1. 2

    Altinget: Vi er afhængige af statsstøtte

    24. august 2011.

    Rasmus Nielsen har selv en fortid som redaktør af EF-Kommissionens nordiske blade fra 1983-85. (foto: Rasmus Flindt Pedersen/Altinget)

    Udsigten fra redaktionslokalerne er Christiansborgs ridebane. Alligevel har Altinget også et internationalt udsyn. I et par år har den kendte nyhedsportal for politiske beslutningstagere kørt portalen Altinget | EU. Men nu lover Altinget at forbedre EU-dækningen, samtidig med at de vil kræve betaling ligesom på de øvrige portaler.

    Vi har stillet nogle spørgsmål, der grundet valgtravlhed på Borgen blev mailet, til chefredaktør, udgiver og stifter Rasmus Nielsen fra Altinget.dk.

    Hvordan vil I dække EU-spørgsmål med portalen?

    Vi har delt Altinget | EU op i en åben (gratis) del og en betalingsdel. Den gratis oplyser bredt med debat og om EU-bevægelserne
    mens abonnementsdelen skriver grundige artikler med vægt på professionelle læseres interesser, herunder lobbyisme og andre former
    for interessevaretagelse.

    Hvem er jeres læsere?

    Det er alle dansksprogede med særlig interesse i europæisk politik og EU-beslutninger.

    Hvad efterspørger jeres læsere?

    Grundig, kritisk og uvildig journalistik med fokus på nichen: EU-politik.

    Vil I også bruge tid på selvstændig, undersøgende journalistik?

    Ja, vi har ansat journalist, cand.scient.pol. Morten Øyen til formålet. Han skal skrive nyheder, analyser og portrætter.

    Hvordan løber det rundt økonomisk?

    Vi satser på salg af årsabonnementer og kan i løbet af ét til to år se, hvor det bærer hen ad.

    Er der penge i EU-journalistik?

    Normalt nej.

    I har fået 1.145.000 kroner i støtte fra Europa-Nævnet siden 2009 . Hvad bruger I pengene på, og hvorfor har I brug for de penge?

    Vi bruger bevillingerne til projekter med andre aktører, der får en del af midlerne, samt til at opbygge og videreudvikle Altinget | EU, helt overskyggende den gratis,
    åbne del.

    Vil I en dag kunne producere EU-journalistik uden statsstøtte?

    Nej, det tvivler jeg på. Vores konkurrenter, især DR og aviser, er massivt, konkurrenceforvridende understøttede – læs: langt mere end os, og så længe det sker, er der en sammenhæng mellem støtte og EU-dækning.

    Her er holdet bag Altingets EU-portal

    - Journalist og daglig redaktør af Altinget | EU og Altinget | Fødevarer, Morten Øyen Jensen. Morten er 26 år, er kandidat i statskundskab fra Københavns Universitet og har en MA i International Journalism fra City University i London.

    - Portalkoordinator på Altinget | EU, Kristoffer Hecquet. Kristoffer er 30 år og er kandidat i Historie og Europastudier fra Aarhus og Vilnius universiteter og har erfaringer fra Udenrigsministeriet, EU-Parlamentet, Nyt Europa og er desuden EU-konsulent hos FFD.

    - Researcher på Altinget | EU, Signe Marie Enghave. Signe er 24 år og har en BA i Tysk og Europæiske Studier fra CBS.

    - Researcher på Altinget | EU og Altinget | Fødevarer, Ida Synnestvedt. Ida er 23 år og er BA i Engelsk og Europæiske studier fra CBS.

  2. 7

    EU vil ikke tvinge flag på landsholdstrøjerne

    16. august 2011.

    “Det danske landshold kan tvinges til at spille i trøjer med EU-flaget på. Det bliver konsekvensen, hvis et forslag bliver vedtaget i EU i næste uge.”

    Sådan skrev Ekstra Bladet fredag 8. juli. Historien om, at Danmark kan tvinges til at bære EU-flag på trøjerne, indtog agurketiden med fuld kraft. Du kan blandt andet læse historien her og her.

    Det kunne være interessant, hvis det var på trapperne. Det er der bare ikke dokumentation for at hævde.

    Tværtimod er det meget usandsynligt, at forslaget nogensinde bliver vedtaget. Og tvang har aldrig været forslagsstillerens hensigt. Det viser et kritisk kig på sagen.

