R: Valgforbund handler ikke om kærlighed

2. april 2009

Hvis du stemmer på De Radikale ved EU-valget i juni, kan du ende med at stemme et EU-kritisk medlem af SF ind i EU-Parlamentet. Det er resultatet af det valgforbund, som De Radikale er i gang med at lave med Socialdemokraterne og SF.

Men det er der ikke noget at gøre ved, og du er nok også ligeglad. Det er budskabet fra Søren Bald, landsformand for De Radikale.

Da EU ZOO spørger ham, om valgforbund ikke handler om at gå sammen med et parti, man er enig med, svarer Søren Bald straks ”nej, nej, nej”. Et valgforbund skal udelukkende give De Radikale de bedste chancer for at få mandatet, forklarer han. Der er ikke nogen kærlighedsrelationer i et valgforbund, siger han.

Hvis man har fine fornemmelser, skal man ikke lave valgforbund, siger Søren Bald til EU ZOO.

Som EU ZOO skrev for nogle uger siden, så er det spøjst, at De Radikale sidder i den liberale gruppe i parlamentet sammen med Venstre, men alligevel går i valgforbund med en helt anden fløj i parlamentet, nemlig den røde blok. Det noterer journalisten og kommentatoren Niels Krause-Kjær nu også i en artikel i Ugebrevet Europa.

Søren Bald mener ikke, at den besynderlige konstellation er relevant for vælgeren.

Det ville 85 procent af de radikale vælgere alligevel ikke hæfte sig ved, for det er noget kun journalister og analytikere går op i, fordi de behandler valgforbund som den hellige gral, siger Søren Bald.

Hellig gral eller ej. I yderste konsekvens kan en radikal vælger sætte det afgørende kryds, der sender en socialdemokrat eller SF’er til Bruxelles. Og de har ofte nogle helt andre holdninger, når det drejer sig om EU. På denne nyhedsblog kan du eksempelvis følge den politiske kamp mellem den radikale Johannes Lebech og socialdemokraten Christel Schaldemose om patientrettigheder i EU.

Valgforbund handler også om penge. Da kristendemokratiske stemmer under sidste valgkamp hjalp den daværende radikale Anders Samuelsen ind i parlamentet, fik kristendemokraterne deres betaling. Således fik Kristendemokraterne betalt rejser for deres medlemmer til Bruxelles, og derudover fik de ansat en studentermedhjælp – en såkaldt stagiere – på De Radikales regning.

Søren Bald fortæller, at en lignende kompensation også er inde i billedet i valgforbundet med den røde blok, men kan ikke fortælle om detaljerne. Det drejer sig dog ikke om et fast beløb, men om mere ”smidige aftaler”.

Relaterede artikler:

  1. Hvem stemmer sammen om hvad hvornår?
  2. Krisen giver ikke venstredrejning
  3. Socialdemokraterne overvurderer sig selv

11 kommentarer »

  1. Kære EUzoo

    Først og fremmest tak for endnu et godt indlæg. Det er rart at få sat fokus på aspekter af EU-politik, der normalt overses i pressen.
    Når det så er så sagt, så synes jeg faktisk at i er lidt vel venlige ved de Radikale i dette indlæg.

    I skriver bl.a. :”I yderste konsekvens kan en radikal vælger sætte det afgørende kryds, der sender en socialdemokrat eller SF’er til Bruxelles”…
    Men er sagen ikke nærmere den, at der ikke er tale om “i yderste konsekvens”. Ville det ikke have været mere på sin plads at sige “efter al sandsynlighed”?

    For det er jo absolut ingen hemmelighed at den radikale tilstedeværelse i Europa-Parlamentet hænger i en ualmindelig tynd tråd.

    Ved sidste EP-valg fik de kun 120.473 stemmer (hvilket var en tilbagegang på 60.000 stemmer i forhold til 1999)… hvilket kun med nød og næppe (og hjælp fra valgforbundet med Kristendemokraterne) indbragte dem deres mandat. Dette er ikke mindst interessant når man tænker på, at Danmark som bekendt mister endnu en plads i parlamentet, hvilket kun øger konkurrencen…

    Dertil kommer jo så, at de radikale slås med to andre problemer: De har en (i forhold til sidst) fuldstændig ukendt spidskandidat, ligesom de slås med meningsmålinger der giver dem mindre end halv så stor vælgeropbakning som de havde i perioden omkring sidste EP-valg. Man kunne vel sige, at de er tilbage ved kernevælgerne… og det er ikke uproblematisk, for der har altid været et solidt EU-kritisk radikalt mindretal… folk der ved EP-valg stemmer på Folkebevægelsen og JuniBevægelsen… og dermed dræner de radikale for endnu flere stemmer.

