EU ZOO kårer dansk pressedarling

23. marts 2009

Dan Jørgensen har en grund til at trække et cool ansigt på. Han er parlamentets danske pressedarling. (foto: Dan Jørgensen)

Dan Jørgensen er ikke noget kendt ansigt, men har alligevel fået meget presseomtale. (foto: Dan Jørgensen)

(Opdateret klokken 15.00: Ole Krarup, der kun nåede at være parlamentariker i to og et halvt år, er tilføjet listen, og Folkebevægelsen mod EU er som følge deraf rykket op på en 6. plads.)

EU får ikke megen spalteplads i de danske medier. Og det hjælper ikke, at mange af de danske parlamentarikere i Bruxelles er nogle meget korrekte og pæne typer, der har svært ved at brænde igennem. Men en gang imellem lykkes det.

Derfor kårer EU ZOO den danske pressedarling i EU-Parlamentet.

Vi har via Infomedia fundet ud af, hvilken parlamentariker, der har optrådt flest gange i de skrevne medier, enten gennem artikler eller debatindlæg.

Og vinderen er… Dan Jørgensen fra Socialdemokraterne! Den unge og ukendte spidskandidat til næste valg er i den grad i fokus for socialdemokraternes velsmurte pressemaskine. Det har givet pote med 3535 artikler i de danske medier.

Til gengæld er den mest kendte parlamentariker, stemmeslugeren Poul Nyrup, forvist til en andenplads. Tredjepladsen holdes af den ihærdige venstrekvinde Karin Riis Jørgensen, der til forskel fra socialdemokraterne ikke har pressemedarbejdere i Bruxelles. Til gengæld bruger hun ligesom de andre Venstre-medlemmer pressekontoret i København, så hun er ikke helt overladt til sig selv. Samtidig er Karin Riis Jørgensen en af de mest ihærdige parlamentarikere, når det handler om at få presseomtale.

I bunden af listen over parlamentarikere finder vi Niels Busk (V) og Britta Thomsen (S). Førstnævnte stiller ikke op igen, og behøver derfor ikke være bedrøvet over, at han ikke har været meget i medierne. Men det undrer alligevel EU ZOO, at Niels Busk, der er specialiseret i landbrugspolitik, ikke har fået mere omtale ud af sundhedstjekket, der endte som en mindre omlægning af landbrugsstøtten, men var en stor sag i Bruxelles.

Britta Thomsen kan med rette være skuffet over en suveræn sidsteplads. Hendes mærkesager, ligestilling og energi, er oppe i tiden og burde kunne malkes til mere omtale. Og hun genopstiller til valget den 7 .juni, hvor hun er nummer to på Socialdemokraternes stemmeliste. Nummer tre på sossernes stemmeliste er Christel Schaldemose. Hun er ny i Bruxelles, men har til gengæld formået at sætte sig på sin mærkesag: forbrugerstoffet. Journalister elsker historier om farligt legetøj og des lige.

Herunder kan du se hele EU ZOOs liste over parlamentarikernes medietække.

1. Dan Jørgensen, Socialdemokraterne
3555 omtaler.

2. Poul Nyrup Rasmussen, Socialdemokraterne
2880 omtaler.

3. Karin Riis Jørgensen, Venstre
2850 omtaler.

4. Christel Schaldemose og Henrik Dam Kristensen, Socialdemokraterne
2314 omtaler tilsammen.
Henrik Dam Kristensen stod for 896 omtaler indtil den 25. september 2006, da han meddelte, at han skulle være Socialdemokraternes partisekretær.
Christel Schaldemose stod for 1418 omtaler.

5. Hanne Dahl og Jens-Peter Bonde, JuniBevægelsen
2275 omtaler tilsammen.
Jens Peter Bonde stod for 1695 omtaler, inden han 9. maj 2008 trådte tilbage.
Hanne Dahl stod for 580 omtaler.

6. Søren Søndergaard og Ole Krarup, Folkebevægelsen mod EU
1870 omtaler
Ole Krarup stod for 489 omtaler, inden han ved årsskiftet 2006/07 trådte tilbage som følge af en trafikulykke.
Søren Søndergaard stod derefter for 1381 omtaler.

7. Margrete Auken, Socialistisk Folkeparti
1837 omtaler.

8. Mogens Camre, Dansk Folkeparti
1663 omtaler.

9. Anne E. Jensen, Venstre
1489 omtaler.

10. Ole Christensen, Socialdemokraterne
1452 omtaler.

11. Johannes Lebech og Anders Samuelsen, De Radikale
1155 omtaler tilsammen.
Anders Samuelsen stod for 709 omtaler inden han 7. maj 2007 stiftede Ny Alliance.
Johannes Lebech stod derefter for 446 omtaler.

