1. 2

    Altinget: Vi er afhængige af statsstøtte

    24. august 2011.

    Rasmus Nielsen har selv en fortid som redaktør af EF-Kommissionens nordiske blade fra 1983-85. (foto: Rasmus Flindt Pedersen/Altinget)

    Udsigten fra redaktionslokalerne er Christiansborgs ridebane. Alligevel har Altinget også et internationalt udsyn. I et par år har den kendte nyhedsportal for politiske beslutningstagere kørt portalen Altinget | EU. Men nu lover Altinget at forbedre EU-dækningen, samtidig med at de vil kræve betaling ligesom på de øvrige portaler.

    Vi har stillet nogle spørgsmål, der grundet valgtravlhed på Borgen blev mailet, til chefredaktør, udgiver og stifter Rasmus Nielsen fra Altinget.dk.

    Hvordan vil I dække EU-spørgsmål med portalen?

    Vi har delt Altinget | EU op i en åben (gratis) del og en betalingsdel. Den gratis oplyser bredt med debat og om EU-bevægelserne
    mens abonnementsdelen skriver grundige artikler med vægt på professionelle læseres interesser, herunder lobbyisme og andre former
    for interessevaretagelse.

    Hvem er jeres læsere?

    Det er alle dansksprogede med særlig interesse i europæisk politik og EU-beslutninger.

    Hvad efterspørger jeres læsere?

    Grundig, kritisk og uvildig journalistik med fokus på nichen: EU-politik.

    Vil I også bruge tid på selvstændig, undersøgende journalistik?

    Ja, vi har ansat journalist, cand.scient.pol. Morten Øyen til formålet. Han skal skrive nyheder, analyser og portrætter.

    Hvordan løber det rundt økonomisk?

    Vi satser på salg af årsabonnementer og kan i løbet af ét til to år se, hvor det bærer hen ad.

    Er der penge i EU-journalistik?

    Normalt nej.

    I har fået 1.145.000 kroner i støtte fra Europa-Nævnet siden 2009 . Hvad bruger I pengene på, og hvorfor har I brug for de penge?

    Vi bruger bevillingerne til projekter med andre aktører, der får en del af midlerne, samt til at opbygge og videreudvikle Altinget | EU, helt overskyggende den gratis,
    åbne del.

    Vil I en dag kunne producere EU-journalistik uden statsstøtte?

    Nej, det tvivler jeg på. Vores konkurrenter, især DR og aviser, er massivt, konkurrenceforvridende understøttede – læs: langt mere end os, og så længe det sker, er der en sammenhæng mellem støtte og EU-dækning.

    Her er holdet bag Altingets EU-portal

    - Journalist og daglig redaktør af Altinget | EU og Altinget | Fødevarer, Morten Øyen Jensen. Morten er 26 år, er kandidat i statskundskab fra Københavns Universitet og har en MA i International Journalism fra City University i London.

    - Portalkoordinator på Altinget | EU, Kristoffer Hecquet. Kristoffer er 30 år og er kandidat i Historie og Europastudier fra Aarhus og Vilnius universiteter og har erfaringer fra Udenrigsministeriet, EU-Parlamentet, Nyt Europa og er desuden EU-konsulent hos FFD.

    - Researcher på Altinget | EU, Signe Marie Enghave. Signe er 24 år og har en BA i Tysk og Europæiske Studier fra CBS.

    - Researcher på Altinget | EU og Altinget | Fødevarer, Ida Synnestvedt. Ida er 23 år og er BA i Engelsk og Europæiske studier fra CBS.

  2. 1

    Krisen skaber et EU i flere hastigheder

    19. august 2011.

    Analyse

    …Og Danmark er blandt de langsomme.

    EU er en umage klub af lande, der har en vidt forskellig tilgang til samarbejdet. Motiverne for medlemskab er mange: Ideologiske, realpolitiske, økonomiske, historiske og kulturelle. Derfor har landene også forskellige idéer om, hvor omfattende unionen skal være.

    Alligevel har gruppen af politikere, der har fået lov til at definere udviklingen i unionen, modsat sig den mulighed, som en del politikere og iagttagere – både tilhængere og unionsmodstandere – anser for at være uundgåelig: Et EU i flere hastigheder.

    Men nu har krisen skubbet på udviklingen med et EU i to hastigheder, hvor Frankrig og Tyskland har iværksat initiativer, der uundgåeligt skaber to adskilte grupper af lande: Eurolandene og så de andre. Gæt selv, hvor Danmark ligger.

