1. Det absolut vigtigste: Emilie Turunen

    30. august 2011.

    Der står økonomi og arbejdsvilkår skrevet hen over store dele af den dagsorden, som SF’s Emilie Turunen lægger op til i sit arbejde som EU-parlamentariker frem til årsskiftet. Hun vil som medlem af EU-Parlamentet kæmpe for nogle klassiske mærkesager på venstrefløjen: Investeringer ud af krisen, modstand mod social dumping og lavere arbejdstid.

    Emilie Turunen har været medlem af EU-Parlamentet for SF siden 2009 og arbejder i parlamentets grønne gruppe. Foto: PR/SF

    EU ZOO fortsætter sin serie med danske EU-parlamentarikere, der har indvilliget i at fortælle, hvad de kommer til at arbejde allermest med frem til årsskiftet.

    For to dage siden bragte vi et svar fra det tidligere medlem af DF og nu løsgænger Anna Rosbach. Her følger SF’s Emilie Turunen, der lige som sin kollega fra den modsatte fløj har skrevet et fyldigt svar.

    Emilie Turunen er medlem af Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse samt Delegationen for Forbindelserne med Landene i Sydøstasien og Sammenslutningen af Stater i Sydøstasien (ASEAN). Derudover er hun stedfortræder i Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender, Det Særlige Udvalg om den Finansielle, Økonomiske og Sociale Krise samt Delegationen for Forbindelserne med Iran.

    Redaktionen har nedenfor fremhævet interessante passager med fed tekst.

    Hvad bliver de tre vigtigste emner/sager i EU-Parlamentet frem mod årsskiftet – og hvorfor?

    Det allervigtigste bliver at håndtere eurozonekrisen. Det kræver løbende tiltag – og nok også mere radikale løsninger, end dem, der er på bordet nu. Af konkrete sager kan nævnes:

    Færdigbehandling og vedtagelse af “six-packen”, der fastlægger reglerne for økonomisk styring og samordning i EU og euro-zonen. Split mellem højre- og venstre side i forhold til mulighederne og forpligtelserne til at investere – venstrefløjen, inkl. De Grønne (og SF), ønsker ligeså meget vægt på investeringer (vækst og jobskabelse) som på krav om budgetoverholdelse. Ellers tror vi ikke på, at vi kommer ud af krisen.

    Budget 2012 og påbegyndelse af forhandlinger om de finansielle perspektiver for frem mod 2020, herunder forhandlinger om fremtidens landbrugsstøtte, fiskeripolitik, struktur- og regionalfonde etc. Det siger næsten sig selv, hvorfor det er så vigtigt! Skal vi investere i landbrug eller i forskning og udvikling? Skal vi fortsat udligne mellem fattige og rige lande? Kan vi finde midler til infrastrukturinvesteringer i fx fælles transport og energinet? Hvad kan være “addded value” ved investeringer på europæisk plan?

    Arbejdstidsdirektivet: En gammel kending kommer til at stikke hovedet frem igen i efteråret 2011. Meget kontroversielt direktiv (parlamentet stemte forslaget til ændring ned i 2009) – nu prøver arbejdsmarkedets parter at blive enige om noget, og hvis ikke de kan blive enige, vil Kommissionen spille ud med forslag til ændringer.

    Det handler grundlæggende om undtagelser fra loftet på 48 timer (ugentligt, i gennemsnit over referenceperiode): Kan hele lande undtages (opt-out), sådan som de gør i dag? Kan der laves nogen sektor-løsninger, fx inden for sundhedssektoren? Det vil være nogle af de centrale spørgsmål, som altså er meget afgørende for arbejdsudbuddet og for den interne konkurrence på det Indre Marked. SF går (modsat regeringen og DF) ind for fælles spilleregler. Dvs. så få undtagelser som muligt – både af hensyn til den enkelte arbejdstager og konkurrencen.

    Hvad bliver den vigtigste emne/sag, som du PERSONLIGT kommer til at beskæftige dig med frem mod årsskiftet?

    Sæsonarbejdere og ICT (internt udstationerede):

    To kontroversielle arbejds-indvandringssager, som sigter mod at lave fælles procedurer i EU for hhv. sæsonarbejdere, fx i landbrug, og højtuddannede, der bliver internt udstationeret til EU inden for samme virksomhed. De to stykker lovgivning skal ses som en del af EU’s store (arbejds-)migrations-pakke. Sagerne er kontroversielle, fordi de har aktualiseret diskussionen om social dumping og om hvilke løn- og arbejdsvilkår, disse arbejdstagere skal omfattes af. Jeg er de grønnes ordfører i Beskæftigelsesudvalget.

    - Udstationeringsdirektivet: Kommissionen kommer med udspil i 3. eller 4.kvartal. Særlig vigtig i forbindelse med diskussionen om social dumping og udenlandsk arbejdskraft. Jeg kommer til at blive delvis ordfører for de grønne.

    - Relancering af de Indre marked, herunder de konkrete tiltag om:

    A) Gensidig anerkendelse af professionelle kvalifikationer, hvor jeg er de grønnes ordfører i IMCO (Udvalget for Det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse, red.). Sigter på øget arbejdsmobilitet, særligt vigtigt når nogle lande har overskud af en faggruppe, og andre har underskud.