12. Christian Rovsing og Gitte Seeberg, De Konservative
1091 omtaler tilsammen.
Gitte Seeberg stod for 779 omtaler inden hun i maj 2007 stiftede Ny Alliance.
Christian Rovsing stod derefter for 312 omtaler.

13. Niels Busk, Venstre
1051 omtaler.

14. Britta Thomsen, Socialdemokraterne
1024 omtaler.

Om metoden:

Vi har på Infomedia søgt på: PARLAMENTARIKERENS NAVN eu parlament*

Således får vi artikler med, hvor navnet optræder plus ordene EU og parlament, parlamentariker, parlamentarikeren, parlamentet og osv.

Vi har søgt en uge efter sidste valg, der fandt sted den 13. juni 2004 og indtil for nylig. Søgedatoen er altså fra 20. juni 2004 til 19. marts 2009. Når en parlamentariker er trådt tilbage har vi kun søgt på den tid, hvor parlamentarikeren sad i parlamentet. Ved Ny Alliance valgte vi dagen før Ny Alliance blev stiftet.

Vi har søgt på alle danske medier og former for artikler, altså inklusive webmedier og debatindlæg.

Ved Karin Riis Jørgensen har vi søgt på navnet ”Karin Riis,” eftersom hun også går under det kortere navn. Ved Poul Nyrup Rasmussen har vi søgt under ”Poul Nyrup,” eftersom han er kendt under det navn. Ved Anne E. Jensen søgte vi under hendes fulde navn, eftersom en stikprøve viste, at en søgning med ”Anne Jensen” gav resultater, hvor parlamentarikeren ikke optrådte. Vi kan ikke afvise, at resultatet for Dan Jørgensen og Ole Christensen er en anelse misvisende, eftersom det er to almindeligt forekommende navne. En stikprøve på Dan Jørgensen viste dog ikke nogen fejlresultater.


15 kommentarer »

  1. Nu er jeg selvfølgelig biased af at være på Dans hold, men er der nogen empirisk materiale der understøtter påstanden om, at han stadigvæk er ukendt?

    Manden får mere presse end langt de fleste folketingsmedlemmer, der er lavet dokumentarfilm om hans arbejde med REACH, han får som i selv påpeger, mere presse end nogen andre i EU.

    At han er ukendt er i bedst fald godt Venstre-spin…

    Kommentar by David Garby — 23. marts 2009 @ 13:12

  2. @David

    Tak for kommentaren. Jeg mener, at han er en ukendt spidskandidat, når man ser på, hvilke modkandidater han har. Lige meget hvordan man vender og drejer det, er han ukendt i forhold til den tysksyngende Messerschmidt, missilet Rohde og ministeren Bendtsen.
    Når vælgeren står og skal sætte krydset, vil de andre navne give masser af associationer, mens flertallet sandsynligvis vil skulle grave i hukommelsen for at sætte et ansigt på Dan Jørgensen. Der er jo også en årsag til, at Socialdemokraterne i reklamefilmen fra december måned vælger at lade Nyrup føre ordet, mens Dan Jørgensen står og smiler. Du kan have ret i, at han er ved at være en mere kendt personlighed, men som spidskandidat er han svag sammenlignet med de andre.

    De fleste politikere er ukendte. Befolkningen kender ikke flertallet af medlemmer af Folketinget. Og de kender ikke medlemmerne af parlamentet, med undtagelse af Nyrup og måske et par andre. Dan Jørgensen er i kategorien af ukendte parlamentarikere, mener jeg. Men det kan naturligvis ændre sig under valgkampen.

    Kommentar by Filip Schwartz Kirkegaard — 23. marts 2009 @ 14:10

  3. Jeg vil erklære mig fuldstændig enig i Filips analyse. Ved sidste parlamentsvalg var i øvrigt også Auken der indtalte hans radioreklame. Han er ikke det stærkeste kort, men spørgsmålet er også om det er netop Messerschmidt, Rohde og Bendtsen han skal konkurrere mod? De er jo alle 3 lidt blå i kanten…

    Kommentar by Mathias Schwartz Kirkegaard — 23. marts 2009 @ 17:43

  4. @Mathias

    Tjah, jeg tror, at mange vælgere kan få svært ved at kende forskel på rød og blå stue under EP-valgkampen. Men du tænker måske, at han først og fremmest bør frygte en Villy Søvndal-effekt?

    Kommentar by Filip Schwartz Kirkegaard — 24. marts 2009 @ 01:41

  5. “EU ZOO er en nyhedsblog med fokus på EU-Parlamentet. Ambitionen er at vise det EU, du ikke ser. Når EU ruller hen over din tv-skærm, ligner det tør politik og talende jakkesæt. Men bag murene er der magtkampe, rigtige mennesker og masser af væsentlige nyheder, der aldrig bliver fortalt.”

