1. 1

    Dyreaktivister fortsætter blodig kampagne mod Danmark

    8. november 2010.

    De mere end 300.000 læsere af den franske avis Le Monde fik måske morgenkaffen galt i halsen, da de forleden lørdag læste avisen.

    Her stødte de nemlig på en helsides annonce med en gravid kvinde, der bærer en hvid trøje med et drabeligt billede placeret midt på den bugnende mave. Her ses en grindehval med opskåret bug og en unge ved sin side.

    I resten af annoncen forklarer sort og rød-hvid tekst side om side med Dannebrogsflag, hvordan Danmark undlader at gribe ind over for Færøernes drab på grindehvaler.

    Det fremgår af hjemmesiden for dyreværnsorganisationen Sea Shepherd, der oplyser, at den omtalte annonce blev bragt i Le Monde 30. oktober 2010.

    Dermed fortsætter Sea Shepherd som tidligere sit pres på Danmark ved at føre kampagner i udenlandske medier som tidligere beskrevet af EU ZOO.

    Dyreværnsorganisationen mener, at Danmark  bør skride ind over for Færøernes drab på grindehvaler, fordi Danmark har underskrevet Bern-konventionen om beskyttelse af dyreliv, og fordi øgruppen er en del af Rigsfællesskabet Danmark.

    news_100930_1_1_A_Demonstration_Against_the_'Rot'_in_Denmark_Ad_600

    “Lad os tvinge Danmark…”

    Den franske tekst på annoncen kan oversættes til:

    Danmark, landet hvor man lever godt.

    Årlig slagtning af tusinder af delfiner i Færøerne, et dansk protektorat.

    STOP THE GRIND

    Lad os sammen tvinge Danmark til at stoppe massakren af grindehvaler i Færøerne.

    Støt kampagnen, der er lanceret af Sea Shepherd og Brigitte Bardot Foundation. www.stop-the-grind.com.

    Demo ved dansk ambassade

    På deres hjemmeside bringer Sea Shepherd også billeder af en demonstration foran den danske ambassade.

    Det er målet at føre sagen helt ind i EU-Parlamentet, fortalte Sea Shepherd til EU ZOO tilbage i september. Planen var, at spørgsmålet om Danmarks ansvarlighed skulle ind på den europæiske kampplads her til november, og EU ZOO har forhørt sig hos Sea Shepherd, om planen holder stik. Men endnu har vi intet svar fået. Det er også uklart, hvad dyreværnsorganisationen helt præcist vil have EU-Parlamentet til at foretage sig i sagen, eftersom Færøerne ikke er medlem af EU.

    I mellemtiden kan du læse mere om sagen hos Magasinet Europa, hvor blogger Søren Friis har opridset sagen fra start og til nu.

  2. Traktorer og køer mod EU

    14. juli 2009.

    Har du været i Aldi for nylig? Så ved du, at den tyske butikskæde sælger mælk til 3,50 kroner per liter. Aldi har indledt priskrigen på mælk i Danmark, men mælkekrigen raser i hele Europa. Forbrugerne klapper i hænderne, men bønderne beder EU om flere penge.

    Malkekøer som denne her invaderer EU-byen Strasbourg i dag. De og deres landmænd protesterer imod de historisk lave mælkepriser, og de vil have hjælp af EU.

    Malkekøer som denne her invaderer EU-byen Strasbourg i dag. De og deres landmænd protesterer imod de historisk lave mælkepriser, og de vil have hjælp af EU.

    For at fange politikernes opmærksomhed er mælkebønder fra hele EU, fortrinsvis Frankrig, troppet op i Strasbourg i dag, hvor det nyvalgte EU-Parlament mødes for første gang. Traktorer vil rulle gennem de franske gader, og køer vil marchere side om side med omkring 3000 bønder, melder nyhedssitet Euronews.

    Demonstrationen er blandt andet arrangeret af det såkaldte European Milk Board, en sammenslutning af mælkeproducenter. De skriver i en pressemeddelelse:

    The much too low milk price during months jeopardizes more and more dairy farms. Politicians should intervene, firstly by decreasing milk production and then orientating the policy of agriculture towards balanced markets and so assure farm prices covering then production costs.

    Det betyder på godt dansk, at bønderne vil have flere penge fra EU-kassen, ellers kradser de af. Og priskrigen er faktisk en helt reel trussel mod landbruget. Det hele startede med finanskrisen, den fik forbrugerne til at holde pengene tæt til kroppen, og så blev butikkerne nødt til at sænke priserne. Det er en klassisk historie, der passer på alle brancher.

    Men ifølge Politikens analytiker Niels Lunde er mælk et af de vigtigste lokkemidler for at få kunder i butikken:

    Næsten alle deres (butikkernes, red.) kunder skal have mælk. Derfor er mælken placeret længst væk i butikken, fordi du på den måde er nødt til at gå frem og tilbage, så du tvinges til at kigge på flest mulige varer, mens du er derinde.
    Af samme grund gør det særlig ondt på supermarkederne, når netop mælken er udsat for en priskrig. Det er den vare, de sælger flest af; det er deres kerneforretning.

    I går mandag besluttede de europæiske landbrugsministre at indføre yderligere statsstøtte til de trængte landmænd i form af opkøb af smør og skummetmælkspulver, skriver Berlingske.dk. Det presser priserne kunstigt op og giver flere penge i lommerne på landmændene.

    Den vigtigste EU-embedsmand på området er den danske kommissær Mariann Fischer-Boel. Hun har allerede gjort, hvad hun kan for at hjælpe bønderne ved at åbne op for statslån og for, at støttekroner kan udbetales tidligere. Det var vel at mærke før, priskrigen nåede de dimensioner, den har i dag.

    Hvordan mælkemarkedet ser ud, er EU-Kommissionen ved at analysere på. En grundig undersøgelse bliver offentliggjort den 22. juli.

  3. 300 aktivister anholdt i Bruxelles

    10. marts 2009.

    Ja, så er det sket. Klimaslagsmålet har krævet de første hospitalsbesøg i EU, siden klimapakken blev vedtaget i december. De tilskadekomne var demonstranter fra Greenpeace, der tirsdag forsøgte at blokere entredørene til bygningen, hvor unionens finansministre mødtes.

    Det kunne politiet naturligvis ikke acceptere. Efter to timer havde de hentet den sidste demonstrant ud i ventende køretøjer. Fangsten var 300 anholdte demonstranter. Tre aktivister røg på hospitalet, ifølge Greenpeace ”som resultat af politiaktioner.”

    Mon næste stop bliver december måneds klimatopmøde i København?

    Klik her for at se billeder af demonstrationen på Flickr.