Tyrkiet mellem øst og vest

31. maj 2009

EU ZOO bringer her et kort essay om EU og Tyrkiet i forbindelse med konkurrencen “European Young Journalism Award”. Læs mere her.

Med en uge til EU-valget har det været en sikker vinder i valgkampen at sige nej til Tyrkiet. Imens er Mellemøsten i fuld gang med en historisk charmeoffensiv over for tyrkerne. Måske er venteværelset tomt, når EU endelig er klar til at tale seriøst om tyrkisk EU-medlemskab.

Vinden er lunken, og høje stemmer taler og griner overalt omkring mig på et sprog, jeg ikke forstår. Vi sidder på restaurant i Syrien, her lugter af vandpibe og frugtte og friskbagt fladbrød. Stemningen er rolig, og jeg taler med en syrisk ven om det, han kalder Arabien.

”Vi bruger det samme ord for modersmærke, som vi bruger som kælenavn til vores land, Syrien. En slags midtpunkt for kulturen, det er jo her, den arabiske kultur startede. Og måske kan vi igen se de arabiske lande stå sammen,” siger han.

”Er Tyrkiet så med?” spørger jeg.

”Nej. Tyrkiet har aldrig været en del af Arabien, det synes de heller ikke selv. Det er en del af Europa,” siger han.

Og han har haft ret, hvis man læser historiebøgerne. Tyrkiet har ikke traditionelt været en del af Mellemøsten. Men er det en del af Europa?

VI SPOLER ET HALVT år frem i tiden, og rejser tre tusind kilometer mod nordvest. Stedet er København, tiden er lige nu, og der er en uge til valget til Europa-Parlamentet. Den konservative spidskandidat Bendt Bendtsen skyder sin valgkamp i gang i Danmarks største avis, Jyllands-Posten.

”Jeg har hånden på hjertet svært ved at tro, at Tyrkiet kommer til at leve op til københavnskriterierne – uanset hvor længe, vi forhandler,” siger han.

De såkaldte ”Københavnskriterier” er de krav, EU stiller til nye medlemslande, og de blev fastlagt ved topmødet i den danske hovedstad i 1993. Kravene handler blandt andet om respekt for menneskerettigheder og en stabil økonomi. Bendtsen tror ikke på, at tyrkerne nogensinde kan leve op til dem. Det synspunkt er han blevet voldsomt kritiseret for. Dels fordi Tyrkiets optagelse i EU intet har at gøre med Europa-Parlamentet, som han stiller op til. Dels fordi der kommer til at gå mange år, inden spørgsmålet bliver aktuelt, tyrkerne skal først have chancen for at bevise, at de kan leve op til vores krav. Og dels fordi det er en nem måde at hive stemmer hjem – en meningsmåling fra Gallup i denne måned viser, at to tredjedele af danskerne er imod tyrkisk EU-medlemskab.

DET ER IKKE NYT, AT danskerne siger nej til Tyrkiet i EU. Det er heller ikke noget nyt, at mange andre europæere siger det samme. I Tyskland er det også blevet en vindersag for de konservative at afvise tyrkerne. I Storbritannien er det blevet en del af den store diskussion om immigration, som er en af de vigtigste i deres EU-debat op til valget.

Det nye er, at stærke kræfter i Mellemøsten ikke siger nej til Tyrkiet. For første gang risikerer vi i EU, at Tyrkiet slet ikke sidder i det europæiske venteværelse længere, når vi om 10 eller 20 år vil tage den seriøse snak med tyrkerne om et medlemskort til Europa.

EN ARABISK CHARMEOFFENSIV er nemlig i gang på fuld kraft. Den involverer grupper fra Mellemøsten, som tidligere har fået den vestlige verden til at gyse. Præstestyret i Iran, militærstyret i Syrien, den palæstinensiske oprørsbevægelse Hamas. I løbet af de seneste måneder har Tyrkiet åbnet dørene mere og mere for anti-vestlige bevægelser. Imens Tyrkiet-skepsis er blevet en politisk vindersag blandt de europæiske borgere, er ordet ’EU-skeptiker’ for første gang blevet brugt uden for EU’s egen andedam, nemlig blandt vores tyrkiske naboer.

TYRKIET ER BLEVET KALDT EN BRO mellem Europa og Mellemøsten. Det har aldrig været mere rigtigt end nu, tror jeg. Hvis det bliver ved med at være en vindersag i EU at sige, at tyrkerne aldrig bliver rigtige medlemmer af vores fællesskab på grund af deres kultur, så brænder vi den eneste bro til de demokratiske kræfter i lande som Syrien eller Iran. Diskussionen skal ikke vente ti år. Lad os tage den med det samme, nu hvor Bendtsen alligevel har blæst den i gang.

Relaterede artikler:

  1. Antonsen går sine egne veje

3 kommentarer »

  1. “Tyrkiet har aldrig været en del af Arabien”

    Nuvel, det er der vel heller ingen i Danmark der har hævdet.

    Det kan ikke være op til en syrier at bedømme om Tyrkiet hører hjemme i EU eller ej. Men bortset fra det er synsvinklen selvfølgelig interessant nok.

