1. 3

    Bertelsen/Brügger får ikke prisforslag opfyldt i år

    9. oktober 2009.

    Journalisterne Mikael Bertelsen og Mads Brügger er kendte for deres skiftevis kantede og bløde form, når de bedriver journalistik, eksempelvis i satire/interview/talkshowet Den 11. Time.

    Det lader til, at deres idé om at give EU-Parlamentets Sakharov-pris til en whistleblower, der er gået imod EU-systemet, var en af de lidt for kantede af slagsen. Denne uge valgte parlamentet de tre finalister, og det blev den palæstinensiske læge Izzeldin Abuelaish, den eritreiske journalist og forfatter Dawit Isaak og menneskeretsorganisationen MEMORIAL. Ingen EU-kritikere at finde her.

    Men heller ikke blandt de oprindelige 10 kandidater til frihedsprisen var der EU-kritikere. Kun to af de nominerede var fra EU-lande, og ingen af dem var kendt for at være EU-kritikere.

    Bertelsen og Brügger præsenterede deres idé om at give Sakharov-prisen til en EU-kritiker, da de sidste år var i Strasbourg under tildelingen af 2008-prisen til den kinesiske dissident Hu Jia. Under pressemødet spurgte de den daværende parlamentsformand, Hans-Gert Pöttering (fra konservative EPP-ED), om han havde overvejet at give prisen til en EU-whistleblower. Pöttering tog spørgsmålet som en joke og svarede, at så skulle han have et forslag. Efter sigende løb Bertelsen og kameramand efter Pöttering, da pressemødet sluttede, for at stikke ham en seddel med forslag. Uden held, kan EU ZOO nu konstatere.

    Der er da heller ikke nogen, der i den seneste tid har gjort sig så bemærket som EU-whistleblowere, at de har fortjent en Sakharov-pris, vurderer vi her på EU ZOO. Men hvis Pöttering var blevet stillet spørgsmålet nogle år tilbage, burde han hurtigt ihukomme kandidater som spansk-britiske Marta Andreasen, der nu sidder som parlamentariker for UK Independence Party. I 2002 afslørede hun som chefrevisor regnskabsrod i EU-Kommissionen. Et andet bud kunne være Paul van Buitenen, tidligere medlem af EU-Parlamentet, der over flere omgange har afsløret rod i EU-systemet. Eller østrigske Hans-Peter Martin, der som EU-parlamentariker kritiserede diætordningerne og endte med at afsløre 57 af sine kolleger i at snyde med diæterne.

    Se den undersøgende nyhedsudsendelse i kølvandet på Hans-Peter Martin afsløring her (på tysk):

    [youtube]8iLMHYP3Gfk[/youtube]