    B) Udbuds-lovgivning, der skal sætte skub i innovation, grønne og sociale udbud samt skabe mindre bureaukratiske regler og større fleksibilitet for de lokale myndigheder, som jeg følger tæt. De to forslag er en nøgle til et mere mobilt, grønt og innovativt Indre Marked.

  2. 7

    EU vil ikke tvinge flag på landsholdstrøjerne

    16. august 2011.

    “Det danske landshold kan tvinges til at spille i trøjer med EU-flaget på. Det bliver konsekvensen, hvis et forslag bliver vedtaget i EU i næste uge.”

    Sådan skrev Ekstra Bladet fredag 8. juli. Historien om, at Danmark kan tvinges til at bære EU-flag på trøjerne, indtog agurketiden med fuld kraft. Du kan blandt andet læse historien her og her.

    Det kunne være interessant, hvis det var på trapperne. Det er der bare ikke dokumentation for at hævde.

    Tværtimod er det meget usandsynligt, at forslaget nogensinde bliver vedtaget. Og tvang har aldrig været forslagsstillerens hensigt. Det viser et kritisk kig på sagen.

    Historien rullede den 8. juli og handlede om et forslag, der skulle stilles i EU-Parlamentets Kulturudvalg den 13.-14. juli. Her skulle udvalget debattere betænkningen ’Den europæiske dimension i sport’.

    Der står i stort set alle mediers dækning, at udvalget ”skal beslutte”, om de støtter forslaget. Det er ikke korrekt. Andre medier skriver, at udvalget har vedtaget forslaget. Det er heller ikke korrekt. Spørgsmålet blev på udvalgsmødet debatteret, ikke stemt om. Det fremgår af EU’s interne system, at udvalget først skal beslutte sig den 5. oktober i år.

    Messerschmidt skælder EU ud

    Men bekymringen består, for i betænkningen står:

    ”Ordføreren foreslår, at det europæiske flag vises ved større sportsbegivenheder inden for EU og foreslår, at det fremstår på sportsudøvernes trøjer i medlemsstaterne.”

    På baggrund af den formulering sendte Morten Messerschmidt (DF) en pressemeddelelse ud den 8. juli, hvor han tog skarpt afstand fra ideen.

    “Er der da slet intet, vi må have for os selv – uden at EU skal politisere?” siger han blandt andet.

    Samme dag var historien stor i flere britiske medier, blandt andet på forsiden af tabloidavisen Daily Express. Briterne var også bekymrede for, at EU skulle tvinge de gule stjerner på landsholdstrøjerne.

    Han vil ikke tvinge landsholdet i EU-tøj

    Men hvad vil forslaget reelt betyde for landsholdstrøjerne?

    De fleste medier brugte ordet ’tvang’ i deres dækning, blandt andre TV 2, hvor historien tilsyneladende startede: ’Han vil tvinge landsholdet i EU-tøj’, hed deres første overskrift om sagen. En lang række andre medier fulgte trop med formuleringer, der lugtede af, at EU vil tvinge landsholdet til at bære EU-flag.

    Santiago Fisas Ayxela (EPP-ED) vil gerne have EU-flag på fodboldtrøjerne. Men 'tvinge' vil han ikke. (Foto: EPP-ED)

    Ham, der vil ”tvinge landsholdet i EU-tøj”, er den konservative spanier, Santiago Fisas Ayxela. Han har skrevet forslaget til betænkningen. Men Fisas Ayxela sagde direkte i sin tale, da han fremlagde det:

    “Man kunne forestille sig, at man på idrætsdragterne ud over det nationale også kunne have det europæiske flag. Men det skal selvfølgelig ikke være en forpligtelse. Det er op til de enkelte lande og klubber, om de vil have det eller ej.”

    Talen ligger ikke på udvalgets hjemmeside på skrift, men kan ses i videooptagelsen.

    Han vil altså ikke tvinge landsholdet til at bære EU-flag. Han understregede tværtimod under debatten, at det skulle være “en frivillig ordning”, hvis det overhovedet blev vedtaget.

    Ikke-bindende forslag til et forslag

    Det er også interessant at kigge på sandsynligheden for, at forslaget overhovedet bliver vedtaget. Der er tale om ét punkt i betænkningen, nummer 26.

    Vil det blive vedtaget i Kulturudvalget? At dømme ud fra debatten til udvalgets møde, er det usandsynligt, men langt fra umuligt. Det vil vise sig, når Parlamentet vender tilbage efter ferie.

    Vil det blive vedtaget i EU-Parlamentet? Hvis udvalget siger ja, så skal forslaget overleve Parlamentets plenarsal. Usandsynligt, men ikke umuligt.

    Vil det så blive til lov? Det er vigtigt at understrege, at det er et forslag til en initiativbetænkning. Det er et ikke-bindende lovforslag, som Parlamentet kan foreslå. Hvis det vedtages af de folkevalgte, bliver det sendt til Kommissionen, der så skal overveje at lave et ”rigtigt” lovforslag ud af det. Ofte sker det ikke, og ofte sker det i en meget ændret version. Kommissionen skal i højere grad tage hensyn til, om forslaget kan vedtages af både Parlamentet og Rådet.

    Selv hvis Kommissionen beslutter at lave en lov, hvor de foreslår at tvinge EU-flag på fodboldtrøjerne, skal forslaget slippe igennem Ministerrådet. Vil de nationale regeringer stemme ja til sådan et forslag? Vil de kunne tåle det i de nationale debatter?

