1. 2

    EU bestemmer over de troende

    27. oktober 2009.
    I tidligere tider havde den kristne kirke mere eller mindre kongestatus i store dele af Europa.

    Katolikker lobbyer hyppigt i Bruxelles.

    EU har ingen magt over religion ifølge traktaterne, men indirekte laver EU masser af regler om borgernes tro. Det kom frem på et seminar i Beirut om forholdet mellem stat og religion, som EU ZOO deltog i.

    BEIRUT, LIBANON. Det gyser langt ind i sjælen på nogle europæere, når snakken falder på, at EU skal blande sig i udøvelsen af deres tro. Det har blandt andet været et betændt emne i EU-valgkampen i Irland for nylig.

    Men i virkeligheden har EU masser af indflydelse på udøvelsen af religion i medlemslandene, selvom den kompetence ikke er overdraget i nogen traktat. I hvert fald ifølge Dominik Hanf, ekspert i forfatningsret og underviser på College of Europe i Brügge, der var oplægsholder ved seminaret, som blev afholdt i weekenden.

    We have seen several examples of indirect influence on the religious groups of the member states. One is the working time directive – should people be forced to work on Sundays? And for the Jewish minorities, on Saturdays? (…) Two is concerning the religious slaughterings. Do they clash with our ideas of animal welfare, and how to regulate it? sagde Dominic Hanf.

    Hanf nævnte flere andre eksempler, blandt andet udviklingspolitik: Hvis en religiøs gruppe ønsker hjælpearbejde udført på en ganske særlig måde, kan de så få støtte? Det åbner interessante spørgsmål, blandt andet om kondomer, missionering og hvor tætte bånd, humanitære organisationer må have til religiøse grupper.

    EU har ellers forsøgt at holde fingrene langt væk fra alt, hvad der har med religion at gøre. Kristne grupper har foreslået at skrive kristendom ind i traktaterne to gange, begge forgæves. I 1999 som del af forordet i Charteret for Menneskerettigheder, og igen i 2002-03 som del af Forfatningstraktatens forord.

    Det sidste forsøg endte med et lunkent kompromis, der står i Lissabon-traktaten i dag - at EU henter inspiration fra Europas “religiøse og kulturelle arv”.

    Religion bliver kun nævnt ganske få steder i traktaterne: I Charteret for Menneskerettigheder, hvor det understreges, at man ikke må diskriminere på baggrund af religion, og i en ikke-bindende tilføjelse til Amsterdam-traktaten om, at EU skal “respektere” de nationale kirker. Men charteret har straks skabt så store problemer, at der nu er lavet en undtagelse, der gør det muligt for medlemsstater at lade deres kirker ansætte præster af egen tro - altså at en kirke som arbejdsgiver godt må diskriminere på grund af religion.

    Også den lillebitte ordlyd om “respekt” i Amsterdam-traktaten har ændret en masse. Ifølge Dominic Hanf begyndte den katolske kirke en offensiv lobbyisme i direkte forlængelse af Amsterdam-traktatens vedtagelse - måske fordi det blev bevist, at kirkerne faktisk kunne blive nævnt direkte i traktatteksten.

    Har de kristne lobbyister så sejret? De fik ikke kristendommen nævnt direkte i Lissabon-traktaten. Til gengæld har de fået tilføjet en sætning om, at EU ikke bare skal “respektere”, men også “føre dialog med” de nationale kirker. Men den virkelige rolle for de kristne udsendte i Bruxelles er nok at påvirke dag-til-dag-lovgivningen, for eksempel omkring arbejdstider, slagtemetoder eller nødhjælp, vurderer EU ZOO.

  2. 1

    Anne E. Jensen glemte at trykke på knappen

    26. oktober 2009.

    Skal jeg stemme efter mit danske parti Venstres holdning eller efter linjen hos min tværeuropæiske liberale ALDE-gruppe?

    Det dilemma stod Anne E. Jensen over for i sidste uge, da parlamentet skulle stemme om næste års husholdningsbudget for EU, fortæller EU-parlamentarikeren selv i sit seneste nyhedsbrev.

