1. 6

    Votewatch bruger misvisende tal

    18. oktober 2010.

    Den her historie handler om, at der ikke er nogen historie. Alligevel har vi valgt at fortælle den.

    EU ZOO så frem til at fortælle historien om, at de danske medlemmer i høj grad stemmer nationalistisk frem for ideologisk.

    Det fremgår af hjemmesiden Votewatch.eu.

    Her indtager Danmark tredjepladsen i statistikken over lande, der stemmer efter nationalt tilhørsforhold fremfor ideologi. Kun overgået af Tjekkiet og Sverige.

    Tallene fra Votewatch viser, at de danske parlamentarikere i valgperioden 2004-2009 stemte nationalistisk i 513 ud af i alt 6.149 afstemninger.

    Hvem, hvad, hvor?

    Foto: Luis Argerich

    Foto: Luis Argerich

    Votewatch er en erklæret uafhængig institution, som drives af en række eksperter fra blandt andet London School of Economics and Political Science. Selv Dronning Margrethe og USA’s præsident John F. Kennedy har studeret ved det højtagtede universitet.

    På baggrund af oplysninger fra de europæiske institutioner fører Votewatch statistik over, hvordan parlamentarikerne stammer i EU-Parlamentet. En af de mange statistikker viser, hvor ofte parlamentarikerne fra et enkelt land har stemt nationalistisk i stedet for ideologisk. Og hvordan har Votewatch fundet frem til det? Jo, det har de gjort ved at tælle, hvor mange gange dette er sket:

    Alle partier fra et bestemt land har stemt ens. Og samtidig har mindst ét af partierne stemt anderledes end dets gruppe i EU-Parlamentet.

    Men…

    Det lyder jo alt sammen meget interessant. Men EU ZOO blev slemt skuffede, da vi nærstuderede tallene.

    Det er muligt at klikke sig ind på en liste med de afstemninger, som ifølge Votewatch er nationalistiske. Her kræver det kun få klik med musen, før den opmærksomme læser finder ud af, at de danske parlamentarikere slet ikke har stemt i samlet national flok, som det ifølge Votewatch skulle været tilfældet.

    Tværtimod. I de selv samme afstemninger stemmer nogle af de danske medlemmer for, mens andre stemmer imod. Se bare her, her og her for nogle få eksempler.

    Den er gal med metoden

    EU ZOO kontaktede folkene bag Votewatch, som forklarer, at de i perioden 2004-2009 kun medtæller partier med minimum fem MEP’er. Det betyder, at det for Danmarks vedkommende kun er socialdemokraterne, der danner baggrund for Danmarks tal.

    Konsekvensen er, at Danmark rangerer højt på listen alene på grund af metoden bag optællingen. Det indrømmer co-director Doru Frantescu i et skriftligt svar til EU ZOO.

    The logic says that the smaller the number of national parties, the higher the chances that a national allignment occurs.

    Votewatch trækker i land

    Votewatch henleder opmærksomheden til en note under tabellen, som gør opmærksom på, at nogle medlemsstater mangler i statistikken. Årsagen er, står der, at landene ikke har politiske grupper på minimum fem MEP’er.

    EU ZOO mener, at noten hverken forklarer eller  blotlægger den store usikkerhed i statistikken. Men Doru Frantescu fastholder, at den opmærksomme læser vil få øje på usikkerheden. Dog tilføjer han:

    However, we will see to make this even clearer, now that you rose the issue.

    Jamen, så gå dog uden om Votewatch?

    Nå, tænker du. De er godt nok mavesure hos EU ZOO. For enhver journalist må vel forvente at støde på fejl og mangler hos sine kilder, som fører til, at en historie falder. Det er vel hele idéen med research.

    Korrekt. Men det er vigtigt at fortælle, hvad medier og almindelige mennesker kan bruge som researchværktøjer.

    Jyllands-Posten benyttede sig for eksempel af Votewatch, da de 13. september i år kårede de flittigste danske europaparlamentarikere.

    EU ZOO er ikke stødt på mangler i de statistikker, som Jyllands-Posten brugte. Men dengang beklagede flere parlamentarikere sig over, at tallene var en ringe indikation af arbejdsindsatsen, som det da også fremgår af avisens egen artikel.

    Mod bedre tider

    I den nuværende valgperiode fra 2009-2014 benytter Votewatch en ny og bedre metode, fortæller Doro Frantescu. Der er da også en enorm forskel i de tal, som popper op i statistikken.

    I den foregående valgperiode nåede de fleste lande op på flere hundrede nationalistiske afstemninger. Selv om den nuværende valgperiode er langt fra færdig, så er tallet til sammenligning stadig ekstremt lavt.

    Det højeste tal for nationalistiske afstemninger er to. Og på nuværende tidspunkt er der allerede gennemført 976 afstemninger.