    Selv hvis man er jubeloptimist på forslagets vegne, så er det meget usandsynligt, at det bliver vedtaget.

    Gå selv på jagt

    Hvis du selv vil grave mere i sagen, kan du finde alle mødedokumenter fra det pågældende møde her.

    Her er betænkningen om sport.

    Og her er hele mødet på video, hvor politikerne debatterede spørgsmålet. Debatten om sport begynder cirka 9 et halvt minut inde i optagelsen. Danske Morten Løkkegaard deltager også i debatten.

  3. Nu er patientkrigen flyttet ind i retssalene

    19. januar 2011.

    Patientkrigen er tilsyneladende slut. EU ZOO har fulgt kampen om sundhed over grænserne siden det første slag stod i EU-Parlamentet. I dag vedtog parlamentet direktivet om patientrettigheder.

    Der var ikke rigtig nogen overraskelser i teksten, for forliget var indgået på forhånd. Kompromiset har allerede været omkring EU-landenes regeringer. De godkendte forslaget i Ministerrådet i december. Og de tre store politiske grupper i parlamentet havde aftalt, hvad der skulle stemmes. Derfor blev patientkrigen afgjort med stort flertal.

    Udfaldet er kort fortalt, at borgere i unionen kan blive behandlet i et andet EU-land, hvis de ville kunne få en lignende behandling i hjemlandet.

    Men nu starter anden halvleg, for at blive i de konkurrenceprægede klichéer. Det kommer til at foregå i Luxembourg – hvor EU-Domstolen holder til. Det endelige kompromis indeholder nemlig nogle formuleringer, der er så mudrede, at de må fortolkes i retten, vurderer EU ZOO.

    Lad os tage et eksempel: Direktivet indebærer, at en dansk kræftpatient kan blive behandlet i udlandet, HVIS han ikke kan behandles ordentligt i Danmark, og HVIS ventelisterne i Danmark er så lange, at han ikke kan forvente at blive behandlet, inden det er for sent.

    Men hvornår er det for sent? Eller som det hedder i direktivet, hvornår er det “rettidig behandling”? Når han er på dødslejet, eller når han risikerer at miste en finger?

    Sjælland EU Nyt, der drives af journalist Ole Aabenhus, har stillet Christel Schaldemose (S) det samme spørgsmål. Hun slår fast, at formuleringen er vag.

    ”Vi har faktisk ikke nogen præcis angivelse på ét eneste område af, hvad ordet betyder – med én undtagelse: Det er fastslået, at det er urimeligt, at man skal vente over et år på en hofteoperation,” siger Christel Schaldemose.

    Dermed er patientkrigen rykket ind i retssalene, hvor det vil blive afgrænset og besluttet, hvad direktivet rent faktisk kommer til at betyde for den enkelte dansker.

    Du kan selv læse hele teksten, der afslutter det årelange slagsmål, på EU-Parlamentets hjemmeside her.

    Læs også EU ZOOs tidligere artikler om patientkrigen:

    Læs også grundig dækning af direktivet – hos Sjælland EU Nyt og hos DR.

    EU-borgere kan få godtgjort udgifter til sundhedsydelser i en anden medlemsstat, såfremt den pågældende behandling og de medfølgende omkostninger normalt ville blive dækket i deres eget land.
  4. Bendtsen og kæmpelastbilerne vandt

    15. december 2010.
    Bendt Bendtsen

    Bendt Bendtsen mener, EU kan gavne både miljø og pengekasse ved at tillade kæmpelastbiler.

    Eks-minister Bendt Bendtsen (K) har netop vundet en sejr i EU-Parlamentet. I Strasbourg har de folkevalgte for en halv time siden godkendt hans betænkning om energi-effektivitet. Bendtsen-betænkningen kan få afgørende betydning for EU’s energipolitik, men er stort set blevet overset i dansk presse.

    EU ZOO har bedt forslagets bagmand Bendt Bendtsen og kritiker Margrete Auken (SF) forklare, hvad det hele handler om.

    Bendtsen-betænkningen indeholder flere kontroversielle punkter. Et af de mest kontroversielle er, at Bendtsen i betænkningen foreslår, at EU satser på ekstrastore lastbiler. Noget andet er, hvad man skal gøre ved såkaldt energi-fattigdom – når mennesker ikke har råd til ordentlig isolering af deres hus, eksempelvis.

    Stridighederne har flere danskere i front ud over Bendt Bendtsen. Britta Thomsen (S) har forhandlet om betænkningen på vegne af socialdemokraterne i EU-Parlamentet. Margrete Auken (SF) har desuden markeret sig som særdeles kritisk over for dele af forslaget.

    Bendtsen: Venstrefløjen gør energipolitik til socialpolitik

    EU ZOO synes, Bendtsen-betænkningen er vigtig, men indviklet. Derfor har vi bedt betænkningens fader, Bendt Bendtsen (K), forklare hvad det hele handler om, så vi alle kan forstå det.

    Hvad betyder betænkningen for en helt almindelig dansker?

    Initiativerne, der er listet i betænkningen, vil have store økonomiske konsekvenser, og være godt for innovationen og dermed skabe arbejdspladser. Både private varmeregning og samfundets samlede energiregning vil blive mindre. Det kommer bl.a. til at ske gennem skrappere krav til energiforbruget i produkter og bygninger, skriver Bendtsen i en mail og fortsætter:

    Hvad angår styringen af dette politikområde mangler der stadig koordinering. Her har den konservative gruppe foreslået en ambitiøs model, hvor Kommissionen gør mere ud af at overvåge medlemsstaternes indsats på området, og får beføjelse til at afvise de nationale handlingsplaner, hvis ikke de stemmer overens med den overordnede 20%-målsætning.

