Få medieliderlige MEP’er i sommervarmen

29. august 2010

Hvilken dansk EU-politiker har smurt mediemøllen mest i agurketiden? EU ZOO kårer her sommerens mediedarling blandt de danske medlemmer af EU-Parlamentet.

De 13 danskere figurerer med vidt forskellig hyppighed i medierne hen over agurketiden, således at topscoreren har 371 omtaler og taberen 18. Her er først et hint om vinderen:

Dansk Folkeparti gør det hér hvert år i agurketiden. De kommer med en lang række udspil, og det er ganske genialt, fordi medierne ikke har ret meget at skrive om. Selvfølgelig er der Helle Thorning-Schmidt og Lene Espersen lige nu, men den politiske substans i sommerdebatten er ret begrænset. Man kan kun undre sig over, at de andre partier ikke i højere grad gør som Dansk Folkeparti.

Sådan sagde Tim Knudsen, professor ved Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet, til Kristeligt Dagblad i begyndelsen af måneden. Artiklen holder sig egentlig til den hjemlige politiske scene og nævner intet om EU. Det kunne den lige så godt have gjort.

I hvert fald er Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt den ubetingede vinder blandt danske parlamentsmedlemmer, når det kommer til omtale i agurketiden. Hans navn er omtalt langt over dobbelt så mange gange som nærmeste konkurrent.

Det viser den undersøgelse, som EU ZOO har lavet af, hvor ofte parlamentarikerne er omtalt. Forud for EP-valget sidste år lavede vi en oversigt over, hvem der fik mest omtale i sidste mandatperiode. Dengang kårede vi socialdemokraternes Dan Jørgensen til pressedarling.

I den nye undersøgelse har vi søgt i mediernes database Infomedia fra 25. juni til 8. august. I denne periode holder skoler og andre institutioner sommerferie med lavvande i nyhedsstrømmen til følge. Undersøgelsen udspringer af, at parlamentarikerne fra tid til anden brokker sig over, at journalister skriver for lidt om EU-Parlamentet. Og det kan de måske have ret i. Da agurketiden indtraf, efterlyste professor i medieledelse ved CBS, Anker Brink Lund, netop en grundigere dækning af EU i en kronik i Berlingske Tidende:

Journalistiske fordomme forhindrer, at den sæsonbetonede agurketid bruges på friske råvarer, bearbejdet med originale vinkler. Den redaktionelle EU-dækning kunne for eksempel fortjene en grundig sommerrengøring, sagde Anker Brink Lund.

Messerschmidt om alt alle vegne

Morten Messerchmidt (DF) har ikke haft brug for at betale sig til omtale hen over sommeren (foto: Jacob Christensen, Flickr)

Morten Messerchmidt (DF) har ikke haft brug for at betale sig til omtale hen over sommeren (foto: Jacob Christensen, Flickr)

Om det er pressen, parlamentarikerne eller begge parter, som kan oppe sig, må være op til en diskussion. Men én ting står helt klart med undersøgelsen: Morten Messerschmidt bader sig i opmærksomhed.

Den yngre DF’er har kommenteret på alt fra sagen om Lene Espersens ferier over terrorlovgivning til SF’s udlændingepolitik, videre til overvågning af opkald, sms’er og internettrafik. For ikke at nævne spareplaner for det danske mindretal i Sydslesvig. Samt Tyskland, Frankrig og Storbritanniens ønske om at øge EU ‘s klimaambitioner. Alle er emner, som er nået vidt omkring i mange forskellige medier.

Det gav også en hel del omtale, at Morten Messerschmidt i en analyse af Jyllands-Posten viste sig at være blandt de danske medlemmer, som er flittigst til at stille spørgsmål, deltage i møder, holde taler, have ordførerskaber og udvalgsposter. Og så var der også en del medier, som kastede sig over historien om, at DF’eren – ligesom socialdemokraternes Dan Jørgensen og de konservatives Bendt Bendtsen – er medlem af parlamentets ølklub, hvor de inviteres på øl betalt af sammenslutningen for europæiske bryggerier.

Dansk Folkepartis andet medlem af EU-Parlamentet, Anna Rosbach Andersen, ligger i øvrigt også højt på listen. Hun indtager en sjetteplads med 94 omtaler.

Borgerlige i top
På andenpladsen figurerer Venstres Jens Rohde med 144 hits. Dem får han blandt andet for et krav om at se Helle Thornings kontoudtog i forbindelse med hendes mands skattesag. Og så for sammen med partifællen Morten Løkkegaard, de konservatives Bendt Bendtsen og SF’s Margrehe Auken at udgøre bundskraberne i Jyllands-Postens analyse af parlamentsmedlemmernes arbejdsindsats.