    EU ZOO anbefaler interesserede selv at kaste sig over Votewatch.eu og de lignende tjenester Itsyourparliament.eu og Hvemstemmerhvad.dk. I begge tilfælde er der masser af relevant materiale, som EU ZOO tidligere har brugt til blandt andet at bevise, hvordan Brian Mikkelsen (K) talte usandt. Men husk nu den kritiske sans i tal-junglen.

  2. 2

    Søndergaard vs. Mørkets Kræfter

    2. oktober 2009.
    Nogen foretrækker lyssværd, Søren Søndergaard foretrækker megafonen, når de mørke kræfter skal bekæmpes. (Foto: Stephen Dupont og Folkebevægelsen mod EU)

    Nogen foretrækker lyssværd, Søren Søndergaard foretrækker megafonen, når de mørke kræfter skal bekæmpes. (Foto: Stephen Dupont og Folkebevægelsen mod EU)

    Ministrene kan ikke bare smide penge til højre og venstre, når de mødes, uden at give en forklaring. Det var budskabet fra budgetkontroludvalget i EU-Parlamentet, da de torsdag for anden gang udskød godkendelsen af Rådets regnskab for 2007.  Det skrev Ritzaus Bureau torsdag (telegram fundet via Berlingske.dk).

    I næsten 40 år har der ellers været en stiltiende gentlemanaftale om, at EU-parlamentet ikke kiggede rådets regnskab efter i sømmene og vice versa. Men den aftale blev ophævet, da Søren Søndergaard fra Folkebevægelsen mod EU blev formand for Budgetudvalget, skrev Ritzau.

    Historien er vigtig og interessant, selv om Ritzau havde fået nogle detaljer galt i halsen. For det første sidder Søren Søndergaard ikke i Budgetudvalget (BUDG), der arbejder med kommende budgetter. Søndergaard sidder i Budgetkontroludvalget (CONT), der forsøger at afsløre korruption og andet skidt. Budgetkontroludvalget, der tidligere kaldtes COCUBU, blev en anelse mere kendt dette forår, da DR’s Mads Brügger og Mikael Bertelsen lavede dokumentaren Quatraro Mysteriet. For det andet er Søren Søndergaard ikke formand, men rapporteur, også kaldet pennefører, på denne sag.  Så slem var Ritzaus fejl nu heller ikke, og de rettede den da også senere samme dag.

    Nu til sagen: I april stemte et bredt flertal i EU-Parlamentet for Søren Søndergaards betænkning, der afviste at godkende regnskabet for ministrenes udgifter i Rådet i 2007. Ministrenes administration havde nægtet at give en officiel forklaring på en del uklarheder, blandt andet hvorfor der var flyttet penge fra tolkningstjenesten til rejsebudgettet. I 2006 blev der overført 12.672.984 euro til rejseposten, og budgetkontroludvalget krævede svar på, hvor mange penge, der var blevet flyttet i 2007. Nu har Rådet givet en forklaring, men en uofficiel én af slagsen. Budgetkontroludvalget har derfor valgt at udskyde vedtagelsen af regnskabet for at tygge lidt på de uofficielle forklaringer.

    På sin blog giver Søren Søndergaard en fin beretning om det komplekse EU’ske tystys-diplomati; et diplomati som Søren Søndergaard ved debatten i April i parlamentet kaldte “mørkets kræfter” – se Youtube-videoen i bunden.

    Efter at Rådet i næsten et år har nægtet at svare på parlamentets spørgsmål og mødes med repræsentanter for Budgetkontroludvalget til andet end en uformel frokost, så skete der pludselig noget i den forløbne uge.

    For det første har Rådet rent faktisk oversendt en besvarelse af parlamentets spørgsmål. Ganske vist ikke på den måde, at Rådet direkte har svaret parlamentet. Men på den indirekte måde, at Rådet har udarbejdet et notat til EU-landenes ambassadører om sagen, hvori spørgsmålene besvares. Og dette notat har det svenske formandskab for Rådet så oversendt til Budgetkontroludvalgets formand og ordfører – ”til behagelig orientering”, som det hedder.

    For det andet har Rådet – igen via det svenske formandskab – rent faktisk indvilget i at holde et egentligt møde. Det fandt sted i EU-parlamentet i Bruxelles i torsdags. Til stede var – udover repræsentanter for Rådet – Budgetkontroludvalget formand, mig som ordfører, en repræsentant for hver af parlamentets politiske grupper, en større gruppe embedsmænd samt tolke til 6 forskellige sprog. Men på trods af denne forsamling på 20-30 personer og på trods af, at mødet officielt blev båndoptaget, så insisterede Rådets repræsentanter på, at der skam var tale om et ”uformelt” møde.