    … Summasummarum: Det mest sandsynlige resultat af de radikales valgforbund med SF og S er vel, at der leveres stemmer til et ekstra SF-mandag, eller til at Socialdemokraternes forventede tilbagegang mindskes?

    Kommentar by Pelle Christy — 3. april 2009 @ 08:14

  2. @Pelle

    Du har en fin pointe.

    Men ingen ved, hvordan vælgerne sætter deres kryds. Det kunne jo også tænkes, at supereuropæere flygter til R, fordi K og V kommer med EU-kritiske meldinger.

    For øvrigt tror jeg ikke nødvendigvis, at vi kan overføre landspolitik til EU-valget. Således er det ikke givet på forhånd, at SF’erne kan regne med Søvndal-effekten.

    En spøjs detalje er for øvrigt, at Anders Samuelsen faktisk alene fik nok stemmer til at komme ind, hvis Kristendemokraternes stemmer gik tabt. Derimod ville Seeberg og De Konservative have fået det ekstra mandat (Altså Samuelsens mandat), hvis Konservative og Kristendemokraterne havde haft valgforbund. Men det afviste De Konservative inden valgkampen. Derfor søgte Kristendemokraterne mod De Radikale.

    Tænk hvis De Konservative havde sagt ja tak til et valgforbund med Kristendemokraterne. Havde Seeberg og Samuelsen så smedet rænkerne til Ny Alliance sammen?

    Kommentar by Filip Schwartz Kirkegaard — 3. april 2009 @ 14:42

  3. PS: Vi kunne også have valgt at vinkle på, at en stemme på en socialist fra S eller SF kan ende med at sende en socialliberal til Bruxelles. På den måde er der så meget, man kunne ændre.

    Kommentar by Filip Schwartz Kirkegaard — 3. april 2009 @ 15:36

  4. Jeg synes det er en meget vigtig diskussion I har fat i her. Valgforbund er jo lidt af en demokratisk bastard og jeg er meget uenig med de Radikale, der tilsyneladende mener, at man kan skalte og valte med vælgernes stemmer. Den holdning er helt sikkert med til at skade stemmeprocenten.

    Jeg håber I vil følge artiklen om med en diskussion af selve valgsystemet i EU. Kan man overhovedet tale om et demokratisk valg, når stemmerne vægtes forskelligt? Min kæreste er fransk statsborger: Hvis hun stemmer i Frankrig vil hun dog få væsentligt mindre indflydelse på EU-Parlamentets sammensætning end hvis hun stemmer i Danmark. Det er da bizart!

    Kommentar by Rasmus Nørlem Sørensen — 7. april 2009 @ 15:07

  5. @Rasmus

    Tak for din kommentar. Jeg er enig i, at EU’s valgsystem fortjener debat. De forskellige stemmevægte i for eksempel Frankrig og Danmark skyldes jo, at man har valgt at tildele de små lande relativt flere taburetter i parlamentet end de store, målt på befolkningstal.

    Det har været en demokratisk bautasten i skoen på beslutningstagerne i hele parlamentets levetid. Senest var der stor polemik, da Danmark gik fra 14 til 13 pladser. Men systemet er stadig bygget op sådan, at tænker man udelukkende i folketal, bliver der passet lidt bedre på de små.

    Jeg vil gerne høre, om du eller andre læsere har bud på nogle alternativer til at sikre, at de små lande ikke bliver løbet over ende..?

    I mellemtiden mener jeg, at ideen om “lidt flere stole til de små” er den mindst ringe. I forvejen har de store landes delegationer massiv magt i parlamentet, måske langt mere end deres antal taburetter berettiger. Ligesom de store lande dominerer Rådet, og oftest ender på de tungeste poster i Kommissionen.

    Kommentar by Andreas Marckmann Andreassen — 9. april 2009 @ 13:56

  6. @Andreas (og Rasmus)

    Jeg ved godt det ikke er så populært at sige – meeen man kunne jo i spørgsmål omkring repræsentation, kigge mod nogle af de unioner og føderátioner der eksisterer i verden. Det er jo langt fra en unik europæisk problemstilling… og mange steder har man forskellige løsningsmodeller (med varierende succes).