    Historien rullede den 8. juli og handlede om et forslag, der skulle stilles i EU-Parlamentets Kulturudvalg den 13.-14. juli. Her skulle udvalget debattere betænkningen ’Den europæiske dimension i sport’.

    Der står i stort set alle mediers dækning, at udvalget ”skal beslutte”, om de støtter forslaget. Det er ikke korrekt. Andre medier skriver, at udvalget har vedtaget forslaget. Det er heller ikke korrekt. Spørgsmålet blev på udvalgsmødet debatteret, ikke stemt om. Det fremgår af EU’s interne system, at udvalget først skal beslutte sig den 5. oktober i år.

    Messerschmidt skælder EU ud

    Men bekymringen består, for i betænkningen står:

    ”Ordføreren foreslår, at det europæiske flag vises ved større sportsbegivenheder inden for EU og foreslår, at det fremstår på sportsudøvernes trøjer i medlemsstaterne.”

    På baggrund af den formulering sendte Morten Messerschmidt (DF) en pressemeddelelse ud den 8. juli, hvor han tog skarpt afstand fra ideen.

    “Er der da slet intet, vi må have for os selv – uden at EU skal politisere?” siger han blandt andet.

    Samme dag var historien stor i flere britiske medier, blandt andet på forsiden af tabloidavisen Daily Express. Briterne var også bekymrede for, at EU skulle tvinge de gule stjerner på landsholdstrøjerne.

    Han vil ikke tvinge landsholdet i EU-tøj

    Men hvad vil forslaget reelt betyde for landsholdstrøjerne?

    De fleste medier brugte ordet ’tvang’ i deres dækning, blandt andre TV 2, hvor historien tilsyneladende startede: ’Han vil tvinge landsholdet i EU-tøj’, hed deres første overskrift om sagen. En lang række andre medier fulgte trop med formuleringer, der lugtede af, at EU vil tvinge landsholdet til at bære EU-flag.

    Santiago Fisas Ayxela (EPP-ED) vil gerne have EU-flag på fodboldtrøjerne. Men 'tvinge' vil han ikke. (Foto: EPP-ED)

    Ham, der vil ”tvinge landsholdet i EU-tøj”, er den konservative spanier, Santiago Fisas Ayxela. Han har skrevet forslaget til betænkningen. Men Fisas Ayxela sagde direkte i sin tale, da han fremlagde det:

    “Man kunne forestille sig, at man på idrætsdragterne ud over det nationale også kunne have det europæiske flag. Men det skal selvfølgelig ikke være en forpligtelse. Det er op til de enkelte lande og klubber, om de vil have det eller ej.”

    Talen ligger ikke på udvalgets hjemmeside på skrift, men kan ses i videooptagelsen.

    Han vil altså ikke tvinge landsholdet til at bære EU-flag. Han understregede tværtimod under debatten, at det skulle være “en frivillig ordning”, hvis det overhovedet blev vedtaget.

    Ikke-bindende forslag til et forslag

    Det er også interessant at kigge på sandsynligheden for, at forslaget overhovedet bliver vedtaget. Der er tale om ét punkt i betænkningen, nummer 26.

    Vil det blive vedtaget i Kulturudvalget? At dømme ud fra debatten til udvalgets møde, er det usandsynligt, men langt fra umuligt. Det vil vise sig, når Parlamentet vender tilbage efter ferie.

    Vil det blive vedtaget i EU-Parlamentet? Hvis udvalget siger ja, så skal forslaget overleve Parlamentets plenarsal. Usandsynligt, men ikke umuligt.

    Vil det så blive til lov? Det er vigtigt at understrege, at det er et forslag til en initiativbetænkning. Det er et ikke-bindende lovforslag, som Parlamentet kan foreslå. Hvis det vedtages af de folkevalgte, bliver det sendt til Kommissionen, der så skal overveje at lave et ”rigtigt” lovforslag ud af det. Ofte sker det ikke, og ofte sker det i en meget ændret version. Kommissionen skal i højere grad tage hensyn til, om forslaget kan vedtages af både Parlamentet og Rådet.

    Selv hvis Kommissionen beslutter at lave en lov, hvor de foreslår at tvinge EU-flag på fodboldtrøjerne, skal forslaget slippe igennem Ministerrådet. Vil de nationale regeringer stemme ja til sådan et forslag? Vil de kunne tåle det i de nationale debatter?

