Danskerne får flotte poster i EU-kabalen

15. juli 2009

De danske folkevalgte får usædvanligt mange tunge topposter de næste fem år i EU-Parlamentet. Det viser udkastet til en komplet liste over udvalgsposter, som EU ZOO har fået fingre i dagen før, beslutningen træffes. Opdateret.

Anne E. Jensen (V) fik ikke alt det, hun ønskede sig. Men talknuseren kan trøste sig med en af de mest magtfulde pladser i Budgetudvalget. (foto: Venstre)

Anne E. Jensen (V) må svigte bøndernes hede drømme om en Venstre-løve i Landbrugsudvalget. Talknuseren kan trøste sig med en magtfuld taburet, når EU-budgettet er til debat. (Foto: Venstre)

Både Venstre og Socialdemokraterne er jublende lykkelige og fremragende forhandlere. I hvert fald hvis man skal tro de pressemeddelelser, de har sendt ud i dag onsdag.

De glade meldinger kommer, fordi EU-Parlamentets nyvalgte medlemmer i morgen tidlig skal beslutte, hvem der kommer til at sidde i hvilke udvalg – og dermed hvilke emner, de enkelte politikere skal arbejde med de næste fem år. Det er en af de vigtigste beslutninger for det politiske arbejde, parlamentarikerne overhovedet træffer.

Derfor er det hele også klappet af på forhånd, og de sidste aftaler er sikkert blevet indgået her til eftermiddag. Allerede nu har EU ZOO fået fingre i den komplette liste, som med al sandsynlighed bliver vedtaget i morgen.

Og danskerne har en masse at juble over, også både Venstre og Socialdemokraterne.

Som rigtige journalister vil vi lige nævne fiaskoen først: Venstre har i mange år talt om, at de altid havde en “landbrugets mand i Bruxelles”, altså en V-politiker i Landbrugsudvalget. I sidste periode har det været Niels Busk, men han genopstillede ikke, og ingen af de tre nyvalgte Venstreløver har landbrug som en mærkesag.

Det har EU ZOO tidligere skrevet om ud fra vores rundspørge om kandidaternes ønskeudvalg. Og da Mejeriforeningen så skriften på væggen, brokkede de sig. Jens Rohde beroligede dem med, at Anne E. Jensen ville kæmpe hårdt for en suppleantpost i Landbrugsudvalget. Men den har Venstre ikke fået. Anne E. Jensen skriver skuffet i sit nyhedsbrev:

Det ligger desværre meget tungt med også at få en suppleantpost i Landbrugsudvalget, selv om jeg har lobbyet heftigt for det. Går det ikke, må jeg gøre indflydelsen gældende via budgettet.

Det får Anne E. til gengæld rig mulighed for at gøre. Den garvede V-politiker har nemlig fået posten som ‘gruppekoordinator’ i Budgetudvalget. Det er en tung post, der i praksis betyder, at Anne E. forhandler på vegne af parlamentets tredjestørste gruppe, den liberale, og er med til at lede og fordele blandt sine gruppefæller i udvalget.

Venstre har også tiltusket sig næstformandsposter i både Kulturudvalget og Industriudvalget, til henholdsvis Morten Løkkegaard og Jens Rohde. Og ud over landbruget har V-delegationen fået deres ønskeudvalg.

Det har Socialdemokraterne også. Ifølge spidskandidat Dan Jørgensen var det en sej kamp at blive på taburetten som en af næstformændene i Miljøudvalget, da italienerne også havde set sig lune på pladsen. Men uanset hvor blodige forhandlingerne har været, bliver Dan J. på den magtfulde plads.

De tre andre sosser har også fået, hvad de pegede på i EU-butikken. Britta Thomsen i både Industriudvalget og Udvalget for Kvinders Ligestilling (der i øvrigt ser ud til kun at få kvinder som fuldgyldige medlemmer). Christel Schaldemose i Indre Marked og Forbrug. Ole Christensen i Beskæftigelsesudvalget.

