1. 3

    Det absolut vigtigste: Anna Rosbach

    28. august 2011.

    Badetøjet skal tilbage i kommoden. Og det famøse arbejdstøj findes frem.

    Anna Rosbach er tidligere medlem af Dansk Folkeparti. Nu arbejder hun uden for parti, men sidder som et ud af 56 medlemmer i gruppen 'De Europæiske Konservative og Reformister' (ECR), der er imod et føderalt EU. Foto: European Union 2011 PE-EP/Pietro Naj-Oleari ©.

    Ferien rinder ud for medlemmerne af EU-Parlamentet, og næste samling finder sted 12.-15. september. Her skal medlemmerne blandt andet diskutere en ny handelspolitik, de nationale økonomier og kvinders pensionsalder.

    Inden da har EU ZOO spurgt de danske parlamentsmedlemmer, hvad der er de vigtigste sager frem til årsskiftet.Vi har allerede modtaget fire svar, og vi håber, at der er flere på vej.

    Nedenfor bringer vi først spådommen fra en af dem, der har svaret meget fyldigt:

    Løsgængeren Anna Rosbach.

    I et svar fra hendes kontor nævnes blandt andet fisk, vind og vejr samt en tur til Nordkorea.

    Således bærer hendes svar præg af, at hun er næstformand i ‘Delegationen for Forbindelserne med Den Koreanske Halvø‘ og medlem af ‘Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed‘.

    Redaktionen har nedenfor fremhævet interessante passager med fed tekst.

    Hvad bliver de tre vigtigste emner/sager i EU-Parlamentet frem mod årsskiftet – og hvorfor?

    1. Reformen af den fælles fiskeripolitik. Ligesom med landbrugspolitikken er der tale om en politik, der er blevet udsat for stærk kritik. Det er vigtigt at få gennemført en reform, der i tilstrækkelig grad sikrer fiskebestandene. Uhyggeligt mange fiskebestande er overfiskede, og hvis fiskeri også skal være en mulighed i fremtiden, er man nødt til at handle nu.

    2. Forberedelse til FN’s klimakonference. Til december afholdes endnu en runde af FN’s klimakonferencer – og EU-Parlamentet skal dels prøve at enes om, hvad man mener, EU skal kæmpe for, dels sendes en officiel EP-delegation endnu engang af sted til konferencen. Anna Rosbach er en del af EP’s officielle delegation, og derfor kommer det selvfølgelig til at fylde ekstra meget. Diskussionerne er selv sagt meget vigtige, både ud fra et miljømæssigt synspunkt og fra et økonomisk.

    3. Reform af landbrugspolitikken. Parlamentet arbejder stadig med reformen af den fælles landbrugspolitik – og det er selvsagt et enormt vigtigt område at få reformeret.

    Hvad bliver den vigtigste emne/sag, som du PERSONLIGT kommer til at beskæftige dig med frem mod årsskiftet?

    Delegationsrejse til Nordkorea. I slutningen af oktober/begyndelsen af november tager en lille delegation fra EU-Parlamentet til både Nord- og Sydkorea. Som næstformand for delegationen er Anna Rosbach  med – og især besøget i Nordkorea bliver interessant.

    Dels har EU jo endnu engang før sommeren sendt humanitær bistand til Nordkorea (efter diskussioner om, hvorvidt støtten vil nå til andre end partimedlemmer og hæren), dels var Anna Rosbach i juli vært for en konference i EP om menneskerettighedssituationen i Nordkorea. Der deltog forskellige menneskerettighedsorganisationer, ligesom et par flygtninge fra Nordkorea var til stede (og bidrog til debatten).

    Parlamentet skulle egentlig have besøgt Nordkorea allerede sidste år, men det blev aflyst på grund af hændelsen med det sydkoreanske krigsskib, der blev sænket.

  2. 1

    Nu begynder spillet om EU’s største udgift

    26. november 2010.

    EU er landbrugsstøtte. Landbrugsstøtte er EU.

    Det er uomtvisteligt, at landbrugsstøtten er det punkt, som fylder og betyder allermest i EU. Over 410 milliarder kroner om året – svarende til mere end 40 procent af EU’s samlede budget.