    Selv hvis man er jubeloptimist på forslagets vegne, så er det meget usandsynligt, at det bliver vedtaget.

    Gå selv på jagt

    Hvis du selv vil grave mere i sagen, kan du finde alle mødedokumenter fra det pågældende møde her.

    Her er betænkningen om sport.

    Og her er hele mødet på video, hvor politikerne debatterede spørgsmålet. Debatten om sport begynder cirka 9 et halvt minut inde i optagelsen. Danske Morten Løkkegaard deltager også i debatten.

  3. 2

    Løgn og latin – og socialdemokrater

    2. oktober 2010.

    I gamle dage havde præsterne patent på at udlægge teksten i Bibelen, fordi den var skrevet i latin, som kun kleresiet og få andre kunne tale og tyde.

    I dag kan flertallet af befolkningen ikke læse EU-dokumenter, og det betyder, at nutidens EU-kyndige har et stort ansvar.

    Det ansvar lever Socialdemokraterne ikke op til, når de sender falske fakta ud i pressemeddelelser, mener EU ZOO.

    Socialdemokraterne har fire medlemmer af EU-Parlamentet og har derfor gode ressourcer i sekretariatet til at give pressen en god og anstændig behandling. Med deres sekretariatspenge kan de ansætte dygtige pressefolk, der er i stand til at servicere danske journalister på bedste vis. Det har Socialdemokraterne i øvrigt god tradition for.

    Dan Axél, der tidligere var hos DR’s Christiansborgredaktion, fik den første oktober jobbet som Socialdemokraternes pressechef i Bruxelles. Socialdemokraterne har efter sigende mere fokus på at komme i tv-mediet efter hans ankomst.

    Kedelige eksempler
    Et grelt eksempel på fejlinformation er en pressemeddelelse, som Socialdemokraterne sendte til udvalgte medier onsdag den 22. september.

    ”Det lykkedes i sidste øjeblik de Konservative i Europa-Parlamentet at få flertal for nye regler for fildeling på nettet, som bryder med borgernes helt fundamentale rettigheder. Dagens afstemning skuffer Socialdemokraterne, der havde stillet alternativt forslag,” stod der i pressemeddelelsen.

    Det var faktuelt forkert.

    En mere korrekt tekst kunne have lydt : ”Flertal for et forslag om at få nye fildelingsregler, som tillader brud med borgernes helt fundamentale rettigheder.”

    Der er blot tale om en initiativbetænkning, som altså ikke har juridisk effekt. Men hvor sexet er det? Ikke nok, har Socialdemokraterne sikkert tænkt. At der kun er en hypotetisk risiko for brud på borgernes rettigheder, men ikke noget, der ligner en reel krænkelse, er også blevet strammet væk.

    Socialdemokraterne udsendte tidligere i år endnu et kedeligt eksempel på fejlinformation. Den 24. marts udsendte Socialdemokraternes pressetjeneste i Bruxelles en mail under overskriften: ”EU tvinger Danmark til fattigdomsgrænse”.

    Selve pressemeddelelsen uddyber:

    ”Næstformanden for den socialdemokratiske delegation i Europa-parlamentet, Christel Schaldemose og socialdemokraternes EU-ordfører i Folketinget, Kim Mortensen glæder sig over, at det langt om længe er lykkedes – med EU som stærk medspiller – at få regeringen til at akceptere, at Danmark skal indføre en fattigdomsgrænse. Det sker, når statsminister Lars Løkke Rasmussen torsdag og fredag sætter sin underskrift på EUs store 2020 plan, der sætter rammerne for, hvor EU skal bevæge sig hen de næste ti år.”

    Problemet for Socialdemokraterne var, at EU’s stats- og regeringschefer et par dage senere satte deres underskrift på rådskonklusioner, der ikke tvang Danmark til at vedtage en fattigdomsgrænse. Det var luget ud af konklusionerne inden vedtagelsen. I realiteten var det ifølge EU ZOO’s oplysninger allerede luget ud, da Socialdemokraterne sendte pressemeddelelsen ud. Det vidste korrespondentkorpset i Bruxelles også godt. Det sker for øvrigt tit, at udkast til rådskonklusioner bliver ændret op til et topmøde. Socialdemokraterne burde derfor have haft nogle stærke forbehold med i deres pressemeddelelse.

