1. EU-skepsis gror i Venstres bagland

    26. januar 2012.

    Der var mismod at spore hos Anne E. Jensen, EU-parlamentariker for Venstre, da hun søndag udsendte sit ugentlige nyhedsbrev.

    EU-veteranen brød sig ikke om med-parlamentarikeren Morten Messerschmidts (DF) tale til Helle Thorning-Schmidt i plenarsalen i Strasbourg sidste uge. Talen, der tydeligvis var inspireret af de britiske EU-skeptikere og deres taletradition, var dæmoniserende, mente hun. I stedet fremhævede hun talen fra Søren Søndergaard, der er medlem for Folkebevægelsen mod EU, for at holde en tale med politisk substans.

    Men det var ikke blot Messerschmidt, Anne E. udtrykte mismod over. For også folk i hendes eget bagland er i stigende grad skeptiske, berettede hun.

    Jeg oplever nu oftere, at det er nødvendigt at forklare og forsvare værdien af EU, og det indre marked kommer under angreb fra personer, man ville vente automatisk var tilhængere.

    ”Hvorfor skal EU blande sig i alt? Hvorfor skal vi have et legetøjsdirektiv?”, spørges der. Og så må man jo forklare, at legetøjsdirektivet er forudsætningen for, at LEGO kan sælge over hele EU. Det er forudsætningen for, at LEGO ikke skal kæmpe med 27 forskellige nationale standarder og have mange forskellige typer af deklarationer på pakkerne. Det er selvfølgelig en kæmpe stor gevinst for virksomheden. Og det giver mindre bureaukrati – ikke mere bureaukrati – som fordommene om EU ellers går på.

    - Anne E. Jensen i sit nyhedsbrev.

    Hos EU ZOO fandt vi iagttagelsen interessant. Så vi bad Anne E. uddybe.

    Hvem er det, du ville forvente var EU-tilhængere, men som du nu ofte må forsvare EU og det indre marked over for?

    Jeg oplever at blandt andet pensionister og erhvervsfolk er blevet mere kritiske. Det undrer mig, for pensionisterne kender jo historien bag EU, og erhvervsfolk har om nogen fordel af EU og det indre marked. Jeg synes også, det er trist, at det er blevet moderne blandt unge liberale at være EU-skeptiske. Der har vi en opgave at tage fat på.

    Hvorfor tror du, at det sker lige nu?

    Gældskrisen spiller uden tvivl en stor rolle, selvom krisen ikke er skabt af EU eller EUs institutioner. Men det folk hører er, at EU ikke kan levere stærke nok løsninger.

    Hvordan påvirker en vigende opbakning blandt befolkningen den førte politik i EU?

    Mange politikere bliver mere populistiske og mindre villige til at finde fælles løsninger, der koster lidt på kort sigt, men hindrer kæmpe regninger på længere sigt.

  2. 3

    Pas på argumentjunglen

    13. december 2011.

    GUIDE. Skal Danmark være med i den nye Vækst- og Stabilitetspagt, der er udråbt til at skulle redde den europæiske økonomi? De næste uger, og måske måneder, vil argumenterne flyve frem og tilbage. Derfor har EU ZOO taget et kig på argumenterne for og imod. Vi har også taget et grundigt kig på et af dem, som bliver brugt mest, men som der ikke nødvendigvis er belæg for. Det vender vi tilbage til.

    Først er her et overblik over argumenterne for den let forvirrede læser:

    Argumenter FOR, at Danmark går med i den nye pagt:

    • Politisk indflydelse-argumentet handler om, at vi skal være så tæt som muligt på dem, der træffer beslutningerne. Nuvel, godt nok skal Vækst- og Stabilitetspagten kun handle om, at de enkelte lande skal hanke op i deres finanser, men når de nu skal mødes en gang om måneden – i hvert fald det næste halve år – hvem siger så, at de holder sig til det?Men passer det, at Danmark får politisk indflydelse? Hmm. Blot fordi landene under pres fra Tyskland går ind i en politisk union, så vil de samme politiske uenigheder bestå. Sverige, Danmark, Holland og Storbritannien vil fortsat have samme liberale tilgang til landbrugspolitikken, budgetdisciplin og lignende. Faktisk havde britiske skeptikere håbet, at Storbritannien kunne stå i spidsen for en klub af lande uden for euroen. I en sådan situation kunne Danmark endda få politisk tyngde, leverage, som det hedder på engelsk, via en magtfuld klub af ikke-eurolande.
    • Euro-argumentet ligger i forlængelse af det første arguement: Vi skal alligevel joine euroen på et tidspunkt, derfor skal vi være med nu, hvor politikerne lægger det politiske og finansielle fundament. Dette argument er naturligvis kun holdbart, hvis man er tilhænger af eller tror på, at Danmark en dag kommer med i euroklubben.
    • Solidaritetsargumentet handler om, at vi i dag er i krisetider af uset karakter. Som professor Nina Smith fra Aarhus Universitet sagde i P1 Business, er det en krise, der kan føre til økonomisk nedgang, vi ikke har set siden depressionen i 30′erne. Derfor skal vi sætte alt ind på at redde euroen, lyder argumentet. Ved at gå med i Vækst- og Stabilitetspagten vil vi give indtrykket over for markederne, at Europa står samlet og er i stand til at føre en fornuftig finanspolitik i fællesskab. Vi redder ikke blot eurolandene, men også vores egen økonomi ved at sikre fortsat dansk eksport til disse lande.
    • Det Indre Marked-argumentet går på, at et EU i flere hastigheder, som briterne øjensynligt nu efterspørger – og som Frankrigs præsident Nicolas Sarkozy længe har ønsket sig – er imod vores erhvervsinteresser. Vi risikerer, at Det Indre Marked vil blive splittet op, hvilket vil gøre, at danske virksomheder og borgere skal forholde sig til forskellige regler i forskellige zoner af unionen. Kort fortalt: Et opgør med den grundlæggende ide bag Det Indre Marked. Dette er erhvervslivet naturligvis imod. Især hvis eurolandet Tyskland – Danmarks største eksportmarked – bliver en del af en anden zone end Danmark.
    • Der er også lånemarkedsargumentet. Økonomi- og erhvervsminister Margrethe Vestager luftede det allerede fredag aften i Deadline på DR2. Det handler om, at Danmark ved at gå med i Stabilitetspagten vil sende et signal til investorerne om, at de roligt kan sætte deres penge i Danmark. Jo større tiltro til Danmark, jo lavere renter – og dermed mindre låneomkostninger og bedre vækstvilkår for danske virksomheder. Det vender vi tilbage til.