    Budgettet indeholder også 300 mio. til en mælkefond, der skal intervenere for at sikre stabile mælkepriser. Den er vi i Venstre imod, men som min gruppes hovedforhandler var jeg i svære kvaler, for jeg er nødt til at bakke den samlede pakke op. Så jeg tror nok, jeg glemte at trykke på knappen lige præcis der.

    Det udeblevne tryk betød tilsyneladende ikke noget for det endelige resultat. EU ZOO gad godt vide hvad Anne E. Jensen havde trykket, hvis hendes blanke stemme ville have væltet mælkefonden…?

  3. 4

    Camres assistent skuffer

    20. oktober 2009.
    Anna Rosbach Andersen er 62 og medlem af EU-Parlamentet for Dansk Folkeparti.

    Anna Rosbach Andersen blev i en alder af 62 år valgt ind i EU-Parlamentet for Dansk Folkeparti.

    I ni år var Anna Rosbach Andersen kontorchef for Mogens Camre, DF’s tidligere medlem af EU-Parlamentet. I juni kom hun selv ind i parlamentet i slipstrømmen på stemmeslugeren Morten Messerschmidt (DF). Tirsdag landede så hendes første pressemeddelelse i EU ZOO’s indbakke, og debutten er skuffende visionsløs.

    Først bringer vi hele pressemeddelelsen:

    DF: EU leger julemand på klimaområdet

    Dansk Folkepartis medlem af Europa-Parlamentets miljøudvalg, Anna Rosbach Andersen, har i Strasbourg i dag draget Kommissionens kurs på klimaområdet forud for topmødet i København i tvivl.

    “Ind i mellem får man fornemmelsen af, at vi befinder os i et parallelunivers uden forbindelse med virkeligheden. Parlamentets miljøudvalg vedtog i går – under stor applaus – at give en række yderst velmente, store og tunge gaver på klimaområdet, men hvad nytter det at lege julemand, hvis andre ikke vil lege med,” siger Anna Rosbach Andersen.

    Hun peger blandt andet på, at USA, Kina og Indien tilsyneladende bevæger sig længere og længere væk fra bindende klimamål:

    “EU må vågne op og indse, at ikke alle har så meget overskud, at de kan sætte klimaet øverst på dagsordenen. Amerikanerne har sundhed, arbejdspladser og velfærd på dagsordenen, mens kinesere og indere kæmper for at opnå samme levestandard som vores. Hertil kommer, at klimaproblematikken er så kompleks og skal tage højde for så mange parametre, at man ikke kan feje den af med en enkelt smart teori eller model”, siger Anna Rosbach Andersen.

    Anna Rosbach Andersen tager ikke nødvendigvis fejl i sin pressemeddelelse, og det er ikke nødvendigvis dårligt at kritisere. Men hun benytter en retorik, der er lige så klassisk i sit surmuleri som i sin mangel på alternativer: Hun kritiserer EU-Kommissionen og EU-Parlamentets miljøudvalg for at leve i et parallelunivers uden forbindelse til virkeligheden. Men hun sætter ikke ord på, hvad hun vil have i stedet. Der er ingen visioner.

    EU ZOO håber, at Anna Rosbachs pressemeddelelser bliver mere konstruktive med tiden.

  4. 3

    Bertelsen/Brügger får ikke prisforslag opfyldt i år

    9. oktober 2009.

    Journalisterne Mikael Bertelsen og Mads Brügger er kendte for deres skiftevis kantede og bløde form, når de bedriver journalistik, eksempelvis i satire/interview/talkshowet Den 11. Time.

    Det lader til, at deres idé om at give EU-Parlamentets Sakharov-pris til en whistleblower, der er gået imod EU-systemet, var en af de lidt for kantede af slagsen. Denne uge valgte parlamentet de tre finalister, og det blev den palæstinensiske læge Izzeldin Abuelaish, den eritreiske journalist og forfatter Dawit Isaak og menneskeretsorganisationen MEMORIAL. Ingen EU-kritikere at finde her.

    Men heller ikke blandt de oprindelige 10 kandidater til frihedsprisen var der EU-kritikere. Kun to af de nominerede var fra EU-lande, og ingen af dem var kendt for at være EU-kritikere.

