Messerschmidts fordrejede forsvarstale

9. juli 2009

Morten Messerschmidt fyrer spredehagl mod medier, kommentatorer og politiske fjender i en forsvarstale på DFs hjemmeside. Men argumenterne holder slet ikke vand ved et nærmere eftersyn.

Morten Messerschmidt skyder sig selv i foden - med spredehagl. (foto: Dansk Folkeparti)

Morten Messerschmidt skuffer fælt med retoriske fejl i en forsvarstale på Dansk Folkepartis hjemmeside, der skulle gå i kødet på medier og meningsdannere. (Foto: Dansk Folkeparti)

Det er svært at være Morten Messerschmidt (DF). Nu har han lige fået et kanonvalg til EU-Parlamentet, men medierne bider ham stadig i haserne. Senest har overskrifterne fortalt, at han er blevet afvist af den EU-kritiske konservative gruppe i parlamentet, fordi han var for ekstrem. Og bagefter har pressen udnævnt den gruppe, han faktisk er kommet med i, til at være højrenationalistisk.

Men det finder Messerschmidt sig ikke i, og han har kastet sig ud i et frontalt modangreb. Den slags plejer at være interessant. Han er blandt politiske modstandere frygtet for sit retoriske talent, og hans talegaver var en af årsagerne til hans flotte personvalg – og til at han blev udnævnt til valgets vinder af EU ZOO.

Under overskriften ‘Kommentatorernes fordrejninger‘ på Dansk Folkepartis hjemmeside skyder Messerschmidt nu med skarpt på både medier, kommentatorer og politiske modstandere. Men argumenterne er et sørgeligt eksempel på fordrejet retorik.

Kort fortalt skriver Morten Messerschmidt, at medier og kommentatorer tager fejl, når de kalder hans nye gruppe højrenationalistisk. Han hiver herefter de to suverænt største partier i den nye gruppe frem:

- Det største parti i den nye gruppe er britiske UKIP (United Kingdom Independence Party) med 13 medlemmer. Morten Messerschmidt skriver, at medierne har kaldt dem højrenationalistiske – og at det er forkert, fordi det ikke er højrenationalistisk at være imod EU:

UKIP ønsker rigtigt nok sit land ud af EU. Men er det et højrenationalistisk synspunkt? Det vil Folkebevægelsens Søren Søndergaard, der i sin tid var MF for Enhedslisten, nok blive ked af at høre. I hele det politiske landskab findes folk, der ønsker Danmark ud af EU. At kalde det ”højrenationalistisk”, er ganske enkelt tåbeligt.

Det har Messerschmidt ret i. Men det er en logisk fejlslutning i hans indlæg, for UKIP kaldes ikke højrenationalistiske, FORDI de er imod EU. De kaldes højrenationalistiske på grund af deres ultrastramme immigrationspolitik og deres retorik om fædrelandet Storbritannien. Det er fjollet, at Messerschmidt ikke inddrager det i sin argumentation. I øvrigt har medlemmer af UKIP selv kaldt sig for ‘nationalkonservative’, og UKIP’s økonomiske politik samt syn på staten og individet er typisk højreorienteret.

- Det næststørste parti i den nye gruppe er italienske Liga Nord med 9 medlemmer. Morten Messerschmidt skriver, at medierne har kaldt dem ekstreme – og at det er forkert, for hvis det er rigtigt, er alle partier i folketinget undtagen Dansk Folkeparti ekstreme:

De (Liga Nord, red.) ønsker nemlig mere selvstyre i Norditalien og en konfederation med det øvrige Italien. Men hvis selvstændighed er ekstremt, har vi et ekstremt flertal på Christiansborg. Her har alle partier uden for Dansk Folkeparti nemlig givet Kosovo selvstændighed fra Serbien. Det er langt mere vidtgående end, hvad Liga Nord ønsker.

Om folketinget er mere vidtgående end Liga Nord, vil EU ZOO ikke spekulere i. Men det er et klassisk stråmandsargument, når Messerschmidt skyder kommentatorer og medier i skoene, at det er på grund af Liga Nords selvstændighedskamp, at de kaldes ‘ekstreme’ eller ‘højrenationalistiske’. Det skyldes deres indstilling til flygtninge og immigration. Formanden har ifølge Wikipedia blandt andet omtalt afrikanske flygtninge som “bingo-bongoer”, og han har foreslået at åbne ild mod de bådflygtninge, der kommer over Middelhavet til Italien.

Forsvarstalen er en lang udenomssnak, hvor Messerschmidt svarer på noget helt andet end det, der er blevet sagt. Det er ærgeligt, for hans afsluttende pointe er rent faktisk interessant. For hvem af de danske MEP’er får reelt mest indflydelse i det nye parlament?