    Argumenter IMOD, at Danmark går med i den nye pagt.

      • Kickstarts-argumentet burde ikke komme som en overraskelse for politiske iagttagere. Det er i hvert fald ikke en overraskelse for EU ZOO. Det er snarere en overraskelse, at det først er nu, at en ledende venstreorienteret politiker – udenrigsminister Villy Søvndal (SF) – påpeger, at regeringen vil have vanskeligt ved at lave keynesianske kickstartere af Nyrupske dimensioner for at sætte gang i økonomien.
      • Suverænitetsargumentet er dét, som Dansk Folkeparti slår mest på tromme for: Danskerne har opbygget et godt demokrati, som gradvist bliver undergravet ved, at vi giver vores suverænitet væk til Bruxelles. Det er ikke blot moralsk forkert, men også imod al fornuft, eftersom danskerne bedst ved, hvilke regler vi bør have i Danmark.
      • Argumentet om det sociale Europa handler om, at det er en flok borgerlige politikere, der har født ideen og vil gennemføre planen om en Stabilitetspagt. Deres plan er at presse de europæiske økonomier efter en borgerlig diskurs, der fører til offentlige nedskæringer og mindre vækst, lyder det. Argumentet er i tæt familie med kickstartsargumentet, men er bredere end som så og handler i virkeligheden om kernen i selve EU-samarbejdet. Argumentet fremføres ofte af Folkebevægelsen mod EU, hvor EU-parlamentariker Søren Søndergaard taler om social uro i borgerkrigsstørrelser – men også Francois Hollande, de franske socialisters præsidentkandidat, og tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) har fremført argumentet om, at aftalen er konservativ.
      •  Demokratiargumentet (tilføjet af Staffan Dahllöf i kommentarfeltet): Med en ny, mellemstatslig traktat flytter beslutninger fra vælgere og nationalt valgte politikere til jurister, embedsmænd og indirekte valgte ministre. Argumentet er i familie med Suverænitetsargumentet, men ikke helt det samme, fordi det efter alt at dømme ser ud til, at heller ikke EU-Parlamentet får noget at skulle have sagt om den ny aftale. Fælles for Demokrati- og Suverænitetsargumentet er at det bliver alt andet lige vanskeligere, for ikke at sige umuligt, at kræve politisk ansvar for de beslutninger, der bliver truffet.
      • Relevansargumentet (tilføjet af Staffan Dahllöf i kommentarfeltet): Hvad er pointen med endnu en strammeraftale, hvis det grundlæggende problem er ubalancer i konkurrencekraft og betalingsbalancer mellem nord og syd? Økonomen og nobelprisvinderen Paul Krugman, der blogger ved New York Times, og Martin Wolf fra Financial Times skriver i overbevisende om dette, eksempelvis her. EU ZOO tilføjer, at nogle kritikere desuden afviser, at de nordlige lande bør stramme finanspolitikken, men tværtimod bruge flere penge for at sætte gang i væksten igen.

    Med det overblik i baghånden vil vi kigge lidt nærmere på det sidste argument for at gå med i en Stabilitetspagt. Det er lånemarkedsargumentet, der handler om at sikre investorernes tiltro til Danmark. Det er nemlig sket en gang før, at en række lande er gået sammen og har givet hinanden hånden på, at de ville styre en stram økonomi. Det skete i marts, da euro-landene plus en række andre lande indgik en pagt. Den kom til at hedde Euro Plus Pagten. Det er i store træk kravene fra Euro Plus, der nu skal mejsles ind i en traktat, sandsynligvis med mulighed for økonomiske sanktioner.

    Det er gået Danmark godt, siden vi gik med. Renten på statslån løbende over 10 år er styrtdykket fra 3,29 procent i marts 2011 til 2,23 i oktober 2011. Et andet land, der modsat Danmark valgte at holde sig uden for Euro Plus Pagten, Sverige, har dog også klaret sig fint på markederne. Deres 10-årige rente på statslån er dykket fra 3,35 til 1,90.

    Alt muligt spiller ind, når markederne skal vurdere, om de vil købe lån i et land. Danmark har også fået en ny regering siden, der har været nye finanslove, investorerne flygter fra Sydeuropa etc. Og i Sverige tager investorerne også højde for den svenske krones forventede kurs. Ikke desto mindre er det interessant, at Danmark altså ikke har klaret sig bedre på lånemarkederne end Sverige, efter vi gik med i Euro Plus. To andre lande, der også står uden for Euro Plus, Storbritannien og Tjekkiet, har også fået lavere renter siden marts. Ungarn, der også står uden for, har dog oplevet, at deres renter er steget cirka et halv procentpoint.

    Rumænien, der ligesom Danmark er med i Euro Plus, har omvendt ikke oplevet, at deres renter er faldet. Rumænernes rente er steget med 0,20 procentpoint.

    Der er mange argumenter for og imod at gå med i den nye Vækst- og Stabilitetspagt. De er både politiske og økonomiske, og i dette blogindlæg har vi primært kigget på argumenter for at gå med. Men man skal holde tungen lige i munden, når man forsøger at fortælle, hvad der løber rundt i hovedet på dem, der overvejer, om de skal satse på at yde lån til den danske stat. Der er tilsyneladende ikke gode data, der fastslår, at Euro Plus Pagten fra marts betød meget på den front.