    Hvorfor er det egentlig så vigtigt, at mødet er officielt? Godt nok er et uofficielt møde på papiret ikke andet end en kaffe-komsammen, men parlamentarikerne får jo alligevel svar på deres spørgsmål. Sagen er dog ikke så enkel, mener Søren Søndergaard. Han skriver, at Rådet frygter, at de folkevalgte vil gøre det til en tradition at stille kritiske spørgsmål, hvis møderne og forklaringerne bliver officielle. Og for at undgå en endegyldig forkastelse af regnskabet op til Lissabon-afstemningen i Irland gav Rådet så disse halve svar, lyder anklagen fra Søndergaard.

    EU-Parlamentets vedtagelse af Rådets regnskab 2007 var sat til tirsdag d. 20 oktober i år, men Søren Søndergaard forventer, at det nu bliver udskudt til november. CONT stemmer om sagen den 3.-4. november.

    [youtube]eXbeZifOWKc[/youtube]

    Opdateret 5. oktober: Tilføjet at Søren Søndergaard er rapporteur på sagen, ikke udvalgsformand som Ritzau først skrev.

  3. Læs Lissabon-traktaten før din nabo!

    1. oktober 2009.

    En spritny version af den læservenlige udgave af Lissabon-traktaten er netop landet på nettet. Den er kun på engelsk, så mon ikke den er blevet uploadet netop nu for at give irerne en hurtig chance for at skimme traktaten, inden de stemmer i morgen?

    Du kan downloade den læservenlige Lissabon-traktat her. Fordelen er, at de tørre paragraffer og komplicerede henvisninger er oversat til forståeligt sprog i marginen. Og så bliver traktaten direkte sammenholdt med de andre traktater, så man rent faktisk kan læse Lissabon-traktaten som et samlet dokument.

    Det er den garvede EU-kritiker Jens-Peter Bonde, der står bag denne opdaterede version af den læservenlige Lissabon-traktat, ligesom han stod bag den sidste. Traktaten er lagt online hos opslagsværket EUABC.com, som Bonde er redaktør for.

    Selvom hjemmesiden lige nu er smurt ind i utidigt politisk valgflæsk om Irlands stemmevægte, er selve bogen rent faktisk ikke farvet – med undtagelse af forordet. Det plejer EUABC.com heller ikke at være. Tværtimod kan EU ZOO godt anbefale EU-interesserede at bruge opslagsværket – men vi advarer om, at det tilsyneladende kun er den engelske version, der er up-to-date.

  4. 1

    Mysteriet om den falske rundspørge i Irland

    .
    Meningsmålingerne har generelt vist en sejr til ja-siden, når irerne fredag stemmer om Lissabon-traktaten. Men én falsk måling gik direkte mod strømmen og erklærede et solidt nej-flertal.

    Meningsmålingerne har generelt vist en sejr til ja-siden, når irerne fredag stemmer om Lissabon-traktaten. Men én falsk måling gik direkte mod strømmen og erklærede et solidt nej-flertal.

    Den beskidte klassiker med en manipuleret rundspørge har spredt sig i den irske EU-debat. Løgnen startede blandt politiske vagthunde i blogosfæren og blev slået ihjel af de store medier… og bookmakerne!

    Det er blandt andet tre vigtige vagthunde fra Storbritanniens blogosfære, der sidder med røde ører, efter de hver især er blevet narret af en rundspørge, der mildest talt er utroværdig. EU-skeptikeren, den prisbelønnede og den mest læste politiske blogger hoppede på limpinden.

    Historien startede for en uges tid siden på den britiske blog England Expects, der skrives af en pressemedarbejder for britiske UKIP og er kendt for sine skarpe og satiriske angreb på EU. Denne gang var tonen dog nærmest jublende. Lige siden valgkampen blev skudt i gang i Irland forud for deres om-afstemning om Lissabon-traktaten, har ja-siden ført solidt i meningsmålingerne. Men nu kunne bloggeren berette om en spritny rundspørge, han lige havde modtaget sammen med en pressemeddelelse fra Irland.

    Ifølge den nye og store meningsmåling førte nej-siden pludselig med 59% af stemmerne, mod 41% til ja-siden.

    Umiddelbart efter sendte han det overraskende resultat videre til to berømte blogs: Political Betting og Slugger O’Toole. Political Betting udnævner sig selv til Storbritanniens mest læste politiske blog, og bloggen er blandt andet kendt for at give konkrete tip til, hvordan du skal sætte dine penge på politiske begivenheder hos bookmakeren. Slugger O’Toole er en prisbelønnet irsk blogger og politisk vagthund, der har snuppet flere store historier for næsen af de store medier.

    Begge troede, at der var tale om et scoop, blandt andet fordi rundspørgens bagmænd havde efterladt det indtryk, at rundspørgen ville komme i avisen Irish Sun dagen efter. Det kom den aldrig. Men historien bredte sig i det politiske parnas, og blandt andre prominente konservative EU-kritikere nåede at kommentere på nyheden.