    Hvad har været det sværeste i processen? Hvor er det gået galt, og hvor er det lykkedes?

    Venstrefløjen har forsøgt at gøre energipolitik til socialpolitik. Det er lykkedes mig at inddæmme de mest vidtgående elementer af disse forslag, så vi f.eks. undgår en fælles EU-definition af energifattige. Omvendt er der kommet visse henvisninger til energifattigdom ind. Det er beklageligt, men der er kun tale om henvisninger, og ikke anbefalinger om konkrete tiltag.

    Margrete Auken

    SF: Kæmpelastbiler er “en skidt ide”

    Et af de interessante og kontroversielle elementer i betænkningen er som nævnt forslaget om at satse på modulvogntog. De ekstralange lastbiler er både blevet kaldt gigalinere og  ‘monstertrucks’. Pointen med modulvogntog er, at der skal færre biler på vejene, hvis bilerne er større og kan transportere mere. Det sparer både energi og forurening.

    Men den logik giver SF’s medlem af EU-Parlamentet og stedfortræder i parlamentets Miljøudvalg, Margrete Auken, ikke meget for.

    Det er simpelthen bare en skidt idé! Bendt Bendtsens påstand om, at gigalinerne giver mindre trafik på de overfyldte europæiske veje ignorerer det basale faktum, at billigere transport giver mere transport. Sådan virker markedet – det burde Bendt Bendtsen vide! Derudover underminerer de yderligere godstranporten på skinner, som tværtimod burde have haft kraftig og opfindsom støtte. Lobbyismen for gigalinerne har været effektiv: I Danmark har trafikministeren guflet hele chokoladekagen og kalder nu disse kæmpelastbiler for “økotransporter”, skriver Margrete Auken i en mail umiddelbart efter afstemningen.

    Margrete Auken mener, at Bendtsen-betænkningen som helhed er for svag.

    Bendt Bendtsens betænkning er alt for svag, hvis EU skal kunne leve op til de kraftige energibesparelser, som de videnskabelige CO2-reduktionsmål pålægger os. Det er imidlertid ikke kun for klimaets skyld, men også for at sikre os en stærk plads på verdensmarkedet, hvor Kina er ved at løbe med det hele. Særligt er det foruroligende, at betænkningen er meget svag på transportsektoren og energiforbruget i bygninger, som tegner sig for 40 % af EUs energiforbrug.

    Det er Bendt Bendtsen naturligvis uenig i. SF misforstår forslaget om modulvogntog, mener han.

    I Danmark har SF været med i første forlig om modulvogntogene, mens SF i Europa-Parlamentet taler imod. Det sker med begrundelser om, at det skulle lede til flere lastbiler på vejene og være hårdere for miljøet. Da to modulvogntog kan bære det samme gods som tre almindelige vogntog betyder modulvogntog færre lastbiler på vejene. Det er derfor svært at vide hvilken lommeregner, SF’erne bruger, siden de mener, at det skulle lede til flere lastbiler. Og netop fordi modulvogntog betyder færre lastbiler på vejene, betyder det også mindre CO2-udledning. Det anslås endda, at en udbredelse af modulvogntog til hele EU vil kunne skåne miljøet for ca. 5 mio. ton CO2 årligt, skriver Bendt Bendtsen til EU ZOO.

    Betænkningen fik i øvrigt stor støtte i udvalget, og Margrete Auken understreger, at der også er gode ting i teksten, der netop er blevet vedtaget.

    Hvad er det gode ved betænkningen?

    I forhold til hvad man kunne have frygtet fra den Konservative gruppe, er betænkningen rigtig god. Særligt er det godt at det på Plenar-samlingen i Strasbourg i dag snævert (336 mod 305) blev vedtaget at EU forpligter sig til et bindende mål om 20 % energi-effektivitet i 2020. Derfor støttede også den Grønne Gruppe og SF Bendt Bendtsens arbejde, skriver Margrete Auken.

    Det er vigtigt at understrege, at betænkningen er en ‘initiativ-betænkning’ og derfor ikke er bindende. Til gengæld kommer den formentlig til at spille en væsentlig rolle som pejlemærke for EU-Kommissionen, når de skal foreslå konkret lovgivning om energi-effektivitet til næste år.

    Du kan læse hele betænkningen her.

  5. Hvis bare politiet tager fingeraftryk…

    3. november 2010.

    En tyver og en busbillet. Det er, hvad asylansøgere ifølge Danmarks Radio får med fra politiet, når de bliver sendt til asylcenter Sandholm.

    Dermed har asylansøgerne frit spil til at stikke af, lyder den store historie. Det kan jo tænkes at være terrorister, påpegede Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti i et Ritzau-telegram sidste uge.  Men måske er historien knap så stor.

    Udlændinge bliver som udgangspunkt ikke smidt i fængsel, når de søger om asyl i Danmark. De kan altså flygte eller gå under jorden når som helst. Derudover vil asylansøgere, der fordufter til et andet land, sandsynligvis senere blive sendt tilbage til Danmark.

    Politiet tager fingeraftryk af asylansøgere, så de kan sendes tilbage til Danmark.