    Har EU ZOO overset et argument, der bliver brugt i den politiske debat FOR eller IMOD at gå med? Vi modtager dit besyv med kyshånd, så vi alle kan blive klogere.

    Se selv oversigten over 10-årigt-løbende statsobligationer hos ECB - klik for stort:

    Opdateret med ekstra argumenter (tak for kommentarerne) torsdag d. 15 december.

  3. 10

    Hvordan kærlighed til en kat vækker bekymring og glæde i Danmark

    9. oktober 2011.

    (Flickrfoto af Indiefox)

    En tale, holdt af en særdeles magtfuld, britisk kvinde er netop nu et varmt emne i det regnfulde ørige. Det er Theresa May, Storbritanniens indenrigsminister, der på de konservatives kongres lavede et rant mod Den Europæiske Menneskerettighedserklæring, som Storbritannien har tilsluttet sig. Hun refererede en dom, hvor en boliviansk studerende – ifølge hende selv, ikke andre – fik lov til at blive boende i Storbritannien, fordi det ville være inhumant at adskille manden fra… sin kat.

    Det er ikke dommen i sig selv, der sandsynligvis vil vække bekymring hos politikere og danske embedsmand i etaten. Nej, det er snarere det faktum, at den magtfulde konservative minister næsten ord for ord havde lånt eksemplet fra en tale, som UKIP-leder Nigel Farage holdt tidligere i år. Det afslørede The Guardian forleden (hat tip @jacobchr).

    UKIP står for UK Independence Party. Partiet, der er Storbritanniens næststørste i EU-Parlamentet, men markant svagere i britisk politik, er stærkt EU-kritiske. EU er et foretagende, der skal besværges, mener de britiske uafhængighedspolitikere.

    Nigel Farage er sur, efter Theresa May holdt sin tale. Ikke så meget fordi, Theresa May “lånte” hans tale. Nej, han kritiserer hende for at spille for galleriet. Til syvende og sidst har Theresa May ingen intentioner om, at Storbritannien skal droppe Menneskerettighedserklæringen, udmeldes af EU eller lignende, lyder anklagen fra Nigel Farage.

    Hos de danske politikere og diplomater, der arbejder på at skaffe Danmark indflydelse i EU, må UKIP’s indflydelse på de konservative vække bekymring. Omvendt kan danske unionsmodstandere glæde sig.

    De konservative har altid været EU-skeptiske, men det brød ud i fuld flor, da de britiske konservative i EU-Parlamentet for to år siden meldte sig ud af EPP-ED, de europæiske kristenkonservative med EU-heltene  Robert Schuman og Konrad Adenauer som faderfigurer. Briterne stiftede i stedet gruppen ECR, European Conservatives and Reformists Group.

    Briternes egensindighed kommer i dag stærkt til udtryk, når EU skal behandle forslag, der er en reaktion på finanskrisen. Hvor flertallet af landende ønsker en medicin, der hedder “mere EU”, så har mange britiske konservative – og socialdemokrater – snarere et andet svar: “Ikke mere EU”. En del britiske politikere ønsker faktisk “mindre EU”.

    Her er en række aktuelle områder, hvor Storbritannien har gået enegang:

    FTT’en
    Det helt hotte emne er lige nu skatten på finansielle transaktioner (FTT), som Frankrig, Tyskland og EU-Kommissionen ønsker at indføre. En del lande har været betænkelige, men er efterhånden gået med på idéen. Ikke mindst med udsigt til en ekstra finansieringskilde til statskassen. Kun Storbritannien og Sverige er erklærede modstandere. Sverige havde i halvfemserne selv et lille forsøg med en FTT, der blot sendte aktiehandel ud af landet – blandt andet til Danmark. Derfor er vores søsterfolk imod. UK har ingen dårlige erfaringer, men sidder med samme frygt – netop at City of London fremover må se en masse aktiehandel flyde mod andre finansmetropoler. EU-Kommissionen har ellers foreslået, at hvis blot det ene af de to moderselskaber har hovedsæde i Europa, så skal der betales de omkring 0,1 procent skat på. Det skal forhindre aktiehandelsflugten. Men Storbritannien tror ikke, at det er en effektiv dæmning. UK har vetoret på området, og det kan tvinge de øvrige lande ud i at benytte den særlige procedure i Lissabon-traktaten. Den giver en gruppe af lande lov til at gå længere end den almindelige EU-lovgivning.

    (Flickrfoto af Jennuine Captures)

    Det europæiske finanstilsyn
    Ingen forudså finanskrisens komme. Hverken finansgiganterne, tilsynene, politikerne eller akademikerne. Det ønskede de europæiske politikere at skabe et stærkt fælleseuropæiske tilsyn, European Securities Authority (ESMA). Det skal blive bedre til atholde opsyn med de store grænseoverskridende finanskoncerner og ikke mindst opsynet med de komplicerede finansielle produkter – derivativerne. Det får ikke magt til at skride ind, men ret til at overvåge. Men nej, sagde UK, der er centrum for en meget stor del af handelen med derivativer. De havde problemer med delen, der omhandlede derivativerne. UK har dog ikke vetoret, eftersom det omhandler det indre marked. Men eftersom UK er centrum for næsten halvdelen af den globale handel med netop derivativer, blev EU-landene enige om at finde et kompromis ved et finansministermøde denne uge.

    Det forstærkede finanssamarbejde
    Ja, så er der jo hele det finansielle samarbejde.  Netop nu kæmper især Tyskland for en stærkere koordinering af de enkelte landes finanpolitik – altså landenes husholdningsbudgetter. Eurolandene skal fremover mødes til fire årlige eurotopmøder, sandsynligvis under ledelse af Herman Van Rompoy, formanden for Rådet. Danmark står uden for dette samarbejde, eftersom vi ikke er med i euroens tredje fase, altså indførelsen af euroen som møntenhed. Vi er til gengæld medlem af anden fase, hvor kronen har en fast kurs, der er lænket til euroen. Det er i modsætning til Storbritannien og Sverige, der lader kursen flyde. Det har været med til at forstærke landenes konkurrenceevne under krisen ved at gøre de pundet og den svenske krona billigere i forhold til euroen. De to lande har også sammen med nogle andre lande besluttet at stå uden for Europlus-pagten og dens finanspolitiske målsætninger om mindre statsunderskud, lavere arbejdsløshed, koordinering af skattepolitikken og lignende. Danmark er derimod med i Europlus-pagten.