    De store medier havde ikke slugt den sensationelle historie. Og lige så vigtigt, bookmakerne havde ikke ændret oddsene på et JA eller et NEJ som følge af rundspørgen.

    Alas after the “poll” was being discussed on the previous thread I did put £100 on at 11/2 on a NO victory with PaddyPower. That might turn out to be pretty foolish for on reflection it does seem odd that the leading Irish bookie was still prepared to lay such a bet at that price, skrev Political Betting efterfølgende.

    Årsagen var, at rundspørgen var lavet med en metodik, som slet ikke er anerkendt. Ifølge England Expects var der mere eller mindre tale om en rundspørge blandt venner og venners venner. En ekspert sagde om rundspørgen til The Guardian:

    “This is a voodoo poll,” commented Roger Jupp, a veteran Dublin pollster and chairman of the Association of Irish Market Research Organisations. “It is quite extraordinary. My colleagues and I have been looking into this. I’ve never heard of these people.”

    Hvem lavede så den falske rundspørge? Mysteriet er heldigvis blevet løst af både bloggere og avisjournalister.

    Folkene bag kaldte sig i pressemeddelelsen Gael Poll. De beskrev rundspørgen som “en af de største af sin slags nogensinde” og præsenterede sig selv som folkene bag en overraskende meningsmåling forud for sidste års irske EU-nej, der med én procents nøjagtighed skulle have forudsagt resultatet.

    Men de beskriver også sig selv som “stærkt katolske nationalister” og “katolske researchere”, der tidligere har arbejdet på det nu afdøde magasin The Hibernian, skriver The Guardian, og fortsætter:

    The magazine was founded and edited by Gerry McGeough, a Provisional IRA veteran once described by the FBI as a “dedicated terrorist”. (…) McGeough campaigned against the Lisbon treaty last year when the Irish voted no. The Irish edition of the Sun, fiercely anti-Lisbon, gave prominent coverage to a poll conducted by the Hibernian a week before last year’s vote.

  5. 3

    Censur-cirkus forud for irsk folkeafstemning

    13. august 2009.

    Inden den irske folkeafstemning om Lissabon-traktaten, har Irland ændret sine stramme regler for, hvad TV og radio må bringe. Den tidligere regel om præcis lige meget taletid til begge sider bliver erstattet af mere lempelige, men indviklede regler for journalisternes arbejde. Medierne har stadig mundkurv på og må slet ikke dække folkeafstemningen dagen før eller på selve valgdagen.

    De fleste tv- og radiostationer i den vestlige verden ville blive sagsøgt af staten, hvis de lå i Irland. Det skyldes den stramme censur, når der er folkeafstemninger.

    De fleste tv- og radiostationer i den vestlige verden ville blive sagsøgt af staten, hvis de lå i Irland. Det skyldes den stramme censur, hver gang der er folkeafstemninger.

    I de fleste vestlige lande ville prioritering og journalistik ellers betragtes som noget, der lå inden for den “redaktionelle frihed”. Og reglerne i Irland er et klokkeklart brud på princippet om en fri presse, mener EU ZOO. Men medierne i Irland er vant til lidt af hvert, og derfor er den nye stak censur-regler faktisk alt i alt en lempelse.

    Baggrunden først: Sidste gang, der var folkeafstemning om Lissabon-traktaten i Irland, gjaldt reglen om, at begge sider skulle have nøjagtigt lige meget taletid i tv og radio. Det betød, at selvom der var stort flertal for et ja i det politiske parnas, fik den noget mindre nej-bevægelse lige så meget dækning. Og nej-bevægelsens frontfigur Declan Ganley, der var ukendt før folkeafstemningen, blev gang på gang interviewet over for forskellige politiske modstandere, hvilket gav ham masser af eksponering. Afstemningen endte som bekendt med et nej, og ja-siden brokkede sig voldsomt over systemet.

    Nu har den irske stat så lavet reglerne om forud for den nye folkeafstemning, der afholdes den 2. oktober i år. Reglerne udstedes af Broadcasting Commission of Ireland (BCI), og reglerne gælder for TV- og radiostationer, skriver Irish Times. EU ZOO har nærlæst det nye regelsæt.

    Den vigtigste ændring er, at reglen om præcis lige meget taletid til begge parter i dag-til-dag-nyheder er pillet ud. Til gengæld er den erstattet af den floromspundne formulering, at medierne skal ”være fair over for alle interesser og [dækningen skal] foregå på en gennemsigtig måde”.

    Mundkurvs-reglen står til gengæld ved magt. Den betyder, at tv- og radiomedierne ikke må bringe andet end rent faktuelle informationer om folkeafstemningen fra klokken 12.01 dagen før, indtil valgstederne lukker 2. oktober klokken 22.