    Nu har EU-kommissionen fremlagt et udkast til, hvordan EU’s landbrugsstøtte skal se ud fra 2013 og frem til 2020. Det rummer tre overordnede modeller for, hvordan EU kan reformere landbrugsstøtten.

    EU’s landbrugskommissær Dacian Cioloş er selv fra det nye EU-land Rumænien, hvor landmændene modtager meget mindre i støtte end deres kolleger i de oprindelige 12 lande i vest. Som det er i dag, får landmændene i de gamle EU-lande mere i støtte per hektar, fordi de har været medlem af unionen i flere år. Nyhedstjenesten Euractiv skriver, at udbetalingen af landbrugsstøtte varierer fra mere end 500 euro per hektar i Grækenland til mindre end 100 euro per hektar i Letland.

    Den rumænske kommissær mener, at den skæve fordeling rokker ved opbakningen til støtten.

    “The CAP has never been so close to a crisis of legitimacy as it is today,” siger han til Euractiv.

    Tre modeller

    Hans første to valgmuligheder byder derfor begge på en mere retfærdig fordeling af støtten, som EU-Kommissionen udtrykker det. Den første valgmulighed for en reform ændrer faktisk stort set ikke på systemet udover at skubbe lidt på guldbjerget, så det også står solidt plantet i øst.

    Den næste valgmulighed – nummer to – byder på et miks af reform og status quo. Der vil fortsat være direkte tilskud til landbrugene, men en del af støtten vil være øremærket til blandt andet grønne goder og smålandbrug. Model to vil ligge i forlængelse af minireformen “sundhedstjekket”, der for to år siden skubbede en del af landbrugsstøtten fra søjle et til søjle to. Pengeposen, som landmændene modtog blot for at eje en hektar land, blev altså ved minireformen en anelse mindre. Til gengæld fik de enkelte lande flere penge, som de indirekte kunne give til landmændene som støtte til udvikling af landdistrikterne.

    Den tredje model vil helt afskaffe de direkte tilskud til landmændene, hvor landmanden får en pose penge for en hektar, og i stedet udelukkende belønne landmænd for miljørigtige landbrug.

    I realiteten ved den rumænske kommissær udmærket, at hans modeller næppe får lov til at gå hele vejen gennem EU-systemet. Han har sået nogle frø, men i realiteten ved han ikke, hvad der kommer op af jorden.

    Danmark kæmper – ret alene

    Det sidste punkt har stor opmærksomhed hos de danske politikere, fordi Danmark gennem lang tid har været en af de største fortalere for at afskaffe landbrugsstøtten i modsætning til for eksempel Frankrig og Tyskland, der ønsker at bevare en meget stærk støtteordning.

    Danmarks fødevareminister, Henrik Høegh (V), har kritiseret kommissionens udspil for at være lidt et svagt svaj med karkluden fremfor en ordentlig forårsrengøring. Ministeren så gerne, at kommissionens forslag “indeholdt mere markedsorientering”.

    Men når det nu ikke var tilfældet, så må det tilsyneladende blive ved følgende, lader Henrik Høegh forstå i en pressemeddelelse:

    “Vores opgave bliver nu at sørge for, at der kommer nogle politiske tiltag ind i aftalen, der kan tage hånd om udfordringer indenfor miljø, klima og innovation frem for at bruge landbrugsbudgettet til ren indkomststøtte. Landmændene skal yde noget for landbrugsstøtten”.

    Danmarks fødevareminister, Henrik Høegh (V), kunne godt tænke sig, at EU-Kommissionen havde mere fokus på at afvikle landbrugsstøtten.

    Parlamentet: Tja, joh, bum bum

    Den danske regering og de danske EU-parlamentarikere kæmper en ensom kamp på den europæiske slagmark. I sommers lød det nærmest som om, parlamentarikerne havde opgivet al modstand mod landbrugsstøtten, da Ritzau spurgte til, hvordan det gik danskernes fælles front mod støtten. Konstateringen var, at de danske politikere må æde valgløfte.

    EU-Parlamentet skal også høres i sager om landbrugsstøtte, men det ser ikke ud til, at parlamentarikerne har voldsomme ændringsforslag.

