1. 1

    Det er ikke en EU-dom!

    24. januar 2011.

    Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg (Foto: echr.coe.int)

    Selv de klogeste blandt de kloge blander fra tid til anden de to kendte domstole i Europa sammen.

    Fredag afgjorde Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at en afghansk asylansøger ikke må sendes tilbage til Grækenland, fordi deres overbelastede asylsystem er rabundus og behandler asylansøgerne dårligt. Det var altså ikke EU-Domstolen, tidligere kendt som EF-domstolen, i Luxembourg, der afsagde en dom. Det var domstolen i Strasbourg under Europarådet – der ikke har noget med Den Europæiske Union at gøre. Europarådet blev oprettet i 1949, altså en del år før EU, og har 47 lande som medlemmer, deriblandt fjerntliggende lande som Rusland og Georgien. De har alle tiltrådt Konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, og domme fra Strasbourg  er derfor bindende.

    DR tog fejl

    Den kloge kanals flagskib, DR2 Deadline, kaldte sagen for en “EU-dom” i en overskrift – dog med den rigtige forklaring i omtalen. Også et andet sted kalder DR dommen for en EU-dom. Andre medier, eksempelvis Kristeligt Dagblad, har mere korrekte overskrifter: “Strasbourg-dom er en bombe under EU’s asylpolitik”.

    Dom har konsekvens for EU-lande

    Hvorfor kalder folk ofte Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol for en EU-domstol? Tager folk fejl eller er det en bevidst misforståelse? I denne specifikke sag er det nemt at tage

    EU-Domstolen i Luxembourg (Foto: Den Europæiske Unions Domstol)

    fejl, fordi domstolens afgørelse handler om et sæt EU-regler, Dublin-forordningen. Asylansøgere har ret til et værdigt liv og ret til at få deres sag behandlet ordentligt – derfor er det i strid med Den Europæiske Menneskerettighedserklæring, når en række EU-lande i henhold til forordningen sender asylansøgere tilbage til asylsystemet i Grækenland. Sagen fik også konsekvens for Danmark. Sent søndag aften afgjorde integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V), at omtrent 340 asylansøgere i Danmark ikke skal sendes tilbage til Grækenland, men få deres sag behandlet i Danmark. Dommen har altså konsekvens for EU-lande, derfor er det nemt at antage, at der er tale om en EU-dom. Men det er det ikke.

    Det rykker ikke voldsomt ved kernen i historien, om dommen er afsagt af en institution under EU eller under Europarådet. Ikke desto mindre er der ikke grund til at misinformere.

    Her kan interesserede læse en wiki om henholdsvis EU-Domstolen og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

  2. Nu er patientkrigen flyttet ind i retssalene

    19. januar 2011.

    Patientkrigen er tilsyneladende slut. EU ZOO har fulgt kampen om sundhed over grænserne siden det første slag stod i EU-Parlamentet. I dag vedtog parlamentet direktivet om patientrettigheder.

    Der var ikke rigtig nogen overraskelser i teksten, for forliget var indgået på forhånd. Kompromiset har allerede været omkring EU-landenes regeringer. De godkendte forslaget i Ministerrådet i december. Og de tre store politiske grupper i parlamentet havde aftalt, hvad der skulle stemmes. Derfor blev patientkrigen afgjort med stort flertal.

    Udfaldet er kort fortalt, at borgere i unionen kan blive behandlet i et andet EU-land, hvis de ville kunne få en lignende behandling i hjemlandet.

    Men nu starter anden halvleg, for at blive i de konkurrenceprægede klichéer. Det kommer til at foregå i Luxembourg – hvor EU-Domstolen holder til. Det endelige kompromis indeholder nemlig nogle formuleringer, der er så mudrede, at de må fortolkes i retten, vurderer EU ZOO.

    Lad os tage et eksempel: Direktivet indebærer, at en dansk kræftpatient kan blive behandlet i udlandet, HVIS han ikke kan behandles ordentligt i Danmark, og HVIS ventelisterne i Danmark er så lange, at han ikke kan forvente at blive behandlet, inden det er for sent.

