes spidskandidat Dan Jørgensen (S) slet ikke er med på Unibets liste? Helt så ukendt er han heller ikke længere. Og hvor er Hanne Dahl (J)? Og hvor er Sofie Carsten Nielsen (R)?

Måske er disse tre kandidater valgets usikre kort, som end ikke oddssætterne tør sige noget klogt om.

Venstres spidskandidat vil gerne være med i en EU-kritisk kaffeklub i EU-Parlamentet, siger han.

Jens Rohde (V) vil være med i en EU-kritisk kaffeklub i EU-Parlamentet, der er stiftet af JuniBevægelsens Jens-Peter Bonde.

Klubben, der hedder SOS Democracy, har blandt andet kæmpet hårdt for en folkeafstemning om Lissabon-traktaten.

Det sagde Venstres spidskandidat i hvert fald, da han fik en åben invitation. Det var JuniBevægelsens spidskandidat, Hanne Dahl, der ved en debat på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole spurgte, om Jens Rohde ikke ville med i klubben. Hun forklarede, at gruppen arbejder for mere åbenhed og demokrati i EU, og at der ingen liberale medlemmer er lige nu.

Jeg vil meget gerne tage imod invitationen. Hvis jeg kommer ind, vil jeg meget gerne være med i den, svarede Rohde.

På EU ZOO undrer vi os over, om Jens Rohde ved, hvad SOS Democracy er. Traditionelt har det kun været EU-kritiske danskere, der har siddet i klubben, og den er stiftet af JuniBevægelsens mangeårige EU-politiker Jens-Peter Bonde. På det seneste har SOS Democracy blandt andet arbejdet stædigt for en folkeafstemning om Lissabon-traktaten i medlemmernes hjemlande. Regeringen er imod en folkeafstemning i Danmark.

Ifølge opslagsværket EUABC har SOS Democracy to medformænd ud over Bonde selv: Den finske socialist Esko Seppänen og den britiske konservative Daniel Hannan. Begge er EU-kritiske, og sidstnævnte er blevet smidt ud af den konservative gruppe i parlamentet for at sammenligne EU-Parlamentets metoder til at kvæle kritik med de tyske i 1930′erne. Bonde er formentlig nu erstattet af Hanne Dahl i klubben.

EU ZOO tager hatten af for Rohde, hvis han tør slutte sig til den EU-kritiske kaffeklub – altså hvis han er enig med dem.

DR har i dag offentliggjort en meningsmåling, der sender De Radikale og JuniBevægelsen ud ved EU-valget. Målingen indleder den dødskamp, som med at stå mellem de to EU-kritiske bevægelser.

Målingen er lavet af Capacent Epinion for DR, og den viser, at Folkebevægelsen får ét mandat, imens JuniBevægelsen får nul. De to bevægelser er i valgforbund med hinanden, og målingen tegner dermed arenaen for en kamp om den ene plads, de får tilsammen. Hvis en af bevægelserne ingen plads får, vil det formentlig betyde døden for den inden næste valg, da både penge, indflydelse og medieopmærksomhed er bundet op på mindst ét sæde i EU-Parlamentet.

Det giver dog ingen mening at dømme nogen af bevægelserne ude endnu. Der er knap to uger til valget, og det er først de sidste to-tre uger, at de to EU-bevægelser rigtigt kommer til orde i den offentlige debat. Men dødskampen kan sagtens vente forude.

I øvrigt vil EU ZOO også lige knytte en kommentar til De Radikales forudsete EU-exit. Det er på sin vis mere sandsynligt, at målingen holder stik her, fordi mange danskere stemmer det samme til EU-valg som til folketingsvalg, og De Radikale immervæk har haft længere tid til at føre valgkamp og blive hørt end bevægelserne.