    Indtil nu er der ingen store udfald mod kommissionens forslag fra de politiske grupper. De to største grupperinger, de konservative og socialdemokraterne, stiller sig begge umiddelbart positive over for forslaget. Og sådan er det mere eller mindre hele vejen rundt. Politikerne holder sig til at lægge mere eller mindre vægt på, at landbrugsstøtten udbetales, så den fremmer et grønt landbrug og beskæftigelsen, eller at kommissionen lægger flere detaljer frem.

    Du kan læse mere uddybende om holdningen hos de enkelte grupper under ’positions’ i bunden af denne artikel fra nyhedstjenesten Euroactiv.

    Danmark overtager formandskabet for EU i 2012, og her bliver forhandlingerne om landbrugsstøtten en af de helt store opgaver, eftersom den nye landbrugspolitik skal være på plads i 2013.

    Læs mere om EU’s landbrugsstøtte på EU-kommissionens temaside.

  3. 1

    Landbrugsstøtte er en privatsag

    11. november 2010.

    Landmænd har ret til et privatliv, og hvad du får i landbrugsstøtte er en privatsag.

    Det står klart, efter EU-Domstolen forleden afsagde dom i en sag, der var rejst af to parter – et landbrugsfirma og en tysk landmand. De fik ret i, at det var ulovligt af EU at kræve, at der skulle være åbenhed om, hvad de modtager i EU-støtte. Det handler om konventioner og rettigheder, og domstolen trækker tråde til retten til privatliv.

    The Court then goes on to note that publication on a website of data naming the beneficiaries of EAGF and EAFRD aid and indicating the precise amounts received by them constitutes, by reason of the fact that those data become available to third parties, an interference with the right of those beneficiaries to respect for their private life, in general, and to the protection of their personal data, in particular.

    Borgerne kan ikke komme tæt på landbrugsstøtten.

    Borgerne må ikke komme tæt på landbrugsstøtten, siger dom.

    Lad konventioner være konventioner, vil nogen måske sige: Landmændene har trynen godt nede i EU-kassen og guffer godt en tredjedel af EU-budgettet i sig. Det er omtrent 400 milliarder kroner om året. Skatteyderne har derfor ret til at vide, hvad deres penge går til (for eksempel når EU-støtten går til den bulgarske landbrugsministers familie), vil argumentet være.

    Skatteydernes ret til åbenhed forholder EU-domstolen sig også til. Men nej, her træder et andet princip i kraft: Proportionalitetsprincippet.

    Domstolens ord følger her:

    In this context, the Court takes the view that, while it is true that in a democratic society taxpayers have a right to be kept informed of the use made of public funds, the fact none the less remains that the striking of a proper balance between the various interests involved made it necessary for the institutions concerned, before adopting the disputed provisions, to ascertain whether publication via a single freely consultable website in each Member State of data naming each of the beneficiaries concerned and the precise amounts received by each of them from the EAGF and the EAFRD – with no distinction being drawn according to the duration, frequency or nature and amount of the aid received – did not go beyond what was necessary for achieving the legitimate aims pursued.

    Danskere bag åbenhed

    De danske journalister Nils Mulvad og Brigitte Alfter har været med i inderkredsen bag tjenesten Farmsubsidy.org, der i årevis har arbejdet hårdt på at få tallene frem i lyset.  De er utilfredse med dommen.

    Farmsubsidy.orgs hovedpointe er, at landbrugsstøtten ikke er en privatsag. De er landmænd, de har et erhverv – et landbrugsfirma.

    They do not relate to an individual recipient’s personal circumstances, rather to their professional activities as a farmer. Unlike some means tested social welfare payments, there is no shame or social stigma associated with receiving a farm subsidy.

    Hver europæisk husstand betaler hvert år 7500 kroner til den fælles landbrugspolitik (CAP). Derfor er åbenhed , mener ildsjælene bag Farmsubsidy.org, med til at skabe bevidsthed og forhindre svindel.

    Åbenhed et magtfuldt afskrækningsmiddel over for potentielle svindlere, mener Farmsubsidy.org.

    Farmsubsidy-folkene læser ud af dommen, at der er et potentiale for at offentliggøre dataene i en anden form. De vil nu tygge på dommen og fortæller, at de gerne vil arbejde sammen med EU-Kommissionen om en løsning.

