Censur-cirkus forud for irsk folkeafstemning

13. august 2009

Inden den irske folkeafstemning om Lissabon-traktaten, har Irland ændret sine stramme regler for, hvad TV og radio må bringe. Den tidligere regel om præcis lige meget taletid til begge sider bliver erstattet af mere lempelige, men indviklede regler for journalisternes arbejde. Medierne har stadig mundkurv på og må slet ikke dække folkeafstemningen dagen før eller på selve valgdagen.

De fleste tv- og radiostationer i den vestlige verden ville blive sagsøgt af staten, hvis de lå i Irland. Det skyldes den stramme censur, når der er folkeafstemninger.

De fleste tv- og radiostationer i den vestlige verden ville blive sagsøgt af staten, hvis de lå i Irland. Det skyldes den stramme censur, hver gang der er folkeafstemninger.

I de fleste vestlige lande ville prioritering og journalistik ellers betragtes som noget, der lå inden for den “redaktionelle frihed”. Og reglerne i Irland er et klokkeklart brud på princippet om en fri presse, mener EU ZOO. Men medierne i Irland er vant til lidt af hvert, og derfor er den nye stak censur-regler faktisk alt i alt en lempelse.

Baggrunden først: Sidste gang, der var folkeafstemning om Lissabon-traktaten i Irland, gjaldt reglen om, at begge sider skulle have nøjagtigt lige meget taletid i tv og radio. Det betød, at selvom der var stort flertal for et ja i det politiske parnas, fik den noget mindre nej-bevægelse lige så meget dækning. Og nej-bevægelsens frontfigur Declan Ganley, der var ukendt før folkeafstemningen, blev gang på gang interviewet over for forskellige politiske modstandere, hvilket gav ham masser af eksponering. Afstemningen endte som bekendt med et nej, og ja-siden brokkede sig voldsomt over systemet.

Nu har den irske stat så lavet reglerne om forud for den nye folkeafstemning, der afholdes den 2. oktober i år. Reglerne udstedes af Broadcasting Commission of Ireland (BCI), og reglerne gælder for TV- og radiostationer, skriver Irish Times. EU ZOO har nærlæst det nye regelsæt.

Den vigtigste ændring er, at reglen om præcis lige meget taletid til begge parter i dag-til-dag-nyheder er pillet ud. Til gengæld er den erstattet af den floromspundne formulering, at medierne skal ”være fair over for alle interesser og [dækningen skal] foregå på en gennemsigtig måde”.

Mundkurvs-reglen står til gengæld ved magt. Den betyder, at tv- og radiomedierne ikke må bringe andet end rent faktuelle informationer om folkeafstemningen fra klokken 12.01 dagen før, indtil valgstederne lukker 2. oktober klokken 22.

During the moratorium period, broadcasters should ensure that, other than factual information pertaining to the polling process and related matters, broadcast output does not include any material which relates directly to the content of the Treaty of Lisbon and/or the constitutional amendments associated with the Treaty.

I regelsættet understreger BCI, at tv- og radiostationerne skal tage sig i agt for aviserne, der ikke er omfattet af forbudet, og at reglerne også gælder “breaking news” – altså uanset hvor vigtig en hændelse, der sker, må det ikke fortælles, hvis det har en forbindelse til folkeafstemningen.

Reglen om lige meget taletid til begge parter er i øvrigt kun afskaffet i dag-til-dag-udsendelserne, ikke i debatprogrammer eller “political party programmes” – præsentationsprogrammer. Det betyder, at man stadig skal sørge for at alle parter er ligeligt repræsenteret, enten i samme udsendelse eller ekstraordinært i næste udsendelse med samme forventede seer- eller lyttertal. Og i debatprogrammer med publikum er det mediets ansvar at sikre, at de spørgsmål og kommentarer, der kommer fra almindelige mennesker, er fuldstændigt balancerede.

På EU ZOO er vi glade for ikke at arbejde som tv- eller radioreportere i Irland, når en så historisk begivenhed overhovedet ikke må dækkes, imens den finder sted. Til gengæld er det en unik mulighed for bloggere og netfolk til at fortælle nyhederne i løbet af valgdagen, når de andre broadcast-medier har mundkurv på.

Relaterede artikler:

  1. Mysteriet om den falske rundspørge i Irland
  2. Søndergaard vs. Mørkets Kræfter
  3. Humor: Valgkampens vigtigste våben?

3 kommentarer »

  1. Dette indlæg sætter endnu en tyk streg under Jeres eksistensberettigelse. Det er mediekritik, når det er bedst. Men vigtigst af alt formår I at fjerne Jer fra de journalistiske lærebøger og i stedet tage konkret stilling.
    Den oprindelige irske regel virker komplet absurd: Lige repræsentation til alle hvilket er ensbetydende med en decideret forfordeling af mindretalsgrupper. Til det kan man vel kun sige: Repræsentation rocks, positiv særbehandling sucks.