(Opdatering: Hør EU ZOOs Andreas Marckmann kommentere på den spritnye måling i radioen. Indslaget er lavet af Radionyhederne, der leverer nyheder til de kommercielle radiostationer, blandt andet Radio 100FM)

EU ZOO vurderer, at De Radikales EU-stol er varm lige nu af to grunde:

• Den gode gamle kendis-faktor. De Radikales spidskandidat Sofie Carsten Nielsen er bare ikke lige så kendt som mange af sine konkurrenter. Hun er ikke tidligere minister, ikke tidligere toppolitiker og ikke skandaleombrust. Til EU-valget stemmer danskerne traditionelt utrolig personfikseret, og der er det en ulempe, hvis man ikke er kendt.
• Supereuropæer-kampagnen. De Radikale har valgt at føre en kampagne, der understreger EU som løsningen på langt de fleste problemer, blandt andet med sloganet “Ligestilling er udansk – så er det godt, vi har EU”. Kandidat nummer to, Johannes Lebech, rejser rundt i hele Europa for at vise, at De Radikale arbejder mere sammen med andre liberale end med andre danskere i EU. Men er danskerne supereuropæere nok til det?

Et spritnyt foto viser JuniBevægelsens Hanne Dahl og hendes lille datter til afstemning i EU-Parlamentet. Der er nemlig ingen barselsorlov for de folkevalgte.

Det er klart, at det lugter af spin med sådan et foto. Hanne Dahl i plenarsalen i Strasbourg. Hånden i vejret, afstemning. Og så lille Gaia ved siden af stemmepulten. Det kan kun undre, at det ikke er JuniBevægelsen selv, der har bestilt det.

I stedet er det en snarrådig pressefotograf, der har taget billedet. Og man kan ikke fortænke JuniBevægelsens pressefolk i at forsøge at få billedet spredt i medierne. Allerede nu er det på forsiden af EU-avisen European Voices hjemmeside. Og ifølge JuniBevægelsen selv vil billedet blive trykt i flere europæiske aviser i morgen fredag, blandt andre britiske Daily Telegraph.

Det handler om barselsorlov. Når Hanne Dahl har sin datter med på arbejde, er det fordi, EU-Parlamentet indtil videre ikke har nogen barselsorlov for de folkevalgte. Det skærer i ørerne på os danskere. I folketinget er der barselsorlov, og det er vi også vant til på vores arbejdspladser.

Derfor vil Hanne Dahl gerne profilere sig på at kæmpe for den barselsorlov, som hun selv er blevet snydt for. Hun har stillet et ændringsforslag om det i Forfatningsudvalget, som der skal stemmes om på tirsdag.

JuniBevægelsen tager hidtil usete metoder i brug for at bryde igennem hos pressen. Hanne Dahl henter forstærkning hos sin frisør!

I dag, tirsdag, skulle EU-Parlamentet under plenarsamlingen i Strasbourg stemme om et EU-forslag om at få styr på sminken i unionen. Parlamentet og EU-landene i Rådet blev allerede i sidste uge enige om et kompromis, og parlamentet fik tilføjet flere stramninger. Eksempelvis skal de nye regler gøre det muligt at forbyde de små nanopartikler, som EU-Kommissionen anslår er i fem procent af skønhedsprodukterne på markedet. Samtidig fik parlamentet indført, at der skal være regler for urealistiske løfter om evig ungdom reklamer, der eksempelvis påstår, at en creme kan fjerne rynker.

Det er en anelse skuffende, at den interessante historie ikke har fået mere dækning gennem processen. Ofte sker der det, at medierne først for alvor dækker en sag i EU’s folkevalgte forsamling, når et forslag bliver vedtaget på plenarsamlingen i Strasbourg. Og på det tidspunkt er alle partierne ofte enige om resultatet. Det vil sige, at ingen af vælgerne får at vide, hvad de forskellige grupper i parlamentet havde af forskellige holdninger til sagen. Socialdemokraterne, De Radikale og SF (i et nyhedsbrev) har sendt mere eller mindre enslydende pressemeddelelser ud. De handler alle om, at EU nu redder forbrugeren.

Men en enkelt pressemeddelelse har et helt andet design. Det er JuniBevægelsen, der har har hentet hjælp hos en frisør.

