Auken truer ferieparadis med bøder for skraldemafia

4. januar 2011

Man kan næsten høre på regionens navn, at det er et italiensk ferieparadis: Cam-pa-nien.

Regionen går da også for at have Italiens smukkeste badestrande langs den berømte Amalfikyst, for slet ikke at tale om vidunderbyen Pompeii og det arkæologiske museum i Napoli, der kan prale af en af verdens mest anerkendte samlinger.

Og nåh ja… Så er der lige de mange ton stinkende affald i gaderne, der har plaget regionen over flere år.

Billedet her er fra Napolis gader i 2007. Foto: Chris John Beckett, Flickr.

Embedsmænd vs. mafiaen

Der er bred enighed om, at affaldet i gaderne skyldes dårlig politisk organisering og indblanding fra Camorraen, Napolis mafia, der blandt andet er portratteret i filmen Gomorrah.

Mafiaen har økonomiske interesser i skraldekrisen, lyder det. De kan næppe lugte stanken helt oppe i Bruxelles, men alligevel irriterer sagen dem. For italienerne forbryder sig mod EU’s affaldsdirektiv.

Men spørgsmålet er, om jakkesættene i EU’s hovedstad kan stille noget som helst op over for den italienske mafia?

EU-maskineriet forsøger i hvert fald, og SF’s Margrete Auken har længe slået på tromme for sagen, som hun nu vil have afsluttet en gang for alle.

Du kan blandt andet se billeder af de store mængder affald her, hvor en irriteret italiener kritiserer omstændighederne.

En tidligere dom spøger

De stinkende bunker affald er som sagt ikke gået Bruxelles’ næse forbi. I marts 2010 fastlog EU-Domstolen i en dom, at Italien overskred reglerne i EU’s affaldsdirektiv, fordi regionen Campania ikke “traf alle de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at affald blev nyttiggjort eller bortskaffet, uden at menneskers sundhed blev bragt i fare og uden skade for miljøet, og navnlig ikke havde oprettet et tilstrækkeligt og integreret net af bortskaffelsesfaciliteter”.

Den dom har intet ført med sig, konstaterede miljøkommissær Janez Potočnik i slutningen af november. Nu skal han 18. januar svare Europa-Parlamentet på, hvordan han vil sikre, at italienerne lever op til dommen.

Auken er utålmodig
Sammen med en kollega fra parlamentets grønne grupppe har SF’er Margrete Auken stillet et spørgsmål til kommissæren, og det skal han svare på under parlamentets kommende samling i Strasbourg.

I spørgsmålet hedder det blandt andet:

Hvilke foranstaltninger har Kommissionen truffet eller vil den træffe for at sikre, at de kompetente myndigheder i Italien effektivt fører tilsyn med, at korrekt indsamling, sortering og behandling af affald sker på behørig måde, så det ikke skader menneskers sundhed og miljøet, og for at sikre at de regionale myndigheder præsenterer en troværdig plan?

Til EU ZOO siger Margrete Auken, at hvis bunkerne af affald fortsætter med at vokse, bør et næste skridt være økonomisk straf til Italien:

Hvis situationen ikke har ændret sig, det vil sige, hvis de italienske myndigheder ikke fremlægger en troværdig affaldsplan, har Kommissionen ikke andet valgt end at åbne en ny procedure mod Italien, der denne gang kan ende med tunge bøder.

Den danske parlamentariker tror på, at EU kan rykke ved problemet. Faktisk står og falder det hele med EU’s indsats, mener hun:

Kun EU kan ændre tingene. EU er respekteret af befolkningen, fordi EU-Parlamentet – og til en vis grad Kommissionen – er de eneste, der har lyttet til folks bekymringer og taget sig tid til at tale med dem. Dertil kommer, at såvel den centrale som den regionale regering har satset sin troværdighed på at løse affaldskrisen – og altså tabt den. Oppositionen er svag og heller ikke synderlig troværdig. Kun EU magter at få affaldshåndteringen på ret spor – væk fra de kaotiske lossepladser og ditto forbrændinger.

Margrete Auken får efter planen svar fra EU-Kommissionen om aftenen under parlamentets samling tirsdag 18. januar.

Relaterede artikler:

  1. Der er langt fra Danmark til Auken og Turunen
  2. Bonde roser Svend Auken
  3. Lave oliepriser truer grøn revolution

1 kommentar »

  1. Hullu Bullu – EUzoo er i der? I er så stille… vi er nogle der savner jer

    Kommentar by Pelle — 17. januar 2011 @ 09:28

Debatten på bloggen er modereret efter sidens regler.



Bliver ikke offentliggjort.