Pressen varmer op til EU-valg

9. marts 2009

Det har været forbløffende at læse og se nyheder søndag. EU var overalt. Jyllands-Postens historie om fede EU-pensioner var gennemresearchet og formentlig en, de har gemt til søndagsavisen – og det understreger alt andet lige, at medierne er begyndt at tænke over, hvordan de skal dække EU op mod valget.

Flere af dagens historier fortjener en kommentar:

Som optakt til valgkampen ridsede Ritzau op, hvordan partierne planlægger at sammensætte valgforbundene for at undgå stemmespild. Vælgerne skal jo ikke frygte, at deres stemmer forsvinder ud i intetheden, hvis partiets kandidat ikke får nok stemmer til at blive valgt ind.
Det er interessant at se, at De Radikale bejler til de røde, altså S og SF. EU ZOO vurderer, at det udelukkende sker for at cementere det tætte forhold mellem lederne af Socialdemokraterne og Radikale, Helle Thorning-Schmidt og Margrethe Vestager, hjemme i København. Ellers er det mindst lige så nærliggende for De Radikale i Bruxelles at slå pjalterne sammen med Venstre, som de rent faktisk er i politisk gruppe med (den liberale ALDE-gruppe). De Radikale har en ret svag spidskandidat i Sofie Carsten Nielsen. SF står omvendt historisk godt i meningsmålingerne, og de kan ende med at hive næsten to mandater hjem. Sker det, kan en stemme på De Radikale ende med at give en mere EU-kritisk SF’er de sidste stemmer til at blive valgt ind.
Hvad mon de traditionelt EU-glade radikale vælgere siger til den risiko?
Forbundet mellem EU-kritikerne fra JuniBevægelsen og Folkebevægelsen mod EU er langt fra nyt, men fortjener alligevel et flygtigt blik. Men med Hanne Dahl ved roret hos JuniBevægelsen er der lagt op til øget EU-samarbejde på enkelte områder som miljø og klima, mens Folkebevægelsen mod EU slet og ret vil have Danmark ud af unionen. Naturligvis skal de to bevægelser gå i valgforbund for ikke at spilde stemmer, men det er interessant, at de to bevægelser i EU ZOOs øjne aldrig har stået længere fra hinanden, end de gør nu.

Medlem af EU-Parlamentet Karin Riis Jørgensen fra Venstre kom også i spalterne. Søndag tog Berlingske Tidende en historie op, som hun fredag beskrev i sit nyhedsbrev: Tirsdag skal Karin Riis mødes med kommissionsformanden José Manuel Barroso for at kræve flere kvindelige medlemmer af kommissionen.
Temaet er åbenbart vigtigt, for socialdemokraten Christel Schaldemose er også i fuld gang med at samle underskrifter for at få kvinder på topposterne i Europa.
Det bliver interessant at se, hvilke resultater, der kommer ud af kvindekampen. Karin Riis Jørgensen har Diana Wallis på sin side. Diana Wallis bliver formentlig formand for EU-Parlamentets liberale gruppe. Og Christel Schaldemose har Daniel Cohn-Bendit, medformand for Den Grønne Gruppe, med i sit initiativ.
Tør de bruge EU-Parlamentets magt til at presse deres krav igennem? EU-Parlamentet kan jo til november afvise den nye kommission – for eksempel hvis ikke halvdelen af kommissærerne er kvinder, eller hvis ikke hvert land har indstillet en mand og en kvinde. Kan de to danske ildsjæle få EU-Parlamentet med på den? EU ZOO tvivler.

Jyllands-Postens afsløring af listen over danske parlamentarikere, der har tilmeldt sig en fed dobbeltpension, fortjener ros. Det er god, kritisk journalistik.
Historien viser, at det ikke kun er pressen, der er begyndt at tænke valgkamp. Det er politikerne også. I TV-Avisen gjorde Hanne Dahl det eneste rigtige og lagde kraftigt afstand til sin ellers populære forgænger, Jens-Peter Bonde. Han har ligesom Christian Rovsing (K) og andre politikere tilmeldt sig den favorable pensionsordning. Ved at tage afstand fra hans beslutning, er Hanne Dahl i fuld gang med at positionere sig som et nyt og ungt alternativ.

Relaterede artikler:

  1. Pressen vil på støtten
  2. EU-politikerne i dødskamp
  3. Valgets usikre kort

Ingen kommentarer »

  1. Jeg skulle finde datoen for det kommende valg til EU-parlamentet. På Google fik jeg først dette opslag. Hvor står datoen? Jeg har været i nogle af linkene og fundet den 7. juni, det kunne have stået i overskriftet.

    Med venlig hilsen

    Ole Hansen

    Kommentar by Ole Hansen — 19. marts 2009 @ 17:19

  2. Kære Ole Hansen.

    Vi beklager, men det er en nyhedsblog, og vi kommer ikke til at skrive datoen (7. juni 2009) i overskriften. Vi har dog nævnt datoen under “Om EU ZOO”.

    Med venlig hilsen Filip Schwartz Kirkegaard, EU ZOO

    Kommentar by Filip Schwartz Kirkegaard — 19. marts 2009 @ 23:08

  3. [...] EU ZOO skrev for nogle uger siden, så er det spøjst, at De Radikale sidder i den liberale gruppe i parlamentet sammen med Venstre, [...]

    Pingback by R: Valgforbund handler ikke om kærlighed – en uafhængig blog om EU-Parlamentet — 2. april 2009 @ 22:22

Debatten på bloggen er modereret efter sidens regler.



Bliver ikke offentliggjort.


Wikipedia om Christel Schaldemose (S)

Christel Schaldemose (født 4. august 1967) er historiker og næstformand for den socialdemokratiske delegation i Europa-Parlamentet. I 2006 afløste hun Henrik Dam Kristensen som medlem af Europa-Parlamentet. Hun fik sit eget mandat ved valget den 7. juni 2009, hvor hun blev valgt som nummer 2 af de fire socialdemokrater. Hun er medlem af udvalget for det indre marked og forbrugerbeskyttelse, budgetkontroludvalget, og er suppleant i udvalget for landbrug og udvikling af landdistrikter. Derudover er hun medlem af delegationen for forbindelsen til Japan. Blandt sine interessepunkter angiver hun uddannelsespolitik, forbrugerbeskyttelse og sundhedspolitik.