I den atypiske mail til pressen lægger Hanne Dahl ud med at forklare, at hun ikke bryder sig om, at den nye forordning ifølge hende giver fabrikanter mulighed for at bruge kræftfremkaldende CRM-stoffer. Hun har dog alligevel stemt for, fordi resten af reglerne er gode nok. Som krølle på pressemeddelelsen dukker så en noget forunderlig udtalelse op:

Jeg er ikke selv den store kemiker, så jeg ved ikke, hvad der er godt eller skidt i vores produkter. Men det kan ikke være rigtigt, at der skal gambles med frisørers liv, fordi folk vil have rødt, gult eller blåt hår. Politikerne må sørge for at lave nogle ordentlige regler, der tænker på vores sundhed, siger frisør Henrik Brandt.

Der står ikke noget i pressemeddelelsen om, hvem denne frisør er. Men JuniBevægelsen oplyser over for EU ZOO, at det er Hanne Dahls frisør, der er kaldt til forstærkning for at give historien et anderledes perspektiv.

Sagen har for øvrigt fået god omtale. Både DR.dk, P1 Morgen, Politiken.dk og Berlingske.dk har omtalt betænkningen. Dog uden frisør.

Et principielt slag i den mangeårige krig om åbenhed i EU stod i EU-Parlamentet i dag. Og det endte meget spøjst.

JuniBevægelsens Hanne Dahl er en af de parlamentarikere, der har givet Kommissionen et rap over fingrene. (foto: JuniBevægelsen)

EU vedtog i 2001 nogle nye regler for åbenhed, som af blandt andet journalister blev betragtet som helt nye skridt mod en åben og tilgængelig administration.

Men det blev for meget åbenhed, både for EU-Kommissionen og Europas regeringer. Derfor kom der i 2008 et forslag til at ændre reglerne, så mange af de nye huller bliver lukket igen. Blandt andet skulle medlemsstaterne kunne nedlægge veto mod aktindsigt.

Det nye forslag er mildest talt blevet haglet ned, blandt andet af organisationen Statewatch og den europæiske ombudsmand. Også Dansk Journalistforbund har været ude med riven.

I dag tirsdag valgte EU-Parlamentet overordnet at slutte sig til kritikerne. De støttede den såkaldte Cashman-betænkning, der består af en ordentlig stak røde streger i Kommissionens forslag. Teksten er opkaldt efter briten Michael Cashman, som har stået for at skrive den kritik, parlamentarikerne i dag støttede op om.

“I forhold til det forslag, Kommissionen var kommet med, så har Cashman gjort et godt stykke arbejde. Det vigtigste er, at der gælder de samme regler for åbenhed for alle tre EU-institutioner, selvom jeg godt kunne ønske mig større åbenhed,” siger Hanne Dahl, medlem af EU-Parlamentet for JuniBevægelsen, til EU ZOO.

Parlamentarikerne piller blandt andet vetoretten ud af teksten, og giver Kommissionens embedsmænd mindre magt til at vurdere, hvad der er omfattet af aktindsigt.

Til gengæld vedtog EU-Parlamentet også begrænsninger i åbenheden, blandt andet omkring deres egne udgifter, som den EU-kritiske journalist Bruno Waterfield skriver om på sin blog.

Men hele sagen endte pudsigt: Da EU-Parlamentet i salen havde forholdt sig til alle ændringsforslag, og kritikken lå klar i rampen til at blive sendt tilbage til Kommissionen, valgte manden bag, Michael Cashman, at foreslå det helt omvendte: At betænkningen skulle tilbage til Retsudvalget til yderligere behandling. Det støttede parlamentarikerne. På den måde blev kritikken hørt af Kommissionen, men teksten blev aldrig endeligt godkendt.

Parlamentarikernes bagtanke er benhård politik: De vil have så meget som muligt ud af deres kritik, fortæller flere af hinanden uafhængige kilder til EU ZOO.
Og hvis de folkevalgte vil kæmpe for åbenheden, så er det smart at vente til sommer, hvor det svenske EU-formandskab træder til. De har nemlig meldt ud, at de har åbenhed som en mærkesag. Lige nu sidder Tjekkiet på formandsposten, og dem har parlamentarikerne åbenbart ikke stor tiltro til.