    Bertelsen og Brügger præsenterede deres idé om at give Sakharov-prisen til en EU-kritiker, da de sidste år var i Strasbourg under tildelingen af 2008-prisen til den kinesiske dissident Hu Jia. Under pressemødet spurgte de den daværende parlamentsformand, Hans-Gert Pöttering (fra konservative EPP-ED), om han havde overvejet at give prisen til en EU-whistleblower. Pöttering tog spørgsmålet som en joke og svarede, at så skulle han have et forslag. Efter sigende løb Bertelsen og kameramand efter Pöttering, da pressemødet sluttede, for at stikke ham en seddel med forslag. Uden held, kan EU ZOO nu konstatere.

    Der er da heller ikke nogen, der i den seneste tid har gjort sig så bemærket som EU-whistleblowere, at de har fortjent en Sakharov-pris, vurderer vi her på EU ZOO. Men hvis Pöttering var blevet stillet spørgsmålet nogle år tilbage, burde han hurtigt ihukomme kandidater som spansk-britiske Marta Andreasen, der nu sidder som parlamentariker for UK Independence Party. I 2002 afslørede hun som chefrevisor regnskabsrod i EU-Kommissionen. Et andet bud kunne være Paul van Buitenen, tidligere medlem af EU-Parlamentet, der over flere omgange har afsløret rod i EU-systemet. Eller østrigske Hans-Peter Martin, der som EU-parlamentariker kritiserede diætordningerne og endte med at afsløre 57 af sine kolleger i at snyde med diæterne.

    Se den undersøgende nyhedsudsendelse i kølvandet på Hans-Peter Martin afsløring her (på tysk):

    [youtube]8iLMHYP3Gfk[/youtube]

  5. Nyt udvalg kan blive syltekrukke

    .

    Et nyt udvalg er blevet født i EU-Parlamentet: Finanskriseudvalget. Det får en levetid på et år og har til opgave at udtænke opskrifter på gode måder at nedkæmpe krisen.

    Fire danskere fra hele det danske politiske spektrum blev torsdag og fredag valgt som stedfortrædere i udvalget: Anne E. Jensen (Venstre), Bendt Bendtsen (K), Britta Thomsen (Socialdemokraterne) og Emilie Turunen (SF).

    Det giver naturligvis mulighed for nogle gode, sunde konflikter mellem de danske politikere. Dog er det ikke sikkert, at udvalgets kerneopgaver kommer til at skabe furore – eller for den sags skyld løse kriser.

    Sådan beskriver parlamentets pressetjeneste opgaverne for udvalget:

    Det nye udvalg om finanskrisen vil afholde høringer med eksperter, arbejdsmarkedets parter, repræsentanter fra industrien for medlemslandenes regeringer og de nationale parlamenter. Udvalget vil også bidrage til vedtagelsen af lovgivning relateret til økonomi og finanskrisen ved at komme med input til de faste udvalg.

    Kort fortalt, så skal politikerne snakke om sagerne, og så skal de komme med gode råd til deres kolleger i de forskellige faste udvalg om, hvordan de skal klare ærterne. Med 45 parlamentarikere i finanskriseudvalget fra forskellige grupper og lande bliver det sikkert begrænset, hvad de kan nå af bred enighed. Det vil ikke blive revolutionerende, og de fleste forslag kan ligne  genbrug fra andre handlingsplaner. Samtidig er det langt fra sikkert, at de andre udvalg vil være lydhøre over for ideerne. Bendt Bendtsen (K) har tværtimod forfriskende høje forventninger til, hvad han vil udrette i det nye udvalg:

    Jeg vil i det nye udvalg kæmpe for danske interesser. Vi skal have lukket de europæiske statskasser, så de ikke bliver fuldstændig tømt som følge af protektionistiske tiltag. I Europa er vi kommet ud på en kraftig glidebane, hvor landende nærmest overbyder hinanden i statsstøtteordninger, og det er bl.a. i kampen  mod dette, at jeg vil gøre min stemme hørt, skriver Bendt Bendtsen i sit nyhedsbrev.