    Men hvornår er det for sent? Eller som det hedder i direktivet, hvornår er det “rettidig behandling”? Når han er på dødslejet, eller når han risikerer at miste en finger?

    Sjælland EU Nyt, der drives af journalist Ole Aabenhus, har stillet Christel Schaldemose (S) det samme spørgsmål. Hun slår fast, at formuleringen er vag.

    ”Vi har faktisk ikke nogen præcis angivelse på ét eneste område af, hvad ordet betyder – med én undtagelse: Det er fastslået, at det er urimeligt, at man skal vente over et år på en hofteoperation,” siger Christel Schaldemose.

    Dermed er patientkrigen rykket ind i retssalene, hvor det vil blive afgrænset og besluttet, hvad direktivet rent faktisk kommer til at betyde for den enkelte dansker.

    Du kan selv læse hele teksten, der afslutter det årelange slagsmål, på EU-Parlamentets hjemmeside her.

    Læs også EU ZOOs tidligere artikler om patientkrigen:

    Læs også grundig dækning af direktivet – hos Sjælland EU Nyt og hos DR.

    EU-borgere kan få godtgjort udgifter til sundhedsydelser i en anden medlemsstat, såfremt den pågældende behandling og de medfølgende omkostninger normalt ville blive dækket i deres eget land.
  3. 1

    Auken truer ferieparadis med bøder for skraldemafia

    4. januar 2011.

    Man kan næsten høre på regionens navn, at det er et italiensk ferieparadis: Cam-pa-nien.

    Regionen går da også for at have Italiens smukkeste badestrande langs den berømte Amalfikyst, for slet ikke at tale om vidunderbyen Pompeii og det arkæologiske museum i Napoli, der kan prale af en af verdens mest anerkendte samlinger.

    Og nåh ja… Så er der lige de mange ton stinkende affald i gaderne, der har plaget regionen over flere år.

    Billedet her er fra Napolis gader i 2007. Foto: Chris John Beckett, Flickr.

    Embedsmænd vs. mafiaen

    Der er bred enighed om, at affaldet i gaderne skyldes dårlig politisk organisering og indblanding fra Camorraen, Napolis mafia, der blandt andet er portratteret i filmen Gomorrah.

    Mafiaen har økonomiske interesser i skraldekrisen, lyder det. De kan næppe lugte stanken helt oppe i Bruxelles, men alligevel irriterer sagen dem. For italienerne forbryder sig mod EU’s affaldsdirektiv.

    Men spørgsmålet er, om jakkesættene i EU’s hovedstad kan stille noget som helst op over for den italienske mafia?

    EU-maskineriet forsøger i hvert fald, og SF’s Margrete Auken har længe slået på tromme for sagen, som hun nu vil have afsluttet en gang for alle.

    Du kan blandt andet se billeder af de store mængder affald her, hvor en irriteret italiener kritiserer omstændighederne.

    En tidligere dom spøger

    De stinkende bunker affald er som sagt ikke gået Bruxelles’ næse forbi. I marts 2010 fastlog EU-Domstolen i en dom, at Italien overskred reglerne i EU’s affaldsdirektiv, fordi regionen Campania ikke “traf alle de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at affald blev nyttiggjort eller bortskaffet, uden at menneskers sundhed blev bragt i fare og uden skade for miljøet, og navnlig ikke havde oprettet et tilstrækkeligt og integreret net af bortskaffelsesfaciliteter”.

    Den dom har intet ført med sig, konstaterede miljøkommissær Janez Potočnik i slutningen af november. Nu skal han 18. januar svare Europa-Parlamentet på, hvordan han vil sikre, at italienerne lever op til dommen.

    Auken er utålmodig
    Sammen med en kollega fra parlamentets grønne grupppe har SF’er Margrete Auken stillet et spørgsmål til kommissæren, og det skal han svare på under parlamentets kommende samling i Strasbourg.