    De mange tempi har spøgt længe

    Løsningen med flere tempi var især omdiskuteret under Nice-traktaten (2001), hvor EU fik stadig større magt. Da blev politikere i en del lande forpustede blot ved tanken om den stadigt hurtigere integration, som toneangivende lande og EU-politikere lagde op til. Det var under arbejdet med Forfatningskonventet og Forfatningstraktaten.

    Ironisk nok var det Holland og Frankrigs befolkninger, der gav et nej og dermed dødsstødet til Forfatningstraktaten og det gjorde spørgsmålet om flere tempi aktuelt igen. De to lande regnedes ellers for ivrige integrationstilhængere.

    Men nej. Vi skal have et samlet Europa, alt andet er gift for unionens fremtid, lød svaret igen: Et stærkt Europa er et samlet Europa.

    Alligevel sneg en lille anerkendelse af et EU i flere hastigheder sig ind i den udvandede Forfatningstraktats faste regelsæt (protokollerne er naturligvis proppet med nationale undtagelser; de danske forbehold og sommerhusreglen eksempelvis): Ifølge Lissabontraktaten kan en gruppe lande gå videre med et forstærket samarbejde på specifikke områder, selv om de øvrige lande melder pas. Reglen er dog ikke blevet brugt i større omfang, udover 12 landes mål om at skabe et EU-patent.

    Men nu sker der ting og sager. Med det fælles fodslag mellem Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, og Frankrigs præsident, Nicolas Sarkozy, har de for alvor lagt op til et EU i flere hastigheder.

    Ironisk nok har en stærk tilhænger af et EU i flere tempi, DF’s Morten Messerschmidt, tordnet imod Sarkozy og Merkels forslag.

    ”En egentlig regering for eurozonen er udtryk for, at EU nu for alvor tager form som en føderalstat. Vi så allerede med europagten, hvordan eurolandene ønskede en samordning af finans-, arbejdsmarkeds- og pensionspolitikken… Nu tager landene det fulde skridt og vil udnævne en egentlig regering for eurolandene,” sagde Morten Messerschmidt tirsdag til Ritzau.

    Nu mangler vi stadig at se, hvad denne ”regering” får af beføjelser.

    Store ændringer selv om traktaten består

    Den bliver nok ikke en egentlig “regering” i gængs forstand. Vi ved, at Merkel og Sarkozy vil mødes med de øvrige eurolande to gange om året ved nogle eurotopmøder, som de vil indføre. De mødes dog allerede nu fire gange om året inden de store topmøder i Det Europæiske Råd. Nu skal møderne tilsyneladende være længere og fungere som rammer om en stærkere koordinering af finanspolitikken. Samtidig lægger Tyskland op til, at eurolande, der overskrider de finanspolitiske mål og danner for stor gæld, skal have skåret i støtten fra EU via Strukturfondene.

    Selv om Merkel og Sarkozy har lagt op til, at deres “euroregering” skal dannes uden ændringer i EU’s traktatgrundlag, så er initiativet næst efter indførelsen af euroen som fysisk møntfod i 2002 et af de største skridt hidtil hen mod dannelsen af et EU i flere hastigheder. Finanspolitikken er et af de vigtigste områder overhovedet. Finanspolitikken er i høj grad forudsætningen for al anden politik. En fælleskoordineret finanspolitik vil uundgåeligt skabe en endnu stærkere sammenføjet euroklub, hvor landene deler fælles interesser.

    Euro-tilslutning bliver sværere

    En stramt koordineret finanspolitik vil gøre det endnu sværere for integrationsivrige tilhængere  at overbevise danskerne om, at vi skal tilsluttes euroen. Hvor mange danskere ønsker at kommer under en euroregerings regime? Om den så har magtbeføjelser eller ej, så vil alene ordet “regering” kunne afskrække mange.

    I øvrigt vil mange venstreorienterede EU-tilhængere, som ellers så et samlet Europa i EU som et middel til at skabe bedre vilkår for arbejdere i både Europa og verden, sikkert genoverveje deres opbakning til Danmarks tilslutning til Euroen.

    Vil Danmark miste muligheden for at kickstartere i keynesiansk stil under en fælleskoordineret finanspolitik, hvis vi går endegyldigt med i euroklubben? Vil Nyrups kickstarter i start-halvfemserne, som socialdemokraterne ellers fremhæver som prydseksemplar på en genial finanspolitik, være noget, der hører fortiden til? Vil Socialdemokraternes og SF’s fremrykning af de offentlige investeringer, som jo er deres bud på en nutidens nødvendige finansmedicin, blive umulige?