    Irland og Tyskland har fjernet alle data om EU-støtten, men Farmsubsidy vil nægte at fjerne data, de allerede har fået fat i, afslutter stifterne bag tjenesten en pressemeddelelse.

  4. 1

    Anne E. Jensen glemte at trykke på knappen

    26. oktober 2009.

    Skal jeg stemme efter mit danske parti Venstres holdning eller efter linjen hos min tværeuropæiske liberale ALDE-gruppe?

    Det dilemma stod Anne E. Jensen over for i sidste uge, da parlamentet skulle stemme om næste års husholdningsbudget for EU, fortæller EU-parlamentarikeren selv i sit seneste nyhedsbrev.

    Budgettet indeholder også 300 mio. til en mælkefond, der skal intervenere for at sikre stabile mælkepriser. Den er vi i Venstre imod, men som min gruppes hovedforhandler var jeg i svære kvaler, for jeg er nødt til at bakke den samlede pakke op. Så jeg tror nok, jeg glemte at trykke på knappen lige præcis der.

    Det udeblevne tryk betød tilsyneladende ikke noget for det endelige resultat. EU ZOO gad godt vide hvad Anne E. Jensen havde trykket, hvis hendes blanke stemme ville have væltet mælkefonden…?

  5. EU bærer vores kors

    10. august 2009.

    En ung kristelig politiker fra Norge, Inger Lise Hansen, skrev på sin blog for nyligt, at de rige lande snart må tage sig sammen og gøre noget for de fattige. Hun håber, at Verdenshandelsorganisationen (WTO) får lavet nye aftaler, så de fattige lande kan handle med de rige i Vesten.

    Men i en kommentar på bloggen fra én, der kalder sig Jan, bliver hun haglet ned:

    Inger Lise Hansens innlegg er ganske ironisk i og med de hoeye tollbarrierene paa landbruksprodukter som Krf stoetter, skriver Jan.

    I Norge er det nemlig ikke EU, der får skylden for landbrugspolitikken, da broderfolket ikke er medlemmer. Det er den norske stat. Det interessante ved den debat er, at de norske politikere og partier har langt sværere ved at tørre landbrugsstøtten af på EU, fordi de selv direkte vedtager den i det nationale parlament – i Danmark er det nemmere at skyde skylden på EU.

  6. Danskerne får flotte poster i EU-kabalen

    15. juli 2009.

    De danske folkevalgte får usædvanligt mange tunge topposter de næste fem år i EU-Parlamentet. Det viser udkastet til en komplet liste over udvalgsposter, som EU ZOO har fået fingre i dagen før, beslutningen træffes. Opdateret.

    Anne E. Jensen (V) fik ikke alt det, hun ønskede sig. Men talknuseren kan trøste sig med en af de mest magtfulde pladser i Budgetudvalget. (foto: Venstre)

    Anne E. Jensen (V) må svigte bøndernes hede drømme om en Venstre-løve i Landbrugsudvalget. Talknuseren kan trøste sig med en magtfuld taburet, når EU-budgettet er til debat. (Foto: Venstre)

    Både Venstre og Socialdemokraterne er jublende lykkelige og fremragende forhandlere. I hvert fald hvis man skal tro de pressemeddelelser, de har sendt ud i dag onsdag.

    De glade meldinger kommer, fordi EU-Parlamentets nyvalgte medlemmer i morgen tidlig skal beslutte, hvem der kommer til at sidde i hvilke udvalg – og dermed hvilke emner, de enkelte politikere skal arbejde med de næste fem år. Det er en af de vigtigste beslutninger for det politiske arbejde, parlamentarikerne overhovedet træffer.

    Derfor er det hele også klappet af på forhånd, og de sidste aftaler er sikkert blevet indgået her til eftermiddag. Allerede nu har EU ZOO fået fingre i den komplette liste, som med al sandsynlighed bliver vedtaget i morgen.

    Og danskerne har en masse at juble over, også både Venstre og Socialdemokraterne.

    Som rigtige journalister vil vi lige nævne fiaskoen først: Venstre har i mange år talt om, at de altid havde en “landbrugets mand i Bruxelles”, altså en V-politiker i Landbrugsudvalget. I sidste periode har det været Niels Busk, men han genopstillede ikke, og ingen af de tre nyvalgte Venstreløver har landbrug som en mærkesag.