    Politiet tager fingeraftryk af asylansøgere, så de kan sendes tilbage til Danmark (Foto: Flickr).

    Politiet har pligt til med det samme at tage fingeraftryk af nys ankomne asylansøgere fra 16 år og op og sende aftrykket til det fælleseuropæiske register Eurodac. Her kan andre EU-lande se, at den pågældende asylansøger tidligere har været i Danmark og kan sendes tilbage til Danmark.

    Hvis politifolkene i lufthavnen – eller hvor asylansøgere ellers ankommer – altså gør deres pligt, spiller det ikke den store rolle, om asylansøgerne tager turen til Sandholm i en bus eller med politieskorte. Hvis de stikker af, kan myndighederne i andre lande altid genkende dem på fingeraftrykket. Men selvfølgelig er det sikkert rart og betryggende for asylansøgere, at de har politifolk siddende ved siden, når de skal køres ud til asyllejren. Medmindre asylansøgeren kommer fra Irak eller et andet land, hvor politifolk ikke er nogen, man bør have tillid til.

    Lidt baggrund om asylreglerne:
    Danmark blev for seks år siden en del af det europæiske Dublin-samarbejde. Det betyder, at vi kan sende asylansøgere tilbage til Grækenland, Tyskland eller hvor end de nu har befundet sig, før de søger asyl i Danmark. Princippet er, at asylansøgeren skal have behandlet sin sag i det første land, som personen dukker op i. Reglerne skal forhindre, at asylansøgere shopper rundt i EU-landene og får afslag på afslag. Eneste undtagelser er, at landet selv tillader asylansøgeren at søge asyl, selv om et andet land egentlig har pligten, eller at asylansøgeren er en mindreårig med nær familie i nummer to asylland.

    Tilbagesendelsen til landet med den første registrerede kontakt foregår på to måder:

    Svensk og norsk politi behandler mange asylansøgere og kan fra tid til anden sende asylansøgere tilbage til Danmark. (foto: Flickr)

    Svensk og norsk politi behandler mange asylsager. (foto: Flickr)

    1. Danmark tjekker, om asylansøgerens fingeraftryk ligger i Eurodac-registeret. Her kan Rigspolitiet se, om asylansøgeren før har søgt asyl i et andet land.

    2. Politiet kan finde beviser på, at asylansøgeren har været i et andet land. Hvis en asylansøger, som søger asyl i grænseområdet, har lommen fuld af tyske kvitteringer, så er det gode indicier på, at personen har befundet sig i Tyskland. Derefter vil de tyske myndigheder sandsynligvis indvillige i at tage imod en tilbagesendelse.

    De fleste udlændinge søger asyl i Kastrup lufthavn, eller når de bliver pågrebet ved grænsen. Mange er egentlig på vej til Norge eller Sverige, hvor de ofte har slægtninge eller andet netværk.

    En del asylansøgere forsøger i øvrigt at slippe for fingeraftryksregisteret ved at slide deres fingerhud væk, har myndighederne i både Sverige og Norge berettet!

    I Norge har det været praksis at smide asylansøgeren i fængsel, indtil huden er vokset ud igen. Asylansøgeren vil ofte sige, at vedkommende eksempelvis har arbejdet i stenbrud, men til syvende og sidst har de tidligere vist sig at være asylansøgere i andre lande, og Norge kan derefter sende dem tilbage til eksempelvis Danmark eller andre transitlande. Sverige smider ikke asylansøgere med beskadigede fingre i fængsel, men venter også på at huden vokser ud, hvorefter de tager fingeraftryk igen. Der er flere teknikker til at fjerne et fingeraftryk, blandt andet sandpapirslid eller ætsende cement.

  6. 8

    EU ZOO jager sandheden efter sort skærm

    22. september 2010.

    Au revoir…

    Det var en tydeligt træt Deadline-vært Adam Holm, der onsdag aften sidste uge tog afsked med Morten Messerschmidt (DF) og Margrete Auken (SF) – to af Danmarks største stemmeslugere.

    Adam Holm bed Morten Messerschmidt af med den franske afskedssalut, mens værten med ryggen til Messerschmidt, som var med på en linje fra Bruxelles, vinkede farvel til DF’eren. Han forsøgte at få en sidste bemærkning med, men fik ikke lov.

    I løbet af de knap 10 minutter, som debatten varede, irettesatte Margrete Auken og Morten Messerschmidt konstant hinanden med hver deres faktuelle oplysninger om romaer og EU’s opholdsdirektiv.

    Debatten kan ses på dr.dk ved at følge dette link.

    EU ZOO har undersøgt, hvem der har ret i nogle af de centrale påstande.

    Sprællende politikere

    Adam Holm har med al sandsynlighed set den hårde debat komme.. Morten Messerschmidt er kendt for at belære sine politiske modstandere om EU-regler, mens Margrete Auken er kendt for at bryde ind i sine politiske modstanderes taletid med bemærkninger, nogen gange højlydt, oftest med en fåmælt, men spids kommentar.

    Emnet for debatten var romaspørgsmålet, tidens varme kartoffel. Flere lande, deriblandt Frankrig og Danmark, har sendt romaer ud af landene – en praksis som liberale og venstrefløjen i EU-Parlamentet har modsat sig i en resolution. I debatten har EU-Kommissionens næstformand, Viviane Reding, højst bemærkelsesværdigt trukket nazikortet – et no go i en seriøs politisk debat og vældig utraditionelt fra EU-Kommissionens side.