    (Flickrfoto af practicalowl)

    En ny traktat?
    Unionen kan ikke forstærke det finansielle samarbejde uden en traktatændring. Det har EU-Kommissionen og Tysklands bundeskansler Angela Merkel for nyligt meldt ud. EU har ellers for nyligt fået et nyt grundlag – Lissabontraktaten – under stor møge (flere befolkninger var imod, huskes nok). Det er usandsynligt, at en ny traktatændring vil blive meget nemmere at sælge. Eftersom EU i endnu højere grad end tidligere er blevet opdelt i to grupper, vil det desuden styrke et Europa i to hastigheder. Den ene gruppe er de 17 lande i eurozonen, og så er der de 10 andre. Problemerne ved denne to-delte-model er omfattende, i hvert fald for fortalerne for europæisk integration, heriblandt Merkel selv. Hvad sker der med de lande, der ønsker at være med i euroen, men endnu ikke har fået lov? Skal de være dækket af EU17-traktaten eller EU27-traktaten? Og hvad så, hvis den nuværende traktat for EU27 også skal ændres? Kan den måske blive “fortyndet”, som de britiske konservative, der sidder på magten lige nu – sandsynligvis vil arbejde for?

    (Flickrfoto af wotthe7734)

    Danmark er lænket til Storbritannien
    For de danske politikere og diplomater, der ønsker, at Danmark sidder med ved bordet i Bruxelles, vækker udviklingen bekymring. For Danmark er ikke med i EU17. Og den nyvalgte danske regering har meldt pas på en afskaffelse af euroforbeholdet. I første omgang, altså. Så vi er med i EU10. Dem der står uden for euroen. Og det mest magtfulde land i denne gruppe er Storbritannien. Ofte giver det god mening for Danmark, eftersom vi står på linje med briterne, når det gælder en mindskelse af landbrugsstøtten, et stramt EU-budget, flere penge til forskning og stor frihed til arbejdsmarkedets parter og en række andre områder. Men den danske regering og de danske diplomater ville ikke som Theresa May have kopieret en tale, der handler om domstol, der vurderer, at det inhumant at adskille en mand fra hans kat.

    Omvendt kan EU-kritiske danskere, som Morten Messerschmidt, glæde sig over kattehistorien. Han har tidligere efterspurgt et EU i flere tempi, hvor Danmark vel at mærke er blandt de langsomme. Derfor må han glæde sig over, at den magtfulde britiske indenrigsminister lytter til taler fra Nigel Farage, der også er formand i Messerschmidts egen gruppe, European Freedom and Democracy. Farage var i øvrigt i Danmark i sidste måned og holdt tale ved Dansk Folkepartis landsmøde.

    “Vi er fremtidens politikere. Nationalt demokrati vil blive genopbygget. Vi vil sejre,” sluttede Nigel Farage talen ved landsmødet.

     

    Opdateret tirsdag klokken 19.30: Vi havde ved en fejl skrevet, at den studerende fik ophold i Danmark, men der skulle naturligvis have stået Storbritannien. Det er rettet nu, ligesom vi har tilføjet henvisning til BBC’s forklaring på de faktuelle omstændigheder i kattehistorien.

  4. Det absolut vigtigste: Jens Rohde

    18. september 2011.

    Debatten om grænsekontrollen vil fylde meget for Jens Rohde dette efterår (Foto: Venstre).

    Jens Rohde, parlamentariker for Venstre, har netop gjort noget usædvanligt for en Venstre-mand. Han har rost SF’s Ole Sohn.

    Årsagen er, at SF vil fjerne den toldkontrol, den afgående regering har indført. Jens Rohdes kontor oplyser til EU ZOO, at Schengen-samarbejdet om åbne grænser bliver et fokuspunkt for ham i dette efterår. For at varme op efter EU-Parlamentets ferie har EU ZOO spurgt politikerne, hvilke sager, der kommer til at fylde mest for dem resten af året.

    Schengen-samarbejdet er i vælten, fordi Frankrig og Italien er kommet op at toppes. Da der strømmede libyske flygtninge til Frankrig via Italien, lukkede den franske præsident Sarkozy grænsen en kort overgang, og dét skabte postyr. Siden har også Danmark altså pustet til ilden med vores toldkontrol, der blev misforstået som grænsekontrol.

    Jens Rohde vil også have fokus på revisionen af Dublin-forordningen, der handler om asylansøgere. Det handler om, i hvilket land en asylansøger skal have behandlet sin sag. Kommissionen lancerede nye direktivforslag for næsten tre år siden, og EU’s lovgivere er efter sigende tæt på at blive enige.

    Derudover vil MFF – det er den næste syvårige budgetramme, der skal gælde fra 2014 til 2020 – fylde meget på Rohdes dagsordenen.

    Jens Rohde er næstformand i Udvalget om Industri, Forskning og Energi samt medlem af Delegationen for Forbindelserne med Landene i Mercosur og Delegationen til Den Euro-Latinamerikanske Parlamentariske Forsamling. Derudover er han stedfortræder i Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender samt Delegationen til Det Blandede Parlamentariske Udvalg EU-Mexico.

    Venstre-politikerens kontor har lavet en liste over de store sager i de udvalg, han sidder i.