    Traktatgrundfæstet eller ej: Vi har allerede et EU i flere hastigheder, og vi får mere af det. Og Danmark er blandt de langsomme i klassen.

  3. Britisk MEP i toppen af Europas finanselite

    17. august 2011.

    Et britisk medlem af EU-Parlamentet har som en af ganske få kvinder sneget sig ind på listen over de 100 personer, som har mest indflydelse på europæisk finanspolitik.

    Listen er lavet af den forholdsvis nye avis, Financial News, der blev grundlagt i 1996, og som har et noget mere snæver fokus på finansstoffet end den noget ældre og kendte Financial Times.

    Briten hedder Sharon Bowles. Hun er fra Liberaldemokraterne og er formand for Økonomi- og Valutaudvalget i parlamentet.

    Financial News har fundet ti personer til ti forskellige kategorier såsom  direktører, kapitalmarkeder samt pensioner, og Sharon Bowles optræder som nummer otte på liste over såkaldte regulatorer.

    Den britiske baserede finansavis roser Sharon Bowles for at yde et godt stykke arbejde, som kan forbedre tilliden til det finansielle system oven på finanskrisen. Og så lægges der vægt på, at hun er brite og dermed tæt forbundet med det europæiske finanscentrum i London:

    Bowles is an extremely rare commodity. She is a British voice contributing to the debate about financial regulation at a European level. Of the six top jobs at the big three new European regulators, none have gone to a UK national despite the size of the British financial services industry. With the UK suffering a “credibility crisis” in Brussels, according to many financial lobbyists, the Liberal Democrat politician’s influence as a power-broker – already impressive following her work on the alternative investment fund managers directive, new capital requirements, market abuse rules and the wide-ranging review of the markets in financial instruments directive – can only increase.

    Den fulde liste fra Financial News kan du se her og se Sharon Bowles hjemmeside her.

    Bowles oversælger sejren

    Det kræver ikke et falkeblik at afgøre, om listen flyder over med kvinder. De kan tælles på én hånd.

    Og ifølge nyhedstjenesten theparliament.com erklærer Susan Bowles sig beæret over udnævnelsen som den mest indflydelsesrige kvinde inden for det finansielle system i Europa:

    “I am flattered to have been named as the most influential woman in European finance”

    Tilsyneladende har hun ikke nærlæst listen fra Financial News. For faktisk overgås hun af flere andre kvinder.

    Den fulde liste er ikke tilgængelig, medmindre man registrerer sig på sitet. Men så kan man også se, at der blandt andet er en kvinde over Bowles på selvsamme liste over regulatorer.

    Det er Anne Héritier Lachat på sjettepladsen – to pladser højere end Sharon Bowles. Den schweiziske kvinde står i spidsen for finanstilsynet i Schweiz, Finma.

    I spidsen for magtfuldt udvalg

    Men oversolgt eller ej, så er Sharon Bowles formentlig et af parlamentets mest magtfulde medlemmer. Hun har selv et god bud på, hvorfor hun er på listen – om det så er som ‘den mest indflydelsesrige kvinde’ eller ej.

    “There has been a flurry of new regulation this year on the back of the financial crisis and last week my work to rein in bankers’ bonuses was passed in to EU law”.

    Økonomi- og Valutaudvalget står da også i spidsen for en af de mest altoverskyggende dagsordener i hele EU: Økonomien.

    Udvalget beskæftiger sig med alt fra regulering af det finansielle marked, i form af blandt andet banker, over konkurrencepolitik til medlemsstaternes egen nationaløkonomi.

    Det er også værd at nævne, at udvalget arbejder med kontrol af EU’s skattekiste i form af Den Europæiske Centralbank (ECB). EU-Parlamentet skal nemlig godkende både formand, næstformand og de øvrige medlemmer af Den Europæiske Centralbank. Desuden skal bankens formand forelægge årsberetningen foran hele parlamentet.

    Ingen danske parlamentsmedlemmer er blandt de 48 faste medlemmer af Økonomi- og Valutaudvalget. Anne E. Jensen (V) og Dan Jørgensen (S) sidder dog som suppleanter. Det betyder i praksis, at de kan følge møderne på lige fod med de “rigtige” medlemmer, men de kan kun stemme, hvis et fuldgyldigt medlem er fraværende.

    Merkel og Sarkozy: Mere samarbejde om økonomien

    Emnet ‘økonomi’ bliver næppe mindre interessant i den kommende tid.

