Valgets usikre kort

1. juni 2009

Bookmakerne satser på Jens Rohde, Venstres spidskandidat ved EU-valget, som den største stemmesluger.

Det skriver dr.dk i dag, mandag.

Dermed vurderer oddssætterne hos Unibet den tidligere politiske ordfører og radiodirektør til at få flere personlige stemmer end de tidligere ministre, Bendt Bendtsen (K) og Johannes Lebech (R). Også de EU-kritiske Morten Messerschmidt (DF) og Søren Søndergaard (Folkebevægelsen) må se sig slået. Selv medieansigtet Morten Løkkegaard (V) er henvist til en andenplads efter Rohde. Og i oddssætternes øjne er Søvndal-effekten ikke nok til at sikre Margrete Auken (SF) flest personlige stemmer.

Alt dette giver fin mening. Men hvorfor er det lige, at Socialdemokraternes spidskandidat Dan Jørgensen (S) slet ikke er med på Unibets liste? Helt så ukendt er han heller ikke længere. Og hvor er Hanne Dahl (J)? Og hvor er Sofie Carsten Nielsen (R)?

Måske er disse tre kandidater valgets usikre kort, som end ikke oddssætterne tør sige noget klogt om.

Relaterede artikler:

  1. Valgets vindere og tabere
  2. Rohde vil melde sig ind i kritikerklub
  3. EU-politikerne i dødskamp

9 kommentarer »

  1. Det bliver næppe Jens Rohde, da han er usædvanligt upopulær for en spidskandidat at være.

    I meningsmålingen fra Berlingske 14.-15. maj blev vælgerne også spurgt om hvilken person de ville stemme på. På et så tidligt tidspunkt er det normalt at næsten alle vil stemme på spidskandidaten, da de ikke har hørt om andre. Hos Venstre ville kun 45 % stemme personligt på Rohde.

    Bendt Bendtsen klarede det dog også temmelig dårligt med kun 65 % af de konservative stemmer.

    Der er forskellige grunde til at ingen af de kendte bliver rigtige topscorere. Der bliver ikke slået rekorder denne gang.

    - Jens Rohde er fra et stort parti, men upopulær.
    - Bendtsen er kendt af alle som tidl. minister men har gjort sig grundigt dårligt bemærket.
    - Messerschmidt er kendt og vellidt af sine vælgere, men DF’ere stemmer i mindre grad personligt, og de er ofte sofavælgere ved EU-valg. Dog kan man godt forestille sig at de der gider stemme netio også har besluttet at sætte kryds ved Morten M.
    - Dan Jørgensen blev først kendt af den brede befolkning under valgkampen, og så overbevisende er han ikke, selv om hans plakater hænger overalt.
    - Margrethe Auken er kendt, men deler vandene i SF pga. hendes superføderalisme og denne gang vil politikerspire og babe Emilie Turunen få mange stemmer, uanset om hun har fortjent det eller ej.
    - Morten Løkkegaard? Det kan man glemme. Hvis han endelig appellerer til en vælgertype, så er det de samme mennesker som ville stemme på Jens Rohde.

    Mit gæt er:

    1. Dan Jørgensen – men under 150.000 stemmer, hvilket er skuffende lavt for en soc.dem. spidskandidat
    2. Bendt Bendtsen – godt 100.000, skuffende for en minister
    3. Jens Rohde
    4. Morten Messerschmidt
    5. Margrethe Auken

    Desuden i vilkårlig rækkefølge Søren Søndergaard, Hanne Dahl, Sofie Carsten Nielsen, Emilie Turunen, Britta Thomsen, Charlotte Antonsen.

    Johs. Lebech kommer helt sikkert ikke på top-15. Han fik 1620 stemmer ved sidste valg.

    Men det hele er lidt svært at forudsige, fordi ingen af de kendte kandidater er pletfri. Kun Morten M., men hans parti er en barriere for folk, så der er grænser for hvor mange stemmer hans person kan trække.

    Personlige stemmetal 2004, Indenrigsmin.