    Det har EU ZOO tidligere skrevet om ud fra vores rundspørge om kandidaternes ønskeudvalg. Og da Mejeriforeningen så skriften på væggen, brokkede de sig. Jens Rohde beroligede dem med, at Anne E. Jensen ville kæmpe hårdt for en suppleantpost i Landbrugsudvalget. Men den har Venstre ikke fået. Anne E. Jensen skriver skuffet i sit nyhedsbrev:

    Det ligger desværre meget tungt med også at få en suppleantpost i Landbrugsudvalget, selv om jeg har lobbyet heftigt for det. Går det ikke, må jeg gøre indflydelsen gældende via budgettet.

    Det får Anne E. til gengæld rig mulighed for at gøre. Den garvede V-politiker har nemlig fået posten som ‘gruppekoordinator’ i Budgetudvalget. Det er en tung post, der i praksis betyder, at Anne E. forhandler på vegne af parlamentets tredjestørste gruppe, den liberale, og er med til at lede og fordele blandt sine gruppefæller i udvalget.

    Venstre har også tiltusket sig næstformandsposter i både Kulturudvalget og Industriudvalget, til henholdsvis Morten Løkkegaard og Jens Rohde. Og ud over landbruget har V-delegationen fået deres ønskeudvalg.

    Det har Socialdemokraterne også. Ifølge spidskandidat Dan Jørgensen var det en sej kamp at blive på taburetten som en af næstformændene i Miljøudvalget, da italienerne også havde set sig lune på pladsen. Men uanset hvor blodige forhandlingerne har været, bliver Dan J. på den magtfulde plads.

    De tre andre sosser har også fået, hvad de pegede på i EU-butikken. Britta Thomsen i både Industriudvalget og Udvalget for Kvinders Ligestilling (der i øvrigt ser ud til kun at få kvinder som fuldgyldige medlemmer). Christel Schaldemose i Indre Marked og Forbrug. Ole Christensen i Beskæftigelsesudvalget.

    De andre partier har også stort set fået, hvad de ville, så det er en flot høst for de danske folkevalgte, både nye og erfarne er kommet fint fra start.

    Søren Søndergaard fra Folkebevægelsen mod EU får en plads i Budgetkontroludvalget og Forfatningsudvalget, Margrete Auken (SF) skal sidde i Transportudvalget og Udvalget for Borgernes Rettigheder, Emilie Turunen (SF) i Indre Marked og Forbrug, Morten Messerschmidt (DF) i Forfatningsudvalget (måske som næstformand) og Indre Marked og Forbrug, og Anna Rosbach (DF) i Miljøudvalget og Transportudvalget.

    Det kan undre, at ingen SF’ere sidder i Miljøudvalget, ikke engang som stedfortrædere – klima har været en absolut mærkesag i valgkampen, men der er sikkert kamp om miljøpladserne i deres gruppe De Grønne, og det ville være synd at sige, at klima og transport ikke hænger sammen.

    Oven i de fuldgyldige medlemskaber i udvalgene sidder alle parlamentarikerne også som stedfortrædere i nogle udvalg, oftest ét per hoved. I det praktiske arbejde kan stedfortræderne også sagtens have stor indflydelse i et udvalg, hvor de både kan debattere og stille ændringsforslag.

    Opdateret: Den endelige liste over stedfortræderposter har EU ZOO ikke fået fat i endnu, men der er forlydender om alle de danske parlamentarikere i æteren. Blandt andre har Dan J. fået en plads i Økonomiudvalget, hvor han formentlig vil prøve at føre Nyrups kritik af kapitalfonde videre, selvom det kun er en stedfortræderpost.

    Derudover står Jens Rohde til at blive stedfortræder i Miljøudvalget, Anne E. i Transport, Morten Løkkegaard i Indre Marked og Forbrug, Britta Thomsen i Forsvar, Christel Schaldemose i Landbrug, Ole Christensen i Fiskeri, Margrete Auken i Landbrug, Emilie Turunen i Beskæftigelse, og Søren Søndergaard i Indre Marked og Forbrug. DF’erne er ikke helt afklarede med deres gruppe endnu, skriver Berlingske.dk.

  7. Traktorer og køer mod EU

    14. juli 2009.