    Udvalget for Industri, Forskning og Energi (ITRE)
    • Radio Spectrum Policy Programme (fordelingen af radiofrekvenser til mobilnet, etc., red.)
    • Energieffektivitet
    • Energy Roadmap 2050
    • Fælles grundlag for selskabsskat
    • Energibeskatning
    • Patent
    • Nyt forskningsprogram (FP8, også kaldet Horizon 2020, red.)
    Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender (LIBE)
    • Sæsonarbejdere
    • Virksomheders internt udstationerede tredjelandsstatsborgere
    • Revisionen af databeskyttelsesdirektivet
    • Revisionen af datalogningsdirektivet
    • Databeskyttelsesaftale mellem EU og USA
    • PNR-aftale med USA og Australien (deling af passengerinformationer, red.)
  5. Det absolut vigtigste: Bendt Bendtsen

    3. september 2011.

    Bendt Bendtsen vil skabe vækst med grøn energi. (foto: Bendt Bendtsen/Flickr)

    Mindre bureaukrati og mere grøn energi. Sådan lyder et par af parolerne fra tidligere økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (K, EPP). Turen er kommet til ham i EU ZOOs rundspørge til de danske medlemmer af EU-Parlamentet om de vigtigste EU-sager frem til nytår.

    Trods sin erfaring føler eks-ministeren sig udfordret: Lovarbejdet på det økonomiske og erhvervsmæssige område er omfattende for tiden, siger han. Det er også værd at bide mærke i, at Bendt Bendtsen vil kæmpe for forholdene for små og mellemstore virksomheder. Dem har Danmark mange af.

    Tidligere har vi bragt svarene fra Anna Rosbach (uden for parti, ECR) og Emilie Turunen (SF, EFA).

    Bendt Bendtsen er medlem af Udvalget om Industri, Forskning og Energi samt Delegationen for Forbindelserne med Landene i Sydasien. Derudover er han stedfortræder i Budgetudvalget, Det Særlige Udvalg om den Finansielle, Økonomiske og Sociale Krise samt  Delegationen for Forbindelserne med Australien og New Zealand samt Delegationen til Den Parlamentariske Forsamling for Middelhavsunionen.

    Redaktionen har markeret særligt interessante passager med fed skrift.

    1) Hvad bliver de tre vigtigste emner/sager i EU-Parlamentet frem mod årsskiftet – og hvorfor?

    Det altoverskyggende emne bliver, hvordan EU og landene reagerer på krisen. Der findes store strukturelle problemer i landene og en uhyrlig gældssætning, og disse ting skal der tages vare på. Dermed er det vigtigere end nogensinde før at skabe gode vilkår for vores virksomheder. Vækst i virksomhederne skaber flere arbejdspladser, som medfører mere velfærd samt flere indtægter og færre udgifter for statskassen.

    Et centralt element i virksomhedernes vækst er risikovillig kapital. Det er vigtigt at tilpasse den finansielle regulering, således at den ikke hæmmer bankernes lånevillighed for meget. Et godt eksempel herpå, er det nye forslag til et nyt kapitalkravsdirektiv. Det handler om størrelsen og typen af den kapital, som banker skal fores med, før de kan foretage udlån. I Danmark er der en risiko for, at reguleringen kan ramme det danske realkreditsystem uhensigtsmæssigt, men disse former for regulering kan skade hele Europa, hvis ikke den bliver tilpasset ordentligt. Men det skal siges, at der kommer meget lovgivning på dette område i den kommende tid, så det er med at holde tungen lige i munden, hvis man skal danne sig et overblik.

    Det nye rammeprogram for forskning: Parlamentet er i gang med at levere indspark til Kommissionens arbejde om det nye forskningsprogram for 2014-2020. Jeg arbejder konkret for, at finansieringen af små- og mellemstore virksomheder skal være så smidig så mulig. De mindre virksomheder har ikke kapacitet til bureaukratiet, og der er plads til mange forbedringer i programmet.

    2) Hvad bliver det/n vigtigste emne/sag, som du PERSONLIGT kommer til at beskæftige dig med frem mod årsskiftet?

    Det nye direktiv om energibesparelser. Det blev præsenteret af Kommissionen før sommerferien og skal nu behandles af Parlamentet og Rådet. Som ordfører på en tidligere rapport om energibesparelser følger jeg emnet tæt. Der ligger et stort vækstpotentiale i den grøn energiteknologi. Hvis vi samtidig kan spare på energien ved at gøre brug af energieffektive løsninger, så medfører det også markante reduktioner i udledningen af drivhusgasser.

  6. 1

    Krisen skaber et EU i flere hastigheder

    19. august 2011.

    Analyse

    …Og Danmark er blandt de langsomme.

    EU er en umage klub af lande, der har en vidt forskellig tilgang til samarbejdet. Motiverne for medlemskab er mange: Ideologiske, realpolitiske, økonomiske, historiske og kulturelle. Derfor har landene også forskellige idéer om, hvor omfattende unionen skal være.

    Alligevel har gruppen af politikere, der har fået lov til at definere udviklingen i unionen, modsat sig den mulighed, som en del politikere og iagttagere – både tilhængere og unionsmodstandere – anser for at være uundgåelig: Et EU i flere hastigheder.

    Men nu har krisen skubbet på udviklingen med et EU i to hastigheder, hvor Frankrig og Tyskland har iværksat initiativer, der uundgåeligt skaber to adskilte grupper af lande: Eurolandene og så de andre. Gæt selv, hvor Danmark ligger.

    De mange tempi har spøgt længe

    Løsningen med flere tempi var især omdiskuteret under Nice-traktaten (2001), hvor EU fik stadig større magt. Da blev politikere i en del lande forpustede blot ved tanken om den stadigt hurtigere integration, som toneangivende lande og EU-politikere lagde op til. Det var under arbejdet med Forfatningskonventet og Forfatningstraktaten.

    Ironisk nok var det Holland og Frankrigs befolkninger, der gav et nej og dermed dødsstødet til Forfatningstraktaten og det gjorde spørgsmålet om flere tempi aktuelt igen. De to lande regnedes ellers for ivrige integrationstilhængere.

    Men nej. Vi skal have et samlet Europa, alt andet er gift for unionens fremtid, lød svaret igen: Et stærkt Europa er et samlet Europa.