    I spørgsmålet hedder det blandt andet:

    Hvilke foranstaltninger har Kommissionen truffet eller vil den træffe for at sikre, at de kompetente myndigheder i Italien effektivt fører tilsyn med, at korrekt indsamling, sortering og behandling af affald sker på behørig måde, så det ikke skader menneskers sundhed og miljøet, og for at sikre at de regionale myndigheder præsenterer en troværdig plan?

    Til EU ZOO siger Margrete Auken, at hvis bunkerne af affald fortsætter med at vokse, bør et næste skridt være økonomisk straf til Italien:

    Hvis situationen ikke har ændret sig, det vil sige, hvis de italienske myndigheder ikke fremlægger en troværdig affaldsplan, har Kommissionen ikke andet valgt end at åbne en ny procedure mod Italien, der denne gang kan ende med tunge bøder.

    Den danske parlamentariker tror på, at EU kan rykke ved problemet. Faktisk står og falder det hele med EU’s indsats, mener hun:

    Kun EU kan ændre tingene. EU er respekteret af befolkningen, fordi EU-Parlamentet – og til en vis grad Kommissionen – er de eneste, der har lyttet til folks bekymringer og taget sig tid til at tale med dem. Dertil kommer, at såvel den centrale som den regionale regering har satset sin troværdighed på at løse affaldskrisen – og altså tabt den. Oppositionen er svag og heller ikke synderlig troværdig. Kun EU magter at få affaldshåndteringen på ret spor – væk fra de kaotiske lossepladser og ditto forbrændinger.

    Margrete Auken får efter planen svar fra EU-Kommissionen om aftenen under parlamentets samling tirsdag 18. januar.

  4. Energikolos får 280 millioner i bøde for at åbne dør

    16. december 2010.

    Denne historie handler om nøgler, en brudt forsegling med usynlig skrift og rigtig mange penge.

    Det hele begyndte i München for fire år siden – i maj 2006 – da udsendte medarbejdere fra EU-Kommissionen snusede rundt i lokalerne hos den tyske energivirksomhed E.ON Energie.

    De var mødt op for at undersøge beskyldninger om, at virksomheden forbrød sig mod reglerne om fri konkurrence.

    Det var umuligt for inspektørerne at afslutte deres arbejde i løbet af en arbejdsdag. Derfor blev dokumenter, som endnu skulle gennemgås, lagt til side i et rum hos E.ON Energie, som virksomheden stillede til rådighed for EU-Kommissionen.

    Døren blev låst og inspektørerne fik overrakt nøglen. Samtidig satte de en forsegling på døren ind til rummet i form af klistermærker i plastik.

    Næste dag var den gal.

    Sådan ser der ud i E.ON Energies hovedkvarter på Brienner Straße 40 i München.

    Hemmelig skrift på klistermærker

    Hvis nogle forsøger at fjerne EU-Kommissionens klistermærker, går de ikke i stykker. Derimod toner ordet “VOID” frem. I juridisk forstand kan ordet ifølge Gyldendals ordbog oversættes til at annullere eller gøre ugyldig.

    Og ordet “VOID” var netop, hvad inspektørerne så, da de næste dag mødte op på virksomheden.

    Det viste sig, at 20 andre hovednøgler, som også kunne åbne døren, cirkulerede i virksomheden.

    EU kan straffe ubudte gæster

    EU-Kommissionen har mulighed for at idømme virksomheder en bøde på op til en procent af omsætningen, hvis virksomheder med fuldt overlæg eller skødesløst bryder forseglede områder, når kommissionen inspicerer.

    Og det var netop hvad EU-Kommissionen gjorde tilbage i januar 2008. Her blev E.ON Energie idømt en bøde på 280 millioner kroner – svarende til 0,14 procent af omsætningen – for at have brudt forseglingen. Sammenlignet med bøden på op til 10 procent af omsætningen, som beviser for brud på konkurrencereglerne kan munde ud i, er det peanuts.