    Påstand mod påstand

    Det endte da også i en gang miskmask i Deadline. Reglerne for EU-borgernes ret til at bevæge sig rundt i unionen er voldsomt komplicerede, og det umage upar brugte flest kræfter på at hævde, at modstanderen videregav forkerte oplysninger. Margrete Auken stillede spørgsmål ved, om Frankrig smed romaerne på porten, blot fordi de var romaer og nævnte et fransk cirkulære, som angiveligt skulle omhandle romaer.

    ”Det direktiv, vi snakker om, den frie bevægelighed, siger ikke noget om, at man kan anlægge et skøn. Der står udtrykkeligt, udtrykkeligt, at man skal foretage en inviduel vurdering efter tre måneder,” sagde Margrete Auken.

    Adam Holm spurgte derefter, om det ikke var korrekt, at man kunne udvise nogen, som udgjorde en trussel mod den offentlige ro og orden.

    ”Der skal alligevel foretages en individuel vurdering,” svarede Margrete Auken.

    ”Nej,” brummede Morten Messerschmidt og lagde siden ud med sin hårde kritik:

    ”Som sædvanligt aner Margrete Auken ikke en bønne om, hvad hun udtaler sig om.”

    ”Man kan være her i tre måneder, hvis man søger om arbejde. Hvis der er en sandsynlighed for, at man også i den periode, der følger, kan få arbejde, så kan man være her i yderligere tre måneder. Det vil sige seks måneder i alt,” gav Morten Messerschmidt blandt andet af faktuelle oplysninger.

    ”Det passer ikke, hvad han siger,” svarede Margrete Auken.

    EU ZOO undersøger: Hvem har ret?

    Tanken bag opholdsdirektivet er, at EU-borgere skal kunne arbejde i hele unionen, men det er ikke et krav, at man skal søge om arbejde for at få ophold de første tre måneder.

    ”Unionsborgere har ret til frit at tage ophold på en anden medlemsstats område for en periode på højst tre måneder uden andre betingelser eller formaliteter end kravet om at være i besiddelse af et gyldigt identitetskort eller pas,” står der i direktivet.

    Dog skal man kunne forsørge sig selv. Efter tre måneders ophold skal man som hovedregel enten arbejde eller ikke belaste det sociale system for at have ret til ophold, siger artikel 7 i direktivet. Det er op til de enkelte lande, om man skal søge om tilladelse til ophold efter de første tre måneder.

    Den maksimale varighed af opholdet på seks måneder har EU ZOO haft svært ved at finde grundlag for i direktivet eller andetsteds, men Folketingets EU-Oplysning har i et faktablad fra 2004 om de særlige regler for de nye EU-lande østpå skrevet, at ”ønsker man efter de 3 måneder fortsat at søge job, kan opholdet forlænges til 10-11 måneder i alt.”

    De regler skulle ifølge bladet gælde alle EU-borgere. Så vidt EU ZOO kan se, skulle der dog ikke været noget til hinder for, at man i princippet kan blive evigt, hvis man blot har penge på lommen og ikke er inficeret med nogle slemme epidemiske sygdomme eller er en trussel mod sikkerheden.

    Udlændingeservice nævner på hjemmesiden nyidanmark.dk nogle regler, som minder om Morten Messerschmidt tre og seks måneder:

    Ophold ud over de 3 eller 6 måneder kræver et registreringsbevis (EU/EØS-statsborgere) eller et opholdskort (tredjelandsborgere).

    Disse regler gælder tilsyneladende i Danmark – det er altså Danmarks implementering af direktivet i forhold til jobsøgende. Igen må der dog gælde, at sunde og raske folk med penge på lommen og en habil sundhedsforsikring kan blive i Danmark i længere tid.

    Østaftalens regler blev for øvrigt ophævet i Danmark i maj sidste år for de lande, som trådte til unionen i 2004 samt de to lande, Rumænien og Bulgarien, som blev medlemmer i 2007. Frankrig, der for tiden kritiseres for at sende romaer tilbage til de østlande, hvor de er statsborgere, har til gengæld fortsat og i hvert fald frem til udgangen af næste år restriktioner over for Bulgarien og Rumænien. Restriktionerne over for arbejdstagere forhindrer dog ikke turister, studerende eller de fleste selvstændige i at opholde sig i landet. De konkrete begrænsninger kan findes hos EU-Kommissionens EURES-database. Det er også muligt at få information i en pressemeddelelse, som EU-Kommissionen offentliggjorde for knap en måned siden.

    Et andet stridspunkt drejer sig om, hvorvidt myndighederne skal foretage en individuel vurdering, før de kan sende en EU-borger ud af landet.

    ”Det står bøjet i neon, at der skal foretages en individuel vurdering, og man kan ikke sige noget på forhånd…” siger Margrete Auken.

    ”Det står ingen steder i direktivet,” afbryder Morten Messerschmidt.

    Spørgsmålet er så, hvad Morten Messerschmidt afviser? Vi går ud fra, at det handler om den individuelle vurdering, eftersom han også tidligere i debatten afviste den påstand.

    Vi har kigget i direktivet.