Netop den tidligere konservative vicestatsminister indtager tredjepladsen. Det lyder jo umiddelbart flot at optræde i langt over 138 artikler, debatindlæg og så videre. Men Bendt Bendtsen vil nok se det som et problem, at ordet ”øl” indgår i 35 af dem. Fynboen er nemlig også medlem af ølklubben, som pressen beskæftigede sig kritisk med.

Journalist i bunden
I den nedre ende af skalaen ligger tre parlamentarikere, som har under 30 hits.

Journalisten Morten Løkkegaard burde om nogen kende til mediedækningens spilleregler. Men han ender som den tredjesidste med 29 omtaler. Dem får han hovedsagelig for sit forslag om, at EU-maskineriet skal sikre pressedækning ved at oprette en journalistisk taskforce for skatteydernes penge.

Socialdemokraternes Ole Christensen følger med 23 omtaler, mens Margrete Auken skraber bunden med kun 18 styks. Heraf er to læserbreve skrevet af de konservatives fødevareordfører, som langer ud efter SF’erens holdning til landbrugsstøtte.

Om metoden:
Vi har på mediernes database Infomedia søgt på: PARLAMENTARIKERENS NAVN eu parlament*

Med stjernen efter ”parlament” får vi artikler med, hvor navnet optræder plus ordene EU og parlament, parlamentariker, parlamentarikeren, parlamentet og osv. Vi har søgt på alle danske medier og former for artikler, altså inklusive webmedier og debatindlæg.
Ved Anne E. Jensen søgte vi under hendes fulde navn, eftersom en stikprøve viste, at en søgning med ”Anne Jensen” gav resultater, hvor parlamentarikeren ikke optrådte. Ved Anna Rosbach Andersen har vi søgt på navnet ”Anna Rosbach”, fordi en stikprøve viste, at hun somme tider kun nævnes ved de to første navne. Ved Margrete Auken har vi søgt på Margrete både med og uden h, da det viste sig, at hun flere gange fejlagtigt staves med h.

EU ZOO har skimmet samtlige artikler for at undersøge, hvad parlamentarikerne kom i medierne for. I den forbindelse har vi frasorteret artikler, som ved en fejl var blevet fanget af søgningen.
EU ZOO har ikke kunnet finde nogen eksakt betegnelse for, hvornår agurketiden ender og slutter. I Politikens Nudansk ordbog hedder det for eksempel blot: ”Agurketid en periode i løbet af sommeren hvor institutioner som fx Folketinget har ferie, og hvor aviserne derfor har sværere ved at finde nyheder at skrive om”. Vi har besluttet, at skolernes sommerferie fra slutningen af juni og frem til begyndelsen af august er et godt bud på en agurketid, og derfor har vi søgt i artikler fra fredag 25. juni til mandag 8. august.

Her kan du se resultatet af undersøgelsen:

graph

(Opdatering 29. august klokken 21.35: Ved en fejl havde EU ZOO i første omgang kun tildelt Margrete Auken 5 omtaler, selv om hun havde 18. Vi beklager fejlen, som nu er rettet).

Relaterede artikler:

  1. Valgets vindere og tabere
  2. Valgets usikre kort
  3. Løkkegaard: Jeg holder ferie i agurketiden

5 kommentarer »

  1. Dejligt, at I er tilbage igen! Har netop delt mobbe-artiklen ;-)

    Kommentar by Anni Løndal de Lichtenberg — 29. august 2010 @ 16:07

  2. Godt at have jer tilbage – i har været savnet!

    Kommentar by Pelle — 30. august 2010 @ 13:36

  3. Velkommen tilbage. Bare ærgerligt at i starter ud med en typisk spin-historie, hvor i lægger mere vægt på hvordan politikere håndtere deres image end i substansen af deres politik (hvilket i ellers sagtens kan finde ud af).

    Det er ment kærligt ;)

    Kommentar by Mathias Schwartz Kirkegaard — 30. august 2010 @ 16:32

  4. Hej alle, dejligt med en varm velkomst fra jer!

    Mathias, der skal nok komme mere. Jeg mener dog, at det er et meget relevant indlæg, der ikke har noget med spin at gøre, men med omtale. Omtale og spin er ikke (altid) det samme.

    Kommentar by Filip Schwartz Kirkegaard — 30. august 2010 @ 22:12

  5. Til Mathias

    Her er en artikel om samme emne, der indeholder en smule mere af den efterspurgte “substans”. Jeg vil dog lige gøre opmærksom på at Jacobs artikel er ganske interessant og godt set. Keep it up! Godt I er tilbage!

    http://burson-marsteller.dk/index.html?pid=21932&nid=34175

    Kommentar by Rasmus — 3. september 2010 @ 09:31

Debatten på bloggen er modereret efter sidens regler.