    EU-domstolen stadfæster

    E.ON Energie indbragte sagen for EU-Domstolen, der i dag afslog at ændre i Kommissionens afgørelse. I en pressemeddelelse skriver domstolen i Luxembourg blandt andet følgende som begrundelse:

    The General Court (Eu-domstolen, red) has also ruled that the fine imposed on E.ON Energie, which amounts to approximately 0.14 % of its turnover, is not disproportionate to the infringement given the particularly serious nature of breaking a seal, the size of the company as well as the need to ensure a sufficiently dissuasive effect of the fine so as to ensure that it is not advantageous for a company to break a seal affixed by the Commission during its inspections.

  5. 1

    Landbrugsstøtte er en privatsag

    11. november 2010.

    Landmænd har ret til et privatliv, og hvad du får i landbrugsstøtte er en privatsag.

    Det står klart, efter EU-Domstolen forleden afsagde dom i en sag, der var rejst af to parter – et landbrugsfirma og en tysk landmand. De fik ret i, at det var ulovligt af EU at kræve, at der skulle være åbenhed om, hvad de modtager i EU-støtte. Det handler om konventioner og rettigheder, og domstolen trækker tråde til retten til privatliv.

    The Court then goes on to note that publication on a website of data naming the beneficiaries of EAGF and EAFRD aid and indicating the precise amounts received by them constitutes, by reason of the fact that those data become available to third parties, an interference with the right of those beneficiaries to respect for their private life, in general, and to the protection of their personal data, in particular.

    Borgerne kan ikke komme tæt på landbrugsstøtten.

    Borgerne må ikke komme tæt på landbrugsstøtten, siger dom.

    Lad konventioner være konventioner, vil nogen måske sige: Landmændene har trynen godt nede i EU-kassen og guffer godt en tredjedel af EU-budgettet i sig. Det er omtrent 400 milliarder kroner om året. Skatteyderne har derfor ret til at vide, hvad deres penge går til (for eksempel når EU-støtten går til den bulgarske landbrugsministers familie), vil argumentet være.

    Skatteydernes ret til åbenhed forholder EU-domstolen sig også til. Men nej, her træder et andet princip i kraft: Proportionalitetsprincippet.

    Domstolens ord følger her:

    In this context, the Court takes the view that, while it is true that in a democratic society taxpayers have a right to be kept informed of the use made of public funds, the fact none the less remains that the striking of a proper balance between the various interests involved made it necessary for the institutions concerned, before adopting the disputed provisions, to ascertain whether publication via a single freely consultable website in each Member State of data naming each of the beneficiaries concerned and the precise amounts received by each of them from the EAGF and the EAFRD – with no distinction being drawn according to the duration, frequency or nature and amount of the aid received – did not go beyond what was necessary for achieving the legitimate aims pursued.

    Danskere bag åbenhed

    De danske journalister Nils Mulvad og Brigitte Alfter har været med i inderkredsen bag tjenesten Farmsubsidy.org, der i årevis har arbejdet hårdt på at få tallene frem i lyset.  De er utilfredse med dommen.

    Farmsubsidy.orgs hovedpointe er, at landbrugsstøtten ikke er en privatsag. De er landmænd, de har et erhverv – et landbrugsfirma.

    They do not relate to an individual recipient’s personal circumstances, rather to their professional activities as a farmer. Unlike some means tested social welfare payments, there is no shame or social stigma associated with receiving a farm subsidy.

    Hver europæisk husstand betaler hvert år 7500 kroner til den fælles landbrugspolitik (CAP). Derfor er åbenhed , mener ildsjælene bag Farmsubsidy.org, med til at skabe bevidsthed og forhindre svindel.

    Åbenhed et magtfuldt afskrækningsmiddel over for potentielle svindlere, mener Farmsubsidy.org.

    Farmsubsidy-folkene læser ud af dommen, at der er et potentiale for at offentliggøre dataene i en anden form. De vil nu tygge på dommen og fortæller, at de gerne vil arbejde sammen med EU-Kommissionen om en løsning.

    Irland og Tyskland har fjernet alle data om EU-støtten, men Farmsubsidy vil nægte at fjerne data, de allerede har fået fat i, afslutter stifterne bag tjenesten en pressemeddelelse.