    Ovenstående genkender I nok fra jeres omtale af denne udmærkede blog. Fokuset er altså på Parlamentet. Burde indlægget på siden her så ikke netop tage det udgangspunkt – fremfor at hoppe med på en jargon om eksempelvis Dan Jørgensen.

    Der er ingen tvivl om, at særligt V og Ks spidser har en større genkendelighed blandt danskerne – men da på ingen måde i forhold til EU stoffet. Såfremt denne blog rent faktisk ønsker at have et fokus på Parlamentet – nytter det da ikke noget at springe med på den vogn der italesætter Dan Jørgensen som den ukendte kandidat. Særligt når en politikere som Dan J flere år i træk netop “vinde” optællinger som denne.

    Ærgeligt at siden her hopper med på den pænt usaglige tilgang.

    Kommentar by Psj — 24. marts 2009 @ 23:57

  6. @ Psj

    Tak for kommentaren.

    Angående saglighed har du ret i, at jeg ikke ved hånden har undersøgelser, der underbygger, at Dan Jørgensen er ukendt. På den måde kan du kalde mig usaglig. Jeg ved blot, at jeg sagtens vil kunne se Messerschmidts, Bendtsens og sikkert også Rohdes navn på en spiseseddel ude foran kiosken.

    Du skriver: “Der er ingen tvivl om, at særligt V og Ks spidser har en større genkendelighed blandt danskerne – men da på ingen måde i forhold til EU stoffet.”

    Det, jeg hører dig sige, er, at Dan Jørgensen er kendt blandt folk med kendskab til EU. Lige præcis dét, at han endnu ikke er lige så kendt i bredere kredse, har været samtaleemne i Bruxelles i længere tid – inde bag murene. Bloggens ambition er at fortælle væsentlige historier om parlamentet, der ellers ikke ville blive fortalt. At netop Dan Jørgensen har optrådt så meget i de skrevne medier er interessant, netop fordi han endnu ikke er kendt blandt almindelige dødelige.

    Kommentar by Filip Schwartz Kirkegaard — 25. marts 2009 @ 00:56

  7. @Filip:

    Jeg har ikke noget ønske om at kalde dig eller andre her på siden usaglige. Det var ikke min mening. Tværtimod er jeg meget glad for, at I lægger et engagement i at udbrede kendskabet til den politiske dimension i det europæiske samarbejde.

    Det der irriterer mig er blot – at Dan karakteriseres konsekvent som ukendt også på en side som denne. Jeg nægter at tro på, at Dan er ukendt for denne sides bagmænd – og tvivler ligeledes på, at det er tilfældet for sidens læsere.

    Problemet er – for mig at se – at dette blot styrker den forestilling om, at det ikke kan lade sig gøre for en politikere at “gøre sig kendt” udelukkende igennem politisk arbejde i Parlamentet. Hvis det er rigtigt, hvad jeg ikke håber eller tror på, så vil vi aldrig komme videre i debatten herhjemme eller i resten af Europa.

    //peter

    Kommentar by Psj — 25. marts 2009 @ 14:21

  8. @Psj

    Jeg forstår dit opråb. Men så længe, at der er så lidt fokus på parlamentets arbejde blandt journalister, vil en EU-politiker have meget vanskeligt ved at blive kendt hjemme i Danmark. Specielt når det er nogen meget “pæne” politikere. Eksempelvis Dan Jørgensen er meget poleret. Jeg kan huske, at han fik meget play på at foreslå en hurtig euro-afstemning. Det var frækt. Det er sådan noget, EU-politikerne skal gøre. Men jeg er til gengæld også ret sikker på, at Dan Jørgensen først pænt havde spurgt om lov derhjemme. Jeg kan naturligvis tage fejl. Men mere af den slags, tak.

    For øvrigt. Når vi skrev, at han er ukendt, så lå det naturligvis implicit, at det var blandt menigmand. Naturligvis er Dan Jørgensen kendt i Bruxelles og blandt de EU-interesserede herhjemme. Men det er jo et fåtal af vælgerne.

    http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2008/10/19/102419.htm

    Mvh Filip

    Kommentar by Filip Schwartz Kirkegaard — 25. marts 2009 @ 21:36

  9. Siden EU-parlamentarikerne jo ikke kun eksisterer i en dansk kontekst, så ville det vel være mindst lige så interessant med en opgørelse over de danske MEP’ere og partiers/bevægelsers optræden i den internationale presse?