    During the moratorium period, broadcasters should ensure that, other than factual information pertaining to the polling process and related matters, broadcast output does not include any material which relates directly to the content of the Treaty of Lisbon and/or the constitutional amendments associated with the Treaty.

    I regelsættet understreger BCI, at tv- og radiostationerne skal tage sig i agt for aviserne, der ikke er omfattet af forbudet, og at reglerne også gælder “breaking news” – altså uanset hvor vigtig en hændelse, der sker, må det ikke fortælles, hvis det har en forbindelse til folkeafstemningen.

    Reglen om lige meget taletid til begge parter er i øvrigt kun afskaffet i dag-til-dag-udsendelserne, ikke i debatprogrammer eller “political party programmes” – præsentationsprogrammer. Det betyder, at man stadig skal sørge for at alle parter er ligeligt repræsenteret, enten i samme udsendelse eller ekstraordinært i næste udsendelse med samme forventede seer- eller lyttertal. Og i debatprogrammer med publikum er det mediets ansvar at sikre, at de spørgsmål og kommentarer, der kommer fra almindelige mennesker, er fuldstændigt balancerede.

    På EU ZOO er vi glade for ikke at arbejde som tv- eller radioreportere i Irland, når en så historisk begivenhed overhovedet ikke må dækkes, imens den finder sted. Til gengæld er det en unik mulighed for bloggere og netfolk til at fortælle nyhederne i løbet af valgdagen, når de andre broadcast-medier har mundkurv på.

  6. Der er langt fra Danmark til Auken og Turunen

    31. juli 2009.

    Margrete Auken, SF’s veteran i EU-Parlamentet, har en flot hjemmeside. Emilie Turunen, SF’s nyvalgte parlamentariker, har også en flot hjemmeside. Begge sider har en kommentarfunktion. Begge politikere  ignorerer kommentarerne fuldstændig.

    Selvom hun er det yngste medlem af EU-Parlamentet, ignorerer Emilie Turunen (SF) de kommentarer, hendes vælgere og partifæller har efterladt på hendes hjemmeside. (Foto: SF)

    Selvom hun er det yngste medlem af EU-Parlamentet, ignorerer Emilie Turunen (SF) de kommentarer, hendes vælgere og partifæller har efterladt på hendes hjemmeside. (Foto: SF)

    Naturligvis har politikerne travlt, men det må da være på sin plads at svare. De kunne eventuelt få nogle af de utallige medlemmer af SF’s Ungdom til at hjælpe med at holde styr på hjemmesiderne, hvis de ikke selv har tid – for det skuffer selvfølgelig vælgerne, når de ikke kan føre en dialog med de politikere, de har sat kryds ved.

    På Emilie Turunens blog er der på et tidspunkt en kvinde, Karen Touborg, der spørger, hvorfor SF stemte på den konservative, polske Jerzy Buzek, som formand for parlamentet, når der var en venstreorienteret modkandidat, svenske Eva-Britt Svensson. Men Karen Touborg får ikke noget svar. Det får en anden person til også at lægge en kommentar:

    Jeg har spurgt om det samme på Margrethes blog og med et indlæg i Medlemsdebat på sf-hjemmesiden, men der kommer intet svar. Nu føles det allerede, som om der er langt fra Bruxelles til Sørup, hvor jeg bor….

    Ole Bergmann

    SF Fredensborg

  7. Magtklub holder whistleblower fra indflydelse

    23. juli 2009.

    Søren Søndergaard (N) drømmer om folketingske tilstande, når EU-Parlamentets flertal tryner det politiske mindretal. Det skete forleden i et af forsamlingens udvalg, da de to største grupper blokerede for, at en whistleblower kunne få en indflydelsesrig post.

    Sammenlignet med f.eks. det danske folketing er EU-parlamentet den rene bananrepublik hvad angår mindretalsrettigheder, skriver Søren Søndergaard i en mail til EU ZOO.

    Søndergaard, der er medlem af EU-Parlamentet for Folkebevægelsen mod EU, er fortørnet over en hændelse i Budgetkontroludvalget, hvor han (ligesom i sidste periode) har fået en plads. Dette udvalg laver en form for revision af unionens regnskaber.

    De magtfulde parlamentarikere er bange for en whistleblower, lyder en anklage.

    De magtfulde parlamentarikere er bange for en whistleblower, lyder anklagen fra EU-skeptikere.

    Netop unionens regnskaber har den britisk-valgte parlamentariker Marta Andreasen (UKIP) stor erfaring med. Hun blev for fem år siden fyret som EU-Kommissionens chefrevisor, efter hun offentligt hævdede, at der var rod for to milliarder kroner i EU’s regnskab. Nu skriver The Daily Telegraph, at socialisterne (PES) og de konservative (EPP) mandag blokerede for, at hun kunne blive valgt som næstformand i Budgetkontroludvalget. Det skulle hun ellers have været ifølge en aftale i parlamentet, skriver avisen. The Daily Telegraph skriver videre, at de to store grupper stik mod sædvane trumfede igennem, at afstemningen skulle være anonym.

