1. Vil Messerschmidt afværge Middelhavsriget? 2

    22. september 2009.
    EU er på afveje, når det gælder samarbejdsplaner med Mellemøsten, mener Morten Messerschmidt. (foto: Dansk Folkeparti)

    EU er på afveje, når det gælder samarbejdsplaner med Mellemøsten, mener Morten Messerschmidt. (foto: Dansk Folkeparti)

    Morten Messerschmidt (DF), der nu er blevet medlem af EU-Parlamentet, vil fortsat arbejde for at stække indvandringen til Europa. Det står klart, når man læser det svar, som EU ZOO har fået, efter vi spurgte ham, om han frygter, at Europa vil knytte sig til Middelhavslandene i en union. Vi stillede spørgsmålet i et tidligere indlæg, fordi mere ekstreme dele af DF’s vælgerkorps frygter, at EU er ved at blive til et Eurabien.  Morten Messerschmidt skal sidde i Delegationen til Den Parlamentariske Forsamling for Euro-Middelhavs-samarbejdet (EMPA), og vi valgte derfor at spørge ham, om han deler samme frygt. Det gør han vist:

    Jeg har siddet i EMPA som folketingsmedlem og fortsætter nu som MEP. EUs planer om fri personbevægelighed mellem EU og Mellemøsten er helt tåbelig og vil givetvis aldrig blive virkelighed. Heldigvis. Allerede idag oplever europæerne de fatale konsekvenser af indvandringen og vil vende sig imod en styrkelse heraf. Jeg vil som medlem af EMPA fortsætte med at fremføre DFs synspunkter og gøre det begribeligt for EUs medlemmer, at planerne bør skinlægges.

    Med venlig hilsen / best regards,
    Morten Messerschmidt, cand.jur.
    MEP.

  2. 1

    Vil Messerschmidt afværge Middelhavsriget?

    20. september 2009.
    Højrenationalister frygter, at EU bliver udvidet til en Middelhavsunion. Her er forsiden fra en folder fra Dansk Kultur.

    Højrenationalister frygter, at EU bliver udvidet til en Middelhavsunion. Her er forsiden fra en folder fra Dansk Kultur.

    EU-Parlamentet byder ikke kun på triste møder i grå bygninger i Bruxelles. Fra tid til anden kommer de folkevalgte på sprøde og lærerige rejser. Det sker, når parlamentet sender delegationer ud til alverdens lande.

    Og så er det lidt sjovt, at Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti skal sidde i Delegationen til Den Parlamentariske Forsamling for Euro-Middelhavs-samarbejdet. Der er en blogger fra højrefløjen, der er overbevist om, at EU-eliten er i gang med at skabe et Eurabien, og at dømme ud fra kommentarer og foldere har idéen vundet fodslag blandt den højreradikale del af Messerschmidts vælgerkorps. Gad vide om Messerschmidt deler den frygt og håber at kunne vælte korthuset? EU ZOO har sendt ham en mail og håber snart at kunne bringe et svar.

    Parlamentarikerne har stort set ingen magt på udenrigspolitik, så rejserne fungerer mest som en form for diplomatisk fyrværkeri. Af og til bruger politikerne rejserne til politiske ytringer og aktioner, eksempelvis når Margrete Auken som medlem af delegationen til det palæstinensiske selvstyre går i flæsket på Israel. I november sidste år kritiserede hun Israel for, at EU-folkene ikke kunne besøge et israelsk fængsel. Margrete Auken, der længe har været kendt for sin kritik af Israel, er atter medlem af Palæstina-delegationen.

    Her er listen over danskernes rejsepladser:

    Delegationen for Forbindelserne med Mercosur
    Danske medlemmer: Britta THOMSEN (S), Jens ROHDE (V)

    Delegationen til Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU (Afrika, Vestindien og Stillehavslandene)
    Danske medlemmer: Ole CHRISTENSEN (S), Anne E. JENSEN (V)

    Delegationen til Den Euro-Latinamerikanske Parlamentariske Forsamling (EUROLAT)
    Danske medlemmer: Jens ROHDE (V)

    Delegationen for Forbindelserne med Det Palæstinensiske Lovgivende Råd
    Dansk medlem: Margrete AUKEN (SF)

    Delegationen for Forbindelserne med Den Koreanske Halvø
    2. næstformand: Anna Rosbach (EFD, DK)

    Visse delegationer har endnu ikke valgt formænd og næstformænd:

    Delegationen til Den Parlamentariske Forsamling for Euro-Middelhavs-samarbejdet: Morten MESSERSCHMIDT (DF)

    Delegationen for Forbindelserne med Iran: Dan JØRGENSEN (S)

    Delegationen for Forbindelserne med Japan: Christel SCHALDEMOSE (S)

    Delegationen for Forbindelserne med Landene i Sydasien: Bendt BENDTSEN (K)

    Delegationen for Forbindelserne med Landene i Sydøstasien og Sammenslutningen af Stater i Sydøstasien (ASEAN): Emilie TURUNEN (SF)

    Delegationen for Forbindelserne med Sydafrika: Morten LØKKEGAARD (V)