  6. 2

    Søndergaard vs. Mørkets Kræfter

    2. oktober 2009.
    Nogen foretrækker lyssværd, Søren Søndergaard foretrækker megafonen, når de mørke kræfter skal bekæmpes. (Foto: Stephen Dupont og Folkebevægelsen mod EU)

    Nogen foretrækker lyssværd, Søren Søndergaard foretrækker megafonen, når de mørke kræfter skal bekæmpes. (Foto: Stephen Dupont og Folkebevægelsen mod EU)

    Ministrene kan ikke bare smide penge til højre og venstre, når de mødes, uden at give en forklaring. Det var budskabet fra budgetkontroludvalget i EU-Parlamentet, da de torsdag for anden gang udskød godkendelsen af Rådets regnskab for 2007.  Det skrev Ritzaus Bureau torsdag (telegram fundet via Berlingske.dk).

    I næsten 40 år har der ellers været en stiltiende gentlemanaftale om, at EU-parlamentet ikke kiggede rådets regnskab efter i sømmene og vice versa. Men den aftale blev ophævet, da Søren Søndergaard fra Folkebevægelsen mod EU blev formand for Budgetudvalget, skrev Ritzau.

    Historien er vigtig og interessant, selv om Ritzau havde fået nogle detaljer galt i halsen. For det første sidder Søren Søndergaard ikke i Budgetudvalget (BUDG), der arbejder med kommende budgetter. Søndergaard sidder i Budgetkontroludvalget (CONT), der forsøger at afsløre korruption og andet skidt. Budgetkontroludvalget, der tidligere kaldtes COCUBU, blev en anelse mere kendt dette forår, da DR’s Mads Brügger og Mikael Bertelsen lavede dokumentaren Quatraro Mysteriet. For det andet er Søren Søndergaard ikke formand, men rapporteur, også kaldet pennefører, på denne sag.  Så slem var Ritzaus fejl nu heller ikke, og de rettede den da også senere samme dag.

    Nu til sagen: I april stemte et bredt flertal i EU-Parlamentet for Søren Søndergaards betænkning, der afviste at godkende regnskabet for ministrenes udgifter i Rådet i 2007. Ministrenes administration havde nægtet at give en officiel forklaring på en del uklarheder, blandt andet hvorfor der var flyttet penge fra tolkningstjenesten til rejsebudgettet. I 2006 blev der overført 12.672.984 euro til rejseposten, og budgetkontroludvalget krævede svar på, hvor mange penge, der var blevet flyttet i 2007. Nu har Rådet givet en forklaring, men en uofficiel én af slagsen. Budgetkontroludvalget har derfor valgt at udskyde vedtagelsen af regnskabet for at tygge lidt på de uofficielle forklaringer.

    På sin blog giver Søren Søndergaard en fin beretning om det komplekse EU’ske tystys-diplomati; et diplomati som Søren Søndergaard ved debatten i April i parlamentet kaldte “mørkets kræfter” – se Youtube-videoen i bunden.

    Efter at Rådet i næsten et år har nægtet at svare på parlamentets spørgsmål og mødes med repræsentanter for Budgetkontroludvalget til andet end en uformel frokost, så skete der pludselig noget i den forløbne uge.

    For det første har Rådet rent faktisk oversendt en besvarelse af parlamentets spørgsmål. Ganske vist ikke på den måde, at Rådet direkte har svaret parlamentet. Men på den indirekte måde, at Rådet har udarbejdet et notat til EU-landenes ambassadører om sagen, hvori spørgsmålene besvares. Og dette notat har det svenske formandskab for Rådet så oversendt til Budgetkontroludvalgets formand og ordfører – ”til behagelig orientering”, som det hedder.

    For det andet har Rådet – igen via det svenske formandskab – rent faktisk indvilget i at holde et egentligt møde. Det fandt sted i EU-parlamentet i Bruxelles i torsdags. Til stede var – udover repræsentanter for Rådet – Budgetkontroludvalget formand, mig som ordfører, en repræsentant for hver af parlamentets politiske grupper, en større gruppe embedsmænd samt tolke til 6 forskellige sprog. Men på trods af denne forsamling på 20-30 personer og på trods af, at mødet officielt blev båndoptaget, så insisterede Rådets repræsentanter på, at der skam var tale om et ”uformelt” møde.

    Hvorfor er det egentlig så vigtigt, at mødet er officielt? Godt nok er et uofficielt møde på papiret ikke andet end en kaffe-komsammen, men parlamentarikerne får jo alligevel svar på deres spørgsmål. Sagen er dog ikke så enkel, mener Søren Søndergaard. Han skriver, at Rådet frygter, at de folkevalgte vil gøre det til en tradition at stille kritiske spørgsmål, hvis møderne og forklaringerne bliver officielle. Og for at undgå en endegyldig forkastelse af regnskabet op til Lissabon-afstemningen i Irland gav Rådet så disse halve svar, lyder anklagen fra Søndergaard.