    I går foreslog den tyske kansler, Angela Merkel, og den franske præsident, Nicolas Sarkozy, en række initiativer, som skal gøre EU-staternes økonomier robuste. Et forslag går således på at integrere medlemslandenes økonomiske politik og pengepolitik endnu mere, end det i forvejen er tilfældet.

    EU ZOO kommer til at følge udviklingen i EU’s økonomi tæt de kommende måneder, samt de danske politikeres rolle i den fælles finanspolitik.

  4. 7

    EU vil ikke tvinge flag på landsholdstrøjerne

    16. august 2011.

    “Det danske landshold kan tvinges til at spille i trøjer med EU-flaget på. Det bliver konsekvensen, hvis et forslag bliver vedtaget i EU i næste uge.”

    Sådan skrev Ekstra Bladet fredag 8. juli. Historien om, at Danmark kan tvinges til at bære EU-flag på trøjerne, indtog agurketiden med fuld kraft. Du kan blandt andet læse historien her og her.

    Det kunne være interessant, hvis det var på trapperne. Det er der bare ikke dokumentation for at hævde.

    Tværtimod er det meget usandsynligt, at forslaget nogensinde bliver vedtaget. Og tvang har aldrig været forslagsstillerens hensigt. Det viser et kritisk kig på sagen.

    Historien rullede den 8. juli og handlede om et forslag, der skulle stilles i EU-Parlamentets Kulturudvalg den 13.-14. juli. Her skulle udvalget debattere betænkningen ’Den europæiske dimension i sport’.

    Der står i stort set alle mediers dækning, at udvalget ”skal beslutte”, om de støtter forslaget. Det er ikke korrekt. Andre medier skriver, at udvalget har vedtaget forslaget. Det er heller ikke korrekt. Spørgsmålet blev på udvalgsmødet debatteret, ikke stemt om. Det fremgår af EU’s interne system, at udvalget først skal beslutte sig den 5. oktober i år.

    Messerschmidt skælder EU ud

    Men bekymringen består, for i betænkningen står:

    ”Ordføreren foreslår, at det europæiske flag vises ved større sportsbegivenheder inden for EU og foreslår, at det fremstår på sportsudøvernes trøjer i medlemsstaterne.”

    På baggrund af den formulering sendte Morten Messerschmidt (DF) en pressemeddelelse ud den 8. juli, hvor han tog skarpt afstand fra ideen.

    “Er der da slet intet, vi må have for os selv – uden at EU skal politisere?” siger han blandt andet.

    Samme dag var historien stor i flere britiske medier, blandt andet på forsiden af tabloidavisen Daily Express. Briterne var også bekymrede for, at EU skulle tvinge de gule stjerner på landsholdstrøjerne.

    Han vil ikke tvinge landsholdet i EU-tøj

    Men hvad vil forslaget reelt betyde for landsholdstrøjerne?

    De fleste medier brugte ordet ’tvang’ i deres dækning, blandt andre TV 2, hvor historien tilsyneladende startede: ’Han vil tvinge landsholdet i EU-tøj’, hed deres første overskrift om sagen. En lang række andre medier fulgte trop med formuleringer, der lugtede af, at EU vil tvinge landsholdet til at bære EU-flag.

    Santiago Fisas Ayxela (EPP-ED) vil gerne have EU-flag på fodboldtrøjerne. Men 'tvinge' vil han ikke. (Foto: EPP-ED)

    Ham, der vil ”tvinge landsholdet i EU-tøj”, er den konservative spanier, Santiago Fisas Ayxela. Han har skrevet forslaget til betænkningen. Men Fisas Ayxela sagde direkte i sin tale, da han fremlagde det:

    “Man kunne forestille sig, at man på idrætsdragterne ud over det nationale også kunne have det europæiske flag. Men det skal selvfølgelig ikke være en forpligtelse. Det er op til de enkelte lande og klubber, om de vil have det eller ej.”

    Talen ligger ikke på udvalgets hjemmeside på skrift, men kan ses i videooptagelsen.

    Han vil altså ikke tvinge landsholdet til at bære EU-flag. Han understregede tværtimod under debatten, at det skulle være “en frivillig ordning”, hvis det overhovedet blev vedtaget.

    Ikke-bindende forslag til et forslag

    Det er også interessant at kigge på sandsynligheden for, at forslaget overhovedet bliver vedtaget. Der er tale om ét punkt i betænkningen, nummer 26.

    Vil det blive vedtaget i Kulturudvalget? At dømme ud fra debatten til udvalgets møde, er det usandsynligt, men langt fra umuligt. Det vil vise sig, når Parlamentet vender tilbage efter ferie.