    Europæiske politik handler jo ikke kun om de nationale kontekster – og for at være succesfuld som parlamentariker, er det jo i høj grad også nødvendigt at kunne trænge igennem med synspunkterne på europæisk plan…

    … så måske det var noget EUzoo kunne se på engang i fremtiden?

    Det kunne jo være lidt interessant at se hvordan en liste over optræden i den europæiske eller internationale presse ville se ud… der vil nok være en del gengangere i toppen, men måske også overraskelser?

    Kommentar by Pelle Christy — 29. marts 2009 @ 20:57

  10. @ Pelle

    Tjah, med 785 parlamentarikere bliver det noget af et arbejde. Jeg tror, at vi holder os til de danske i denne omgang. Det andet må blive opgaven for et studieprojekt. :)

    Men det er vel meget forskelligt, hvordan parlamentarikerne ser succes. Jeg tror, at der er mange parlamentarikere, der er ligeglade med, om de nævnes af eksempelvis maltesiske medier. Men det har til gengæld sandsynligvis givet skikkelser som Poul Nyrup Rasmussen og Jens-Peter Bonde pondus, at de har optrådt i internationale medier.

    Men international omtale kan vel også være ren flødeskum. Eksempelvis tvivler jeg på, at kollegerne tager Hanne Dahl mere seriøst under forhandlinger, fordi hun har optrådt med sin baby i El Pais :)

    Kommentar by Filip Schwartz Kirkegaard — 30. marts 2009 @ 12:12

  11. @Pelle og Filip

    Tjah Filip. Jeg tror kun, at Pelle henviser til de danske parlamentarikere og deres optræden i internationale medier. Det kunne vi sådan set godt kigge på, uden at det bliver det rene sisyfos-arbejde, fx med søgetjenester som Lexis Nexis.

    Hvis vi laver den undersøgelse, kunne det især være interessant at se på, hvilke profiler, danskerne har i de udenlandske medier. Taler de som rapporteurs for en bestemt betænkning, eller er der danske EU-politikere, der ligger som quickcall hos medier udenlands, hvis de skal have en kommentar om et helt bestemt område? Jeg kan forestille mig, at Nyrup ligger højt på listen over folk, man ringer til, hvis det er en kritisk kommentar om hedgefonde og krise, man er ude efter…

    Den er noteret i vores idebog :)

    Kommentar by Andreas Marckmann Andreassen — 30. marts 2009 @ 14:05

  12. @Filip (og Andreas) nu var det, som Andreas bemærker det, de danske parlamentarikere jeg tænker på… og selv om baby-billede historien er glimrende, var det ikke lige den jeg tænkte på. Men det er vel klart, at en politiker som Dan Jørgensen har lettere ved sit job når han også engang imellem optræder på BBC – for det bemærkes jo af de andre parlamentarikere… og de ved, at hans synspunkter så også bliver hørt af deres vælgere…

    Og optræder man med jævne mellemrum (og seriøst) i de internationale medier, så er man vel en af de MEP’ere der på sin vis er mere “europæisk”, end dem der udelukkende debatterer i deres nationale kontekst… Nyrup og Jens-Peter er vel ikke mindst eksempler på dette… men også Dan Jørgensen og Hanne Dahl har flere optrædender i en række internationale medier bag sig – selv hvis man fratrækker baby-billeder ;-)

    … Til gengæld er der også en masse MEP’ere man aldrig hører om, og da slet ikke ude for hjemlandets grænser. Der er især mange fra de store lande… men flertaller af de danske MEP’ere er da heller ikke så kendte (hverken i DK eller i EU).

    Kommentar by Pelle Christy — 30. marts 2009 @ 22:28

  13. @ Pelle og Andreas.
    Ups. Læste galt.

    @ Pelle
    Vælgerne stemmer på en person, for at vedkommende skal få maksimum indflydelse. Det kan kun være positivt, hvis en parlamentariker får det gennem internationale medier. Det siger sig selv.

    Kommentar by Filip Schwartz Kirkegaard — 30. marts 2009 @ 23:12

  14. @Filip
    Jamen jeg er da helt enig med dig – men netop derfor kunne det også være interessant at se, hvem af de danske MEP’ere der brænder bedst igennem.

    Kommentar by Pelle Christy — 31. marts 2009 @ 10:29

  15. [...] som EU ZOO har lavet af, hvor ofte parlamentarikerne er omtalt. Forud for EP-valget sidste år lavede vi en oversigt over, hvem der fik mest omtale i sidste mandatperiode. Dengang kårede vi Dan Jørgensen til [...]

    Pingback by Få medieliderlige MEP’er i sommervarmen – en uafhængig blog om EU-Parlamentet — 29. august 2010 @ 14:18

Debatten på bloggen er modereret efter sidens regler.



Bliver ikke offentliggjort.