    EU-Parlamentets vedtagelse af Rådets regnskab 2007 var sat til tirsdag d. 20 oktober i år, men Søren Søndergaard forventer, at det nu bliver udskudt til november. CONT stemmer om sagen den 3.-4. november.

    [youtube]eXbeZifOWKc[/youtube]

    Opdateret 5. oktober: Tilføjet at Søren Søndergaard er rapporteur på sagen, ikke udvalgsformand som Ritzau først skrev.

  7. Læs Lissabon-traktaten før din nabo!

    1. oktober 2009.

    En spritny version af den læservenlige udgave af Lissabon-traktaten er netop landet på nettet. Den er kun på engelsk, så mon ikke den er blevet uploadet netop nu for at give irerne en hurtig chance for at skimme traktaten, inden de stemmer i morgen?

    Du kan downloade den læservenlige Lissabon-traktat her. Fordelen er, at de tørre paragraffer og komplicerede henvisninger er oversat til forståeligt sprog i marginen. Og så bliver traktaten direkte sammenholdt med de andre traktater, så man rent faktisk kan læse Lissabon-traktaten som et samlet dokument.

    Det er den garvede EU-kritiker Jens-Peter Bonde, der står bag denne opdaterede version af den læservenlige Lissabon-traktat, ligesom han stod bag den sidste. Traktaten er lagt online hos opslagsværket EUABC.com, som Bonde er redaktør for.

    Selvom hjemmesiden lige nu er smurt ind i utidigt politisk valgflæsk om Irlands stemmevægte, er selve bogen rent faktisk ikke farvet – med undtagelse af forordet. Det plejer EUABC.com heller ikke at være. Tværtimod kan EU ZOO godt anbefale EU-interesserede at bruge opslagsværket – men vi advarer om, at det tilsyneladende kun er den engelske version, der er up-to-date.

  8. Humor: Valgkampens vigtigste våben?

    .

    Både ja- og nej-siden i Irland forsøger at bruge humor og sarkasme som et politisk våben. EU ZOO har samlet sjove og grove plakater fra begge sider.

    NoSideuseshumour 1

    Er EU sjovt? Hvad med brystkræft? Grænserne for, hvad vi normalt forbinder med satire, bliver i den grad nedbrudt, og alle kneb gælder. Efter den irske EU-afstemning sidste år, der endte med et nej, fik netop nej-sidens kampagne ros for at bruge humor til at få budskaberne frem.

    I morgen skal Irland stemme igen, og denne gang er der hård kamp om at være dem, der ler sidst. Et af de sarkastiske kneb, som begge sider ynder at bruge, er at lave ekstreme overdrivelser i modstandernes navn.

    Ja-siden har blandt andet lavet falske plakater, der håner de katolske nej-siger fra Coir og deres dystre forudsigelser om EU og Lissabon-traktaten.

    Ja-siden har blandt andet lavet falske plakater, der håner de katolske nej-siger fra Coir og deres dystre forudsigelser om EU og Lissabon-traktaten.

    Nej-siden har hjulpet med at hænge klassiske ja-plakater op, dog med en lidt anden og mindre demokratisk tekst.

    Nej-siden har hjulpet med at hænge klassiske ja-plakater op, dog med en lidt anden og mindre demokratisk tekst.

    Også blandt humoristiske ungdomspolitikere gælder alle kneb. Her er en plakat fra unge ja-sigere.

    Også blandt humoristiske ungdomspolitikere gælder alle kneb. Her er en plakat fra unge ja-sigere.

    ...og her er den samme plakat, lettere manipuleret af den britiske EU-kritiker og blogger, Devil's Kitchen.

    ...og her er den samme plakat, lettere manipuleret af den britiske EU-kritiker og blogger, Devil's Kitchen.

  9. 1

    Mysteriet om den falske rundspørge i Irland

    .
    Meningsmålingerne har generelt vist en sejr til ja-siden, når irerne fredag stemmer om Lissabon-traktaten. Men én falsk måling gik direkte mod strømmen og erklærede et solidt nej-flertal.