    Vil det blive vedtaget i EU-Parlamentet? Hvis udvalget siger ja, så skal forslaget overleve Parlamentets plenarsal. Usandsynligt, men ikke umuligt.

    Vil det så blive til lov? Det er vigtigt at understrege, at det er et forslag til en initiativbetænkning. Det er et ikke-bindende lovforslag, som Parlamentet kan foreslå. Hvis det vedtages af de folkevalgte, bliver det sendt til Kommissionen, der så skal overveje at lave et ”rigtigt” lovforslag ud af det. Ofte sker det ikke, og ofte sker det i en meget ændret version. Kommissionen skal i højere grad tage hensyn til, om forslaget kan vedtages af både Parlamentet og Rådet.

    Selv hvis Kommissionen beslutter at lave en lov, hvor de foreslår at tvinge EU-flag på fodboldtrøjerne, skal forslaget slippe igennem Ministerrådet. Vil de nationale regeringer stemme ja til sådan et forslag? Vil de kunne tåle det i de nationale debatter?

    Selv hvis man er jubeloptimist på forslagets vegne, så er det meget usandsynligt, at det bliver vedtaget.

    Gå selv på jagt

    Hvis du selv vil grave mere i sagen, kan du finde alle mødedokumenter fra det pågældende møde her.

    Her er betænkningen om sport.

    Og her er hele mødet på video, hvor politikerne debatterede spørgsmålet. Debatten om sport begynder cirka 9 et halvt minut inde i optagelsen. Danske Morten Løkkegaard deltager også i debatten.

  5. 1

    EU ZOO er tilbage!

    15. august 2011.

    Velkommen tilbage til EU ZOO. Hvis du ser det her, er du en af de trofaste læsere, vi håber at genvinde de kommende måneder.

    Redaktionen vil nemlig vende tilbage til rødderne med god, gennemarbejdet journalistik og oversete historier – med fokus på Europa-Parlamentet. Vi håber at komme endnu tættere på kilderne, da vi fra 1. september har en mand fast i Bruxelles.

    Derudover kommer vi til at kigge nærmere på politik, perspektiv og spin frem til det danske EU-formandskab i start 2012.

    Alt i alt vil vi sige velkommen tilbage til en uafhængig nyhedsblog om EU!

    Vi starter med en god gammel omgang mediekritik i morgen.

  6. 1

    Gigantisk forbrugerdirektiv skrumper

    29. januar 2011.

    For tre år siden så det ud til, at forbrugere over alt i Europa ville få samme rettigheder. Nu ser det ud til at… jah. Det er faktisk svært at svare på, hvordan det ser ud. Men noget tyder på, at de nationale grænser ikke bliver brudt ned i sådan en grad, som EU-Kommissionen gerne ville det.

    I 2008 lancerede Kommissionen store planer om totalharmonisering af forbrugerrettighederne inden for EU. Det skete med et forslag til et såkaldt maksimumdirektiv, som medlemslandene på ingen måde kan afvige – modsat et minimumsdirektiv, der blot sætter en nedre grænse for lovgivningen.

    Direktivet fastsætter altså reglerne for alle forbrugerrettigheder inden for EU, og omhandler dermed alt fra klagefrister over kontraktvilkår til regler for auktioner på internettet.

    Indholdet af det oprindelige direktiv er beskrevet meget udførligt her i en række artikler i magasinet Notat, der udgives af Oplysningsforbundet Demokrati i Europa.

    Den slags direktiver får ret omfattende indflydelse, og der blev da også dengang rynket på panden hos mange, da kommissionen lagde forslaget frem.

    Så sent som i sommers gik politikerne i Nordisk Råd sammen i fælles front mod forslaget. Dengang sagde medlem af Medborger- og Forbrugerudvalget Henrik Dam Kristensen (S):

    Vi frygter at forbrugerbeskyttelsen i Norden vil svækkes hvis de nordiske lande ikke går forrest når forbrugerdirektivet skal behandles. De nordiske lande skal sikre forbrugerbeskyttelsen og sørge for at det fortsat bliver muligt at have højere nationale standarder end det som er fastsat i EU-direktivet.

    Kommissær: “Vi har ikke brug for en kærlighedsaffære”

    Noget tyder på, at kommissæren på området, Viviane Reding, ved, at forbrugerdirektivet kan få en hård fødsel. For et år siden, tilbage i marts 2010, afsluttede hun en tale om direktivet ved selv at opsummere alle konflikterne med disse bevingede ord:

    Ladies and Gentlemen, Jacques Delors said with insight that nobody falls in love with the Single Market.