    Nok så væsentlig er spørgsmålet om hvad EU egentlig består af? Tidligere var det de vesteuropæiske, demokratiske, sociale markedsøkonomier. Så blev østeuropa også til demokratiske markedsøkonomier, og de kom helt naturligt med. Grænsen går dog stadig ved Polen og Baltikum, så den mindre civiliserede del af Østeuropa ikke er med. Rumænien og Bulgarien er en undtagelse, og det har jo som bekendt skabt en del problemer og kontroverser.

    Derfor kan diskussionen om Tyrkiet ikke kun gå på om det er en del af Europa eller ej. Der er andre kriterier. Snakken om kristendommen som fundament er en uheldig skæv vinkel, som efter min mening ikke kan være det rigtige kriterium. Men naturligvis kan et overvejende muslimsk land give problemer. Ikke fordi EU/Europa er kristent, men fordi det bygger på sekulære, frie og frisindede idealer. Vi ville vel heller ikke optage Vatikanet i EU.

    Mange tyrkere opfatter nærmest Tyrkiet som et kontinent for sig selv, og man hører tit om at de vil holde sammen med de mange tyrkfolk i bæltet gennem Kaukasus og Centralasien helt over til Mongoliet. Den dag et tyrkisk medlemskab virkelig er realistisk, så vil der nok blive voldsom modstand også i Tyrkiet.

    Et andet problem er at Tyrkiet som førende magt i EU kan forrykke magtbalancen. Der bor store tyrkiske og muslimske befolkningsgrupper på Balkan, som sikkert meget gerne vil have en tyrkisk stormagt i ryggen, men det er de andre befolkningsgrupper nok mindre glade for. Balkan kan igen blive en krudttønde. Eller rettere sagt, det er Balkan i forvejen, men i øjeblikket er der ikke ild i krudtet.

    Hertil kommer så alle de økonomiske aspekter, menneskerettigheder, Cypern, osv.

    En cafésnak om Tyrkiets tilknytning til øst eller vest er ikke nok, selv om den da kan være ganske spændende.

    Kommentar by Casper | Borgerlig bums — 6. juni 2009 @ 22:32

  2. P.S. Vi kan vel også bygge bro direkte til Mellemøsten uden at tyrkerne er imellem? EU er særdeles aktive i Israel/Palæstina-konflikten, desværre som den største bidragyder til palæstinenserne, og jeg gad vide hvor alle de penge ender. Men pointen er at samarbejde og dialog mellem EU og Mellemøsten fungerer, uanset om Tyrkiet er med eller ej. Da tyrkiet er tidl. kolonimagt i området, kan jeg heller ikke se hvorfor de skulle være mere populære end europæerne.

    Kommentar by Casper | Borgerlig bums — 6. juni 2009 @ 22:35

  3. @Casper

    Tak for et par fede kommentarer.

    Jeg vil starte med at slå fast, at hele årsagen til at starte med en “cafesnak” i Syrien er at vise kontrasten mellem den såkaldte “arabisme” og Tyrkiet. En kontrast, som har eksisteret i mange år, blandt andet som du nævner på grund af kolonialiseringer, men også fordi tyrkerne flere gange har valgt Vesten frem før Mellemøsten. Det er netop den modsætning, der i disse dage er ved at blive opløst. Det synes jeg er meget væsentligt, ikke kun spændende :)

    Om der er nogen i Danmark, der mener, at Tyrkiet er mellemøstligt, har aldrig været en del af min pointe. (men eksperter har igennem mange år regnet Tyrkiet som en del af både Nærøsten og Mellemøsten, hvis man skal tro kilder som Foreign Affairs og Wikipedia. http://en.wikipedia.org/wiki/Middle_East)

    Nu til det nøglespørgsmål, du stiller: Hvad er EU egentlig, og lever Tyrkiet op til de kriterier?
    På områder som religiøs fundamentalisme, økonomisk ustabilitet, korruption og tilbagestående landområder, så kan det (som du nævner) allerede undre, at man optog Bulgarien og Rumænien. Jeg tror, at det bærende argument var potentiale. Hvor stor en muskelkraft skal der til at pege økonomien i den rigtige retning, presse korruptionen ned og stabilisere statsapparatet, så vi tør sende EU-midler ind over grænserne?
    Hvis det er rigtigt, så tror jeg, vi har problemet med Tyrkiet i en nøddeskal: De har mange af de samme udfordringer, bare i langt større målestok. Tyrkiet er et land med storbyer og forstader efter vestligt forbillede, hvor hverken økonomi, ekstremisme eller korruption er så voldsomme problemer, at de ikke kan løses ved indlemmelse i EU. Men der er enorme land- og bjergområder, hvor magtforhold, samfundsstruktur, effektivitet og korruption simpelthen vil skabe sorte huller i EU’s økonomi.
    Og så har vi set bort fra religion og kultur, i virkeligheden :)

    En anden vildt interessant pointe i dine kommentarer er den med Mellemøsten: Hvorfor ikke bare springe over tyrkerne? Hvem tænker du på her, Libanon? Israel? Og kunne du forestille dig i praksis, at et land i Mellemøsten bliver indlemmet i EU?

    Kommentar by Andreas Marckmann Andreassen — 7. juni 2009 @ 09:21

Debatten på bloggen er modereret efter sidens regler.



Bliver ikke offentliggjort.