Det kan godt være, at EFD-gruppen ikke er den største i Europaparlamentet. Til gengæld indtager Dansk Folkeparti en central og magtfuld position, efter at jeg som led i forhandlingerne er blevet næstformand for gruppen. Jeg ser frem til at høre, hvordan Jens Rohde og Bendt Bendtsen vil slå igennem i grupper, hvor deres kollegaer tilsyneladende dårligt har opdaget, at de er valgt.

Relaterede artikler:

  1. Messerschmidt fik ikke sine hedeste ønsker opfyldt
  2. Politikere: Magten skal til de folkevalgte
  3. Valgets vindere og tabere

5 kommentarer »

  1. Jeg går ud fra at redaktionen på euZOO.dk er utilfredse over ikke at være blandt de kritiserede kommentatorere :)

    Kommentar by Mathias schwartz Kirkegaard — 10. juli 2009 @ 10:47

  2. Altså, jeg har ikke noget imod, at Morten Messerschmidt elsker os og aldrig kunne finde på at kritisere os. ;)

    Kommentar by Filip Schwartz Kirkegaard — 11. juli 2009 @ 02:01

  3. @Mathias
    He he, i mit stille sind er jeg faktisk godt tilfreds med ikke at blive skoset, for som jeg også skriver i indlægget, så mener jeg faktisk, Messerschmidt har en pointe. Det er blevet udlagt som om Morten Messerschmidt får nul indflydelse, og som om han absolut skal tillægges de mest ekstreme holdninger fra hele sin gruppe. Se fx hvad Karin Riis fra Venstre sagde til Ritzau:

    - Jeg kan kun læse det sådan, at han faktisk gerne vil trække Danmark ud af EU. Men det kan han jo ikke sige, for det ønsker danskerne ikke, siger Karin Riis Jørgensen, som fortsætter:
    - Hvordan kan han gå sammen med UK Independence Party, som kræver Storbritannien helt ud af unionen? Han skylder os et svar på, om han ønsker at komme ud af EU. Det er falsk reklame, når han handler på en sådan måde.

    Hendes begrundelse er, at han sidder i gruppe med UKIP. Men det har JuniBevægelsen også gjort, og de ønsker heller ikke EU-exit, så det er endnu et eksempel på en falsk præmis.

    Kommentar by Andreas Marckmann Andreassen — 11. juli 2009 @ 09:18

  4. EUzoo skriver: “UKIP kaldes ikke højrenationalistiske, FORDI de er imod EU. De kaldes højrenationalistiske på grund af deres ultrastramme immigrationspolitik og deres retorik om fædrelandet Storbritannien.”

    Men det mener jeg nu ikke er rigtigt. UKIP kaldes ikke højrenationalister og ekstremister – af danske medier – fordi de er EU-modstandere, men fordi de går i gruppe med DF. Da UKIP var i gruppe med Junibevægelsen – hvilket Lega Nord også har været, indtil 2004 vistnok, var der ingen danske medier der interesserede sig for det.

    Det er en grundregel i Politiken og Information at DF er højreekstreme, racistiske og ekstremister. Og alle der sætter sig sammen med DF skal i samme kasse. Det er muligt DF delvis selv har gjort sig fortjent til prædikaterne, men det er tydeligt at de danske journalister (EUzoo undtaget) ikke har lavet selvstændig research om UKIP, de skriver hvad der passer dem, hentet i den del af de britiske medier der hader UKIP på samme måde som visse danske medier hader DF.

    Kommentar by Casper | Borgerlig bums — 21. juli 2009 @ 02:24

  5. @Casper

    God pointe. Jeg tror, du har ret i, at medierne i høj grad lader sig inspirere af åndsfæller i Storbritannien i stedet for selv at læse principprogrammer. Det fører blandt andet til uheldige misforståelser, som når medierne forveksler racistiske BNP med nationalkonservative UKIP.

    UKIP er et atypisk parti, som vi ikke genkender fra vores egen politiske scene. De har en libertariansk indstilling til individ og stat, og de forbander rygeforbud og plæderer for massive skattelettelser. Men samtidig har de en immigrationspolitik og en modstand mod EU, der mestendels bunder i nationalistiske argumenter.

    Derfor sammenligner mange medier dem med DF, selvom det på andre områder er mere fair at sammenligne dem med Liberal Alliance eller De Konservative.

    Kommentar by Andreas Marckmann Andreassen — 22. juli 2009 @ 12:42

Debatten på bloggen er modereret efter sidens regler.



Bliver ikke offentliggjort.


Wikipedia om Morten Messerschmidt (DF)

Morten Messerschmidt (født 13. november 1980) er cand.jur. og medlem af Folketinget indtil den 19. juni 2009 for Dansk Folkeparti. Han blev valgt i Århus Amtskreds ved folketingsvalget den 8. februar 2005, hvor han fik 3.812 personlige stemmer. Ved Europa-Parlamentsvalget 2009 var han spidskandidat for Dansk Folkeparti og fik 284.500 personlige stemmer hvilket er det næststørste antal ved et dansk EU-parlamentsvalg.