    They know that I know too much. I know where the bodies are buried and that’s why they don’t want me, siger Marta Andreasen.

    Den socialdemokratiske parlamentariker Christel Schaldemose er medlem af Budgetkontroludvalget, og hun bekræfter, at socialdemokraterne forsøger at holde UK Independece Party (UKIP) fra magten. Det britiske parti er ligesom Dansk Folkeparti upopulært blandt EU-positive politikere. Dog er Christel Schaldemose på ferie, og hun kender derfor ikke detaljerne i denne specifikke sag.

    Men vi er i S&D (den socialistiske og socialdemokratiske gruppe, red.) ikke meget for at give UKIP nogen platform frivilligt, skriver hun i en sms til EU ZOO.

    Søren Søndergaard var derimod inde i sagen:

    Ja, jeg stemte på Marta Andreasen. Det gjorde jeg i respekt for aftalen om, at tillidsposterne i udvalgene fordeles mellem de forskellige politiske grupper i henhold til det D’hondtske system. Og Marta var opstillet af sin gruppe i henhold til denne aftale.

    Jeg har ingen viden om, hvorfor de to store grupper i EU-parlamentet (de konservative og socialdemokraterne) i dette tilfælde valgte at se bort fra den indgåede aftale. Bl.a. fordi de ikke havde format nok til at forklare deres motiver over for udvalget inden afstemningen. Men jeg finder det naturligvis bekymrende, at de to grupper brugte deres flertal til at udelukke en repræsentant for en mindretalsgruppe. Dette er der imidlertid intet nyt i. Generelt kan man sige, at hver gang et mindretal bruger mindretalsrettigheder, som fremgår af forretningsordenen, imod flertallets ønske, så bliver forretningsordenen lavet om. Det er der flere eksempler på fra den forrige mandatperiode, skriver Søren Søndergaard.

    Hvad gør man efter at have holdt kritikere væk fra indflydelse? Drikker champagne!

    Hvad gør man efter at have holdt kritikere væk fra indflydelse? Drikker champagne! ...hævder de EU-skeptiske briter om magtklubben i parlamentet.

    UKIP, det omdiskuterede parti, er – som de så ofte er – bitre.

    As an example of their behaviour, the leaders of the Socialist and EPP groups went to the bar immediately after the vote and ordered champagne to celebrate their victory over accountability and transparency, skriver UKIP i en pressemeddelelse.

  8. Stop Barroso, siger de

    20. juli 2009.

    Alt går galt, hvis EU-Kommissionens formand, Jose Manuel Barroso, får lov til at fortsætte i embedet, lyder det fra netaktivister.

    En af kampagnehjemmesiderne, www.anyonebutbarroso.eu, proklamerer endda, at det er lige meget hvem, der overtager – bare Barroso ikke får lov til at blive siddende som formand, når EU-Parlamentet til september skal stemme om den nye kommission.

    Barroso bliver højst sandsynligt genvalgt. Han har bred støtte blandt medlemslandene, og efter det sviende nederlag til socialisterne i PES ved EU-valget i sidste måned, får de røde og grønne svært ved at samle et flertal i parlamentet mod portugiseren. Det er værd at  bemærke, at PES ikke blankt afviser Barroso, så det ender nok med, at de bliver spist af med nogle indrømmelser.

    Trods de få chancer for at vælte Barroso, er det sundt og prisværdigt, at han får modstand og kritik. Men hvad går kritikken ud på?

    • Barroso er konservativ. PES – med Poul Nyrup Rasmussen (S) i spidsen – kritiserer Barroso for at være for passiv og økonomisk liberal. Hjemmesiden www.a-new-president.eu er eksponent for dette synspunkt. Den politiske gruppe De Grønne har  skitseret deres kritik, der minder om de rødes, på en overskuelig måde på hjemmesiden www.stop-barroso.eu.
    • En mere demokratisk union. Nogle debattører mener, at Barroso står for et elitært Europa, hvor tre gange nej til den nye traktat er blevet ignoreret (Frankrig 2005, Holland 2005, Irland 2008). Samtidig har EU-landene forsøgt at få parlamentet med på et hurtigt genvalg af Barroso, hvilket ville have indskrænket den demokratiske proces, lyder kritikken.

    Andre vil have åbenhed omkring valget af EU-formand af helt andre grunde. En flok jubeleuropæere kæmper via www.who-is-your-candidate.eu for, at de folkevalgte i EU-Parlamentet for fremtiden udpeger formanden for kommissionen, hvor det i dag primært er EU-landene i Rådet.