    Alligevel sneg en lille anerkendelse af et EU i flere hastigheder sig ind i den udvandede Forfatningstraktats faste regelsæt (protokollerne er naturligvis proppet med nationale undtagelser; de danske forbehold og sommerhusreglen eksempelvis): Ifølge Lissabontraktaten kan en gruppe lande gå videre med et forstærket samarbejde på specifikke områder, selv om de øvrige lande melder pas. Reglen er dog ikke blevet brugt i større omfang, udover 12 landes mål om at skabe et EU-patent.

    Men nu sker der ting og sager. Med det fælles fodslag mellem Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, og Frankrigs præsident, Nicolas Sarkozy, har de for alvor lagt op til et EU i flere hastigheder.

    Ironisk nok har en stærk tilhænger af et EU i flere tempi, DF’s Morten Messerschmidt, tordnet imod Sarkozy og Merkels forslag.

    ”En egentlig regering for eurozonen er udtryk for, at EU nu for alvor tager form som en føderalstat. Vi så allerede med europagten, hvordan eurolandene ønskede en samordning af finans-, arbejdsmarkeds- og pensionspolitikken… Nu tager landene det fulde skridt og vil udnævne en egentlig regering for eurolandene,” sagde Morten Messerschmidt tirsdag til Ritzau.

    Nu mangler vi stadig at se, hvad denne ”regering” får af beføjelser.

    Store ændringer selv om traktaten består

    Den bliver nok ikke en egentlig “regering” i gængs forstand. Vi ved, at Merkel og Sarkozy vil mødes med de øvrige eurolande to gange om året ved nogle eurotopmøder, som de vil indføre. De mødes dog allerede nu fire gange om året inden de store topmøder i Det Europæiske Råd. Nu skal møderne tilsyneladende være længere og fungere som rammer om en stærkere koordinering af finanspolitikken. Samtidig lægger Tyskland op til, at eurolande, der overskrider de finanspolitiske mål og danner for stor gæld, skal have skåret i støtten fra EU via Strukturfondene.

    Selv om Merkel og Sarkozy har lagt op til, at deres “euroregering” skal dannes uden ændringer i EU’s traktatgrundlag, så er initiativet næst efter indførelsen af euroen som fysisk møntfod i 2002 et af de største skridt hidtil hen mod dannelsen af et EU i flere hastigheder. Finanspolitikken er et af de vigtigste områder overhovedet. Finanspolitikken er i høj grad forudsætningen for al anden politik. En fælleskoordineret finanspolitik vil uundgåeligt skabe en endnu stærkere sammenføjet euroklub, hvor landene deler fælles interesser.

    Euro-tilslutning bliver sværere

    En stramt koordineret finanspolitik vil gøre det endnu sværere for integrationsivrige tilhængere  at overbevise danskerne om, at vi skal tilsluttes euroen. Hvor mange danskere ønsker at kommer under en euroregerings regime? Om den så har magtbeføjelser eller ej, så vil alene ordet “regering” kunne afskrække mange.

    I øvrigt vil mange venstreorienterede EU-tilhængere, som ellers så et samlet Europa i EU som et middel til at skabe bedre vilkår for arbejdere i både Europa og verden, sikkert genoverveje deres opbakning til Danmarks tilslutning til Euroen.

    Vil Danmark miste muligheden for at kickstartere i keynesiansk stil under en fælleskoordineret finanspolitik, hvis vi går endegyldigt med i euroklubben? Vil Nyrups kickstarter i start-halvfemserne, som socialdemokraterne ellers fremhæver som prydseksemplar på en genial finanspolitik, være noget, der hører fortiden til? Vil Socialdemokraternes og SF’s fremrykning af de offentlige investeringer, som jo er deres bud på en nutidens nødvendige finansmedicin, blive umulige?

    Traktatgrundfæstet eller ej: Vi har allerede et EU i flere hastigheder, og vi får mere af det. Og Danmark er blandt de langsomme i klassen.

  7. 7

    EU vil ikke tvinge flag på landsholdstrøjerne

    16. august 2011.

    “Det danske landshold kan tvinges til at spille i trøjer med EU-flaget på. Det bliver konsekvensen, hvis et forslag bliver vedtaget i EU i næste uge.”

    Sådan skrev Ekstra Bladet fredag 8. juli. Historien om, at Danmark kan tvinges til at bære EU-flag på trøjerne, indtog agurketiden med fuld kraft. Du kan blandt andet læse historien her og her.

    Det kunne være interessant, hvis det var på trapperne. Det er der bare ikke dokumentation for at hævde.

    Tværtimod er det meget usandsynligt, at forslaget nogensinde bliver vedtaget. Og tvang har aldrig været forslagsstillerens hensigt. Det viser et kritisk kig på sagen.

    Historien rullede den 8. juli og handlede om et forslag, der skulle stilles i EU-Parlamentets Kulturudvalg den 13.-14. juli. Her skulle udvalget debattere betænkningen ’Den europæiske dimension i sport’.

    Der står i stort set alle mediers dækning, at udvalget ”skal beslutte”, om de støtter forslaget. Det er ikke korrekt. Andre medier skriver, at udvalget har vedtaget forslaget. Det er heller ikke korrekt. Spørgsmålet blev på udvalgsmødet debatteret, ikke stemt om. Det fremgår af EU’s interne system, at udvalget først skal beslutte sig den 5. oktober i år.

    Messerschmidt skælder EU ud

    Men bekymringen består, for i betænkningen står:

    ”Ordføreren foreslår, at det europæiske flag vises ved større sportsbegivenheder inden for EU og foreslår, at det fremstår på sportsudøvernes trøjer i medlemsstaterne.”

    På baggrund af den formulering sendte Morten Messerschmidt (DF) en pressemeddelelse ud den 8. juli, hvor han tog skarpt afstand fra ideen.

    “Er der da slet intet, vi må have for os selv – uden at EU skal politisere?” siger han blandt andet.