    Well, we don’t need a love affair, a rational calculation will do! The beauty of the Single Market is that by removing barriers we should not have to choose between business and consumer interests. We do not have to look at each measure and toss a coin to see who should benefit most. A well-crafted legislative text will work in the interests of both.

    Viviane Reding fra Luxembourg er kommissær for Retlige anliggender, grundlæggende rettigheder og EU-borgerskab. Foto: EU-Kommissionen.

    Rådet sletter udvalgte dele

    Nu er panderynkerne fra forslagets spæde begyndelse blevet til konkrete indvendinger i den politiske proces. Flere medlemslande har udtrykt så stor utilfredshed med dele af forslaget, at det belgiske formandskab kort før dets slutning besluttede helt at slette dele af forslaget. Læs mere i Rådets beslutningsdokument her.

    Det medførte følgende kommentar fra formanden for BEUC (European Consumer’s Organisation) Monique Goyens.

    If the EU seeks a single market for Europeans, a modern system of consumer rights should be its
    basis, thereby empowering consumers. Today is a missed opportunity. Legislators negotiated
    lengthily to give this law good value, but what has been put today before the Council represents a
    significant U-turn, siger hun i en pressemeddelelse.

    Du kan læse mere om forslaget i en udførlig artikel fra Euractiv.

    Alligevel roste Viviane Reding for nylig det belgiske formandskab for udfaldet. Nu venter hun, ligesom alle os andre, på at EU-Parlamentet stemmer om direktivet i marts 2011.

    Det kan blive en spændende affære. I hvert fald konkluderede EurActiv i sommers, at der er stor uenighed blandt MEP’erne.

  7. 1

    Det er ikke en EU-dom!

    24. januar 2011.

    Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg (Foto: echr.coe.int)

    Selv de klogeste blandt de kloge blander fra tid til anden de to kendte domstole i Europa sammen.

    Fredag afgjorde Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at en afghansk asylansøger ikke må sendes tilbage til Grækenland, fordi deres overbelastede asylsystem er rabundus og behandler asylansøgerne dårligt. Det var altså ikke EU-Domstolen, tidligere kendt som EF-domstolen, i Luxembourg, der afsagde en dom. Det var domstolen i Strasbourg under Europarådet – der ikke har noget med Den Europæiske Union at gøre. Europarådet blev oprettet i 1949, altså en del år før EU, og har 47 lande som medlemmer, deriblandt fjerntliggende lande som Rusland og Georgien. De har alle tiltrådt Konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, og domme fra Strasbourg  er derfor bindende.

    DR tog fejl

    Den kloge kanals flagskib, DR2 Deadline, kaldte sagen for en “EU-dom” i en overskrift – dog med den rigtige forklaring i omtalen. Også et andet sted kalder DR dommen for en EU-dom. Andre medier, eksempelvis Kristeligt Dagblad, har mere korrekte overskrifter: “Strasbourg-dom er en bombe under EU’s asylpolitik”.

    Dom har konsekvens for EU-lande

    Hvorfor kalder folk ofte Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol for en EU-domstol? Tager folk fejl eller er det en bevidst misforståelse? I denne specifikke sag er det nemt at tage

    EU-Domstolen i Luxembourg (Foto: Den Europæiske Unions Domstol)

    fejl, fordi domstolens afgørelse handler om et sæt EU-regler, Dublin-forordningen. Asylansøgere har ret til et værdigt liv og ret til at få deres sag behandlet ordentligt – derfor er det i strid med Den Europæiske Menneskerettighedserklæring, når en række EU-lande i henhold til forordningen sender asylansøgere tilbage til asylsystemet i Grækenland. Sagen fik også konsekvens for Danmark. Sent søndag aften afgjorde integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V), at omtrent 340 asylansøgere i Danmark ikke skal sendes tilbage til Grækenland, men få deres sag behandlet i Danmark. Dommen har altså konsekvens for EU-lande, derfor er det nemt at antage, at der er tale om en EU-dom. Men det er det ikke.

    Det rykker ikke voldsomt ved kernen i historien, om dommen er afsagt af en institution under EU eller under Europarådet. Ikke desto mindre er der ikke grund til at misinformere.

    Her kan interesserede læse en wiki om henholdsvis EU-Domstolen og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

  8. Nu er patientkrigen flyttet ind i retssalene

    19. januar 2011.