    Om Socialdemokraterne blot var uvidende i disse to sager eller bevidst peppede deres pressemeddelelser op med fejlinformationer, vil EU ZOO ikke spekulere i. Lige meget hvad er det to kedelige eksempler, og journalister må have in mente, at de altid bør dobbelttjekke informationer fra Socialdemokraterne i Bruxelles. Eller enhver anden pressetjeneste, naturligvis.

    EU ZOO anbefaler i øvrigt, at danske EU-politikere altid tilbyder links i rigt mål med relevant, faktuel information, når de sender mails til pressen, eftersom de færreste danske journalister har styr på, hvordan de skal dobbelttjekke informationer og selv lave research på EU-stoffet.

    EU ZOO har kontaktet Socialdemokraternes pressetjeneste, og vi giver dem naturligvis mulighed for at komme til genmæle, når de svarer på vores mail.

  4. 3

    Kom til konference med EU ZOO

    1. oktober 2010.

    I morgen lørdag afholder Oplysningsforbundet DEO en stor konference om EU og journalistik, og EU ZOO er med.

    Konferencen er målrettet journaliststuderende, men der er nok stof til eftertanke for journalister og EU-interesserede i bred forstand.

    Til konferencen vil redaktører fra Politiken, DR P1 og magasinet NOTAT blandt andet debattere fremtidens EU-journalistik, Mads Brügger kommer og fortæller om sin og Mikael Bertelsens omdiskuterede (og lidt mærkelige) dokumentarserie Quatraro-mysteriet. Medieforsker Mark Blach-Ørsten siger noget om nutidens EU-journalistik. Og så er der debat mellem tre MEPere.

    EU ZOO er både at finde blandt tilhørerne og blandt foredragsholderne. Nyhedsbloggens medstifter Andreas Marckmann Andreassen holder foredrag lige efter Blach-Ørsten om fremtidens EU-journalistik. Han vil blandt andet opfordre til at vende nyhedskriterierne på hovedet, når journalister skriver om EU.

    Du kan få en smagsprøve på synspunkterne i klummen “Elefanter i pyjamas”, der er skrevet kort før EU-valget i 2009 på opfordring fra Magasinet Vision.

    Andreas Marckmann Andreassen har også skrevet en 16-siders interview-baseret håndbog med fakta, tips og tricks om det at skrive om EU, når du er journalist. Håndbogen uddeles på konferencen. Vi skal nok linke til den bagefter.

  5. Løkkegaard: Jeg holder ferie i agurketiden

    7. september 2010.

    Morten Løkkegaard holder ferie i agurketiden, og synes i øvrigt, at statistik er dovenskabsjournalistik. Læs V-politikerens svar på EU ZOOs undersøgelse af medietække over sommeren.

    EU ZOO undersøgte i sidste uge, hvor megen medieomtale, de 13 danske folkevalgte i EU-Parlamentet har høstet i den danske agurketid. Listen kan du se i sin fulde længde her.

    Morten Løkkegaard bryder sig ikke om kvantitativ statistikjournalistik.

    Morten Løkkegaard bryder sig ikke om kvantitativ statistikjournalistik.

    I bunden af listen lå blandt andet journalist og tidligere studievært Morten Løkkegaard. Selvom han kender spillereglerne i pressen, landede han på en tredjesidsteplads.

    EU ZOO spurgte ham hvorfor, da han besøgte en konference arrangeret af Europabevægelsen for at debattere EU i medierne.

    Når jeg har ferie, så holder jeg ferie. Det er så det, I har valgt at kalde agurketid, sagde Morten Løkkegaard.

    Han kritiserede også i meget kraftige vendinger den gren af journalistikken, hvor man laver undersøgelser baseret på optællinger – en metode, der var en del af den undersøgelse, EU ZOO præsenterede.

    Der er nogen, der prøver at tælle op og lave såkaldte undersøgelser på kvantitative data. Det så vi også med Jyllands-Postens fejlagtige historie. Nu ved jeg godt, at I (EU ZOO, red.) også har kigget på det kvalitativt, altså hvad mediedækningen faktisk handlede om, og det skal I ikke høre et ondt ord for. Men statistik, det er dovenskabsjournalistik. Bare op med stængerne og så trykke på computeren, i stedet for at lave noget selv, sagde Morten Løkkegaard.