    Har du været i Aldi for nylig? Så ved du, at den tyske butikskæde sælger mælk til 3,50 kroner per liter. Aldi har indledt priskrigen på mælk i Danmark, men mælkekrigen raser i hele Europa. Forbrugerne klapper i hænderne, men bønderne beder EU om flere penge.

    Malkekøer som denne her invaderer EU-byen Strasbourg i dag. De og deres landmænd protesterer imod de historisk lave mælkepriser, og de vil have hjælp af EU.

    Malkekøer som denne her invaderer EU-byen Strasbourg i dag. De og deres landmænd protesterer imod de historisk lave mælkepriser, og de vil have hjælp af EU.

    For at fange politikernes opmærksomhed er mælkebønder fra hele EU, fortrinsvis Frankrig, troppet op i Strasbourg i dag, hvor det nyvalgte EU-Parlament mødes for første gang. Traktorer vil rulle gennem de franske gader, og køer vil marchere side om side med omkring 3000 bønder, melder nyhedssitet Euronews.

    Demonstrationen er blandt andet arrangeret af det såkaldte European Milk Board, en sammenslutning af mælkeproducenter. De skriver i en pressemeddelelse:

    The much too low milk price during months jeopardizes more and more dairy farms. Politicians should intervene, firstly by decreasing milk production and then orientating the policy of agriculture towards balanced markets and so assure farm prices covering then production costs.

    Det betyder på godt dansk, at bønderne vil have flere penge fra EU-kassen, ellers kradser de af. Og priskrigen er faktisk en helt reel trussel mod landbruget. Det hele startede med finanskrisen, den fik forbrugerne til at holde pengene tæt til kroppen, og så blev butikkerne nødt til at sænke priserne. Det er en klassisk historie, der passer på alle brancher.

    Men ifølge Politikens analytiker Niels Lunde er mælk et af de vigtigste lokkemidler for at få kunder i butikken:

    Næsten alle deres (butikkernes, red.) kunder skal have mælk. Derfor er mælken placeret længst væk i butikken, fordi du på den måde er nødt til at gå frem og tilbage, så du tvinges til at kigge på flest mulige varer, mens du er derinde.
    Af samme grund gør det særlig ondt på supermarkederne, når netop mælken er udsat for en priskrig. Det er den vare, de sælger flest af; det er deres kerneforretning.

    I går mandag besluttede de europæiske landbrugsministre at indføre yderligere statsstøtte til de trængte landmænd i form af opkøb af smør og skummetmælkspulver, skriver Berlingske.dk. Det presser priserne kunstigt op og giver flere penge i lommerne på landmændene.

    Den vigtigste EU-embedsmand på området er den danske kommissær Mariann Fischer-Boel. Hun har allerede gjort, hvad hun kan for at hjælpe bønderne ved at åbne op for statslån og for, at støttekroner kan udbetales tidligere. Det var vel at mærke før, priskrigen nåede de dimensioner, den har i dag.

    Hvordan mælkemarkedet ser ud, er EU-Kommissionen ved at analysere på. En grundig undersøgelse bliver offentliggjort den 22. juli.

  8. 1

    Landbruget får ikke V-håndlanger i Bruxelles

    17. juni 2009.

    Rettet: Anne E. Jensen havde sat Økonomiudvalget som en ekstra prioritet, men sagt at hun ville fortsætte i Budgetudvalget og Transportudvalget. Niels Busk arbejdede mod importforbuddet af sælskind i Miljøudvalget.

    Når Venstre går efter udvalgsposter i EU-Parlamentet, er landbruget blevet hjemme i Danmark. Ingen af det liberale partis nye medlemmer går efter en plads i landbrugsudvalget. Der er ellers større magt i vente på EU’s største politikområde, når eller hvis Lissabontraktaten træder i kraft.

    I det gamle parlament sad landmanden Niels Busk (V) i Landbrugsudvalget.

    De tre Venstre-politikere vil gerne sidde i følgende udvalg, ifølge Altinget.dk:

    Anne E. Jensen: Transportudvalget og Budgetudvalget. Hun havde i EU ZOOs rundspørge sagt, at hendes 1. prioritet var Budgetudvalget og Transportudvalget. Og derefter Udvalget for Økonomi og Valuta. Men det sidste ønske er ikke med i Altingets artikel.