    Patientkrigen er tilsyneladende slut. EU ZOO har fulgt kampen om sundhed over grænserne siden det første slag stod i EU-Parlamentet. I dag vedtog parlamentet direktivet om patientrettigheder.

    Der var ikke rigtig nogen overraskelser i teksten, for forliget var indgået på forhånd. Kompromiset har allerede været omkring EU-landenes regeringer. De godkendte forslaget i Ministerrådet i december. Og de tre store politiske grupper i parlamentet havde aftalt, hvad der skulle stemmes. Derfor blev patientkrigen afgjort med stort flertal.

    Udfaldet er kort fortalt, at borgere i unionen kan blive behandlet i et andet EU-land, hvis de ville kunne få en lignende behandling i hjemlandet.

    Men nu starter anden halvleg, for at blive i de konkurrenceprægede klichéer. Det kommer til at foregå i Luxembourg – hvor EU-Domstolen holder til. Det endelige kompromis indeholder nemlig nogle formuleringer, der er så mudrede, at de må fortolkes i retten, vurderer EU ZOO.

    Lad os tage et eksempel: Direktivet indebærer, at en dansk kræftpatient kan blive behandlet i udlandet, HVIS han ikke kan behandles ordentligt i Danmark, og HVIS ventelisterne i Danmark er så lange, at han ikke kan forvente at blive behandlet, inden det er for sent.

    Men hvornår er det for sent? Eller som det hedder i direktivet, hvornår er det “rettidig behandling”? Når han er på dødslejet, eller når han risikerer at miste en finger?

    Sjælland EU Nyt, der drives af journalist Ole Aabenhus, har stillet Christel Schaldemose (S) det samme spørgsmål. Hun slår fast, at formuleringen er vag.

    ”Vi har faktisk ikke nogen præcis angivelse på ét eneste område af, hvad ordet betyder – med én undtagelse: Det er fastslået, at det er urimeligt, at man skal vente over et år på en hofteoperation,” siger Christel Schaldemose.

    Dermed er patientkrigen rykket ind i retssalene, hvor det vil blive afgrænset og besluttet, hvad direktivet rent faktisk kommer til at betyde for den enkelte dansker.

    Du kan selv læse hele teksten, der afslutter det årelange slagsmål, på EU-Parlamentets hjemmeside her.

    Læs også EU ZOOs tidligere artikler om patientkrigen:

    Læs også grundig dækning af direktivet – hos Sjælland EU Nyt og hos DR.

    EU-borgere kan få godtgjort udgifter til sundhedsydelser i en anden medlemsstat, såfremt den pågældende behandling og de medfølgende omkostninger normalt ville blive dækket i deres eget land.
  9. De folkevalgte vil udfritte Rådet… igen

    18. januar 2011.

    Flere medlemmer af EU-Parlamentet savner at krydsforhøre Ministerrådet om nye love, efter Rådet er holdt op med at besøge de folkevalgte i Strasbourg.

    Mandag eftermiddag startede EU-Parlamentets første plenarsamling i 2011. Plenarsamlingen foregår i Strasbourg i Frankrig og det er her, parlamentet stemmer nye love igennem.

    Der er murren i krogene på plenaren. Flere af de folkevalgte indledte mandagen med at kritisere, at EU-Parlamentet på de seneste tre plenarmøder IKKE har fået besøg af Ministerrådet. Det klager de over, fordi Rådet plejer at sende en repræsentant på besøg under parlamentets spørgetid. Repræsentanten bliver så udfrittet af parlamentarikerne.

    Kritikken blev rejst under debatten i går, og parlamentets formandskab har netop svaret på kritikken. I en mail sendt ud af en af viceformændene, britiske Diana Wallis, imødekommer formandskabet kritikken og lover handling.

    EU-Parlamentets egen skyld?

    Men hvem har skylden for, at Rådet er sluppet ud af spørgetiden?

    Ifølge Diana Wallis må de folkevalgte gribe i egen barm – det er nemlig gruppeformændene, der laver dagsordenen for møderne i Strasbourg. Derfor opfordrer Diana Wallis  alle utilfredse parlamentarikere til at lægge pres på deres gruppeformand inden på torsdag. Da mødes alle gruppeformænd i det såkaldte Conference of Presidents, og her kan de beslutte at ændre dagsordenen. Det skal naturligvis klappes af med Rådet, og det er et åbent spørgsmål, om det vil føre til en konflikt.

    Læs hele mailen her

    EU ZOO offentliggør hele den mail, som Diana Wallis har sendt ud som svar på kritikken. Klik på linket nedenfor. Enjoy.