    Kommentar by Casper | Borgerlig bums — 1. juni 2009 @ 19:42

  2. Jeg vil egentlig gerne korrigere ovenstående. Dan J. får nok mellem 100.000 og 125.000.

    Kommentar by Casper | Borgerlig bums — 1. juni 2009 @ 19:46

  3. Jens Okking fik 44.000 stemmer i 1999, og det er vel hvad Løkkegaard allerhøjst kan håbe på. Men dengang var Okking den suverænt mest kendte på liste J næst efter Bonde. På Venstres liste i 2009 er der derimod som altid kamp om de personlige stemmer. Løkkegaard vil nok få 20-30.000 og netop komme med på top-10.

    Kommentar by Casper | Borgerlig bums — 1. juni 2009 @ 19:56

  4. Jeg er enig med den Borgerlige bums.

    Jeg synes virkelig det er mærkeligt, at medierne er hoppet med på VKO’s Dan Hvem? -stunt.

    Dan Jørgensen er jeg bestemt ikke enig med politisk, men jeg synes han har ført den flotteste og mest seriøse valgkamp af alle kandidaterne. Når vi nu er i gang med at opliste kandidaterne, så synes jeg også man kunne lave en kompetenceliste, baseret på hvor godt kandidaterne har klaret sig i debatterne.

    1. Dan Jørgensen (S)
    2. Hanne Dahl (Junibevægelsen)
    3. Britta Thomsen (S)
    4. Sofie Carsten Nielsen (R)
    5. Søren Søndergaard (Folkebevægelsen)
    6. Christel Schaldemose (S)
    7. Emilie Turunen (SF)
    8. Ole EU (S)
    9. Morten Messerschmidt (DF)
    10. Charlotte Antonsen (V)
    11. Christian Wedell-Neergaard (K)
    12. Bendt Bentsen (K)
    13. Margrete Auken (SF)
    14. Jens Rohde (V)

    For øvrigt tror jeg, at den borgelige bums vil blive overrasket over, hvor mange personlige stemmer en af de anonyme V-kandidater får… Jeg siger ikke hvem!

    Kommentar by Rasmus Nørlem Sørensen — 2. juni 2009 @ 13:31

  5. @Rasmus
    Kunne du mon tænke på Claudi, og hans landbrugsbagland? Eller tænker du på Jens-Kristian Lütken og hans VU’ere? …eller har du Louise Feilberg og hendes flotte ydre i tankerne? :-)

    @Casper
    Tror du, at Auken mister mange stemmer på hendes tilgang til unionen? Er det ikke kun et fåtal af vælgerne, der er inde i den interne problematik hos SF i forhold til Auken? De venstreorienterede, der skulle være modstandere, sætter vel alligevel deres kryds hos J eller N.

    Det er for øvrigt interessant, at du sætter pengene på Dan Jørgensen. Jeg har selv svært ved at gennemskue, hvad vælgerne skulle gøre på valgdagen. Men jeg glæder mig til at se resultatet. Thorning sagde jo forleden, at det er klart, at S har valgt at se på en med fremtiden FORAN sig. Dette valg kommer til at vise, om S tør gøre det igen en anden gang.

    Kommentar by Filip Schwartz Kirkegaard — 2. juni 2009 @ 13:54

  6. @Filip

    Ja, du er tæt på at gætte hvem. Det er rigtignok noget med et bagland… men faktisk ikke inden for landbruget.

    Hun fik hele 42.914 personlige stemmer ved sidste valg – uden at være i medierne overhovedet!

    Kommentar by Rasmus Nørlem Sørensen — 2. juni 2009 @ 15:32

  7. Kunne det mon være Anne E Jensen? Jeg tror du har ret i, at hun vil øge sit flotte stemmetal fra sidst. Ganske imponerende når man tager i betragtning, at hun holder sig fra de nemme point..

    Kommentar by niels — 2. juni 2009 @ 22:19

  8. Har Anne E egentlig et specifikt bagland? Mit indtryk er blot, at der er respekt om hende.

    Det er for øvrigt sjovt, at jeg ikke lige nu komme på en eneste negativ pressehistorie om hende specifikt.

    Kommentar by Filip Schwartz Kirkegaard — 2. juni 2009 @ 23:13

  9. Rasmus > Nu handlede min liste ikke om kompetencer, men om stemmer. Jeg tror ikke at man kan opstille en “kompetenceliste” uden at den er meget farvet at personlige sympatier. I så fald skulle man gå meget metodisk til værks og gennemgå artikler, medieindslag osv.