    Den historie fra Jyllands-Posten, som Løkkegaard henviser til, kårede de mest dovne danske MEP’er. Her landede Bendt Bendsen (K), Jens Rohde (V) og Morten Løkkegaard i toppen – altså som dem, der deltager i færrest plenarmøder og skulle være mindst flittige. Alle tre politikere har anfægtet metoden, der ligger til grund for artiklen.

  6. 5

    Hvorfor gider medierne ikke EU?

    1. september 2010.

    Hvordan kan man mase EU ind i de danske medier?

    Det ældgamle spørgsmål bliver fredag genoplivet på en konference arrangeret af den danske Europabevægelse. En række danske EU-journalister fortæller, og tidligere formand for EU-Parlamentet (og tidligere studievært) Pat Cox kommer. Bagefter er der debat med blandt andre EU-parlamentariker for Venstre (også tidligere studievært) Morten Løkkegaard, der arbejder på at hjælpe en fælles EU-offentlighed på vej.

    EU ZOO er med på konferencen.

  7. 2

    Søndergaard vs. Mørkets Kræfter

    2. oktober 2009.
    Nogen foretrækker lyssværd, Søren Søndergaard foretrækker megafonen, når de mørke kræfter skal bekæmpes. (Foto: Stephen Dupont og Folkebevægelsen mod EU)

    Nogen foretrækker lyssværd, Søren Søndergaard foretrækker megafonen, når de mørke kræfter skal bekæmpes. (Foto: Stephen Dupont og Folkebevægelsen mod EU)

    Ministrene kan ikke bare smide penge til højre og venstre, når de mødes, uden at give en forklaring. Det var budskabet fra budgetkontroludvalget i EU-Parlamentet, da de torsdag for anden gang udskød godkendelsen af Rådets regnskab for 2007.  Det skrev Ritzaus Bureau torsdag (telegram fundet via Berlingske.dk).

    I næsten 40 år har der ellers været en stiltiende gentlemanaftale om, at EU-parlamentet ikke kiggede rådets regnskab efter i sømmene og vice versa. Men den aftale blev ophævet, da Søren Søndergaard fra Folkebevægelsen mod EU blev formand for Budgetudvalget, skrev Ritzau.

    Historien er vigtig og interessant, selv om Ritzau havde fået nogle detaljer galt i halsen. For det første sidder Søren Søndergaard ikke i Budgetudvalget (BUDG), der arbejder med kommende budgetter. Søndergaard sidder i Budgetkontroludvalget (CONT), der forsøger at afsløre korruption og andet skidt. Budgetkontroludvalget, der tidligere kaldtes COCUBU, blev en anelse mere kendt dette forår, da DR’s Mads Brügger og Mikael Bertelsen lavede dokumentaren Quatraro Mysteriet. For det andet er Søren Søndergaard ikke formand, men rapporteur, også kaldet pennefører, på denne sag.  Så slem var Ritzaus fejl nu heller ikke, og de rettede den da også senere samme dag.

    Nu til sagen: I april stemte et bredt flertal i EU-Parlamentet for Søren Søndergaards betænkning, der afviste at godkende regnskabet for ministrenes udgifter i Rådet i 2007. Ministrenes administration havde nægtet at give en officiel forklaring på en del uklarheder, blandt andet hvorfor der var flyttet penge fra tolkningstjenesten til rejsebudgettet. I 2006 blev der overført 12.672.984 euro til rejseposten, og budgetkontroludvalget krævede svar på, hvor mange penge, der var blevet flyttet i 2007. Nu har Rådet givet en forklaring, men en uofficiel én af slagsen. Budgetkontroludvalget har derfor valgt at udskyde vedtagelsen af regnskabet for at tygge lidt på de uofficielle forklaringer.

    På sin blog giver Søren Søndergaard en fin beretning om det komplekse EU’ske tystys-diplomati; et diplomati som Søren Søndergaard ved debatten i April i parlamentet kaldte “mørkets kræfter” – se Youtube-videoen i bunden.

    Efter at Rådet i næsten et år har nægtet at svare på parlamentets spørgsmål og mødes med repræsentanter for Budgetkontroludvalget til andet end en uformel frokost, så skete der pludselig noget i den forløbne uge.

    For det første har Rådet rent faktisk oversendt en besvarelse af parlamentets spørgsmål. Ganske vist ikke på den måde, at Rådet direkte har svaret parlamentet. Men på den indirekte måde, at Rådet har udarbejdet et notat til EU-landenes ambassadører om sagen, hvori spørgsmålene besvares. Og dette notat har det svenske formandskab for Rådet så oversendt til Budgetkontroludvalgets formand og ordfører – ”til behagelig orientering”, som det hedder.