    Samme dag var historien stor i flere britiske medier, blandt andet på forsiden af tabloidavisen Daily Express. Briterne var også bekymrede for, at EU skulle tvinge de gule stjerner på landsholdstrøjerne.

    Han vil ikke tvinge landsholdet i EU-tøj

    Men hvad vil forslaget reelt betyde for landsholdstrøjerne?

    De fleste medier brugte ordet ’tvang’ i deres dækning, blandt andre TV 2, hvor historien tilsyneladende startede: ’Han vil tvinge landsholdet i EU-tøj’, hed deres første overskrift om sagen. En lang række andre medier fulgte trop med formuleringer, der lugtede af, at EU vil tvinge landsholdet til at bære EU-flag.

    Santiago Fisas Ayxela (EPP-ED) vil gerne have EU-flag på fodboldtrøjerne. Men 'tvinge' vil han ikke. (Foto: EPP-ED)

    Ham, der vil ”tvinge landsholdet i EU-tøj”, er den konservative spanier, Santiago Fisas Ayxela. Han har skrevet forslaget til betænkningen. Men Fisas Ayxela sagde direkte i sin tale, da han fremlagde det:

    “Man kunne forestille sig, at man på idrætsdragterne ud over det nationale også kunne have det europæiske flag. Men det skal selvfølgelig ikke være en forpligtelse. Det er op til de enkelte lande og klubber, om de vil have det eller ej.”

    Talen ligger ikke på udvalgets hjemmeside på skrift, men kan ses i videooptagelsen.

    Han vil altså ikke tvinge landsholdet til at bære EU-flag. Han understregede tværtimod under debatten, at det skulle være “en frivillig ordning”, hvis det overhovedet blev vedtaget.

    Ikke-bindende forslag til et forslag

    Det er også interessant at kigge på sandsynligheden for, at forslaget overhovedet bliver vedtaget. Der er tale om ét punkt i betænkningen, nummer 26.

    Vil det blive vedtaget i Kulturudvalget? At dømme ud fra debatten til udvalgets møde, er det usandsynligt, men langt fra umuligt. Det vil vise sig, når Parlamentet vender tilbage efter ferie.

    Vil det blive vedtaget i EU-Parlamentet? Hvis udvalget siger ja, så skal forslaget overleve Parlamentets plenarsal. Usandsynligt, men ikke umuligt.

    Vil det så blive til lov? Det er vigtigt at understrege, at det er et forslag til en initiativbetænkning. Det er et ikke-bindende lovforslag, som Parlamentet kan foreslå. Hvis det vedtages af de folkevalgte, bliver det sendt til Kommissionen, der så skal overveje at lave et ”rigtigt” lovforslag ud af det. Ofte sker det ikke, og ofte sker det i en meget ændret version. Kommissionen skal i højere grad tage hensyn til, om forslaget kan vedtages af både Parlamentet og Rådet.

    Selv hvis Kommissionen beslutter at lave en lov, hvor de foreslår at tvinge EU-flag på fodboldtrøjerne, skal forslaget slippe igennem Ministerrådet. Vil de nationale regeringer stemme ja til sådan et forslag? Vil de kunne tåle det i de nationale debatter?

    Selv hvis man er jubeloptimist på forslagets vegne, så er det meget usandsynligt, at det bliver vedtaget.

    Gå selv på jagt

    Hvis du selv vil grave mere i sagen, kan du finde alle mødedokumenter fra det pågældende møde her.

    Her er betænkningen om sport.

    Og her er hele mødet på video, hvor politikerne debatterede spørgsmålet. Debatten om sport begynder cirka 9 et halvt minut inde i optagelsen. Danske Morten Løkkegaard deltager også i debatten.

  8. 1

    Gigantisk forbrugerdirektiv skrumper

    29. januar 2011.

    For tre år siden så det ud til, at forbrugere over alt i Europa ville få samme rettigheder. Nu ser det ud til at… jah. Det er faktisk svært at svare på, hvordan det ser ud. Men noget tyder på, at de nationale grænser ikke bliver brudt ned i sådan en grad, som EU-Kommissionen gerne ville det.

    I 2008 lancerede Kommissionen store planer om totalharmonisering af forbrugerrettighederne inden for EU. Det skete med et forslag til et såkaldt maksimumdirektiv, som medlemslandene på ingen måde kan afvige – modsat et minimumsdirektiv, der blot sætter en nedre grænse for lovgivningen.

    Direktivet fastsætter altså reglerne for alle forbrugerrettigheder inden for EU, og omhandler dermed alt fra klagefrister over kontraktvilkår til regler for auktioner på internettet.

    Indholdet af det oprindelige direktiv er beskrevet meget udførligt her i en række artikler i magasinet Notat, der udgives af Oplysningsforbundet Demokrati i Europa.

    Den slags direktiver får ret omfattende indflydelse, og der blev da også dengang rynket på panden hos mange, da kommissionen lagde forslaget frem.

    Så sent som i sommers gik politikerne i Nordisk Råd sammen i fælles front mod forslaget. Dengang sagde medlem af Medborger- og Forbrugerudvalget Henrik Dam Kristensen (S):

    Vi frygter at forbrugerbeskyttelsen i Norden vil svækkes hvis de nordiske lande ikke går forrest når forbrugerdirektivet skal behandles. De nordiske lande skal sikre forbrugerbeskyttelsen og sørge for at det fortsat bliver muligt at have højere nationale standarder end det som er fastsat i EU-direktivet.

    Kommissær: “Vi har ikke brug for en kærlighedsaffære”

    Noget tyder på, at kommissæren på området, Viviane Reding, ved, at forbrugerdirektivet kan få en hård fødsel. For et år siden, tilbage i marts 2010, afsluttede hun en tale om direktivet ved selv at opsummere alle konflikterne med disse bevingede ord:

    Ladies and Gentlemen, Jacques Delors said with insight that nobody falls in love with the Single Market.

    Well, we don’t need a love affair, a rational calculation will do! The beauty of the Single Market is that by removing barriers we should not have to choose between business and consumer interests. We do not have to look at each measure and toss a coin to see who should benefit most. A well-crafted legislative text will work in the interests of both.