Det har været forbløffende at læse og se nyheder søndag. EU var overalt. Jyllands-Postens historie om fede EU-pensioner var gennemresearchet og formentlig en, de har gemt til søndagsavisen – og det understreger alt andet lige, at medierne er begyndt at tænke over, hvordan de skal dække EU op mod valget.

Flere af dagens historier fortjener en kommentar:

Som optakt til valgkampen ridsede Ritzau op, hvordan partierne planlægger at sammensætte valgforbundene for at undgå stemmespild. Vælgerne skal jo ikke frygte, at deres stemmer forsvinder ud i intetheden, hvis partiets kandidat ikke får nok stemmer til at blive valgt ind.
Det er interessant at se, at De Radikale bejler til de røde, altså S og SF. EU ZOO vurderer, at det udelukkende sker for at cementere det tætte forhold mellem lederne af Socialdemokraterne og Radikale, Helle Thorning-Schmidt og Margrethe Vestager, hjemme i København. Ellers er det mindst lige så nærliggende for De Radikale i Bruxelles at slå pjalterne sammen med Venstre, som de rent faktisk er i politisk gruppe med (den liberale ALDE-gruppe). De Radikale har en ret svag spidskandidat i Sofie Carsten Nielsen. SF står omvendt historisk godt i meningsmålingerne, og de kan ende med at hive næsten to mandater hjem. Sker det, kan en stemme på De Radikale ende med at give en mere EU-kritisk SF’er de sidste stemmer til at blive valgt ind.
Hvad mon de traditionelt EU-glade radikale vælgere siger til den risiko?
Forbundet mellem EU-kritikerne fra JuniBevægelsen og Folkebevægelsen mod EU er langt fra nyt, men fortjener alligevel et flygtigt blik. Men med Hanne Dahl ved roret hos JuniBevægelsen er der lagt op til øget EU-samarbejde på enkelte områder som miljø og klima, mens Folkebevægelsen mod EU slet og ret vil have Danmark ud af unionen. Naturligvis skal de to bevægelser gå i valgforbund for ikke at spilde stemmer, men det er interessant, at de to bevægelser i EU ZOOs øjne aldrig har stået længere fra hinanden, end de gør nu.

Medlem af EU-Parlamentet Karin Riis Jørgensen fra Venstre kom også i spalterne. Søndag tog Berlingske Tidende en historie op, som hun fredag beskrev i sit nyhedsbrev: Tirsdag skal Karin Riis mødes med kommissionsformanden José Manuel Barroso for at kræve flere kvindelige medlemmer af kommissionen.
Temaet er åbenbart vigtigt, for socialdemokraten Christel Schaldemose er også i fuld gang med at samle underskrifter for at få kvinder på topposterne i Europa.
Det bliver interessant at se, hvilke resultater, der kommer ud af kvindekampen. Karin Riis Jørgensen har Diana Wallis på sin side. Diana Wallis bliver formentlig formand for EU-Parlamentets liberale gruppe. Og Christel Schaldemose har Daniel Cohn-Bendit, medformand for Den Grønne Gruppe, med i sit initiativ.
Tør de bruge EU-Parlamentets magt til at presse deres krav igennem? EU-Parlamentet kan jo til november afvise den nye kommission – for eksempel hvis ikke halvdelen af kommissærerne er kvinder, eller hvis ikke hvert land har indstillet en mand og en kvinde. Kan de to danske ildsjæle få EU-Parlamentet med på den? EU ZOO tvivler.

Jyllands-Postens afsløring af listen over danske parlamentarikere, der har tilmeldt sig en fed dobbeltpension, fortjener ros. Det er god, kritisk journalistik.
Historien viser, at det ikke kun er pressen, der er begyndt at tænke valgkamp. Det er politikerne også. I TV-Avisen gjorde Hanne Dahl det eneste rigtige og lagde kraftigt afstand til sin ellers populære forgænger, Jens-Peter Bonde. Han har ligesom Christian Rovsing (K) og andre politikere tilmeldt sig den favorable pensionsordning. Ved at tage afstand fra hans beslutning, er Hanne Dahl i fuld gang med at positionere sig som et nyt og ungt alternativ.