    For det andet har Rådet – igen via det svenske formandskab – rent faktisk indvilget i at holde et egentligt møde. Det fandt sted i EU-parlamentet i Bruxelles i torsdags. Til stede var – udover repræsentanter for Rådet – Budgetkontroludvalget formand, mig som ordfører, en repræsentant for hver af parlamentets politiske grupper, en større gruppe embedsmænd samt tolke til 6 forskellige sprog. Men på trods af denne forsamling på 20-30 personer og på trods af, at mødet officielt blev båndoptaget, så insisterede Rådets repræsentanter på, at der skam var tale om et ”uformelt” møde.

    Hvorfor er det egentlig så vigtigt, at mødet er officielt? Godt nok er et uofficielt møde på papiret ikke andet end en kaffe-komsammen, men parlamentarikerne får jo alligevel svar på deres spørgsmål. Sagen er dog ikke så enkel, mener Søren Søndergaard. Han skriver, at Rådet frygter, at de folkevalgte vil gøre det til en tradition at stille kritiske spørgsmål, hvis møderne og forklaringerne bliver officielle. Og for at undgå en endegyldig forkastelse af regnskabet op til Lissabon-afstemningen i Irland gav Rådet så disse halve svar, lyder anklagen fra Søndergaard.

    EU-Parlamentets vedtagelse af Rådets regnskab 2007 var sat til tirsdag d. 20 oktober i år, men Søren Søndergaard forventer, at det nu bliver udskudt til november. CONT stemmer om sagen den 3.-4. november.

    [youtube]eXbeZifOWKc[/youtube]

    Opdateret 5. oktober: Tilføjet at Søren Søndergaard er rapporteur på sagen, ikke udvalgsformand som Ritzau først skrev.

  8. 1

    Mysteriet om den falske rundspørge i Irland

    1. oktober 2009.
    Meningsmålingerne har generelt vist en sejr til ja-siden, når irerne fredag stemmer om Lissabon-traktaten. Men én falsk måling gik direkte mod strømmen og erklærede et solidt nej-flertal.

    Meningsmålingerne har generelt vist en sejr til ja-siden, når irerne fredag stemmer om Lissabon-traktaten. Men én falsk måling gik direkte mod strømmen og erklærede et solidt nej-flertal.

    Den beskidte klassiker med en manipuleret rundspørge har spredt sig i den irske EU-debat. Løgnen startede blandt politiske vagthunde i blogosfæren og blev slået ihjel af de store medier… og bookmakerne!

    Det er blandt andet tre vigtige vagthunde fra Storbritanniens blogosfære, der sidder med røde ører, efter de hver især er blevet narret af en rundspørge, der mildest talt er utroværdig. EU-skeptikeren, den prisbelønnede og den mest læste politiske blogger hoppede på limpinden.

    Historien startede for en uges tid siden på den britiske blog England Expects, der skrives af en pressemedarbejder for britiske UKIP og er kendt for sine skarpe og satiriske angreb på EU. Denne gang var tonen dog nærmest jublende. Lige siden valgkampen blev skudt i gang i Irland forud for deres om-afstemning om Lissabon-traktaten, har ja-siden ført solidt i meningsmålingerne. Men nu kunne bloggeren berette om en spritny rundspørge, han lige havde modtaget sammen med en pressemeddelelse fra Irland.

    Ifølge den nye og store meningsmåling førte nej-siden pludselig med 59% af stemmerne, mod 41% til ja-siden.

    Umiddelbart efter sendte han det overraskende resultat videre til to berømte blogs: Political Betting og Slugger O’Toole. Political Betting udnævner sig selv til Storbritanniens mest læste politiske blog, og bloggen er blandt andet kendt for at give konkrete tip til, hvordan du skal sætte dine penge på politiske begivenheder hos bookmakeren. Slugger O’Toole er en prisbelønnet irsk blogger og politisk vagthund, der har snuppet flere store historier for næsen af de store medier.

    Begge troede, at der var tale om et scoop, blandt andet fordi rundspørgens bagmænd havde efterladt det indtryk, at rundspørgen ville komme i avisen Irish Sun dagen efter. Det kom den aldrig. Men historien bredte sig i det politiske parnas, og blandt andre prominente konservative EU-kritikere nåede at kommentere på nyheden.

