Kom til konference med EU ZOO

1. oktober 2010

I morgen lørdag afholder Oplysningsforbundet DEO en stor konference om EU og journalistik, og EU ZOO er med.

Konferencen er målrettet journaliststuderende, men der er nok stof til eftertanke for journalister og EU-interesserede i bred forstand.

Til konferencen vil redaktører fra Politiken, DR P1 og magasinet NOTAT blandt andet debattere fremtidens EU-journalistik, Mads Brügger kommer og fortæller om sin og Mikael Bertelsens omdiskuterede (og lidt mærkelige) dokumentarserie Quatraro-mysteriet. Medieforsker Mark Blach-Ørsten siger noget om nutidens EU-journalistik. Og så er der debat mellem tre MEPere.

EU ZOO er både at finde blandt tilhørerne og blandt foredragsholderne. Nyhedsbloggens medstifter Andreas Marckmann Andreassen holder foredrag lige efter Blach-Ørsten om fremtidens EU-journalistik. Han vil blandt andet opfordre til at vende nyhedskriterierne på hovedet, når journalister skriver om EU.

Du kan få en smagsprøve på synspunkterne i klummen “Elefanter i pyjamas”, der er skrevet kort før EU-valget i 2009 på opfordring fra Magasinet Vision.

Andreas Marckmann Andreassen har også skrevet en 16-siders interview-baseret håndbog med fakta, tips og tricks om det at skrive om EU, når du er journalist. Håndbogen uddeles på konferencen. Vi skal nok linke til den bagefter.

Relaterede artikler:

  1. Uge 40: Kom med til redaktionsmøde
  2. EU ZOO er i luften igen – med ny blogger!
  3. Så kom Barrosos udspil

3 kommentarer »

  1. Det var forøvrigt et brag af en konference. Både hyggeligt og lærerigt og informativt. Jeg har på på fornemmelsen, at alle deltagere var meget tilfredse.

    Og EUzoo var flot repræsenteret med både oplæg og en god folder om EU-journalistik, der snarest bliver givet fri til print og download.

    Kommentar by Rasmus Nørlem Sørensen — 3. oktober 2010 @ 21:42

  2. Hej Rasmus,

    Det var en stor succes. Jeg var både underholdt og fascineret. Både journalisternes og politikernes syn på mediernes dækning var interessant.

    Jeg spurgte jo Turunen, Søndergaard og Løkkegaard, hvorfor de ikke forsøger at få journalister til at dække slagsmål i udvalgene, hvor de forskellige grupper i parlamentet oftest er allermest uenige. De svarede alle, at de ikke mente, at de kunne få journalisterne til at dække spørgsmålene i udvalgene, fordi processen er for kompliceret – at det bliver til proceshistorier. Det var interessant, at de på den måde har givet op. Det er jo netop i udvalgene, at man for alvor ser forskellen på rød og blå (og alle de andre farver).

    Så var Ole Vigant Ryborg som altid en fornøjelse. Han har skarpe analyser og fantastiske anekdoter.

    Hvad synes du var interessant?

    Kommentar by Filip Schwartz Kirkegaard — 4. oktober 2010 @ 11:58

  3. Så vil jeg desuden tilføje, at Andreas Marckmanns indlæg om, at journalister bør vende nyhedskriterierne på hovedet, når de dækker EU, var rigtig godt. Men det er selvfølgelig ikke nyt for mig, der jo allerede kender hans holdninger på dét område! :)

    Jakob Nielsen, som gennemgik de sidste to årtiers journalistisk EU-agenda, var desuden helt forrygende med hans helikopter-syn.

    Kommentar by Filip Schwartz Kirkegaard — 4. oktober 2010 @ 12:01

Debatten på bloggen er modereret efter sidens regler.



Bliver ikke offentliggjort.