    Vi runder af med en af de Barroso-kritiske videoer, der cirkulerer for tiden. Advarsel: Plat.

    [youtube]attkfrszRbw[/youtube]

  9. 4

    Tjubang fra dag ét hos skeptikerne

    16. juli 2009.

    Der var engang 26 britiske konservative og 15 polske konservative. De ville arbejde sammen i EU. Men så kom en af briterne til at stjæle polakkernes toppost og kalde deres leder nazist, og så blev polakken sur, og så smed briterne rebellen ud. Der er allerede rod i det EU-skeptiske eventyr.

    Den britiske konservative Edward McMillan-Scott har kuppet sin politiske gruppe og har snuppet posten som næstformand i parlamentet for næsen af sin tidligere gruppefælle fra Polen.

    Den britiske konservative Edward McMillan-Scott har kuppet sin politiske gruppe og har snuppet posten som næstformand i parlamentet for næsen af sin tidligere gruppefælle fra Polen.

    Ja, det er næsten for skørt til at være sandt. Allerede på førstedagen i EU-Parlamentet var der en balstyrisk stemning i den nyfødte gruppe Europæiske Konservative og Reformister (ECR), der mestendels består af EU-kritiske konservative fra Storbritannien og Polen.

    Forud for det nye parlaments allerførste dag har de politiske grupper blandt andet forhandlet benhårdt om de 14 næstformandsposter i EU-Parlamentet. Alle større grupper plejer at have mindst én af de pladser, og ECR havde besluttet at indstille lederen af den polske delegation, Michal Kaminski.

    Men så gik det galt. Den britiske EU-veteran fra ECR, Edward McMillan-Scott, samlede 40 underskrifter og stillede også op. Det er en lovlig, men  utraditionel procedure. Det blev ikke mindre utraditionelt, da McMillan-Scott blev valgt. Det gjorde Michal Kaminski til gengæld ikke.

    De polske ECR-medlemmer er rasende. De britiske konservative er også rasende, og de smed øjeblikkeligt McMillan-Scott ud af partiet. For at dulme polakkernes vrede, valgte briterne desuden at overdrage formandsposten for ECR til Michal Kaminski.

    Her kunne farcen være endt. Edward McMillan-Scott har en lang karriere bag sig i EU-Parlamentet, og han havde på forhånd kritiseret, at de konservative briter forlod parlamentets største gruppe EPP for at oprette den mere EU-kritiske ECR. Derfor kunne han formentlig glide stille og roligt ind i EPP som uafhængigt medlem i løbet af nogle måneder.

    Men McMillan-Scott valgte at gå til modangreb på polakken. Til nyhedssitet theParliament.com sagde han onsdag, at han udelukkende stillede op for at undgå, at Kaminski fik en næstformandspost.

    He (McMillan-Scott, red.) said the Pole had been a member of the National Revival party in Poland for three years until 1991, a party he describes as “fascist and homophobic.”

    McMillan-Scott went on to say that the day after the group’s inaugural meeting on 24 June, he discovered that a Wikipedia entry “detailing Kaminski’s membership of the National Revival party had been removed.”

    The Briton said Kaminski “was widely known to have used anti-Semitic language” in the past.

    Det har fået Michal Kaminskis puls helt op i det røde felt. Den seneste nyhed i farcen er, at han truer McMillan-Scott med et sagsanlæg for “nazi-beskyldninger”.

    Indtil videre har gruppen ECR eksisteret officielt i tre dage.

  10. Danskerne får flotte poster i EU-kabalen

    15. juli 2009.

    De danske folkevalgte får usædvanligt mange tunge topposter de næste fem år i EU-Parlamentet. Det viser udkastet til en komplet liste over udvalgsposter, som EU ZOO har fået fingre i dagen før, beslutningen træffes. Opdateret.

    Anne E. Jensen (V) fik ikke alt det, hun ønskede sig. Men talknuseren kan trøste sig med en af de mest magtfulde pladser i Budgetudvalget. (foto: Venstre)

    Anne E. Jensen (V) må svigte bøndernes hede drømme om en Venstre-løve i Landbrugsudvalget. Talknuseren kan trøste sig med en magtfuld taburet, når EU-budgettet er til debat. (Foto: Venstre)

    Både Venstre og Socialdemokraterne er jublende lykkelige og fremragende forhandlere. I hvert fald hvis man skal tro de pressemeddelelser, de har sendt ud i dag onsdag.

    De glade meldinger kommer, fordi EU-Parlamentets nyvalgte medlemmer i morgen tidlig skal beslutte, hvem der kommer til at sidde i hvilke udvalg – og dermed hvilke emner, de enkelte politikere skal arbejde med de næste fem år. Det er en af de vigtigste beslutninger for det politiske arbejde, parlamentarikerne overhovedet træffer.