    ”Foranstaltninger truffet af hensyn til den offentlige orden eller sikkerhed skal være i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet og kan udelukkende begrundes i vedkommendes personlige adfærd. En tidligere straffedom kan ikke i sig selv begrunde anvendelsen af sådanne foranstaltninger. Den personlige adfærd skal udgøre en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse. Begrundelser, der ikke vedrører den individuelle sag, eller som har generel præventiv karakter, må ikke anvendes,” står der i direktivet.

    Der bliver videregivet mange “faktuelle” oplysninger under interviewet. EU ZOO har ikke haft tid til at undersøge hver enkelt påstand, de to giver, men blot de mest centrale.

    Man kan læse mere om reglerne for ophold i et andet EU-land via EU-Kommissionens portal om emnet her.

    Redigeret søndag d. 26. september: Tilføjet oplysninger hentet fra Nyidanmark.dk.

  7. 2

    EU bestemmer over de troende

    27. oktober 2009.
    I tidligere tider havde den kristne kirke mere eller mindre kongestatus i store dele af Europa.

    Katolikker lobbyer hyppigt i Bruxelles.

    EU har ingen magt over religion ifølge traktaterne, men indirekte laver EU masser af regler om borgernes tro. Det kom frem på et seminar i Beirut om forholdet mellem stat og religion, som EU ZOO deltog i.

    BEIRUT, LIBANON. Det gyser langt ind i sjælen på nogle europæere, når snakken falder på, at EU skal blande sig i udøvelsen af deres tro. Det har blandt andet været et betændt emne i EU-valgkampen i Irland for nylig.

    Men i virkeligheden har EU masser af indflydelse på udøvelsen af religion i medlemslandene, selvom den kompetence ikke er overdraget i nogen traktat. I hvert fald ifølge Dominik Hanf, ekspert i forfatningsret og underviser på College of Europe i Brügge, der var oplægsholder ved seminaret, som blev afholdt i weekenden.

    We have seen several examples of indirect influence on the religious groups of the member states. One is the working time directive – should people be forced to work on Sundays? And for the Jewish minorities, on Saturdays? (…) Two is concerning the religious slaughterings. Do they clash with our ideas of animal welfare, and how to regulate it? sagde Dominic Hanf.

    Hanf nævnte flere andre eksempler, blandt andet udviklingspolitik: Hvis en religiøs gruppe ønsker hjælpearbejde udført på en ganske særlig måde, kan de så få støtte? Det åbner interessante spørgsmål, blandt andet om kondomer, missionering og hvor tætte bånd, humanitære organisationer må have til religiøse grupper.

    EU har ellers forsøgt at holde fingrene langt væk fra alt, hvad der har med religion at gøre. Kristne grupper har foreslået at skrive kristendom ind i traktaterne to gange, begge forgæves. I 1999 som del af forordet i Charteret for Menneskerettigheder, og igen i 2002-03 som del af Forfatningstraktatens forord.

    Det sidste forsøg endte med et lunkent kompromis, der står i Lissabon-traktaten i dag - at EU henter inspiration fra Europas “religiøse og kulturelle arv”.

    Religion bliver kun nævnt ganske få steder i traktaterne: I Charteret for Menneskerettigheder, hvor det understreges, at man ikke må diskriminere på baggrund af religion, og i en ikke-bindende tilføjelse til Amsterdam-traktaten om, at EU skal “respektere” de nationale kirker. Men charteret har straks skabt så store problemer, at der nu er lavet en undtagelse, der gør det muligt for medlemsstater at lade deres kirker ansætte præster af egen tro - altså at en kirke som arbejdsgiver godt må diskriminere på grund af religion.

    Også den lillebitte ordlyd om “respekt” i Amsterdam-traktaten har ændret en masse. Ifølge Dominic Hanf begyndte den katolske kirke en offensiv lobbyisme i direkte forlængelse af Amsterdam-traktatens vedtagelse - måske fordi det blev bevist, at kirkerne faktisk kunne blive nævnt direkte i traktatteksten.

    Har de kristne lobbyister så sejret? De fik ikke kristendommen nævnt direkte i Lissabon-traktaten. Til gengæld har de fået tilføjet en sætning om, at EU ikke bare skal “respektere”, men også “føre dialog med” de nationale kirker. Men den virkelige rolle for de kristne udsendte i Bruxelles er nok at påvirke dag-til-dag-lovgivningen, for eksempel omkring arbejdstider, slagtemetoder eller nødhjælp, vurderer EU ZOO.

  8. 1

    Forbrugerlobbyister vil møve sig ind i valgkampen

    28. maj 2009.

    - Hej. Det er dig, der er med i EU ZOO, ikke?

    - Jo, den er god nok.

    - Jeg ringer fra Forbrugerrådet. Vi har i samarbejde med de andre europæiske forbrugerorganisationer lavet Forbrugerpagten, som kandidaterne kan skrive under på…

    Sådan lød det, da Forbrugerrådets lobbyist forleden ringede til EU ZOO for at promovere et valginitiativ. Organisationen, der er en interesseorganisation for bevidste forbrugere, forsøger at få plads i valgkampen.

    På EU ZOO forstår vi egentlig godt Forbrugerrådets forsøg på at få forbruget presset højere op på agendaen. Emnet er stort set udebatteret i valgkampen.

    Forbrugersikkerhed er et af de store områder i Bruxelles, eftersom regler for legetøj, kalvebøffer og elektronik skal være ens i hele Europa for at få det indre marked til at fungere. Samtidig er det let at forholde sig til som forbruger. Både politikere og journalister holder øje med området. Sidste år skrev pressen således en del om det såkaldte ‘legetøjsdirektiv‘.