    Viviane Reding fra Luxembourg er kommissær for Retlige anliggender, grundlæggende rettigheder og EU-borgerskab. Foto: EU-Kommissionen.

    Rådet sletter udvalgte dele

    Nu er panderynkerne fra forslagets spæde begyndelse blevet til konkrete indvendinger i den politiske proces. Flere medlemslande har udtrykt så stor utilfredshed med dele af forslaget, at det belgiske formandskab kort før dets slutning besluttede helt at slette dele af forslaget. Læs mere i Rådets beslutningsdokument her.

    Det medførte følgende kommentar fra formanden for BEUC (European Consumer’s Organisation) Monique Goyens.

    If the EU seeks a single market for Europeans, a modern system of consumer rights should be its
    basis, thereby empowering consumers. Today is a missed opportunity. Legislators negotiated
    lengthily to give this law good value, but what has been put today before the Council represents a
    significant U-turn, siger hun i en pressemeddelelse.

    Du kan læse mere om forslaget i en udførlig artikel fra Euractiv.

    Alligevel roste Viviane Reding for nylig det belgiske formandskab for udfaldet. Nu venter hun, ligesom alle os andre, på at EU-Parlamentet stemmer om direktivet i marts 2011.

    Det kan blive en spændende affære. I hvert fald konkluderede EurActiv i sommers, at der er stor uenighed blandt MEP’erne.

  9. De folkevalgte vil udfritte Rådet… igen

    18. januar 2011.

    Flere medlemmer af EU-Parlamentet savner at krydsforhøre Ministerrådet om nye love, efter Rådet er holdt op med at besøge de folkevalgte i Strasbourg.

    Mandag eftermiddag startede EU-Parlamentets første plenarsamling i 2011. Plenarsamlingen foregår i Strasbourg i Frankrig og det er her, parlamentet stemmer nye love igennem.

    Der er murren i krogene på plenaren. Flere af de folkevalgte indledte mandagen med at kritisere, at EU-Parlamentet på de seneste tre plenarmøder IKKE har fået besøg af Ministerrådet. Det klager de over, fordi Rådet plejer at sende en repræsentant på besøg under parlamentets spørgetid. Repræsentanten bliver så udfrittet af parlamentarikerne.

    Kritikken blev rejst under debatten i går, og parlamentets formandskab har netop svaret på kritikken. I en mail sendt ud af en af viceformændene, britiske Diana Wallis, imødekommer formandskabet kritikken og lover handling.

    EU-Parlamentets egen skyld?

    Men hvem har skylden for, at Rådet er sluppet ud af spørgetiden?

    Ifølge Diana Wallis må de folkevalgte gribe i egen barm – det er nemlig gruppeformændene, der laver dagsordenen for møderne i Strasbourg. Derfor opfordrer Diana Wallis  alle utilfredse parlamentarikere til at lægge pres på deres gruppeformand inden på torsdag. Da mødes alle gruppeformænd i det såkaldte Conference of Presidents, og her kan de beslutte at ændre dagsordenen. Det skal naturligvis klappes af med Rådet, og det er et åbent spørgsmål, om det vil føre til en konflikt.

    Læs hele mailen her

    EU ZOO offentliggør hele den mail, som Diana Wallis har sendt ud som svar på kritikken. Klik på linket nedenfor. Enjoy.

    Dokumentation Diana Wallis 18.01.11

  10. 1

    Intet udsyn i nytårstalen

    2. januar 2011.

    Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) holdt en modig nytårstale i går. Det er ikke hver dag, at en dansk statsleder lægger op til reformer i en sådan grad, som Venstre-lederen fra Græsted gjorde det. Nogle vil endda kalde det politisk selvmord for åben skærm.

    Gense nytårstalen her.

    Her på EU ZOO hæfter vi os ved, at statsministeren ikke nævnte den rivende internationale udvikling, som Danmark er en del af. Blandt andet får vi i stigende grad dikteret vores finanspolitik i udlandet, og det er særligt interessant i krisetider. I det hele taget er det i denne tid overordentligt vigtigt, hvad der foregår uden for Danmark.

    Men ud over krig var verden stort set ikke værd at nævne.

    Selv sidste år, hvor Lissabon-traktaten netop var trådt i kraft, fandt Lars Løkke Rasmussen det ikke væsentligt nok, selvom den nye traktat har ændret EU radikalt, og har haft stor indflydelse på danske forhold og de danske politikeres mulighed for at føre politik.

    Også Anders Fogh Rasmussens (V) sidste nytårstale som statsminister manglede i dén grad det internationale aspekt. Dét på trods af, at finanskrisen fire måneder forinden, i august 2008, var brudt ud for alvor med Lehmanns Brothers fald.

    Lars Løkke Rasmussen refererede dog lørdag til udlandet helt kort, da han satte alle de andre op som en modsætning til Danmark. Hvor regeringerne i andre lande ikke kan styre deres budgetter, så kan vi godt i Danmark. Underforstået: Vi har i Danmark viljen og modet til at fjerne efterlønnen og er derfor langt sejere end grækere, irere, franskmænd og slige folkeslag.

    Lars Løkke Rasmussen kunne ellers også have nævnt, hvordan krav fra udlandet for fremtiden kan tvinge Danmark til at stramme vores budgetter, og at de danske politikere over en bred kam hilser udviklingen velkommen. Eksempelvis besluttede europæiske politikere i december at vedtage en ny straffemekanisme mod lande, som låner for mange penge. Det er dog usikkert, hvilken betydning mekanismen får for Danmark, som (endnu?) ikke er en del af euro-området. Men det er endnu et eksempel på, at finanskrisen ikke kan løftes af ét land alene.

    Spørgsmålet er, hvorfor statsministre aldrig nævner omverdenen, selvom den de seneste år har medført de voldsomste ændringer i vores samfund. Hvorfor? Ville det være politisk selvmord at sige højt..?