De andre partier har også stort set fået, hvad de ville, så det er en flot høst for de danske folkevalgte, både nye og erfarne er kommet fint fra start.

Søren Søndergaard fra Folkebevægelsen mod EU får en plads i Budgetkontroludvalget og Forfatningsudvalget, Margrete Auken (SF) skal sidde i Transportudvalget og Udvalget for Borgernes Rettigheder, Emilie Turunen (SF) i Indre Marked og Forbrug, Morten Messerschmidt (DF) i Forfatningsudvalget (måske som næstformand) og Indre Marked og Forbrug, og Anna Rosbach (DF) i Miljøudvalget og Transportudvalget.

Det kan undre, at ingen SF’ere sidder i Miljøudvalget, ikke engang som stedfortrædere – klima har været en absolut mærkesag i valgkampen, men der er sikkert kamp om miljøpladserne i deres gruppe De Grønne, og det ville være synd at sige, at klima og transport ikke hænger sammen.

Oven i de fuldgyldige medlemskaber i udvalgene sidder alle parlamentarikerne også som stedfortrædere i nogle udvalg, oftest ét per hoved. I det praktiske arbejde kan stedfortræderne også sagtens have stor indflydelse i et udvalg, hvor de både kan debattere og stille ændringsforslag.

Opdateret: Den endelige liste over stedfortræderposter har EU ZOO ikke fået fat i endnu, men der er forlydender om alle de danske parlamentarikere i æteren. Blandt andre har Dan J. fået en plads i Økonomiudvalget, hvor han formentlig vil prøve at føre Nyrups kritik af kapitalfonde videre, selvom det kun er en stedfortræderpost.

Derudover står Jens Rohde til at blive stedfortræder i Miljøudvalget, Anne E. i Transport, Morten Løkkegaard i Indre Marked og Forbrug, Britta Thomsen i Forsvar, Christel Schaldemose i Landbrug, Ole Christensen i Fiskeri, Margrete Auken i Landbrug, Emilie Turunen i Beskæftigelse, og Søren Søndergaard i Indre Marked og Forbrug. DF’erne er ikke helt afklarede med deres gruppe endnu, skriver Berlingske.dk.

Relaterede artikler:

  1. Landbruget får ikke V-håndlanger i Bruxelles
  2. EU-kandidater overser finanskrisen
  3. Pressestøtte får blandet modtagelse

Ingen kommentarer »

Endnu ingen kommentarer.

Debatten på bloggen er modereret efter sidens regler.



Bliver ikke offentliggjort.


Wikipedia om Anne E. Jensen (V)

Anne Elisabet Jensen (Født 17. august 1951) er dansk politiker og medlem af Europa-Parlamentet, valgt for Venstre 10. juni 1999. Hun blev født i 1951 i Kalundborg som datter af overlærer J.H. Jensen og overlærer Inger E. Jensen. Cand.polit., 1978 Københavns Universitet. Cheføkonom i Privatbanken/Unibank 1985-1994. Direktør i Dansk Arbejdsgiverforening 1994-1996. Ansvarshavende chefredaktør på Berlingske Tidende 1996-1998. Medlem af Europa-parlamentet 1999. Den liberale gruppes (ALDE) koordinator i budgetudvalget, suppleant i transportudvalget og beskæftigelsesudvalget. Endvidere aktivt medlem i delegationerne for EU's relationer med Rusland og Hviderusland.

Wikipedia om Jens Rohde (V)

Jens Rohde (født 18. april 1970 i Holstebro) er medlem af EU-parlamentet for partiet Venstre. Han var tidligere folketingsmedlem for Venstre, valgt i Viborg Amtskreds (11. marts 1998 - 31. december 2006). Fra 2001 var han politisk ordfører for Venstre. Han stoppede sin politiske karriere for at blive direktør på TV 2 Radio i 2007, hvor han senere samme år blev fyret, da han var kilde til en sag i den igangværende valgkamp.