    Vi kan jo starte med at tage den bedst kendte: USA. Her har man jo et system med to kamre, netop fordi man både vil have en sikring af de små stater, samtidigt med at befolkningstallene skal tælle med

    Det ene kammer (Repræsentanternes Hus) fordeler sine (435) mandater ud fra delstaternes befolkningstal. Her har den største stat, Californien, 53 repræsentanter, mens den mindste, Alaska, har en enkelt.
    Samtidigt er det amerikanske system – i al fald i teorien – mindre statisk end hvad vi kender fra EU’s fordeling af stemmer. Stemmefordelingen opdateres nemlig med jævne mellemrum (jeg mener det er hvert tiende år… men jeg er ikke helt sikker), ud fra befolkningsudviklingen.
    Men samtidigt har man jo så også senatet, hvor hver stat har to medlemmer… og på den måde er der der bedre mulighed for at sikre, at de store stater ikke tryner de små alt for meget.

    Som god føderalist, synes jeg måske nok vi kunne lære lidt af sådan et system…

    Et af EU’s problemer i dag, er jo at vi har denne her virkelige underlige sammenblanding: I Parlamentet fordeler man pladserne delvist efter størrelse… men alligevel ikke helt. Samtidigt har vi så ministerrådet, hvor man tildeler stemmer delvist efter størrelse (men også ud fra politiske hensyn), samtidigt med at det ambitionen at befolkningstal OGSÅ skal tælle med… Og helt ærligt, det ER da noget rod. Tilføj hertil Kommissionen som det underlige tredjekammer, hvor man heller ikke længere er sikret en plads.

    Måske man bare skulle tage springet, lære lidt af føderalstater og unioner… og så få skabt et to-kammer system i EU? Eller i det mindste få klarhed over, hvor man vælges efter befolkning, og hvor man ikke gør…

    Kommentar by Pelle Christy — 10. april 2009 @ 11:34

  7. Pelle > De radikale have ikke brug for KD’s stemmer. De radikale ville have fået et mandat også hvis de var uden for valgforbund.

    Filip > Det er heller ikke korrekt at hvis KD og de konservative havde været sammen, havde de konservative fået et ekstra mandat. C+K fik tilsammen 239.258 stemmer, hvilket divideret med 2 er 119.629, men de radikale fik 120.473 stemmer.

    Hvis derimod C+K+V havde været sammen, havde de knebent fået et ekstra mandat, som var gået til C. C+K+V’s stemmetal divideret med 5 giver 121.199.

    Så desværre må man konkludere at de radikale fortjente deres mandat, hvor lidt jeg end bryder mig om deres EU-politik :-(

    Jeg synes ikke man kan lave hypoteser ud fra anderledes valgforbund, da stemmetallene jo også ville have været anderledes. Valgforbund betyder ikke alverden for vælgernes adfærd, men nogle få tusinde stemmer ville nok være flyttet.

    Og noget vælgerbedrag kan jeg ikke se – valgforbundene er jo offentlige. Det er langt værre med de mange rævekager der indgås på valgnatten efter kommunalvalg.

    Rasmus > Man kan også spørge sig selv om det giver mening med demokratiske valg til en parlament, som ikke er et parlament, og som ikke har magt til at sætte de udemokratisk udpegede organer på plads, som ikke har indsigt med fup og svindel, og som egentlig ikke kan påvirke noget særligt, men bruger alt for mange kræfter på at gøre PR for sig selv. Efter min mening forudsætter demokrati en “demos”, men der er ikke noget EU-folk, en EU-presse eller en fælles EU-offentlighed. De eneste tiltag til en fælles politisk opinion i hele EU har været afvisningen af EU-forfatningen i Frankrig, Irland og Holland, men den folkelighed blev jo trynet.

    Kommentar by Casper | Borgerlig bums — 27. april 2009 @ 04:56

  8. @Casper

    Tak for irettesættelsen. Jeg baserede min påstand på noget, der åbenbart var en gammel myte. Jeg skal straks gå mit myteregister igennem for at få luget ud.

    God pointe omkring rævekagerne. Jeg kommer selv oprindeligt fra Randers, hvor den slags også kan forekomme. Jeg mener dog stadig, at det er mærkeligt, at valgforbund ikke primært handler om politisk enighed. Inde i mit hoved er der noget i vejen dér.

