EU er omtrent lige så relevant for dig og mig som et digt fra Letland.
Det synes chefredaktøren på en af Belgiens største aviser, ifølge kosmopolito.org (udtalelsen bekræftes blandt andet af Writing for (y)EU).
Til en af Bruxelles’ utallige konferencer, om hvordan man redder en skrantende europæisk medieverden, faldt spørgsmålet: Dækker medierne EU godt nok?
I panelet sad chefredaktør på avisen De Standaard, Peter Vandermeersch. Han svarede ved at sammenligne EU med lettiske digte.
[He] compared the EU with the ‘obscure’ topic of Latvian poems claiming that an editor has to make editorial decisions and needs to listen to the customers (not readers or citizens!) – And he continues: “Latvian poems can be beautiful but are not relevant…”
Har han ret? I hvert fald følger hans avis de formodninger, han har om, hvad læserne vil have. Selvom De Standaard har hovedsæde i Bruxelles, har de kun én korrespondent til at dække EU.
De danske medier vælger også EU fra. Aviser som Erhvervsbladet, Information og Børsen har de seneste år trukket deres korrespondenter hjem fra Bruxelles. Den ringe dækning blev igen slået fast med specialet “EU i TVA“, der har analyseret den danske EU-dækning i 2005-2006, med fokus på TV-Avisen.
Kun 3,7 procent af TV-Avisens indslag i perioden inddrog EU.
Det er omtrent lige så lidt EU-stof, som tabloidaviserne bringer. På BT er EU-dækningen på 2,5 procent. På de store dagblade Berlingske Tidende, Politiken og Jyllands-Posten er det mellem 8 og 9 procent af historierne, der handler om EU.
Er det journalistisk logik, eller er det et problem, når medierne nedprioriterer EU? Har du et håbløst eksempel på en historie, som vi journalister har overset eller fravalgt?
Allerførst: Godt arbejde med bloggen så langt drenge! og så:
“Relevant”? Det var et ordvalg.
En ide!
Kunne EU blive mere interessant, hvis man gjorde mere ud af at analysere magtkampene som Thomas Larsen og Peter Mogensen jo gør noget så godt i dansk politik? Måske findes der en passende mængde om Brown/Merkel/Fogh men laves der nogensinde analyser af magtkampene mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen?
Er det evt. noget man kan forvente fra denne blog?
Bo
Jo, da! Det er selvfølgelig målet. Personligt kan jeg godt lide, når en person som Svenning Dalgaard fra TV2 stiller sig op med mikrofonen inde i Justus Lipsius, rådsbygningen, for at fortælle om stridens parter og sagens forløb. Noget lignende vil vi naturligvis lave her på bloggen.
Men målet er også at gå tættere på parlamentet. Inde i parlamentet er der også interessante historier om magtkampe og interessante konstellationer. For eksempel var det meget spøjst, at to så forskellige fyre som parlamentariker Mogens Camre fra DF og Søren Søndergaard fra Folkebevægelsen mod EU (og Enhedslisten) begge var ivrige forkæmpere for PMOI, den iranske modstandsorganisation som for nyligt kom af EU’s terrorliste. Også omkring lovgivningsarbejdet skal vi ind og beskrive kampene.
Jeg synes at der er synd for de lettiske digte; at de bliver trukket helt ned på EU’s relevansniveau
Som gammel journalist ved jeg, at en god TV-historie bygger på konflikt, der skaber dramaturgien. Desuden kræves det at aktørerne er kendte. Derfor lever EU-stof sjældent op til redaktørernes krav. Spørgsmålet er om det ville øge viden og forståelse af EU-spørgsmål, hvis man kunne presse dem ned i den matrise. Så ville begivenhederne i Bruxelles kun blive konflikter, så forenklede at de ikke ville give meget forståelse. Det er ikke realistisk at tro at “menigmand” inden for overskuelig fremtid vil interessere sig for, hvad der foregår i Bruxelles. Derfor har vi et repræsentativt demokrati, og derfor er folkeafstemninger ikke en god måde at løse problemerne, når befolkningen ikke får – ikke ønsker – en grundig information.
Som EU-kandidat satser jeg først og fremmest på at gøre medlemmerne af mit parti, Venstre, interesseret. Og selv folk, der er så interesserede i politik, at de har meldt sig ind i et parti, er temmeligt passive. Jeg tror, at realistisk vil EU i overskuelig fremtid være et “elitært” program – desværre!
@Poul F Hansen
Tak for din kommentar. Jeg er enig med dig i, at det ville være synd at lade alle EU-historierne forfalde til konfliktens klassiske “hvad-siger-du-og-hvad-siger-du-til-det”-facon.
Men der er andre nyhedskriterier. Jeg synes ikke, at journalisterne skal give op og arkivere EU lodret sammen med de lettiske digte. Hvad med et kriterium som ‘identifikation’?
Når EU kræver, at Danmark ændrer sin lovgivning på områder som miljø eller asyl, kan vi sagtens sætte ansigter på. Hvem gør det gavn, og hvem går det ud over?
Er det i virkeligheden ikke os, journalisterne, der skal være bedre til at bruge hele paletten på EU? Hvad end det så er på tv eller i avisen?
Eller bør vi acceptere, at EU-journalistik er henvendt til de få?
Du har ret. Vi skal ikke give op, selvom det ser svært ud. På BBC har de et ugentligt program “The record Europe” som er en diskussion mellem 3-4 medlemmer af EU-parlamentet. Måske ikke særligt “sexet”, men god informatil. Det er billigt at producere, så vores public service stationer kunne godt tillade sig det, selvom det ikke vil give X-faktor seertal. Nogen foreslog en EU-uydgaver af Mogensen og Kristiansen. Det tror jeg ikke så meget på, fordi det er meget personfixeret, og der er ikke mange EU-politikere, der er tilstrækkeligt kendte i DK. Men alt er dog bedre end den nuværende situation.
med venlig hilsen
Poul F
Så får i lige min kæphest:
Vi skal have et comedyshow om EU. Det skal være en blanding af “The Office”, “Klovn” og “West Wing”. Man følger tolkene der arbejder bag facaden. Vi hyrer en komiker fra hvert medlemsland til at spille hovedrollerne og sætter undertekster på det hele. Det handler altsamen om at sætte ansigter på jakkesættene – også selvom det er opdigtede ansigter. De rigtige parlamentarikere kan få lov at spille sig selv nu og da (hvis de vil – og det vil de). Komikere skriver manus sammen med garvede embedsmænd der kan nogle historier. Spørgsmål som kulturforskelle, sprogknuder, det sædvanlige politiske købmandskab og magtspil – alt sammen rørt sammen med komik og selvironi. Det virker kun hvis EU tør tage pis på sig selv. Serien kan eventuelt foræres til public service kanalerne og lægges på nettet gratis. Der skal nok være nogle EU-oplysningsmidler ét eller andet sted i systemet der kan bruges til det.