    Jeg mener ikke Dan Jørgensen er en troværdig eller dygtig debattør, og han er ikke blevet meget bedre i de fem år der er gået. Hans taktik er ofte at svine modparten til og ævle løs. Det er meget proletar-agtigt, men minder også lidt om en tæppesælger på et jysk marked. Men han skal nok få stemmer fra de socialdemokratiske vælgere, for de skal jo finde nogen at sætte kryds ved. Hans kampagne har været stor og omfattende, men ikke fantasifuld. Der er én ting som han rammer plet med, og det er den Anders And-agtige personlighed, han er en frisk fyr som mange danskere nok kan identificere sig med. Det er bestemt ikke min type!

    Britta Thomsen har ikke gjort sig positivt bemærket. Hun foreslog gratis internet i hele EU, og da hun blev spurgt om finansieringen, sagde hun: Øh, det er ikke så vigtigt lige nu, det skal bare gennemføres.

    Sofie Carsten Nielsen virker seriøs og vidende, men har ingen gennemslagskraft. Hun er embedskvinde ind til benet, og det bør hun fortsætte med at være. Hun er altså den direkte modsætning til Dan Jørgensen, der ikke har så meget politisk argumentationssans, men derimod en god gennemslagskraft.

    Anne E. Jensen skal nok klare sig rimeligt. Men det er ikke sikkert man får flere og flere stemmer ved hvert valg. Derimod kunne der jo være vælgere som har glemt at de stemte på hende sidst.

    I øvrigt synes jeg I argumenterer med to modsatte argumenter, når I tror Dan J. får stemmer pga. sin gode kampagne, men Anne E. J. får stemmer pga. sin seriøsitet.

    I længden klarer den solide, seriøse kandidat sig bedst.

    DR har ved dette valg lavet en dækning hvor politik og underholdning flyder totalt sammen. Læg mærke til kandidatpræsentationerne og debatterne, der minder om quiz-programmer. Flimrende kulørt baggrund og underlægningsmusik mens kandidaterne taler! Det er hamrende useriøst, og det er et tegn på at vi går mod Berlusconi-agtige tilstande. Og det er ikke politikernes skyld, men DR. Desuden er det dybt urimeligt at partierne kan sende deres partileder i studiet som støttepædagog. Det burde kun være de opstillede. Hvis DR tror at det gør valgkampen mere spændende, så må de nok tro om, for det kan kun føre til svigtende interesse.

    Jeg tror hverken Louise Feilberg eller Mette Abildgaard får et kanonstemmetal, for så mange VU’ere og KU’ere er der ikke. Men hos SF er der mange, menge stemmer at hente fra politisk korrekte unge piger, og SFU har altså 3500 meget aktive medlemmer. Emilie Turunen siger alle de rigtige ting, så hun skal nok klare sig.

    Soc.dem. har tidligere satset på en ung og håbefuld kandidat, Kirsten Jensen. Hendes type mindede meget om Sofie Carsten Nielsen. Jeg tror aldrig Dan Jørgensen bliver anderledes end han er, men det er der jo nok også nogle vælgergrupper der kan lide.

    Bent Claudi Lassen får ikke så mange stemmer, for bønder stemmer lokalt, og så mange landmænd er der ikke i Danmark.

    Jeg lavede en længere prognose for nogle måneder siden her (nederst på siden):
    http://jarlcordua.dk/2008/09/15/det-bliver-ikke-”a-walk-in-the-park”-for-morten-løkkegaard/

    Kommentar by Casper | Borgerlig bums — 3. juni 2009 @ 01:05

Debatten på bloggen er modereret efter sidens regler.



Bliver ikke offentliggjort.


Wikipedia om Bendt Bendtsen (K)

Bendt Bendtsen (født 25. marts 1954 i Odense) er en dansk politiassistent, tidligere folketingsmedlem, tidligere Økonomi- og Erhvervsminister og nuværende medlem af Europa-Parlamentet, valgt for Konservative.

Wikipedia om Jens Rohde (V)

Jens Rohde (født 18. april 1970 i Holstebro) er medlem af EU-parlamentet for partiet Venstre. Han var tidligere folketingsmedlem for Venstre, valgt i Viborg Amtskreds (11. marts 1998 - 31. december 2006). Fra 2001 var han politisk ordfører for Venstre. Han stoppede sin politiske karriere for at blive direktør på TV 2 Radio i 2007, hvor han senere samme år blev fyret, da han var kilde til en sag i den igangværende valgkamp.