1. 6

    Giv os en ny sang om landbrugsstøtten

    18. maj 2009.
    De folkevalgte kaster med mudder i pressen, når det handler om landbrugsstøtten. Lad os i stedet høre, hvordan de vil lave systemet om, og hvor sandsynligt det er.

    De folkevalgte kaster med mudder i pressen, når det handler om landbrugsstøtten. Lad os i stedet høre, hvordan de vil lave systemet om, og hvor sandsynligt det er.

    Så kom der gang i et af de heftigste emner, når vi snakker EU: Landbrugsstøtten.

    Den milliardstore støtte sluger stadig omtrent halvdelen af hele EU-kassen. Derfor er det ekstra vigtigt, at samfundet bruger pengene på en fornuftig måde. Og i denne uge har de danske EU-politikere kastet sig over støtten, der er et klassisk hadeobjekt i Danmark.

    De Konservatives Bendt Bendtsen sagde torsdag, at landbrugsstøtten skal skæres ned, så pengene kan bruges til forskning. Dagen efter sagde socialdemokraternes Dan Jørgensen, at landbrugsstøtten skal afskaffes i 2017. “Valgkampens mest ambitiøse (og seriøse) forslag,” kalder han det på sin blog.

    Det lyder som den samme ældgamle sang, og i pressen er det bare blevet et stykke valgflæsk. I Jyllands-Posten får de to politikere lov at slynge mudder efter hinanden i stedet for at komme med eksempler:

    »Men når Venstre f.eks. siger, at de vil afskaffe den, så har de ingen forslag til, hvordan det skal ske, og i Europa-Parlamentet har de stemt i direkte modstrid med det, de siger,« siger han (Dan Jørgensen, red.).

    Men det holder ikke, lyder det fra Venstres EP-kandidat Bent Claudi Lassen, der er tidligere vicepræsident i Landbrugsraadet.

    »Det er muligt, at der er enkelte eksempler på, at en Venstre-mand har stemt på tværs. Men der er også eksempler på, at Dan Jørgensen har stemt for noget, som han har sagt, at han var imod,« siger han.

    Det er fladt og substansløst, for der er meget mere i landbrugsstøtten, mener EU ZOO.

    Hvis Lissabon-traktaten bliver vedtaget, får de folkevalgte formel magt på landbrugsområdet. Det kan være et våben i hænderne på danskerne i parlamentet, så de kan gøre ord til handling, når den næste landbrugsreform kommer i 2013.

    Det ville være meget mere spændende, hvis pressen kastede sig over emnet med disse spørgsmål: Hvad vil I, hvordan skal det ske, og hvor sandsynligt er det?

    Man kunne jo konfrontere Dan Jørgensen og Bendt Bendtsen med grækeren Giorgios Georgiou. Han kommer fra det græske parti Laikos Orthodoxos Synagermos og er medlem af EU-Parlamentet. I efteråret fortalte han fra parlamentets talerstol, at tobaksstøtten til de græske bønder er humanitær bistand, og at den derfor ikke som planlagt bør udfases.

    Hvad vil Bendt Bendtsen og Dan Jørgensen sige til Giorgios Georgiou og resten af parlamentarikerne for at få dem med på reformvognen? Den græske politiker står nemlig ikke alene. I efteråret stemte et flertal i parlamentet for at udvande sundhedstjekket. Det var en minireform af landbrugsstøtten, som den danske regering havde haft store forhåbninger til kunne være et ambitiøst springbræt til en større reform.

    Dan Jørgensen og Bendt Bendtsen vil begge i Bruxelles finde europæiske partikammerater, der står last og brast med den nuværende landbrugsstøtte.