Bliver ikke offentliggjort.


Wikipedia om Anne E. Jensen (V)

Anne Elisabet Jensen (Født 17. august 1951) er dansk politiker og medlem af Europa-Parlamentet, valgt for Venstre 10. juni 1999. Hun blev født i 1951 i Kalundborg som datter af overlærer J.H. Jensen og overlærer Inger E. Jensen. Cand.polit., 1978 Københavns Universitet. Cheføkonom i Privatbanken/Unibank 1985-1994. Direktør i Dansk Arbejdsgiverforening 1994-1996. Ansvarshavende chefredaktør på Berlingske Tidende 1996-1998. Medlem af Europa-parlamentet 1999. Den liberale gruppes (ALDE) koordinator i budgetudvalget, suppleant i transportudvalget og beskæftigelsesudvalget. Endvidere aktivt medlem i delegationerne for EU's relationer med Rusland og Hviderusland.

Wikipedia om Bendt Bendtsen (K)

Bendt Bendtsen (født 25. marts 1954 i Odense) er en dansk politiassistent, tidligere folketingsmedlem, tidligere Økonomi- og Erhvervsminister og nuværende medlem af Europa-Parlamentet, valgt for Konservative.

Wikipedia om Britta Thomsen (S)

Britta Thomsen (født 23. januar 1954 i Aalborg) er medlem af Europa-Parlamentet, valgt for Socialdemokraterne. I parlamentet er hun medlem af Udvalget for Industri, Forskning og Energi og er også medlem af Udvalget for Kvinders Rettigheder og Ligestilling samt suppleant i Udvalget for Sikkerhed og Forsvar. Britta Thomsen er cand.mag. i historie og portugisisk med sidefag i spansk fra Aarhus Universitet. Hun har tillige læst ved Lissabon Universitet. Hun har arbejdet som konsulent i HK fra 1994-2000 og har fra 2001 drevet sit eget konsulentfirma, Facilitate, som arbejder med arbejdsmarkedsforhold på europæisk plan. I Socialdemokratiet har hun været med i det udvalg, der udarbejdede partiets principprogram i 2000. Fra 2000-2004 var Britta Thomsen medlem af Socialdemokraternes hovedbestyrelse. Hun blev valgt til Europa-Parlamentet ved valget i 2004 og genvalgt i 2009.

Wikipedia om Christel Schaldemose (S)

Christel Schaldemose (født 4. august 1967) er historiker og næstformand for den socialdemokratiske delegation i Europa-Parlamentet. I 2006 afløste hun Henrik Dam Kristensen som medlem af Europa-Parlamentet. Hun fik sit eget mandat ved valget den 7. juni 2009, hvor hun blev valgt som nummer 2 af de fire socialdemokrater. Hun er medlem af udvalget for det indre marked og forbrugerbeskyttelse, budgetkontroludvalget, og er suppleant i udvalget for landbrug og udvikling af landdistrikter. Derudover er hun medlem af delegationen for forbindelsen til Japan. Blandt sine interessepunkter angiver hun uddannelsespolitik, forbrugerbeskyttelse og sundhedspolitik.

Wikipedia om Jens Rohde (V)

Jens Rohde (født 18. april 1970 i Holstebro) er medlem af EU-parlamentet for partiet Venstre. Han var tidligere folketingsmedlem for Venstre, valgt i Viborg Amtskreds (11. marts 1998 - 31. december 2006). Fra 2001 var han politisk ordfører for Venstre. Han stoppede sin politiske karriere for at blive direktør på TV 2 Radio i 2007, hvor han senere samme år blev fyret, da han var kilde til en sag i den igangværende valgkamp.

Wikipedia om Morten Messerschmidt (DF)

Morten Messerschmidt (født 13. november 1980) er cand.jur. og medlem af Folketinget indtil den 19. juni 2009 for Dansk Folkeparti. Han blev valgt i Århus Amtskreds ved folketingsvalget den 8. februar 2005, hvor han fik 3.812 personlige stemmer. Ved Europa-Parlamentsvalget 2009 var han spidskandidat for Dansk Folkeparti og fik 284.500 personlige stemmer hvilket er det næststørste antal ved et dansk EU-parlamentsvalg.

Wikipedia om Ole Christensen (S)

Ole Christensen (født 7. maj 1955 i Pandrup) er socialdemokratisk medlem af Europa-Parlamentet siden 2004. I EU-Parlamentet er han medlem af i udvalget om beskæftigelse og sociale anliggender samt delegationen for forbindelserne med Indien. Han er stedfortræder i udvalget for international handel, fiskeriudvalget, regionaludviklingsudvalget og delegationen for forbindelserne med Sydafrika.