    Kommentar by Filip Schwartz Kirkegaard — 27. april 2009 @ 09:58

  9. Jeg har hørt den før, og jeg troede faktisk selv på det, indtil jeg begyndte at regne efter… men rygtet er jo også sandt nok, altså hvis KD i stedet var gået sammen med C+V.

    Til gengæld er det nok helt sikkert at Anders Samuelsen gjorde arbejdet. Johs. Lebech kunne ikke have trukket mandatet hjem. Senere gik Samuelsen ud og blev erstattet af suppleanten Johs. Lebech. Det er jo også en slags bedrag, hvis man sætter tingene på spidsen. Men det er en risiko som alle vælgere må være klar over, og der er jo klare regler.

    Der er aldrig to partier som er enige, for så kunne de jo lige så godt være ét parti. Altså synes jeg det er for meget at forlange at valgforbund skal forudsætte enighed. Det må bare kræve man har visse ting til fælles.

    Det eneste alternativ til valgforbund, som jeg ser det, ville være en overførbar stemme, hvor man kan skrive en 2. prioritet på stemmesedlen hvis 1. prioritet ikke får stemmer nok til at komme ind. Men det er ikke uproblematisk. En anden mulighed er en prioritering som i Irland. Sådan noget tror jeg aldrig de store partier i DK går med til.

    I øvrigt er der en interessant tendens i mange lande som har en høj spærregrænse. I f.eks. Belgien er den 5 procent. Derfor har partierne sluttet sig sammen to og to i “karteller”, som er ét parti på stemmesedlen. Dermed er vælgernes indflydelse stærkt begrænset. Og man opnår ikke det man egentlig ville, nemlig at begrænse antallet af partier i parlamentet. Derfor burde man naturligvis ophæve spærregrænsen igen, da den ikke virker efter hensigten. Men det gør man ikke, da den trods alt giver dejlig magt til de store partier. De kan jo bestemme hvem af de små de gerne vil have med som påhængsvogn. Det belgiske politiske system er i det hele taget gennemført råddent, men de har stemmepligt, så man må ikke engang lade være med at sætte kryds.

    Kommentar by Casper | Borgerlig bums — 27. april 2009 @ 21:12

  10. @Casper

    Jeg vidste ikke, at vælgerne kan prioritere i Irland. Interessant. Men lader sig vel gøre, fordi de stemmer elektronisk. Det bliver vel et krævende arbejde, hvis stemmerne skal tælles op. For øvrigt er jeg ikke sikker på, at det er smart at forvirre os vælgere yderligere. For øvrigt tænker jeg, at en prioritering ville gavne små partier. Så ville Liberal Alliance sikkert komme ind. Det vil du vel som borgerlig være tilfreds med? :-)

    Jeg har ikke hørt om disse karteller før. Men jeg er nu heller ikke overrasket. De er skøre, de belgiere.

    Kommentar by Filip Schwartz Kirkegaard — 27. april 2009 @ 21:39

  11. I Irland, Australien og på Malta bruger man STV-systemet, men der er flere modeller.

    http://en.wikipedia.org/wiki/Single_transferable_vote

    Se også spalten til højre i wiki-artiklen med link til artikler om de forskellige systemer.

    Jeg ved ikke om de stemmer elektronisk, men det er ikke en forudsætning. Det tager ganske vist længere tid at tælle stemmerne op, men det kan man vel leve med, da der ikke er valg hver dag. I de lande hvor man prioriterer, ønsker man ikke at give afkald på dette gode system.

    I Irland er alle kandidater vist nok i princippet enkeltpersoner, så der er også nogle løsgængere som vælges ind (p.t. 6 ud af 166 i parlamentet). Systemet har ikke givet grund til splittelse, der er stadig kun tre store partier og tre små i parlamentet.

    Det er jo så et godt spørgsmål om danskerne er kloge nok til at kunne finde ud af systemet. Mon ikke nok det går hvis politikere og presse bakker op om det? De store partier er naturligvis ikke interesserede i ændringer. Det ville i øvrigt fryde mig hvis de radikale blev offer for spærregrænsen, da de selv var med til at indføre den. De var også med til at indføre de skærpede regler for underskriftsindsamling, som betød at der skulle CPR-nummer på vælgererklæringerne og at de skal sendes frem og tilbage mellem parti, folkeregister, vælger og parti.

    Kommentar by Casper | Borgerlig bums — 28. april 2009 @ 02:18

Debatten på bloggen er modereret efter sidens regler.



Bliver ikke offentliggjort.