    Dokumentation Diana Wallis 18.01.11

  10. 1

    Auken truer ferieparadis med bøder for skraldemafia

    4. januar 2011.

    Man kan næsten høre på regionens navn, at det er et italiensk ferieparadis: Cam-pa-nien.

    Regionen går da også for at have Italiens smukkeste badestrande langs den berømte Amalfikyst, for slet ikke at tale om vidunderbyen Pompeii og det arkæologiske museum i Napoli, der kan prale af en af verdens mest anerkendte samlinger.

    Og nåh ja… Så er der lige de mange ton stinkende affald i gaderne, der har plaget regionen over flere år.

    Billedet her er fra Napolis gader i 2007. Foto: Chris John Beckett, Flickr.

    Embedsmænd vs. mafiaen

    Der er bred enighed om, at affaldet i gaderne skyldes dårlig politisk organisering og indblanding fra Camorraen, Napolis mafia, der blandt andet er portratteret i filmen Gomorrah.

    Mafiaen har økonomiske interesser i skraldekrisen, lyder det. De kan næppe lugte stanken helt oppe i Bruxelles, men alligevel irriterer sagen dem. For italienerne forbryder sig mod EU’s affaldsdirektiv.

    Men spørgsmålet er, om jakkesættene i EU’s hovedstad kan stille noget som helst op over for den italienske mafia?

    EU-maskineriet forsøger i hvert fald, og SF’s Margrete Auken har længe slået på tromme for sagen, som hun nu vil have afsluttet en gang for alle.

    Du kan blandt andet se billeder af de store mængder affald her, hvor en irriteret italiener kritiserer omstændighederne.

    En tidligere dom spøger

    De stinkende bunker affald er som sagt ikke gået Bruxelles’ næse forbi. I marts 2010 fastlog EU-Domstolen i en dom, at Italien overskred reglerne i EU’s affaldsdirektiv, fordi regionen Campania ikke “traf alle de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at affald blev nyttiggjort eller bortskaffet, uden at menneskers sundhed blev bragt i fare og uden skade for miljøet, og navnlig ikke havde oprettet et tilstrækkeligt og integreret net af bortskaffelsesfaciliteter”.

    Den dom har intet ført med sig, konstaterede miljøkommissær Janez Potočnik i slutningen af november. Nu skal han 18. januar svare Europa-Parlamentet på, hvordan han vil sikre, at italienerne lever op til dommen.

    Auken er utålmodig
    Sammen med en kollega fra parlamentets grønne grupppe har SF’er Margrete Auken stillet et spørgsmål til kommissæren, og det skal han svare på under parlamentets kommende samling i Strasbourg.

    I spørgsmålet hedder det blandt andet:

    Hvilke foranstaltninger har Kommissionen truffet eller vil den træffe for at sikre, at de kompetente myndigheder i Italien effektivt fører tilsyn med, at korrekt indsamling, sortering og behandling af affald sker på behørig måde, så det ikke skader menneskers sundhed og miljøet, og for at sikre at de regionale myndigheder præsenterer en troværdig plan?

    Til EU ZOO siger Margrete Auken, at hvis bunkerne af affald fortsætter med at vokse, bør et næste skridt være økonomisk straf til Italien:

    Hvis situationen ikke har ændret sig, det vil sige, hvis de italienske myndigheder ikke fremlægger en troværdig affaldsplan, har Kommissionen ikke andet valgt end at åbne en ny procedure mod Italien, der denne gang kan ende med tunge bøder.

    Den danske parlamentariker tror på, at EU kan rykke ved problemet. Faktisk står og falder det hele med EU’s indsats, mener hun:

    Kun EU kan ændre tingene. EU er respekteret af befolkningen, fordi EU-Parlamentet – og til en vis grad Kommissionen – er de eneste, der har lyttet til folks bekymringer og taget sig tid til at tale med dem. Dertil kommer, at såvel den centrale som den regionale regering har satset sin troværdighed på at løse affaldskrisen – og altså tabt den. Oppositionen er svag og heller ikke synderlig troværdig. Kun EU magter at få affaldshåndteringen på ret spor – væk fra de kaotiske lossepladser og ditto forbrændinger.

    Margrete Auken får efter planen svar fra EU-Kommissionen om aftenen under parlamentets samling tirsdag 18. januar.

Abonnér gratis på EU ZOO

Få en mail, når der er nyt på EU ZOO. Tilmeld dig nyhedsbrevet:

Leveres vha. Googles FeedBurner-tjeneste.
Klik på linket nederst i nyhedsbrevet for at afmelde.