    De store medier havde ikke slugt den sensationelle historie. Og lige så vigtigt, bookmakerne havde ikke ændret oddsene på et JA eller et NEJ som følge af rundspørgen.

    Alas after the “poll” was being discussed on the previous thread I did put £100 on at 11/2 on a NO victory with PaddyPower. That might turn out to be pretty foolish for on reflection it does seem odd that the leading Irish bookie was still prepared to lay such a bet at that price, skrev Political Betting efterfølgende.

    Årsagen var, at rundspørgen var lavet med en metodik, som slet ikke er anerkendt. Ifølge England Expects var der mere eller mindre tale om en rundspørge blandt venner og venners venner. En ekspert sagde om rundspørgen til The Guardian:

    “This is a voodoo poll,” commented Roger Jupp, a veteran Dublin pollster and chairman of the Association of Irish Market Research Organisations. “It is quite extraordinary. My colleagues and I have been looking into this. I’ve never heard of these people.”

    Hvem lavede så den falske rundspørge? Mysteriet er heldigvis blevet løst af både bloggere og avisjournalister.

    Folkene bag kaldte sig i pressemeddelelsen Gael Poll. De beskrev rundspørgen som “en af de største af sin slags nogensinde” og præsenterede sig selv som folkene bag en overraskende meningsmåling forud for sidste års irske EU-nej, der med én procents nøjagtighed skulle have forudsagt resultatet.

    Men de beskriver også sig selv som “stærkt katolske nationalister” og “katolske researchere”, der tidligere har arbejdet på det nu afdøde magasin The Hibernian, skriver The Guardian, og fortsætter:

    The magazine was founded and edited by Gerry McGeough, a Provisional IRA veteran once described by the FBI as a “dedicated terrorist”. (…) McGeough campaigned against the Lisbon treaty last year when the Irish voted no. The Irish edition of the Sun, fiercely anti-Lisbon, gave prominent coverage to a poll conducted by the Hibernian a week before last year’s vote.

  9. 6

    Uge 40: Kom med til redaktionsmøde

    27. september 2009.

    Ugen byder på flere spændende EU-nyheder. EU ZOO indbyder for første gang til åbent redaktionsmøde, hvor vi stiller os selv spørgsmålet: Hvad sker der i den kommende uge i EU-Parlamentet, der er spændende og relevant for journalister og nørder, og hvilke danske EU-politikere er involverede?

    Mandag til onsdag byder på en fin mulighed for at komme bag retorikken hos politikerne. Budgetudvalget skal stemme om de første ændringsforslag til EU-budgettet. Det er normalt en kedelig affære, men under den første finanskrise har eksempelvis de venstreorienterede politikere råbt højt om mere og stærkere handling fra EU’s side – følger de op med ændringsforslag til budgettet? Svaret er sikkert nej. Venstres Anne E. Jensen og De Konservatives Bendt Bendtsen (stedfortræder)  sidder i udvalget.

    Danskerne er meget bekymrede over klimakrisen, og Danmark er en minimastodont inden for grøn energi. Derfor kan det være interessant, når Industriudvalget tirsdag kommer med en konklusion på statutten for Det Internationale Agentur for Vedvarende Energi (IRENA).  Der foregår for tiden en del lobbyarbejde på klimafeltet, så der kan godt gemme sig spændende historier mellem linjerne på en ellers tør statut. Jens Rohde (Venstre), Bendt Bendtsen og Britta Thomsen (S) har sæde i udvalget. Som journalist er det nok smartest at give et kald til Britta Thomsen først, eftersom hun er veteran i udvalget.

    Tirsdag skal Landbrugsudvalget diskutere de høje fødevarepriser i EU med EU-Kommissionen – det kan byde på en interessant diskussion, men det er næppe nok til en skarp nyhedshistorie.

    Onsdag bliver de nominerede til Sakharov-prisen, som hylder forkæmpere for frihed i bred forstand, præsenteret af Udenrigsudvalget. Det kommer vi helt sikkert til at holde øje med på EU ZOO.

    Torsdag skal det anonyme Udvalg for Andragender stemme om Den Europæiske Ombudsmands årlige rapport (2008). Det kunne være en fin anledning til at kigge på nogle af de ofte spændende og kafkaske historier om EU-borgere, der er kommet i klemme i systemet.