    Meningsmålingerne har generelt vist en sejr til ja-siden, når irerne fredag stemmer om Lissabon-traktaten. Men én falsk måling gik direkte mod strømmen og erklærede et solidt nej-flertal.

    Den beskidte klassiker med en manipuleret rundspørge har spredt sig i den irske EU-debat. Løgnen startede blandt politiske vagthunde i blogosfæren og blev slået ihjel af de store medier… og bookmakerne!

    Det er blandt andet tre vigtige vagthunde fra Storbritanniens blogosfære, der sidder med røde ører, efter de hver især er blevet narret af en rundspørge, der mildest talt er utroværdig. EU-skeptikeren, den prisbelønnede og den mest læste politiske blogger hoppede på limpinden.

    Historien startede for en uges tid siden på den britiske blog England Expects, der skrives af en pressemedarbejder for britiske UKIP og er kendt for sine skarpe og satiriske angreb på EU. Denne gang var tonen dog nærmest jublende. Lige siden valgkampen blev skudt i gang i Irland forud for deres om-afstemning om Lissabon-traktaten, har ja-siden ført solidt i meningsmålingerne. Men nu kunne bloggeren berette om en spritny rundspørge, han lige havde modtaget sammen med en pressemeddelelse fra Irland.

    Ifølge den nye og store meningsmåling førte nej-siden pludselig med 59% af stemmerne, mod 41% til ja-siden.

    Umiddelbart efter sendte han det overraskende resultat videre til to berømte blogs: Political Betting og Slugger O’Toole. Political Betting udnævner sig selv til Storbritanniens mest læste politiske blog, og bloggen er blandt andet kendt for at give konkrete tip til, hvordan du skal sætte dine penge på politiske begivenheder hos bookmakeren. Slugger O’Toole er en prisbelønnet irsk blogger og politisk vagthund, der har snuppet flere store historier for næsen af de store medier.

    Begge troede, at der var tale om et scoop, blandt andet fordi rundspørgens bagmænd havde efterladt det indtryk, at rundspørgen ville komme i avisen Irish Sun dagen efter. Det kom den aldrig. Men historien bredte sig i det politiske parnas, og blandt andre prominente konservative EU-kritikere nåede at kommentere på nyheden.

    De store medier havde ikke slugt den sensationelle historie. Og lige så vigtigt, bookmakerne havde ikke ændret oddsene på et JA eller et NEJ som følge af rundspørgen.

    Alas after the “poll” was being discussed on the previous thread I did put £100 on at 11/2 on a NO victory with PaddyPower. That might turn out to be pretty foolish for on reflection it does seem odd that the leading Irish bookie was still prepared to lay such a bet at that price, skrev Political Betting efterfølgende.

    Årsagen var, at rundspørgen var lavet med en metodik, som slet ikke er anerkendt. Ifølge England Expects var der mere eller mindre tale om en rundspørge blandt venner og venners venner. En ekspert sagde om rundspørgen til The Guardian:

    “This is a voodoo poll,” commented Roger Jupp, a veteran Dublin pollster and chairman of the Association of Irish Market Research Organisations. “It is quite extraordinary. My colleagues and I have been looking into this. I’ve never heard of these people.”

    Hvem lavede så den falske rundspørge? Mysteriet er heldigvis blevet løst af både bloggere og avisjournalister.

    Folkene bag kaldte sig i pressemeddelelsen Gael Poll. De beskrev rundspørgen som “en af de største af sin slags nogensinde” og præsenterede sig selv som folkene bag en overraskende meningsmåling forud for sidste års irske EU-nej, der med én procents nøjagtighed skulle have forudsagt resultatet.

    Men de beskriver også sig selv som “stærkt katolske nationalister” og “katolske researchere”, der tidligere har arbejdet på det nu afdøde magasin The Hibernian, skriver The Guardian, og fortsætter:

    The magazine was founded and edited by Gerry McGeough, a Provisional IRA veteran once described by the FBI as a “dedicated terrorist”. (…) McGeough campaigned against the Lisbon treaty last year when the Irish voted no. The Irish edition of the Sun, fiercely anti-Lisbon, gave prominent coverage to a poll conducted by the Hibernian a week before last year’s vote.