    Derfor er det hele også klappet af på forhånd, og de sidste aftaler er sikkert blevet indgået her til eftermiddag. Allerede nu har EU ZOO fået fingre i den komplette liste, som med al sandsynlighed bliver vedtaget i morgen.

    Og danskerne har en masse at juble over, også både Venstre og Socialdemokraterne.

    Som rigtige journalister vil vi lige nævne fiaskoen først: Venstre har i mange år talt om, at de altid havde en “landbrugets mand i Bruxelles”, altså en V-politiker i Landbrugsudvalget. I sidste periode har det været Niels Busk, men han genopstillede ikke, og ingen af de tre nyvalgte Venstreløver har landbrug som en mærkesag.

    Det har EU ZOO tidligere skrevet om ud fra vores rundspørge om kandidaternes ønskeudvalg. Og da Mejeriforeningen så skriften på væggen, brokkede de sig. Jens Rohde beroligede dem med, at Anne E. Jensen ville kæmpe hårdt for en suppleantpost i Landbrugsudvalget. Men den har Venstre ikke fået. Anne E. Jensen skriver skuffet i sit nyhedsbrev:

    Det ligger desværre meget tungt med også at få en suppleantpost i Landbrugsudvalget, selv om jeg har lobbyet heftigt for det. Går det ikke, må jeg gøre indflydelsen gældende via budgettet.

    Det får Anne E. til gengæld rig mulighed for at gøre. Den garvede V-politiker har nemlig fået posten som ‘gruppekoordinator’ i Budgetudvalget. Det er en tung post, der i praksis betyder, at Anne E. forhandler på vegne af parlamentets tredjestørste gruppe, den liberale, og er med til at lede og fordele blandt sine gruppefæller i udvalget.

    Venstre har også tiltusket sig næstformandsposter i både Kulturudvalget og Industriudvalget, til henholdsvis Morten Løkkegaard og Jens Rohde. Og ud over landbruget har V-delegationen fået deres ønskeudvalg.

    Det har Socialdemokraterne også. Ifølge spidskandidat Dan Jørgensen var det en sej kamp at blive på taburetten som en af næstformændene i Miljøudvalget, da italienerne også havde set sig lune på pladsen. Men uanset hvor blodige forhandlingerne har været, bliver Dan J. på den magtfulde plads.

    De tre andre sosser har også fået, hvad de pegede på i EU-butikken. Britta Thomsen i både Industriudvalget og Udvalget for Kvinders Ligestilling (der i øvrigt ser ud til kun at få kvinder som fuldgyldige medlemmer). Christel Schaldemose i Indre Marked og Forbrug. Ole Christensen i Beskæftigelsesudvalget.

    De andre partier har også stort set fået, hvad de ville, så det er en flot høst for de danske folkevalgte, både nye og erfarne er kommet fint fra start.

    Søren Søndergaard fra Folkebevægelsen mod EU får en plads i Budgetkontroludvalget og Forfatningsudvalget, Margrete Auken (SF) skal sidde i Transportudvalget og Udvalget for Borgernes Rettigheder, Emilie Turunen (SF) i Indre Marked og Forbrug, Morten Messerschmidt (DF) i Forfatningsudvalget (måske som næstformand) og Indre Marked og Forbrug, og Anna Rosbach (DF) i Miljøudvalget og Transportudvalget.

    Det kan undre, at ingen SF’ere sidder i Miljøudvalget, ikke engang som stedfortrædere – klima har været en absolut mærkesag i valgkampen, men der er sikkert kamp om miljøpladserne i deres gruppe De Grønne, og det ville være synd at sige, at klima og transport ikke hænger sammen.

    Oven i de fuldgyldige medlemskaber i udvalgene sidder alle parlamentarikerne også som stedfortrædere i nogle udvalg, oftest ét per hoved. I det praktiske arbejde kan stedfortræderne også sagtens have stor indflydelse i et udvalg, hvor de både kan debattere og stille ændringsforslag.

    Opdateret: Den endelige liste over stedfortræderposter har EU ZOO ikke fået fat i endnu, men der er forlydender om alle de danske parlamentarikere i æteren. Blandt andre har Dan J. fået en plads i Økonomiudvalget, hvor han formentlig vil prøve at føre Nyrups kritik af kapitalfonde videre, selvom det kun er en stedfortræderpost.

    Derudover står Jens Rohde til at blive stedfortræder i Miljøudvalget, Anne E. i Transport, Morten Løkkegaard i Indre Marked og Forbrug, Britta Thomsen i Forsvar, Christel Schaldemose i Landbrug, Ole Christensen i Fiskeri, Margrete Auken i Landbrug, Emilie Turunen i Beskæftigelse, og Søren Søndergaard i Indre Marked og Forbrug. DF’erne er ikke helt afklarede med deres gruppe endnu, skriver Berlingske.dk.