    Læs selv om ugen og se, hvad du synes er spændende her.

  10. 3

    Censur-cirkus forud for irsk folkeafstemning

    13. august 2009.

    Inden den irske folkeafstemning om Lissabon-traktaten, har Irland ændret sine stramme regler for, hvad TV og radio må bringe. Den tidligere regel om præcis lige meget taletid til begge sider bliver erstattet af mere lempelige, men indviklede regler for journalisternes arbejde. Medierne har stadig mundkurv på og må slet ikke dække folkeafstemningen dagen før eller på selve valgdagen.

    De fleste tv- og radiostationer i den vestlige verden ville blive sagsøgt af staten, hvis de lå i Irland. Det skyldes den stramme censur, når der er folkeafstemninger.

    De fleste tv- og radiostationer i den vestlige verden ville blive sagsøgt af staten, hvis de lå i Irland. Det skyldes den stramme censur, hver gang der er folkeafstemninger.

    I de fleste vestlige lande ville prioritering og journalistik ellers betragtes som noget, der lå inden for den “redaktionelle frihed”. Og reglerne i Irland er et klokkeklart brud på princippet om en fri presse, mener EU ZOO. Men medierne i Irland er vant til lidt af hvert, og derfor er den nye stak censur-regler faktisk alt i alt en lempelse.

    Baggrunden først: Sidste gang, der var folkeafstemning om Lissabon-traktaten i Irland, gjaldt reglen om, at begge sider skulle have nøjagtigt lige meget taletid i tv og radio. Det betød, at selvom der var stort flertal for et ja i det politiske parnas, fik den noget mindre nej-bevægelse lige så meget dækning. Og nej-bevægelsens frontfigur Declan Ganley, der var ukendt før folkeafstemningen, blev gang på gang interviewet over for forskellige politiske modstandere, hvilket gav ham masser af eksponering. Afstemningen endte som bekendt med et nej, og ja-siden brokkede sig voldsomt over systemet.

    Nu har den irske stat så lavet reglerne om forud for den nye folkeafstemning, der afholdes den 2. oktober i år. Reglerne udstedes af Broadcasting Commission of Ireland (BCI), og reglerne gælder for TV- og radiostationer, skriver Irish Times. EU ZOO har nærlæst det nye regelsæt.

    Den vigtigste ændring er, at reglen om præcis lige meget taletid til begge parter i dag-til-dag-nyheder er pillet ud. Til gengæld er den erstattet af den floromspundne formulering, at medierne skal ”være fair over for alle interesser og [dækningen skal] foregå på en gennemsigtig måde”.

    Mundkurvs-reglen står til gengæld ved magt. Den betyder, at tv- og radiomedierne ikke må bringe andet end rent faktuelle informationer om folkeafstemningen fra klokken 12.01 dagen før, indtil valgstederne lukker 2. oktober klokken 22.

    During the moratorium period, broadcasters should ensure that, other than factual information pertaining to the polling process and related matters, broadcast output does not include any material which relates directly to the content of the Treaty of Lisbon and/or the constitutional amendments associated with the Treaty.

    I regelsættet understreger BCI, at tv- og radiostationerne skal tage sig i agt for aviserne, der ikke er omfattet af forbudet, og at reglerne også gælder “breaking news” – altså uanset hvor vigtig en hændelse, der sker, må det ikke fortælles, hvis det har en forbindelse til folkeafstemningen.

    Reglen om lige meget taletid til begge parter er i øvrigt kun afskaffet i dag-til-dag-udsendelserne, ikke i debatprogrammer eller “political party programmes” – præsentationsprogrammer. Det betyder, at man stadig skal sørge for at alle parter er ligeligt repræsenteret, enten i samme udsendelse eller ekstraordinært i næste udsendelse med samme forventede seer- eller lyttertal. Og i debatprogrammer med publikum er det mediets ansvar at sikre, at de spørgsmål og kommentarer, der kommer fra almindelige mennesker, er fuldstændigt balancerede.

    På EU ZOO er vi glade for ikke at arbejde som tv- eller radioreportere i Irland, når en så historisk begivenhed overhovedet ikke må dækkes, imens den finder sted. Til gengæld er det en unik mulighed for bloggere og netfolk til at fortælle nyhederne i løbet af valgdagen, når de andre broadcast-medier har mundkurv på.