    Morten Løkkegaard: Kulturudvalget og Indre Markedsudvalget. I EU ZOOs rundspørge havde han givet indre marked som 1. prioritet og derudover frabedt sig en andenprioritet.

    Jens Rohde: Udenrigsudvalget og Industriudvalget. Han svarede ikke på EU ZOOs rundspørge.

  9. Du må gerne høste fjer fra levende gæs

    13. marts 2009.

    Kan du huske billederne af gæs, der bliver plukket levende i Ungarn for blandt andet at ende i danske dyner? Danske dyrevenner krævede lynhurtigt en reaktion, og nu er den kommet. EU kalder det dyremishandling, men understreger, at det ikke som sådan er forkert at plukke fjer af levende gæs.

    [youtube]6Hd8-nxYraQ[/youtube]

    Lavinen begyndte at rulle, da svensk TV4 i den undersøgende dokumentarserie Kalle Fakta afslørede, hvordan levende gæs blev plukket i Ungarn. Journalisterne udgav sig for at være købere og fik demonstreret, hvordan gæssene blev plukket.

    Sagen fik en dansk vinkel, fordi producenten blandt andet leverer dun til JYSK. Dyrenes Beskyttelse harcelerede over behandlingen, som de kaldte dyrplageri. Og to danske medlemmer af EU-Parlamentet gik hver for sig til Kommissionen og krævede handling: Dan Jørgensen (S) og Mogens Camre (DF).

    Nu har de så fået enslydende svar. Kommissionen slår fast, at optagelserne viser dyremishandling. Og de har taget kontakt til de ungarske myndigheder, der nu skal undersøge forholdene.

    Men om det er tilstrækkeligt, er de to dyrevenner ikke enige om. Stridens æble ligger i den sidste bid af Kommissionens svar:

    Kommissionen vil dog gerne påpege, at praksissen med at høste dunfjer fra levende gæs ikke er forbudt i henhold til fællesskabslovgivningen. Det stående udvalg under den europæiske konvention om beskyttelse af dyr, der holdes til landbrugsformål, skelner mellem at plukke, som er forbudt, og høste, som ikke er forbudt.

    Mogens Camre er tilfreds med svaret på sit spørgsmål:

    EU-kommissionen fastslår, at praksissen med at høste dunfjer fra levende gæs ikke er forbudt i henhold til fællesskabslovgivningen, men det må først ske, når fjerene er klar til fældning og det, der sker i den konkrete sag, er dyremishandling, siger Mogens Camre i sin pressemeddelelse.

    Derimod er Dan Jørgensen kritisk over for den del af svaret på spørgsmålet, fordi han frygter en gråzone.

    Jeg bryder mig ikke om, at producenterne skal træffe valget, om det gør ondt eller ej på dyrene. Står det til mig, skal det bare forbydes at tage dun eller fjer fra levende gæs, siger han i sin pressemeddelelse.

  10. Ole EU langer ud efter partifælles grisepant

    11. marts 2009.
    Ole EU vil ikke have pant på grise (foto: Socialdemokraterne)

    Ole EU vil ikke have pant på grise (foto: Socialdemokraterne)

    Pant på grise. Sådan lød et forslag mandag fra socialdemokraternes dyrevelfærdsordfører, Bjarne Laustsen, for at bevare danske arbejdspladser og afkorte slagtesvins køreture inden slagtning. Ideen er, at en svineproducent får omkring 100 kroner tilbage, hver gang han afleverer et svin til slagtning på et dansk slagteri.

    Men den ide bliver skudt ned af det socialdemokratiske medlem af EU-Parlamentet Ole Christensen, der går under navnet Ole EU.

    Jeg er enig i, at der skal gøres noget. Men at indføre pant på grise er ikke vejen. Det er givet i strid med konkurrencereglerne i EU, og hvis vi forestillede os, at alle lande gik ind og beskyttede diverse industrier, der er under pres, så vil vi i Danmark blive de helt store tabere.

    Ole EUs kritik kommer efter, at EU ZOO har  efterspurgt en kommentar, fordi han tidligere har kritiseret Frankrig og England for at tænke protektionisk – altså at droppe samhandel og i stedet beskytte egne markeder.

    Læs hele Ole EU’s mailsvar:

    Læs videre