    Derfor er det lidt spøjst, at forbrugersikkerhed er udeblevet som tema i valgkampen. Et enkelt pip eller to, fra eksempelvis Christel Schaldemose (S), har været det eneste.

    Hvad skete der? Hvorfor har flere politikere ikke brugt forbrugersikkerhed som politiske knaldperler?

  9. 3

    Historisk sammenbrud i EU

    28. april 2009.

    EU’s folkevalgte er kede af det. Den danske regering er ked af det. Medlemslandene er kede af det.

    Men EU’s folkevalgte har vist, hvad de er i stand til. For første gang i et årti har de sagt klart nej til et sæt vigtige regler i allersidste time, fordi de ikke kunne blive enige med EU-landene.

    De seneste år har forhandlingerne om EU’s arbejdstidsdirektiv været i hårdkunde, og i dag faldt det hele til jorden. EU-landene og EU-Parlamentet kunne ikke blive enige på tre områder. Det handler om, hvor mange timer en person må arbejde. Parlamentet ønskede:

    • At flere former for tilkaldevagter blev regnet for arbejdstid.
    • At arbejdstid afregnes per person og ikke per kontrakt.
    • At slippe af med en undtagelse, der tillader lange arbejdsuger.

    Forhandlingerne har stået på i fem år og var nu rykket ind i den sidste, afgørende fase i det såkaldte forligsudvalg. Men parterne kunne ikke blive enige. Parlamentarikerne skriver i en pressemeddelelse, at medlemslandenes ønsker til nye regler var et tilbageskridt i forhold til de eksisterende regler. Så derfor ville de hellere forkaste hele direktivforslaget.

    Summa summarum: EU får ikke nye regler på området. De folkevalgte fik således ikke afskaffet de lange arbejdsuger, og medlemslandene fik ikke moderniseret reglerne, som landene ellers ønskede.

    I et lidt større perspektiv har beslutningen stor betydning. EU-parlamentarikerne har vist, at de ikke er bange for at stikke en kæp i EU-hjulet og helt forkaste direktivforslag. Det betyder, at der for fremtiden kan være meget mere på spil, når de folkevalgte sidder ved forhandlingsbordet over for EU-landene.

    This is the first time that no agreement could be reached at the Conciliation stage since the entry into force of the Amsterdam Treaty which significantly extended the scope of the codecision procedure, skriver parlamentet i en pressemeddelelse.

    EU-Kommissionen, der har initiativretten til lovgivning, kan nu lave et nyt forslag til et arbejdstidsdirektiv.

    Tilføjet: Læs mere hos dr.dk.

  10. 2

    Patientkrigen er på forsiden

    24. april 2009.
    Adgangen til behandling i Europa kom under kniven denne uge i EU-Parlamentet.

    Adgangen til behandling i Europa kom under kniven denne uge i EU-Parlamentet. (Foto: Remco Frank Ontwerp | www.remcofrankontwerp.nl)

    EU handler om mennesker. Det beviser patientkrigen i EU-Parlamentet, der har erobret spalteplads i flere af de største danske medier, efter den blev afgjort i går.

    Søren Koch er 66 år og maskinmester. Pensioneret, kræftsyg og skuffet over systemet.
    Hans historie blev fortalt i Berlingske Tidende i går. En stærk personlig fortælling om en mand, der bliver nødt til at betale flere hundrede tusinde kroner af egen lomme for at blive behandlet for sin sygdom i udlandet, fordi vi ikke tilbyder behandlingen i Danmark.

    I virkeligheden handler historien om patientkrigen i EU. Højrefløjen i parlamentet, de konservative og liberale, ønskede at gøre det let for patienter som Søren Koch at finde den bedste behandling i Europa. Socialdemokraterne og andre ønskede at lægge hindringer i vejen for at sikre de nationale behandlingssystemer og beskytte patienterne, lyder det.

    I går torsdag vedtog EU-Parlamentet højrefløjens version af direktivet, der støtter patienters mulighed for at rejse ud i Europa for at blive behandlet. Helt konkret mener parlamentet, at en patient skal kunne få behandling på et hospital i udlandet blot med en lokal læges anbefaling i hånden – altså uden godkendelse fra de nationale myndigheder.

    Patientkrigen er et glimrende eksempel på, at EU handler om mennesker. Almindelige mennesker, som sagtens kan komme i almindelige medier. Berlingske Tidende gav sagen heftig omtale i går. I dag er den på forsiden af Politiken. De fleste store aviser har skrevet om patientkrigen. Både radio og tv har også fulgt sagen.

    Hvis vi tager journalistbrillerne på et øjeblik, så er det ikke bare fremragende, at sagen kommer i medierne – det er også logisk: For en gangs skyld er der et emne, som åbenlyst påvirker utrolig mange danskeres hverdag. Det er ligetil at finde en case, altså en person, der kan fungere som eksempel på historien. Og der er markante politiske meninger både for og imod.

    I denne sag er de borgerlige jublende, socialdemokraterne stemte i protest hverken for eller imod, og eksempelvis JuniBevægelsen kalder resultatet ”katastrofalt”.

    Nu går patienkrigen videre i systemet og skal diskuteres blandt EU-landene i Rådet.

    Læs også: 1-0 til højrefløjen i patienkrigen.