    Jeres artikel åbner adskillige interessante spørgsmål, for blot at nævne et par stykker:
    - For det første: Hvad bør træde i stedet for den tidligere irske regel? Public service medier har en forpligtelse til at foretage en balanceret og fair dækning af valg, men hvordan gøres det i praksis? Er det som i UK, hvor BBC arbejder med et decideret stop-watch-system, hvor andelen af partiernes eksponering skal modsvare deres stemmeandele præcist? Eller som i DK hvor hvert opstillingsberettiget parti er sikret deltagelse i partilederrunder samt en eksklusiv halv time på DR?
    - For det andet: En ting er mundkurvs-reglen. Det kræver næppe mange øjeblikke at argumentere for dens absurditet. Derimod har der ved de seneste danske valg været heftig debat omkring brugen af exit polls. Er det fair, at medierne løbende offentliggør exit polls på valgdagen? Påvirker det vælgerne, og kan det i givet fald fald aktivere dem, som alternativt var blevet i sofaen – og smide dem på sofaen, som mener at løbet er kørt for deres blok?

    Store problemstillinger og dilemmaer som artiklen på nydelig vis får frem hos læseren. Og som måske bliver addresseret i løbet af efteråret her på bloggen?

    Kommentar by Nils Rosted — 13. august 2009 @ 17:34

  2. Det antydes at det er helt galt at give ja og nej lige meget taletid før en folkeafstemning. Men det er der nu ganske gode grunde til.
    For det første viser al erfaring også ved danske folkeafstemninger at hvor der ikke tænkes på andet end journalistiske kriterier, er resultatet at magthaverne, lig med ja-siden, løber med al omtale. Pressen agerer magthund, ikke vagthund.
    “Lige repræsentation til alle hvilket er ensbetydende med en decideret forfordeling af mindretalsgrupper” – skriver Niels Rosted. Det er noget vrøvl. Resultatet af den irske afstemning viser jo netop at den ligelige repræsentation var helt i overensstemmelse med – nej, ikke med partierne i det nationale parlament, nej, ikke med elitens opfattelse – men med vælgerbefolkningen. Ligeledes i overensstemmelse med at afstemning handler om to mulige standpunkter, ja eller nej, ikke om hvilket af mange partier der skal vælges. Den ligelige fordeling af medietid er såmænd bare demokrati, og det kunne Danmark lære noget af. Men mange journalister har grundlæggende svært ved at forstå argumentet, fordi man i stil, status, bopæl og lønniveau gnubber sig så tæt op ad magten at man helt overtager magtens tankesæt og derfor har langt lettere ved at holde mikrofonen for denne.

    Med venlig hilsen
    Erling Böttcher
    redaktør af NOTAT

    PS: Helt enig i at reglen om spærretid under valget er syg – pengestærke partier og organisationer vinder ved det.

    Kommentar by Erling Böttcher — 17. august 2009 @ 11:06

  3. Tak for jeres kommentarer! Jeg er helt enig i, at der er to problemer i spil: En exit poll-mani, der kan ændre valgresultatet på sidstedagen, og at pressen ikke altid er nuanceret og afbalanceret i sin dækning. Men jeg synes, at den irske model er en bombe under den frie presse og noget nær den værste løsning!

    @Erling Böttcher

    Jeg er uenig med dig i, at “det antydes at det er helt galt at give ja og nej lige meget taletid”. Jeg synes gerne, de må få lige meget taletid – det handler om hvor væsentlige, deres udtalelser er. Til sidste folkeafstemning i Irland så vi, at blandt andet Irish Times forfordelte (i negativ forstand) nej-siden. Det er et problem.
    Det, jeg opponerer meget kraftigt imod i indlægget er, at det skal være statens eller magthavernes opgave at bestemme, hvad medierne skal lave. Hvis politikerne dikterer, at medierne partout SKAL give hver side halvdelen af taletiden, uanset hvad de siger og hvor væsentligt, det er, så er det et frontalangreb på pressens frie ret til at formidle og prioritere – altså selve den uafhængige journalistik.

    @Nils Rosted

    Tak for ros! Du har ret i, at hvis man har med et public service-medie at gøre, så er det op til politikerne at stille nogle rammer op. Men det er aldrig magthavernes rolle at blande sig i indholdet, selve journalistikken, mener jeg. Derfor er jeg også imod stopwatch-reglen. Men hvad er rammer og hvad er indhold? Vi kender debatten herhjemmefra i forhold til DR, røde lejesvende, for mange boligprogrammer, for meget Pia Kjærsgaard eller alt muligt andet, som politikerne vil blande sig i. Det er en gnidret grænse mellem rammer og indhold, men som udgangspunkt synes jeg, at også public service-medier selv skal styre deres prioriteringer og deres journalistik.
    Til gengæld synes jeg, det bliver direkte absurd, når kommercielle radio- og tv-stationer skal have dikteret deres prioriteringer eller får mundkurv på, som det sker i Irland!

    Kommentar by Andreas Marckmann Andreassen — 18. august 2009 @ 17:13

Debatten på bloggen er modereret efter sidens regler.



Bliver ikke offentliggjort.